Hjælp! Hvad skal jeg gøre?! - Andy

Andy skiftede hele tiden ved at være sig selv også at han's dæmondel poppede frem, han blev dog sur over det Lorcan sagde og så bare sur på ham "han er allerede kommet til skade!" sagde han hårdt og gik bare nogle skridt væk fra ham, han fulgte ham med blikket når han hoppede op ved siden af sig og mærkede han's negle. han knyttede hurtigt sin hånd og slog ham over næsen for at få ham til at stoppe "du tog nået fra ham som jeg virkelig elskede ham for.. han's menneskelighed" sagde han og mærkede hvordan han's krop bare vende sig hele tiden inde i sig, han så bare stift på ham og bed sine tænder sammen når han ikke snakkede "tænk at jeg gav dig nået af mit blod" sagde han og rystede på hovedet af ham, han skubbede hårdt til ham og vende sit blik mod Adam og viste ikke hvis han skulle lytte på ham. han vende langsomt sit blik mod Lorcan og prøvede "hvad skete der ?" spurgte han stille om og ville gerne vide sandheden, inden han gjorde nået han viste at han ville fortryde

Skuddet fik Adam til at miste balancen og hans dårlige fod gjorde bare at han ikke kunne få ordenligt fodfæste og endte derfor med ikke at genvinde balancen og endte så på røven istedet. Ordene der kom ud af Lorcans mund begejstrede ham ikke det mindste og det fik bare Adam til at føle sig dummere og dårligere end han var. Det var jo stadig lidt menneskeligt tilbage i ham endnu, men det var ikke meget. Adams blik strålede af irritation, men så heller ikke mere, da han faktisk ikke ville blandes ind i slåskampen, men bare stoppe den. Dog fik Andys ord ham ikke til at få det bedre, da det bare skabte uro i ham. Han vidste jo at han ikke længere var det som Andy elskede helt, og derfor var skrækken i ham. "Er i ikke bare søde at stoppe den slåskamp, og så, Lorcan, fortæl hvad der skete. Du ved det i det mindste" sagde han lige så stille og havde ikke lyst til at hæve stemmen overfor dem, da han nu virkelig overvejede at gå - eller humpe - sin vej, og lade dem tage kampen selv. "Jeg kan alligevel ikke huske andet end skrækken inden og da jeg vågnede på det bord" sagde han så igen med en stille stemme.

Lorcan vaklede et par skridt bagud hvorefter han vendte opmærksomheden til Adam der så´ud til at være godt frustreret over situationen.
*SÅ ER HAN FANDME HELLER IKKE DEN ENESTE!*
Lorcan havde lyst til at skrige sin vrede, anger og frustration til den halvmåne formede gule skive der hang over deres hoveder, men det ville næppe hjælpe.
*Så NU vil de have forklaringen. EFTER Andy har slået mig halvt fordærvet og når jeg er færdig vill han gøre det helt*
Lorcan vendte sig mod sin - hæjst sandsynligt - forrige ven og kølnede sit ansigt til en neutral maske.
"Jeg advarer dig på forhånd Andy, det jeg nu siger er den brutale sandhed, så ren som denne blodsbestænkede sandhed end måtte være." - Ja, nu følte Lorcan sig rigtig poetisk, det skete ofte når han skulle tale alvorligt.
"Normalt nøjes jeg med at stjæle fra blodbanke og jagter kun mennesker når det er højst nødvændigt. Sagen er at jeg blev fanget i at stjæle det sidste af lagerindleveringen og sikkerheden er sat så meget op at selv jeg ikke kan snige mig derind uopdaget mere." Lorcan fastholdt Andys blik med sine egne blodrøde, men lod ikke sine følelser skinne igennem.
"Tre dage senre var det stadig ikke lykkes for mig at bryde ind og sulten var allerede noget der plagede mig som en flok rasende bier." fortsatte han imens hans stemme blev alt koldere jo længere ind han kom i historien.
"Jeg så ikke andet valg end at gå på jagt og Andy, du ved at jeg aldrig ville jage dyr." sagde han og nikkede over mod Falcon der havde placeret sig på en gren i venstre del af haven.
"Jeg var tunet ind på mine rovdyrs instinkter i sådan en grad at før jeg vidste af det, var jeg begyndt at skygge en børnehave klasse. JA Andy, BØRN!" Lorcans neutrale maske flækkede og blev erstattet med en smertefuld grimasse.
"Jeg nåede at få så meget styr på mig selv at jeg kunne flygte derfra, men tørsten havde allerede overtaget det meste af mit sind - jeg havde ventet alt for længe." Lorcan tog en ekstra unødvændig indånding.
"Og da jeg endelig stoppede op for at samle mig, sad det perfekte bytte foran mig - endda med ryggen til" Lorcan vendte sig om mod Adam og mødte den nyfødte vampyrs blik. "Adam var ikke andet end en stor blodbeholder for mig, en fødekilde." Han drejede hovedet tilbage mod Andy.

