Zzz... - Aoi

Kan også godt lide det ^.^'

Miku nød hans blide berøringer og kunne godt lide kulden som han efterhånden havde lært at forbinde med noget godt og desuden var det ikke den normale kulde som man 'frøs' i men en som man ikke kunne beskrive. "Aw...okay så ses vi" sagde han og kyssede ham på halsen før han fik lov at gå. Han var sikker på han ville komme til at savne ham i det korte tidsrum han ville være væk i, men så kunne han måske få set sig lidt omkring?

//yup ^^//

Miku gik rundt i huset i stilhed og betragtede Aoi's hjem, men sørgede for at holde sig i nærheden af stuen så han for det første ikke ville fare vild i det enorme hus, og for det andet ville kunne findes igen af ham når han engang var færdig med det han nu end skulle. Han lod sine fingerspidser glide langs væggen og så ud af vinduerne ned til den store, frodige have med vandløb og det hele. Det var alt'alt for flot det her sted. Han befandt sig i øjeblikket i en af stuerne ved siden af køkkenet.

Senere efter omkring en times tid vendte Aoi tilbage. Et klik kunne høres da han lukkede den flottet hoved dr bag sig. Et lille men kærligt smil på hans læber. De brune øjne gled omkring i forhallen men gled hurtigt i retningen mod stuen. Lydløst gik han mod stuen og så ud i køkkenet inden han gik ind i stuen. Et dejligt smil lyste op på hans ansigt da han så sin elskede Miku. Rolgt gik han over og lagde sine arme om ham bagfra før han kyssede ham kærligt i nakken. Blidt gav han ham et klem bare fordi han havde lyst og fordi han havde savnet sin dejlige lille dæmon. "Savnet mig?" Han hviskede det stille i øret på ham.

Miku gav en lille overrasket lyd fra sig idet han mærkede de kolde arme omkring sig bagfra og stille vendte han hovedet lidt mod Aoi og lukkede øjnene ved kysset. "Altid" hviskede han tilbage og nussede hans håndled med sine fingerspidser. Og ja det passede virkelig, at han havde savnet ham, for på trods af den korte tid de havde kendt hinanden og det som var sket, elskede han ham stadig af hele sit hjerte og ønskede bare at forblive Aoi's for evigt.

Aoi så på ham med et dejligt smil, han var glad for den lille dæmon var hans og det ville han ikke lave om på, spørgsmålet var nok snarre om han kunne holde nallerne væk fra andre fyre imens han var sammen med Miku. Han var ret positiv med at han godt kunne. Han kyssede ham forsat et par gange i nakken, Aoi var en vampyr med utrolig stor selvkontrol når det gjaldt blod. "Er du klar til at gå?" Han så på ham med et hemmelighedsfulgt blik i øjnene og smilede stille og lusket men ikke på en klam måde, på en meget drille agtig måde. Han holdt stadig om ham.

Miku elskede fornemmelsen af at blive holdt om af Aoi og følte sig helt og aldeles afslappet i hans arme. "Yes" svarede dæmonen stille og følte sig i det store og hele, faktisk enormt nysgerrig på hvad det så end var hans kæreste havde planlagt og forberedt inden han kom tilbage. Han kendte dog sig selv godt nok til at vide at der ikke skulle specielt meget til at gøre ham nysgerrig, hvilket sommetider var en nitte. Miku nussede fortsat hans håndled med fingerspidserne og vendte så hovedet mod ham hvorefter han kærligt kyssede ham på kinden med et lille smil.

Aoi gav ham et dejligt smil, et smil som viste hans tænder. Men ikke på en truende måde, på en død charmerende måde. Han lod sine fingre glide ind mellem Mikus. "Det er jeg glad for at høre. Han hev ham let og elegant med ud i gangen hvor han jokkede ned i sine sko. Han smilte skævt til den dejlige dæmon ved hans side. Kort efter det smil befandt Miku sig i hans arme og på vej gennem skoven som lå i Aois baghave. Det var ikke engang fordi han lød, han var bare generelt hurtig. Et lille hus dybt inde i skoven kom til syne. En krystalklar sø lå ved siden af det. Han lod et par små kys glide op af hans hals og et næsomt bid i hans øreflippen. Han åbnede stille døren og gik ind i stuen i det lille hus. Lyset var slukket og var kun oplyst af stearinlys. Rosenblade var spredt over gulvet. En stor seng stod midt i rummet. Langsomt lagde han Miku på sengen oglod deres læber mødes i et intenst kys. Han smilte stille før han lagde sig ved siden af ham på sengen og så ham kærligt i øjnene.

