Regnen siler ned

Dato : 7. nov.
Årstid : Efterår
Dag : Lørdag
Vejr : Overskyet og regn
Sted : I Parken
Tid : 23.30
Omgivelser : Meget øde

Lucinia sad på en bænk i parken. En lille smule blod løb fra hendes mund, og ned over hendes hage og blandede sig med regnen der gennemblødte hende. Hun smilede svagt og svingede med benene. Hun lyttede sfter selvskab, da hun både lidt ensom og elskede at snakke med nogen når hun havde spist. Hun følte sig altid så glad bagefter...

"du bløder" sagde djonn som pludselig sad ved hendes side, men vidste allerede det ikke var hendes blod

Hun rystede leende på hovedet. "Jeg kan bare ikke holde maden i munden" sagde hun og tørrede blodet væk. Hun smilede sit uskyldige lille pigesmil, op mod ham

"pas på med at sige sådan" sagde han "jeg kunne være et menneske"

Hun rystede på hovedet. "Så ville De både have lugtet og lydt anderledes. De er helt tydeligt vampyr mister" svarede hun smilende.

"jeg ville godt kunne få et menneske til at virke som en vampyr" sagde han

"Men de ville ikke kunne narre mig mister" sagde hun og vendte sit ansigt mod ham. Hendes uhyggeligt udseende øjne stirrede dødt frem for sig

"det kan du lige tro de kunne, har været ude for det samme mange gange" sagde han

"Men mister, det er jo det der er en af fordelende ved at være blind. Mine sanser er skærbet endnu mere end Deres er mister" sagde hun bestemt

"bare husk at videnskaben er kommet længere end den var for 3000 år siden" sagde han roligt

"Hvad hentyder De till mister?" spurgte hun undrende over hans kommentar

"at man kan gøre mere end man aner, jeg bliver ofte overrasked selv" sagde han

//undskyld kritiken men dit ava ligner altså en zombie//

"Mister! Der er stor forskel på vampyrers og menneskers lugte og lyde! Et menneske vil aldrig være istand til perfekt at efterligne en vampyrs lugt, og ludløse bevægelser! Havde De været et menneske havde jeg opdaget Dem længe før De snakkede til mig, hvilket jeg ikke gjorde grundet De er en vampyr!" sagde hun vredt. Hun hadede når folk drog hendes ord til tvivl. Hvilket tit skete da hun jo lignede en syv-årig lille pige.

//Det gør skam ikke noget^^ Jeg synes meget godt om det og vælger at tage din kritik som et kompliment //

*det med lydene er nok rigtigt* tænkte djonn men sagde ikke noget

Hun emmede af vrede, og vendte sig væk fra ham. *Sådan en arrogant ung en!* tænkte hun vredt. Hun elskede at kalde andre væsner for unge, da hun jo selv var ret så gammel, men så meget ung ud

"hvordan blev du blind?" spurgte djonn for at skifte emne

//logger//

"Jeg blev født blind" svarede hun roligt, og smilede svagt igen.

//Jamen okay da^^//

"og du har vel efterhånden lært at leve med det?" spurgte han

Hun la da hun fandt hans spørgsmål overflødigt. "Efter så lang tid? Ja jeg har skam vænnet mig til det. Det havde jeg allerede som menneske." svarede hun ham leende

"jah" sagde djonn stille

"Men mister, hvad er Deres navn?" spurgte hun smilende

"djonn" sagde han glad "du behøver altså ikke kalde mig mister, det bruger man ikke rigtig nu om stunder"

"Efter tilstrekeligt med ørefiner bruger jeg altid mister og miss, De, Deres og Dem." svarede hun blot og til sig automatisk til kinden ved tanken om de mange lussinger