"Det er sandheden."

Andy hævede sit ene øjebryn over han's tanker og rystede på hovedet "nej det vil jeg vente til Adam har lært det han skal" sagde han og så kort over på Adam, inden han vende sit blik mod Lorcan igen og lyttede på hvad han sagde. han knyttede sine hænder og prøvede at tage det så roligt som han kunne, han var faktisk mere sur på sig selv end på Lorcan. da han følte at han ikke havde passet godt nok på Adam, derfor kunne han ikke få sit blik til at gå over på ham og blev bare ved med at se over på Lorcan. han's blik gik hurtigt ned på jorden da han hørte det med børn, han var dog glad for at der ikke havde sket dem nået. men han havde jo bestemt heller ikke lyst til at der skulle havde sket Adam nået, han vende langsomt sit blik op mod ham igen og tænkte lidt over hvad han skulle sige "du skulle lære at tage mennesker som er onde eller havde kommet til mig" sagde han og ville jo med glæde give sit blod væk så længe det ikke gik udover uskyldlige mennesker, han gik over og tog Adam's hånd i sine og så kort ned på den. inden han vende sit blik op mod Lorcan "jeg lader dig overleve denne gang.. men giver dig ikke en chance til hvis du gør ham nået igen" sagde han mens han's vinger langsomt træk sig ind i ryggen på ham

Adam bed sig lidt i læben over det Andy sagde og ville bestemt ikke så meget som se på Lorcan i længere tid, endnu. Han var jo stadig fornærmet over det hele af det der var sket, og ville helst bare være sig selv igen. Han følte sig ikke længere hjemme i sin egen krop, og hvorfor have grund til det ligenu. Adam sad helt stille på jorden og lyttede til hele historien, meget koncentreret, da han jo ikke selv havde fået den endnu, og gerne selv ville vide hvorfor. Under forklaringen fik han alligevel taget sig sammen til at rejse sig på, på sine, nu, svagt rystende ben. En masse tanker fløj igennem hans hoved, og han havde allerede en masse spørgsmål. Nok mest til Andy da han ville være sikker på nogle ting. Han bed sig en smule i læben og lyttede opmærksomt, og registrerede faktisk ikke meget andet end lydene omkring sig, men han vendte dog hurtigt blikket mod Andy da han mærkede hans hænder. Varmen var utrolig dejlig og det fik ham bare til at savne alt det gamle endnu mere.

Lorcan følte det som om all energien blev drænet af ham efter han lille tale. Og den energi der var tilbage indhylede ham i en akavet atmosfære.

Så nu havde han tilstået... What the Fuck now?

Lorcan lod sine hænder falde slapt ned langs siden og han kiggede først fra Andy og så til Adam. Han så ned på sine hænder som om han ville finde svaret mellem hans livslinje, men efersom han hverken kunne spå eller se fremtiden, ville han nok næppe finde det han søgte der.
"Så øhm.." sagde han langsomt og mærkede stadig den skarpe trang til at lade halen falde mellem benene og løbe langt, laaaaangt væk. "Skal jeg lade jer to tale ud, eller noget?"