Miku så ham i øjnene og smilte tilbage til det smil han elskede. Han lod sig blive hevet med Aoi ud i gangen men fik dog et mindre chok idet han løftede ham op i sine stærke arme. Dæmonen nød at mærke ham så tæt på sig og løsrev lidt besværet sit blik fra ham for at betragte omgivelserne som virkelig slog ham tilbage. Og han som troede hans egen have var smuk? Stilheden som herskede mellem dem på vejenj gennem skoven var intet i nærheden af akavet. Den var behagelig og afslappet. Langsomt lagde Miku hovedet ind til hans brystkasse, lukkede øjnene og de blev ikke åbnet selv ved følelsen af Aoi's bløde læber der placerede blide kys på hans hals nåede ham. En lille lyd undslap ham da han mærkede vampyrens tænder ved sin øreflip, og hans læber var svagt skildte i nydelse. Han åbnede det ene øje en smule, men lige nok til at kunne skimte et lille hus forude, og slg begge øjne op ved synet der ramte ham da Aoi trådte indenfor med ham i armene. Det var så smukt, og han havde gjort det her for ham? hvor romantisk kunne man lige være...
Miku elskede det...Rummets atmosfære, stemningen, rosenbladene, sengen og så selvfølgelig Aoi som i Miku's øjne, var mere perfekt end noget andet. Han sendte ham et lykkeligt lille smil og gengældte villigt det intense kys. Han holdt sine øjne lukkede et par sekunder efter kysset blev brudt og så, så på ham. Han vidste ikke hvad han skulle sige og kunne ikke finde ord. "Det er så pefekt" hviskede han med et smil på læberne og placerede et kærligt kys på hans kind.

Aoi smilede tilfreds ved Mikus reaktion. Han var virkelig glad for at den lille dæmon kunne lide det. Han havde aldrig gjort sådan noget her før. Hell, han havde jo aldrig været forelsket før så det betød meget for ham at han kunne lide det. Hans blik gled kort rundt i den lille hytte som bestod af dette værelse her, et badeværelse, poolrum og et køkken. Det var ikke meget men poolrummet gjorde det specielt. Han var rigtig glad for hytten, udsigten var også bare det rene paradis. Det syntes han i hvert fald. De store vinduer som var langs den ene væg gik direkte ud over søen. En madras og nogle puder var placeret over foran vinduet så man kunne ligge og nyde den smukke udsigt. Han vendte stille hovedet mod hans elskede igen og lod sig selv lægge på sine albuer nu. "Det er du også" Og han mente det, han mente fuldt ud at Miku var perfekt. Han ville ikke have nogle andre og var virkelig glad for at han havde valgt at gå ind i kirken til en forandring. Han plejer ellers aldrig at gå derind. Han vendte sig langsomt om på siden og lå nu bare stille og roligt for at betragte Miku, i Aois øjne var den lille dæmon perfekt, så smuk, så blid og så unik. Han smilede stille over hans tanker. Han var ked af det han havde gjort mod Miku til at starte med men hvis han ikke havde gjort det var de måske aldrig begyndt at snakke også var de aldrig nået hertil hvor de var nu. Han lod forsigtigt sin ene hånd glide over Mikus kind i en blid og øm bevægelse. Han elskede at mærke drengens silkebløde hud under sine finger. Han havde aldrig følt sige mere lukkelig end han gjor de lige nu. Et dunk kunne høre på gulvet efterfulgt af et andet, vampyren havde skubbet sine sko af og flyttede sig nu op i sengen så han lå med hovedet mod puderne. Han tog stille fat under drengen og omkring ham og flyttede ham op så de lå ansigt mod ansigt. "Jeg håber at du kan lide det her, det er ikke nget særlig men det var bare noget jeg fik lyst til at gør for dig..." Hans blik faldt stille og han bed sig nervøst i læben "Miku... Du betyder allerede utrolig meget for mig selvom vi ikke har kendt hinanden særlig længe. Du har allerede en speciel plads i mit døde hjerte. Selvom mit hjerte ikke slår mere føler jeg alligevel at det slår for dig. Undskyld hvis det her er for meget og for tidligt. Men det er sådan jeg føler omkring dig..." Hans blik forblev plantet på puderne de lå på. Det var helt sikkert at hvis Aoi kunne rødme ville han gøre det nu.

En let rosa farve bredte sig og foldede sig ud på Mikus kinder som roser ved det Aoi sagde og han mærkede sit hjerte smelte for ham. Han havde mest af alt lyst til at hoppe ned og kysse hans fødder men lagde istedet sin ene arm om ham i et stille 'tak' og for at bringe dem tættere sammen. Hvad mon han tænkte på? Hvad mon hans kønne hoved kunne indeholde af tanker i dette øjeblik?
Da han fik det at vide gjorde han ikke andet end at lytte. Lytte til hvert eneste ord som passerede den perfekte mands læber, og selvom han måske ikke kunne få sig selv til at se på Miku hele tiden, vidste Miku at han talte sandt og direkte fra sit døde hjerte. Da den sidste sætning forlod Aoi, blev rummet atter tavst og han sank en klump. Det han lige havde fået tilstået befandt sig dybt i hans indre og han ville nok aldrig glemme det da det betød så frygteligt meget for ham. "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige..." han så ham lige i øjnene og lod antydningerne af et lille, usynligt smil lægge sig over sine læber "...andet end at jeg elsker dig, og jeg virkelig ikke kan se hvad jeg skulle gøre uden dig...du er kommet til at betyde så meget for mig allerede...det er du virkelig" hviskede han med en lav men intens stemme. Han nussede hans overkrop som han hvilede hånden på, og nød sin elskedes nærvær...