Kirkegang? (Vicente)

Dato: 10. Nov
Dag: Onsdag
Tid: 23:30
Sted: Kirken
Omgivelser: Kirke-ting og ellers tomt

Lange, slanke fingre bevægede sig hurtigt henover tangterne på det store, gamle orgel. Stod man nede i skibet, og så op mod orglet, ville man ved første øjekast lægge mest mærke til det store røde hår, der hang ned over ryggen på englen. Det lette, ubekymrede smil der hvilede på de bløde læber, var ikke til at se dernede fra. Felicia følte sig egentlig meget godt tilpas, som hun sad der og spillede. Følte sig nogenlunde i sikkerhed. Kirkens tykke mure virkede bestykkende på englen, og vidende om at kun ganske få vampyrer vovede sig derind, gjorde hende måske en smule uagtsom.. Men på den anden side. Hun regnede jo ikke med at hun på nogen måde ville komme i fare mens hun befandt sig i kirken...

Vicente var blevet tiltrukket af lyden af musik, som kom fra kirken. Vicente fandt det altid morsomt at bide folk inde i kirken, da de troede at den såkaldte 'gud' passede på dem.. Men de var blot små værdiløse ting. Vicente havde med lethed sneget sig ind i kirken og han stod nu på kirkegulvet. Oppe ved orgelet sad en bekendt skikkelse, det røde hår, som så så livligt ud i Vicentes øjne, det røde hår kunne han ved lethed genkende. Det var jo hans kære blodbank. Han gik med lydløse skridt op ad kirkegulvet og stoppede ved nogle af de sidste kirkebænke. Han løftede let sine knoklede hænder. Et klap kunne høres og det klap var efterfulgt af adskillige andre klap.

Felicia havde været så væk i musikken, at hun end ikke havde lagt mærke til lugten af vampyr, før hun hørte det første klap. Hun fik et sådant chok, at hun ramte helt forkert på tonerne, og en hæslig lyd kom fra det store instrument. Hun bed tænderne hårdt sammen et øjeblik, og lukkede knugende øjnene i. Så åbnede hun øjnene igen, lod det lette smil finde vej tilbage til sit ansigt, og vendte sig så om sådan at hun sad med fronten ud mod skibet. "Godaften." hilste hun i et ubekymret tonefald, og så ned på ham med et blik, der næsten dryppede af had.

Vicente stoppede med at klappe og tog så et par enkelte skridt frem. Hans blodrøde øjne hvilede på hende, han var tørstig kunne man se. Den tørstende følelse var ikke det eneste, som bad ham om at sætte tænderne i hende, stemmerne i hans hoved bad ham også om det, de hviskende stemmer som var dukket op i hovedet på ham og efterhånden havde været der længe. Han kunne ikke slippe af med dem og det var vel blot et andet tegn på, at hans forstand bestemt ikke havde det godt. "Det ser ud som om, at det er din tur til at være på hjemmebane..." Sagde han og lod sin knoklede hånd glide over en af kirkebænkene.

Felicia fnøs kort, da han påstod at kirken var hendes hjemmebane. Jo, nok var hun en engel, og jo, nok kendte hun kirken ganske godt, men den var ikke hendes hjemmebane... Hendes hjemmebane var i Jerualem, i hendes by... "Måske.." svarede hun, og trak let på skuldrene. Foldede så de store, hvide vinger ud. Blot for at være på den sikre side. Det sortnede kort for hendes øjne, da blodet lige skulle have et øjeblik til at omstille sig til at skulle løbe helt ud i vingespidserne også. Dog var det ikke noget der kunne ses på hendes ansigt. Hun holdt blikket fæstnet på samme punkt, i det korte øjeblik hvor hun intet kunne se.

Vicente lod let blikket glide rundt på kirkens inventar og trådte så et par skridt hen imod Felicia. Hans blik landede på hendes røde hår, det røde hår som så så livligt ud i hans blodrøde øjne. Vicente var jo vant til alle de mørke og livløse farver, så den kraftige farve, som hendes hår havde var ikke just noget, som han var vant til. Han løftede sin knoklede hånd og tog roligt fat i en lok af hendes røde hår, han stod tæt nok på til, at han kunne røre hende. Han vidste, at hun hadede ham og at han rørte ved hende og det gjorde det jo kun endnu sjovere for ham at gøre det. "Så livligt.." Sagde han så lavt.

Irriteret slog Felicia hans hånd væk. Dumme dyr. Hun ville ikke have ham til at tage fat i hendes hår, og brød sig i det hele taget ikke om at han var så tæt på hende. "Skrid med dig." vrissede hun, og baskede en enkelt gang med vingerne, før hun med rolige skridt gik uden om ham. Hvis nu han bare kunne lade hende være indtil hun kom ud af kirken, så kunne hun med lethed komme væk fra stedet uden skrammer. Hun fugtede kort læberne af ren vane, og holdt blikket rettet mod døren i den anden ende af kirken.