'Det syntes jeg er en god idé tilføjede Falcon, som om han hele tiden havde været en del af samtalen og at andre end Lorcan kunne forstå ham.

//sorry det er så kort ;O//

Andy så stille ned på Adam og nussede han's hånd videre, inden han gav slip på den og bøjede sig ned og løftede ham op til sig. han lag sit hoved ind mod ham og så over på Lorcan og hævede det ene øjebryn "ved ikke" mumlede han bare og så stille op på Adam og han's tanker forvirrede ham ret meget, da der var så mange af dem. han kyssede ham blidt på kæben og var bare glad for at Adam stadig var hos ham, selv om han havde mistet nået ved ham som han bare elskede. dog ville det ikke få ham til at stoppe med at elske Adam overhovedet, han viste at han ikke havde lyst til at stoppe med at elske ham. han's øjne begynde at blive blågrå igen og han trykkede let sit hoved ind mod ham, han så over på Lorcan og tænkte lidt over hvad han skulle sige "du skulle lære at passe på dig selv.. og ikke gå med sulten så længe" sagde han stille

Adam lod sig bare blive løften op til Andy og gav et dybt, men lettet suk fra sig. Han holdte sit blik på Andy og var faktisk glad for at han havde lyttet, og fået forklaringen, da det jo viste sig at det i grunden var bedre at lade det blive Adam og ikke et uskyldigt barn. Alle Adams tanker forsvandt bare da han mærkede Andys læber, og havde virkelig længtes efter dem, som om det var hundrede år siden, men Adam kunne heller ikke huske hvornår de sidst havde været sammen.
Adam lod sit blik falde på Lorcan endnu engang, og blikket var mere venligstemt end det havde været før. Det hele var jo alt i alt okay. Ikke perkeft, men okay, og ligenu var det helt fint for Adam. Han havde ikke brug for mere nu.
Adam vendte endnu engang blikket mod Andy da han mærkede hans hoved mod sig, og endte med at trykke mund og næse mod det, og havde ikke lyst til at sige noget lige nu. Adam vidste at han burde være træt, da han ikke havde sovet siden sidste nat, og at han burde fryse, da han næsten intet tøj havde på, men ingen af delene var det, og det var bare endnu et minde til sig selv om at han ikke var det samme

Lorcan vendte diskret ryggen til det udødelige par for at give dem lidt privatliv. Eller, det var i hvert fald det han bildte sig selv ind - sandheden var at han syntes hele situationen var en smule akavet for ham. Han havde aldrig rigtig haft nogen som Andy havde Adam og omvendt.
Og det havde ikke noget at gære med at de begge var drenge! Tværtimod var han selv bi, så mere åben bliver man vidst ikke.

Det var bare den måde Andy så på Adam, som om verden ville gå under i det øjeblik han holdt op med at eksistere - Lorcan forstod det ikke.

Han gik roligt hen til træet og svang sig op på grenen ved siden af FAlcon og betragtede parret oppefra. Falcon åbnede næbbet for at kommentere - højst sandsynligt om Lorcans manglende kærlighedsliv - så han satte den næsvise fugl på plads med et sydende blik.

'Åben næbbet og sig sætningen, og du vil ikke have en eneste fjer til at dække din krop med'

Falcon tav.

Andy stod bare helt stille med sine arme om ham, han havde helt glemt om de rifter han havde fået på sin kind. og var bare glad for at havde ham hos sig, selv om det var vildt underligt når han var så kold i det. og han's hjerne blev ved med at sige til ham at han skulle havde varmen, dog viste han jo godt at det aldrig ville ske og det var hårdt at tænke over. han så efter Lorcan og viste ikke hvad han skulle sige, et eller andet sted så havde han lyst til at undskyld til ham. men på den anden side så havde han det svært med at tilgive ham for det der havde sket, han fulgte ham bare med blikket og blev ved med at holde Adam tæt ind til sig "er du okay" hviskede han stille og lukkede sin øjne kort i, inden han bed sig i læben og tænkte bare på at Adam skulle havde det godt så var han selv lykkelig. han slap sin læbe lidt efter og gav et lille suk fra sig

