Eftermiddag i parken

Sted: Parken
Vejr: Lunt
Tid: 16.00
Omkring: Et par stykker, der er ude at gå tur.
Dag+dato: IRL
Påklædning: Grønne military-style bukser, en sort t-shirt med print og en hat(ava)

Damia sad på en bænk i parken, med sit tegne grej stillet frem. Hun havde siddet der det meste af dagen, og havde efterhånden tegnet en halv snes tegninger. Hun havde stillet et stativ op ved siden af bænken, hvorpå der hang nogle af de bedste karitekturtegninger hun overhovedet havde lavet. Der var dog også nogle få potrætter blandt de sjove tegninger. Der var nemlig også folk der hellere ville have et smukt potræt af deres kære, end de ville have en sjov, lettere fornærmende tegning. Egentlig var Damia ragende ligeglad. Så længe de betalte hende, så var hun sådan set tilfreds.

Nicholas kom gående af en lille sti gennem parken.
Han hadede det her sted, og fattede ikke helt hvorfor han var gået herhen.
Men han vra gået herned alligevel, og nu gik han bare hvileløst rundt, mens han kiggede på sine slidt skrig grønne converse.

Damia fik inden længe øje på den dreng, der gik rudt for sig selv. Efter at have betragtet ham en tid, gik hun igang med at tegne. Sådan gjorde hun ofte. Tegnede folk når de ikke vidste det. Det blev tit de bedste potrætter. Mest fordi folk var så naturlige på den måde. Hun lod let tungespidsen hvile mod overlæben, og så næsten ikke på papiret. Det var ikke nødvendigt. Når bare hun kunne se, hvordan han så ud, så var der intet probelm i at få ham ned på papiret...

Nicholas kunne mærke hendes blik og kiggede op på hende.
Hun tegnede.. Ham. Det var hans gæt siden hun gloede sådan på ham.
Han sukkede og smilede ironiskk til hende.

Damia smilede let, da han gik øje på hende, og måtte kæmpe med en latter over hans smil. Hun vinkede let til ham, for at få ham over til sig. Så så ned på tegningen. Det var stadig ikke mere end en grovskitse, men det var muligt at gøre potrættet færdig udfra den. Tilfreds nikkede hun, og så igen op mod ham. Hun måtte have hans tilladelse, hvis hun skulle kunne bruge det til noget som helst. Normalt - hvis han ikke havde fået øje på hende - ville hun havde ventet med at bede om lov til at bruge det, til det var helt færdigt. Men eftersom han nu havde opdaget hende, var det nok smartest at bede om lov med det samme. Sæt om han blev vred over hendes betragten, og skred før hun kunne nå at spørge ham?...

Han kiggede mistroisk på hende. Han var stoppet op og kiggede nu bare mærkeligt på hende.
Så gik han roligt over til hende efter et stykke tid, da hun havde vinket efter ham.

Damia smilede stadig imødekommende, og lod sig ikke gå på af hans mistroiske blik. "Hej, jeg hedder Damia." begyndte hun, og rettede sig let op. Så viste hu ham skitsen. "Den er ikke færdig endnu, men jeg ville høre, om jeg må bruge dit potræt til reklame, lige som dem her." sagde hun så, og slå hånden ud mod stativet, hvorpå der hang en snes tegninger.