Vicente fulgte hende med sit blik, da hun rejste sig. Han ville ikke lade hende forlade kirken, så ville hun kunne stikke af fra ham, hvilket hun sikkert også havde i tankerne siden hendes vinger var fremme. Han fulgte efter hende. "Hvorfor prøve at stikke af?" Lød hans stemme og hans slikkede sig derefter let om munden. Han var sulten og glædede sig til at bore sine tænder i hende og smage hendes friske blod igen. "Du ved godt, at jeg fanger dig i sidste ende.." Sagde han og greb så ud efter hendes arm, da han var tæt nok på hende.

Felicia rystede kort på hovedet, da han begyndte at snakke. "Hvorfor ikke? Hellere gøre et forsøg end at overgive sig m.." Hun afbrød sig selv, da hun mærkede hans kolde fingre om sin arm. Så vendte hun sig irriteret mod ham. "Vicente, lad mig nu være. Jeg har nok at se til, uden at skulle bekymre mig om dig også. Og ærlig talt, du vælger virkelig de dummeste tidspunkter at dukke op på." vrissede hun af ham, før hun rev sin arm til sig, og satte af. Når blot hun var oppe i luften ville han ikke kunne nå hende... Selvfølgelig med mindre han havde taget de forbandede knive med sig igen...

En kort, men skummel latter forlod Vicente. "Hvorfor skulle jeg dog lade dig være? Hvis du bare overgav dig.. Så ville du slippe for alt dette. Hvis du blev som jeg." Sagde han og betragtede hende med sine blodrøde øjne. Da hun satte af og fløj op i luften sukkede han lavt. "Du tvinger mig til dette.." Sagde han så og lagde hånden på en af de knive, som sad i hans bælte, men skævede så imod en stol, som stod imod væggen ikke så langt fra ham og fik så en god idé.. At blive ramt af den stol skulle nok få hende ned på jorden igen. Han satte kursen imod stolen.

"Hvis jeg blev som dig?" fnøs hun hånligt, og rystede let på hovedet. "Det ville blive over mit lig..." tilføjede hun mere lavmælt, og holdt øje med ham, da han begyndte at gå over mod stolen. I stedet for at blive hængende hvor hun var som en dum gås, satte hun kursen mod dåbefonden. Der ville hun have langt den største fordel. Elegant landede hun på kanten af det store sten kar, og satte sig på hug. Et lettere drillende, skævt smil formede sig på hendes læber. Gad vide hvad han nu ville gøre...

Vicente tog stolen i sine knoklede hænder og fulgte Felicia med blikket. "Over dig lig bliver det skam. Jeg vil hellere end gerne sørge for, at dødens kolde hænder lukker sig om dit hjerte." Lød hans stemme så og han gik hen ad kirkegulvet og hen imod hende. Det var samme sted, som han havde gjort Raquel til vampyr og hun havde prøvet præcist det samme, at bruge vandet i døbefonden som våben imod ham. Det havde skam skadet ham, men han havde til sidst fået fat på hende alligevel. Det hellige vand ville ikke være til nogen nytte, hvis han ramte hende rigtigt med stolen og missede det, så havde han altid hans knive.

Felicia stillede sig ned bag dåbefonden, så hun havde en vis beskyttelse, da Vicente begyndte at gå over mod hende med stolen i hænderne. "Er en enkelt tår af mit blod virkeligt så meget værd for dig, at du vil til at gå gennem det her hver eneste gang du ser mig?" spurgte hun, mest for at aflede ham en smule. Det kunne da ikke være rigtigt at engleblod smagte ham sådan at han var rede til at risikere diverse skræmmer for at få fat i det... Kunne det?...

Vicente sendte stolen afsted med et hårdt kast, hvorefter han så trak en enkelt kniv, blot til at være klar til at kaste den afsted, hvis nu stolen intet gjorde imod hende. "Jeg er tørstig, så ja. Og så har det at påføre dig smerte efterhånden fået en speciel plads i mit... Hjerte." Sagde han og endnu en skummel latter kom fra ham. De hviskende stemmer var stadig inde i hans hoved, men de holdte sig i ro. De kunne råbe og skrige inde i hans hoved, når hans temperament kom op under loftet, hans temperament og stemmerne gik ofte hånd i hånd og blussede hinanden op. Stemmerne var en af de få ting, som han absolut ingen kontrol havde over, men de havde efterhånden fået en vis kontrol over ham, da de bad ham om at gøre ting og så videre.