Adam havde lagt armene rundt om Andys nakke og trykkede sig ind mod ham. Endnu et lettet suk undslap ham, og glad var han for at være tilbage i den trygge favn. Flere og flere minder kom heldigvis tilbage til ham over at havde Andy tæt på sig. Lorcan var nærmest ude af Adams hoved. Han avde jo aldrig før haft relationer til ham, og kendte han ikke på samme måde som Andy gjorde og kunne derfor heller ikke få plads til ham i sit hoved ligenu, men det ville med sikkerhed komme. Han lukkede sine øjne i, men der gik ikke længe for han åbnede dem igen for at se på Andy da ordende kom ud af hans mund. Han kunne et eller andet sted ikke lade være med at amile svagt over det, og han trykkede sig bare tættere ind mod den varme krop. "Mmh, sådan da. udover at min fod gør ekstremt ondt nu, og også såret.." Sagde han i en rolig tone og vendte blikket mod Andys kind hvor rifterne var. Han lod ganske let to fingre køre over dem, så den smule blod der nu var omkring dem blev tørret væk. Adam brugte ikke chancen til at slikke det af sine fingre, men ville bare helst undgå at have det på sig ligenu. Han ville aldrig kunne få sig selv til at tage Andys blod, og havde heller ikke lyst.

//Så tror jeg Lorcan smutter for idag ;O//

Lorcan så stille til imens de to drenge omfavnede hinanden og hjemve trak pludselig i de yderste tråde af hans sind. Måske burde han gå hjemad?
Falcon lagde mærke til sin alfas urolighed og skubbede sit hoved mod Lorcans skød for at få hans opmærksomhed.
'Hvisker, solen står snart op', advarede han og ganske rigtigt, Lorcan rettede blikket mod øst og lagde mærke til hvordan den sorte himmel var ved at skifte til dybblå - om nogle timer ville solens første stråler ramme Andys hus.
Lorcan nikkede kort og aede kort fuglens hoved som tak.
Han sprang elegant ned fra træet og lod sig glide lydløst væk fra dæmonen og vampyren uden at ville forstyrre dem mere end han allerede havde gjort. Han droppede styrthjelmen og satte sig på knalerten.

Sikkerhed var for mennesker.

//er for træt til at skrive mere ;O husk at sætte Adam ind som vampyr i stedet for menneske ;)//

Andy var bare glad for at havde ham i sine arme og kunne bestemt ikke tænke sig at give slip på ham, han så over mod træet da han hørte lyden af knallerten. han vende langsomt sit blik mod Adam igen og nikkede, han så kort efter Adam's fingere for at se hvad han lavede med det blod som var på. Han viste med sig selv at han aldrig ville havde nået imod at give nået af sit blod væk, så længe det ikke var igennem bid. han var nok træt i de 3 bidemærker som han havde på halsen, selv om lidt makeup fik dem til ikke at være så tydelige så var de alligevel ikke sjove at havde. han så ned på han's fod og nikkede "lad os gå ind og se på hvordan den har det" sagde han stille og så mod såret på han's hals, hvor han kort og blidt trykket sine læber mod. han gik ind og lukkede døren efter dem og gik stille ind og lag ham i sofa'en, dog var det lidt svært at komme forbi de kasser som stod der. men han fik dog taget sig mellem dem og satte sig på knæ foran ham, han så ned på han's fod og lag nogle fingere på den

