Skovtur? - Vicente

Vicente havde stadig et godt, fast tag i træpælen. Smerten, som han følte, da hun begyndte at flå i den, fik ham til at bide hårdere sammen og da han stadig havde tænderne i hendes skuldre, så ville det nok gøre ondt på hende. Han havde fået drukket sig nogenlunde mæt og mærkede varmen fra blodet sprede sig i kroppen, efterfulgt af en ro, som lagde sig over ham som et tæppe. Hans krop var varmere for ham, men for andre ville den sikkert stadig være meget kold. Han kunne mærke, at han nok ikke ville kunne holde fat på pælen meget længere, så han måtte snart trække sig væk.

Raquel stoppede med flå i træpælen, og træk vejret i korte stød. Hun greb efter hans hår, og trak tilbage i det. "Fjern så de forbandede tænder!" snerrede hun sammenbidt, og lukkede øjnene et øjeblik. Kniven dunkede i benet på hende, og det faktum at han drænede hende for blod gjorde det ikke bedre. Hun følte sig svimmel og træt.. Mandede sig dog op, og rev hårdere til i hans hår.

Vicente hvæsede af hende, da hun rev ham i håret. Han havde ikke længere tænderne i hende, men havde dog fået en god slurk af hendes blod, hvilket han havde haft godt af. Han gav slip på træpælen og tog fat om hendes håndled for at få hende til at give slip på hans hår. Han gav slip på hendes anden arm, så han nu havde en hånd fri. Han knyttede hånden og prøvede at rette slag mod hendes mave. Dette var nu en af de mest udfordrende kampe, som han længe havde haft. Det måtte han give hende. Normale mennesker og engle var intet i forhold til hende. Hun var en af de bedste dusørjægere, han endnu havde mødt.

Raquel vred sig til siden, og parerede hans slag med næsten desperate bevægelser. Da han slap pælen, for at tage fat om hendes håndled, greb hun fat i den med den frie hånd. Med et hurtigt ryk trak hun den ud af låret på ham, og slap sig tag i hans hår. Vred sig fri af hans greb, og humpede et halvt skridt tilbage. Hun betragtede ham med et let blik, og tænkte over næste træk. Hun ville have ham ned med nakken. Mest fordi hun skulle bruge pengene... Men også fordi hun havde været alt alt for blød på det seneste... Havde ikke nedlagt nok, overhovedet.

Vicente slap hende og fulgte hendes eksempel. Han humpede få skridt tilbage. Han så kort rundt på jorden for at se, om der var en sten eller lignende, som han kunne kaste efter hende. Alt ville kunne bruges lige nu.
Han fik dog ikke øje på noget, så han måtte holde sig til nærkamp. Han måtte passe på, nu da hun havde fået træpælen igen. Hun ville tage hver chance, hun kunne få for at bore den pæl i ham. Vicente ville dog ikke lade hende få de chancer. Han måtte spille taktisk og defensivt.

Raquel sendte et kort blik ned mod sit ben, hvor kniven endnu sad plantet. Hun sank kort, før hun igen så på ham. Intet i hendes blik var forandret, på trods af synet af den store røde plamage der fik hendes bukser til at klistre til hendes ben. Hun måtte snart have det forbundet. Hun bed tænderne sammen, og strammede grebet om pælen. Satte så af i et halvt spring, halvt løb mod ham. Dumt måske, men han skulle bare dø. Ikke nok med at han havde plantet en kniv i hendes lår, han havde også bidt hende... Åndsvage igle...

Vicente havde blikket fæstnet på pælen hele tiden. Hun angreb ham, hvilket gav ham fordel over dette angreb. Han stod stille og ville gribe fat om pælen med den ene hånd og med sin anden hånd, som nu var knyttet, ville han rette et slag mod hendes ansigt, hvis det gik galt, så var han dog klar til at flytte sig, så den i forhåbentligt ikke røg igennem hans hjerte.

Raquel kunne på ingen måde nå at standse eller dreje af, og måtte derfor tage imod knytnæven. Hun gispede let, og blinkede med øjnene for at se klart igen. Hun holdt fast i pælen, og så vredt på ham. Så bed hun tænderne sammen, og trak kniven ud af låret på sig selv. Hun kunne ikke tilbageholde et halvkvalt smertesudbrud, men satte alligevel den blodige kniv mod hans hals.