Felicia dukkede sig ned bag dåbefonden, for at undgå stolen, da den blev kastet efter hende. Den smadredes med et tørt brag, da den ramte væggen bag hende. Se det var jo sådan set helt perfekt. Hun havde hun sådan set både vievand, og træpæle, hvis hun kunne få fat i en af resterne efter stolen. Hun rejste sig op igen, og lod så den ene hånd, formet som en skål dykke ned i vandet i dåbefonden, hvorefter hun med en hurtig bevægelse slyngede det mod ham. Så vendte hun sig om, for at finde et brugbart stykke af stolen.

Vicente havde kniven klar, så han kunne kaste den, så snart hun viste sig igen. Da hun viste sig for at kaste vievandet imod ham, sendte han kniven afsted imod hende, men dog blev det et dårligt kast, da han samtidig måtte springe tilbage for at undvige vievandet så godt, som han nu kunne. Hans jakke blev dog ramt af noget af det og han smed hurtigt jakken inden vievandet kunne nå at gøre stor skade på ham, dog nåede det at svitse ham lidt rundt omkring. Det fik stemmerne i hans hoved til at hæve sig, de begyndte at fortælle ham, hvordan han skulle slå hende ihjel for at have skadet ham, men han gjorde dig sit bedste forsøg på ikke at lytte til dem.

Felicia der havde ryggen til opdagede ikke kniven, før den snittede hendes vinge. Hun gav sig dog ikke tid til at undersøge nærmere, om der var gået hul eller ej. Hun samlede den mest brugbare stump af stolen op, og vendte sig om igen. Så igen mod Vicente. Denne gang ville hun slå ham ihjel. - Hun havde jo midlerne til det. Og hvor hun ønskede at han skulle bøde for den smerte han tidligere havde forvoldt hende. Hun vidste udemærket godt at vievandet med garanti ikke havde hjulpet på hans humør, men det havde nu hjulpet lidt på hendes, at se at hun havde ramt ham en smule. Lugten af blod bredtes langsomt i rummet, da væsken kom frem i det fine lille sår kniven havde lavet i hendes vinge, da den snittede hende.

Vicente var kommet på benene igen og lukkede kort øjnene for at indsnuse den friske duft af Felicias blod. Han åbnede sine blodrøde øjne igen og hans blik hvilede på hende. "Jeg ser frem til at bore mine tænder i dig igen.. Og høre dig skrige." Sagde han og trak derefter endnu en kniv fra hans bælte. Han havde kun seks knive, så han måtte sørge for ikke at spilde dem. Han satte i løb og med hans vampyriske hurtighed, farede han imod hende med høj fart. Dette mindede ham meget om hans sidste kamp med Raquel inden han forvandlede hende til vampyr. Hun havde fået banket en træpæl i skulderen på ham, men han havde til gengæld stukket en kniv i armen på hende og han fik sat tænderne i hende. Vicente var klar til at hugge kniven i Felicia.

"Det gør du sikkert, jeg håber bare at du er forberedt på at vente længe endnu." svarede Felicia roligt, mens hun dyppede træet ned i vievandet. På den mode ville den faktisk kunne skade ham nogenlunde, ligemeget hvor den ramte ham. Da han sætte sig i bevægelse igen, og begyndte at løbe mod hende, satte Felicia af, og lettede så hurtigt hun formåede. Dog var hun af gode grunde ikke nær så hurtig som ham, og han ville sikkert godt kunne nå at komme hen til hende, inden hun kom uden for hans rækkevidde Hun kunne ikke rigtigt gøre så meget andet end at håbe på at han var lidt for langsom...

Vicente var ikke overrasket over, at hun havde valgt at lette fra jorden, men det var nu ikke noget problem. Hun var stadig inde i kirken, så han kunne nemt få hende ned på jorden igen og så var hun ikke nået særligt langt op over jorden, hvis han skyndte sig, så ville han kunne fange hende inden hun nåede for højt op. Han satte af i et spring imod hende og svang armen for at hugge kniven i hende og håbede bare, at han ramte hende inden hun kom for højt op og han så måtte ty til kastevåben igen.

Resultatet af hans spring, var en skinger lyd fra Felicia's strube, da kniven borrede sig ind i hendes lår. Og som en følge af det at hun var ved at lette, og tungdekraften der trak vampyren ned, rev kniven en lang flænge i benet på hende. Med næsten paniske bevægelser greb hun fat i hans hånd, for at forhindre yderligere skade. Smertetårer hang i hendes øjenkroge. "Lede bæst!" hvislede hun mellem sammenbidte tænder, mens hun baskede hårdt med vingerne, for at hive Vicente med sig op i luften, i stedet for at lade ham trække sig ned. Luften var hendes element.. Det var hendes hjemmebane, der ville hun have de klare fordele...