Adam hholdte fast i Andy som om at han aldrig skulle slippe ham igen, og så på ham med et roligt og forsigtigt blik. Han var et eller andet sted stadig bange for at noget ville overfalde ham, selvom at være i Andys arme gjorde han så umådelig tryg. Selvom Adams fingre ikke nærmede sig hans mund, så indåndede han duften af blodet, og der fik han så styr på at blodet måske ikke var så slemt endda. Lorcans blod kunne han jo ikke finde ud af om han afskyede eller kunne lide, men han fik gjort op med sig selv at i hvert fald duften af Andys blod var vidunderlig. Hans blik søgte Andys øjne og forholdte sig helt rolig. Han nikkede ganske stille til det Andy sagde og lukkede sine øjne i. "Jeg tror ikke der er sket det store, udover en overbelastning måske.." sagde han ganske stille og åbnede igen sine øjne og søgte efter Andys. Helt uvant, mærkede Adam da Andy begyndte at gå, hver eneste lille bevægelse, og det var stadig noget han ikke havde vænnet sig til. Det var lidt en lettelse at mærke det bløde underlag da Andy satte ham i sofaen, selvom han hellere ville være i Andys arme endnu. Adam tanker begyndte nu at komme tilbage i sit hoved og han så lidt ned mod sin fod. "Hvordan skete det egentlig.. Altså min fod?" Spurgte han stille om, da han ikke huskede hvorfor, men bare at den var forstuvet.

Andy vende langsomt sit blik op mod sin elskede og lod sine fingere forblive på han's fod, det var virkelig mærkeligt at høre at han ikke engang selv viste det. han tænkte lidt over det og vende sit blik ned mod han's fod igen, og havde det svært med ikke at bare sige at det var han's skyld da det jo var sådan han havde det "vi skændes også gik jeg min vej da jeg virkelig ikke havde lyst til at skændes når jeg følte du ikke hørte efter, også hørte jeg dine tanker og skynde mig tilbage... også havde du sparket lidt for hårdt til en mur og derfor forstuvet din fod" sagde han stille og nussede blidt han's fod, han satte sig stille op ved siden af ham og tog fat i han's håndled og trykkede han's fingere mod såret på han's hals. han lag sin anden arm omkring ham og kyssede ham i håret "du skal passe mere på" hviskede han og trykkede sine læber mod han's hår og lukkede sine øjne stille i, han tog en dyb indånding af ham og synes at det var en vildt mærkelig duft "je.. jeg elsker dig så meget... ved ikke hvad jeg skulle havde gjort hvis jeg havde mistet dig" hviskede han og lod sine læber forblive ved med at blive trykket mod han's hår

Adam så lidt mod sin fod, og derefter op mod Andys ansigt. Han nikkede så til Andys forklaring og var ikke så glad for at høre at de havde skændes. "Okay." Svarede han kort og ville helst ikke vide hvad de havde skændes over. Det var også ligemeget nu. Sket var sket, og det kunne jo ikke laves om nu. Han var bare glad for at kunne huske Andy, og vidste ikke hvordan det ville have endt hvis han ikke kunne. Han holdte blikket på Andy. Først hans krop og så op til hans Ansigt igen. Tanken om at Adam nu havde Andy for altid havde ikke været i hans hoved endnu, og det burde have været den første tanke det burde være der, men den var der bare ikke. Den tvivl han havde haft tidligere om Andy elskede han lige sså højt, var forsvundet nu. Han var sikker på at Andy ikke elskede han mindre på grund af alt dette. Han nikkede så stille til det Andy sagde og trak på skuldrende. "Ja det burde jeg... Ellers burde jeg bare lære at blive hjemme på de rigtige tidspunkter" Sagde han så og så op mod hans ansigt. Han ignorerede smerten fra såret, og ville bare sidde helt tæt på Andy nu og slappe af. Det havde han i hvert fald brug for.
Han lyttede til det Andy sagde og kunne ikke lade være med at smile svagt over det. "Jeg elsker også dig, Andy.. Stadig lige så højt, og.. Jeg troede jeg skulle dø, og jeg var faktisk bange for det, da det eneste jeg kunne tænke på der var dig... Jeg var bange for at skulle væk fra dig, alt alt for tidligt..." Sagde han ganske stille og lænede sig så ind mod Andy.

