Funklende stjerner - Trako

Han lagde hovedet på skrå "Kom her" Hvislede han og pegede ned foran sig "Kom tættere på, jeg bider ikke... Så meget" Han grinte for sig selv

"Nej, det har jeg ikke rigtig lyst til" Hun smilede sit uskyldige engle blide smil og lagde hovedet let på skrå. En lille del af hendes vinger, var allerede ude af ryggen og det gjorde forfrædeligt ondt. Men hun havde øvet sig i at klare smerten, og de fleste kunne ikke se at hun faktisk havde ondt. Han ville heller ikke kunne se hendes vinger. Hendes ryg var jo vendt den anden vej.
Hun lagde ikke rigtig mærke til at en af hendes fjer, faldt af og langsomt faldt til jorden. En flot, kridhvid fjer.

Trako så ned på fjeren og lagde sit hovede på skrå med en underlig mine. Han sank langsomt pistolen mens han så dybt på den "Engel..." Mumlede han for sig selv før han så med flammende øjne på hende. Han rettede igen sin pistol mod hende "Flyv mens du kan" hvæsede han og trykkede på aftrykkeren

Først stod hun bare og gloede på hans pistol med store, blå, runde øjne. Som et dyr der var fanget af lyset fra en bilsforlygter. Så rystede hun svagt på hovedet og tog hans råd til sig. "Undskyld" hviskede hun og foldede hurtigt sine vinger ud. De ødelage toppen en smule bagpå, men ikke så meget at den faktisk ødelagde. Bare så der var nok plads til vingerne.
Så bredte hun sine vinger og følg hurtigt lodret op i luften.

Trako så ned i jorden og hev langsomt vejret. Han rystede på hovedet og sank sin pistol. De var overalt. Alle var en fjende, alle var fjenden...

Kala fløj i en cirkel over ham. "Vi engle er altså ikke onde" Hun sagde det stille, så han ikke ville blive alt for forskrækket, over at hun var et par meter over hans hovede, men et par store, kridhvide vinger. Det var jo ikke ligefrem hverdagssyn.

Trako så med et sæt op på hende "Følger du efter mig?!" Udbrød han og så med store øjne på hende. Han rettede sin pistol mod hende "Angreb fra luften hva?! Næ nej, jeg er for klog til den slags" Han så ikke hende som en rigtig engel. Han så hende mere som en harpie. En bevinget kvinde der bragte rædsel og terror i den græske mytologi. Engler var nogen der holdte med herren.

Kala stoppede med at flyve rundt om ham, men fløj i stedet lidt længere ned. Hun var en smule over ham omkring et hovedet, men hun "lå" ikke længere ned i luften. Hendes krop var vendt lodret. Altså ned fødderne pegende ned mod jorden. "Hvis du kendte til racernes opførsel ville du vide at engle ikke er fjendtlige, men derimod hjælpsomme" Hun snakkede roligt, som om han ikke pegede på hende med en pistol, og hun på få sekunder kunne miste sit ellers uendelige liv. "Eller jeg kan ikke snakke for de andre engle, men jeg er går ikke ind for vold"

Han rystede voldsomt på hovedet og viste hende sin venstre hånd som var indbundet i stof pga et skud "En engel skød mig!" Hvæsede han og sigtede imod hende "Måske er det på tide jeg får min hævn"

"Den samme vampyr har bidt mig tre gange" Hun fjernede håret fra den ene side af halsen og de tre ar, kom til synes på hendes lyse hud. Det ene ar var en smule nyere end de andre, men det gjorde i det mindste ikke ondt mere. "Men jeg beklager mig ikke over det" Mennesker kunne være så svage! De beklagede sig over det mindste. Det var til at brække sig over.
"Hvorfor dræbe mig, hvis du vil have hævn? Hvorfor ikke dræbe englen, som gjorde det imod dig?"

"I er alle ens for mig, I er ligesom... Bjørne. Hvis en bjørn rører mig skyder jeg alle inden for en radius af 100 km!" Han affyrede et skud mod hende. Hun begyndte at gå ham på nerverne

Hun prøvede at undgik skudet, men hendes ene vinge blev snittet. Smerten var ubskrivelig selvom kuglen kun lige have lavet et nærmest overfladisk sår.
Hun valgte at få benene på jorden for at spare på kræfterne. "Ingen er ens.. Heller ikke jer mennesker"

"Hold din kæft!" Skreg Sal og affyrede den ene kugle efter den anden efter hende. Han sigtede ikke længere. Skød bare ud fra sig. Han begyndte at få nogle tåre i sine øjne. Han vidste godt hun havde ret, men at acceptere den sandhed ville gå imod alt han troede på

Hun skreg forskrækket og krøb sammen, så vingerne dækkede hende helt. De var blevet blodige, da en del kugler havde snittet dem og en eller to havde ramt. Det gjorde så forfærdeligt ondt. Som hvis nogen havde skåret i et menneske eller noget i den retning. Vingerne var jo en del af hendes krop.
Udenfor hendes sikre skjul under vingerne, tog vinden kraftigt til. Hurtigt nåede den omkring orkanstyrke.

Trako så sig skræmt omkring. Han kendte denne følelse alt for godt. Han havde før kæmpet mod en vindelver. Han havde intet kunne gøre. Han mørkede blæsten imod hans øjne og stillede sig mere fast i jorden. Bag ham vrinskede hans hest og begyndte at løbe væk. Han var ik så bekymret for den. Den kendte vejen hjem. Ligenu tænkte han mere på sig selv. Han turde ikke skyde hende mere. Tænk hvis vinden sendte hans kugler tilbage.

"Undskyld" mumlede hun under vingerne, lige højt nok til at han ville kunne høre det. Hvis han var klog, ville han lade være med at skyde nu. Kuglerne kunne finde på at komme tilbage, hvis vindhastigheden var høj nok. Det ville ikke være noget problem for hende at få den op på den punkt.
Forsigtigt så hun frem under sine blodige vinger.

Trako hev hidsigt vejret "Stop dine vindtricks... Eller dø!" Skreg han vredt. Han rettede sin pistol mod hende og overvejde hvorvidt han skulle skyde eller ej. Han sank en klump

Frygten strømmede ud af hver eneste del af Kala. "Det er den eneste måde jeg kan beskytte mig på" Hendes stemme var spinkel og bange. Som en lille piges, nærmest. Sådan følte hun sig også. Som en lille pige, der alt for tidligt var blevet præsenteret for livets barske realiteter.

"Kom nu ud fra dit lille skjold... Jeg gør dig ikke noget" klukkede han koldt og ladede sin pistol

Han troede sikkert at Kala ikke kunne høre han ladede sin pistol. Hvor naivt. Det var nemt at høre, selvom hun ikke have så gode sanser som vampyrene, dæmonerne eller varulvene. Men hendes sanser var da fine nok. Desuden bragte vinden lyden til hende og hun turde alligevel ikke komme frem.
"Det er ikke et skjold! Det er en del af mig"