Andy holde ham tæt ind til sig og lod sine læber forblive i han's hår, han lukkede sine øjne i og lyttede bare på han's stemme. han træk sit hoved få centimeter væk fra han's hår for at kunne snakke "der hvor du tager hen tager jeg hen" hviskede han da bare tanken om aldrig at se Adam igen, var nået som han bestemt ikke kunne klare at tænke på. og derfor slog han den hurtigt ud af hovedet og var bare glad for at han ikke var væk, selv om han havde mistet nået af ham og var han glad for det han havde af ham. der kom et svagt smil frem på han's læber da han godt kunne lide det han sagde "jeg håber da ikke at bare fordi du er blevet nået andet så bliver kærligheden til mig mindre" sagde han og tænkte slet ikke over at han nu kunne være sammen med ham så længe Adam ville havde ham, den lå alt for langt væk og var slet ikke inde i han's hoved da han havde allerede fået sit hoved til at indse at Adam blev ældre. så at lave den tanke om var han sikker på ville taget nået tid, han bøjede sig ned og lukkede sine øjne i og begynde at kysse han's læber ømt. selv om de var kolde og slet ikke var tæt på at være så varme som de plejede at være, så kunne han ikke lade være med at kysse dem og kunne heller ikke se hvorfor han skulle det. han elskede jo Adam mere end nået andet, og han kysse ham var nået han bare ikke kunne holde sig fra

Adam kunne ikke lade være med at smile over det Andy sagde, da han et eller andet sted blev glad for det, selvom at han synes at hvis Adam var dør, så skulle han videre i livet. Han ville dog med glæde fortsætte efter døden sammen med Andy, hvis det var, da han jo et eller andet sted ikke kunne undvære sin elskede. Han lyttede videre til hvad Andy sagde og tænkte lidt over det. Selv at Andy kunne læse tanker skulle Adam vænne sig til igen, da han også havde glemt det, men huskede det godt nu. "Jeg ville jo ikke vide hvis jeg nu havde glemt det? Jeg har glemt så meget, og hvis jeg havde glemt dig så.. Så ved jeg ikke hvor jeg ville være lige nu" sagde han stille og så lidt ned mod sine blege ben og vendte allegevel blikket tilbage mod Andy. Adam havde i hvert fald brug for nogle dage til at finde sig selv og til at få tænkt en masse igennem. Han havde vel en lejlighed et sted som der ikke var tom endnu. Adam havde et eller andet sted ikke forventet kysset, men det skabte bare en hvis ro i ham, at mærke Andys varme læber, og han gengældte kysset lige så ømt. Adam lod sine øjne glide i og lagde en hånd på sigen af Andys hoved.

Andy viste ikke hvad han skulle havde gjort hvis Adam havde glemt ham, det var en af de ting som han var sikker på at han aldrig ville havde kunnet leve med. han elskede ham af hele sit hjerte og ønskede virkelig ikke at få en anden kæreste, det var jo ham han var forelsket i og derfor var han sikker på at han ikke ville havde nogen anden. han mærkede at han kyssede tilbage og varmen sussede rundt i han's krop, som fik ham til at blive ved med at kysse han's læber og lag sin ene hånd på han's kæbe. han havde bestemt ikke lyst til at stoppe kysset og ville bare havde ham så tæt på sig som overhovedet muligt, selv om han ikke havde ønsket dette for ham. så var han alligevel glad for at tiden ikke kunne tage ham væk

Adams øjne åbnede sig ganske let og søgte Andys øjne selvom de var lukkede, og derfor lod han igen sine øjne lukke i. Han havde virkelig ikke lyst til andet end at være hos Andy lige nu. Han elskede jo Andy overalt på jorden, og det var det jo ikke noget at sige til. Adams liv havde jo fået en mening da han mødte Andy. Det var jo fra den dag han var begyndt at være gladere.
Adam nød virkelig inderligt at sidde tæt mod Andy, og mærke hans læber. Han kunne mærke at han havde savnet det. Han lagde armene tæt omkring Andy og trykkede sig ind mod ham, og kunne ikke se hvorfor nogen af dem skulle stoppe kysset nu, og derfor blev ved med at kysse Andys læber. "Jeg elsker dig" Mumlede han stille i kysset og begyndte at nusse Andy let op af siden.

Andy blev ved med at kysse de kolde læber, selv om de fik han's egne til at blive lidt blå i det. så ville det aldrig forhindre ham i at kysse Adam, han hørte han's ord og at han kom tætter på. han havde svært med at vide hvor han skulle gøre af sig selv, og tænkte kun på at havde ham tæt på sig "jeg elsker også dig.. så forfærdeligt meget" mumlede han tilbage og kyssede ham hen på kinden, han lod sine øjne forblive lukkede inden han langsomt åbnede dem og så stille på ham. han nussede blidt han's kæbe med sine fingerespide og kyssede han's kind et par gange "jeg vil være din til du ikke vil havde mig længere" sagde han stille og træk sine læber lidt tilbage

Adam forholdte sine øjne lukkede og slappede helt af. Han lyttede meget opmærksomt på de ting Andy sagde, og kunne ikke lade være med at smile over det. Uanset hvad så bare at høre ordende fra Andys mund, gav ham en dejlig genkendelig følelse . Han lod sine øjne åbne sig og se på Andy imens han snakkede, og hans smil bredete sig en smule. "Du er min, og det vil du altid være, skat... Til evig tid, jeg vil aldrig lade dig gå" hviskede han helt stille og søgte Andys øjne men sit blik. Han trykkede sine læber mod Andys kind ganske kort og holdte stadig sti blik på ham. "Jeg håber jeg har sagt det før, men jeg siger det i hvert fald nu for at være sikke.. Du har utroligt smukke øjne" Sagde han lidt spontant, da det lige havde slået ham i hoedet.

Andy kunne ikke lade være med at smile og kunne mærke hvor meget det betød for ham at Adam virkelig ville havde ham, han lag sin hånd på han's lår og så stille på ham med et kærligt blik. han lukkede sine øjne kort i da han mærkede han's læber mod sin kind "det håber jeg også.. du er min store kærlighed og jeg vil aldrig lade nogen røre dig igen" sagde han og følte stadig at det var han's skyld at det havde sket det med Adam som havde sket, han så stille op på han's øjne og begynde at rødme af det han sagde "synes du det??" spurgte han om og kunne ikke se det flotte ved sine øjne, nu var han jo heller ikke glad for sig selv og følte sig bare heldig at havde sådan en smuk kæreste som Adam

Adam så lidt ned mod Andys hånd og smilede bare endnu mere. Han så igen op mod Andys øjne og nussede han let videre op af siden. Han elskede egentlig følelsen af at være elsket og tryg, og han kunne ikke andet någ han var sammen med Andy. "Mmh, du er fantastisk, skat" ssagde han helt stille og kunne ikke lade være med at smile. Han var jo som heelt nyforelsket igen, selvom han havde været forelsket i flere måneder, og virkelig elskede Andy, så følelsen af at være nyforelsket var anderledes og speciel, og Adam elskede følelsen.
Adam nikkede stille til det Andy sagde og smilede nu med lidt blottede tænder. "Ja det synes jeg.. Jeg har en fantastisk kæreste, som jeg ved elsker mig." sagde han i en rolig stemme og trykkede igen sine læber blidt mod hans kind. Han elskede jo alt ved Andy, både det indre og det ydre, og han mindedes ikke at have set nogen smukkere end Andy.

Andy kunne ikke lade være med at smile af han's ord, de lød virkelig så dejlige i han's ører og det fik ham bare til at blive mere forelsket. han så stille på ham og smilte stort "ikke så fantastisk som du er min skat.. du er helt fantastisk" sagde han stille og så på ham med et virkelig kærligt væk, han viste at han aldrig kunne få sig selv til at se sur på ham. han elskede virkelig Adam og ville virkelig ikke give slip på ham, han så han's hvide tænder og vende hurtigt sit blik væk fra ham. da han bestemt ikke kunne lide tænderne, da han ligefrem var bange for dem og ville jo helst ikke vise Adam det. han tog sig lidt efter sammen og så over på ham igen "nej det er mig som har en fantastisk kæreste" sagde han og smilte igen da han mærkede han's læber mod sin kind, som fik ham til at logge sine øjne i. han tog blidt fat i ham og træk ham ned og ligge ved han's side, han så stille på ham og begynde at pille ved en tot af han's hår