Hjælp! Hvad skal jeg gøre?! - Andy

Dag: Fredag
Dato: 2/7
Tid: 04.35
Sted: La Sunisha strand, ved Andys hus
Vejr: lunt af en nat at være, let vind, stjerneklart
Omgivelser: Ingen..
Påklædning:
http://www.cheapmonday.com/collections/collection-ss-2010/boy/t-shirts/andy-tee-white-print-block-f
+ sine slidte converse sko og dog er tøjet ret blodigt


Adam humpede ned langs kanten af sand ved stranden, i håb om at Andy var hjemme ved huset, Det eneste sted han lige kunne huske hvor Andy kunne opholde sig. Han havde ondt flere steder, men bed smerten i sig, og humpede videre, da han endelig fik øje på huset, hvor han heldigvis kunne huske det. Hans tøj var ekstremt blodigt, og beskidt da han havde skyndt sig væk fra skoven, og fra den vampyr det havde gjort alt dette. Godt nok virkede han undskyldende, men Adam kunne slet ikke koncentrere sig om andet end at komme ud derfra og hen et sted han 'kendte'. Udover blodet på tøjet var hans hals og sin ene kind fyldt med størknet blod, Hans øjne og kinder var våde af tårer, og et åbent kødsår, der godt nok var stoppet med at bløde, var også på hans hals og han var helt fustreret over det hele. Han ville et eller andet sted ikke få det ind i sit hoved, det der lige var sket. Det måtte være sket en fejl under det hele, så Adam ikke var blevet til det han nu var, men alligevel vidste Adam jo godt at det var sket. Adam skyndte sig bare alt hvad han kunne mod huset, og tog i døren. Selvom den var låst prøvede han en ekstra gang og gav sig ellers bare til at banke på døren, indtil den blev åbnet.

PÅklædning: https://2img.net/h/i244.photobucket.com/albums/gg36/solemnly_swear1/Other/Picspams/Adam%20Lambert/adam-04feet.jpg
_________________________________________________
Andy stod inde i det store hus og pakkede nogle kasser ud, han havde et smil på læben da han var sikker på at han ville nå det hele til tiden og manglede bare nogle få kasser i lejligheden. han vende sig om i stuen da han hørte at der blev banket på døren, han hørte sine fingere igennem håret og tog en dyb indånding. han's smil blev først stort også forsvandt det igen, først kunne han dufte Adam også blev den som forvandlet til en blanding mellem mange ting. han lag tingene fra sig i sin hånd og gik hen mod døren, han låste den op og derefter åbnede den. han's øjne blev store og han så bare på Adam, han kæmpede for at få sine ord frem og havde det alligevel svært med at sige nået "hv.. hvad.. sket?" sagde han og kunne ikke få flere ord ud og han stivnede bare i hele kroppen, han var helt chokket i det og havde aldrig regnet med at Adam en dag ville stå udenforan han's dør og se sådan ud. han kunne ikke få sig selv til at røre på sig, og var i helt chok

Adam var utålmodig efter at døren blev åbnet og var helt sikker på at Andy var derinde. Han hørteskridt nærme sig på den anden side af døren og stoppede først sin banken da døren blev åbnet, og mærkede også der at han havde slået cleanet op af den. Adam stirrede på Andy og bed sig i læben. Han kunne ikke røre sig eller få særlig mange ord ud, og det hang slet ikke særlig godt sammen. "Jeg.. Han.. Overfaldet og, ja.. Og nu... Det er forfærdeligt!" Sagde han med en hulkende tone, og det var jo forfærdeligt i Adams øjne. Han var jo ikke længere den Adam som han var. Han var jo ligepludselig ikke et menneske mere... Og smerten ar stadig en lidelse, da han endnu ikke hvad fået renset såret. Det havde hav ikke haft tid til. Han stod helt stille og småhulkede. Han støttede på sin venstre fod for at undgå smerten i den forstuvede og humpede så endelig ind til Andy og tog fat hans skjorte for at holde sig ind mod ham. "Jeg kunne ikke gøre noget ved det" Mumlede han mod Andys trøje og mærkede trygheden i sin krop fordele sig lige så stille.

Andy så bare helt chokket på ham og kunne ikke røre sig ud af stedet, han mærkede bare en utrolig stor smerte inde i sig. han fulgte ham med blikket når han kom over til ham, og lyttede med på hvad han sagde og viste ikke hvad han skulle sige "min skat" hviskede han og mærkede tårene der begynde at løbe ned af han's kinder, han ville jo ikke se ham på den måde og kunne ikke lide det han så. han lag langsomt sin arm om ham som ikke holde fast i døren og trykkede ham ind til sig, han så bare ned på ham og tog hårdere fat i døren og mærkede bare foran han's hjerte hoppede afsted inde i ham. han fik endelig fået sig tilbage til virkeligheden til at kunne sige nået mere "ne.. nej.... ved.. godt.. d.. du ikke.. kunne" sagde han og kæmpede virkelig for at få sine ord frem, da han virkelig var kommet i chok og viste ikke hvad han skulle stille op. det var som om et mareridt som han ikke kunne slippe ud af

Adam trykkede sig hårdt ind mod Andy og var sikker på at Andy ville kunne mærke kulden fra han hud, gennem tøjet. Han vidste stadig ikke hvad han skulle gøre og det værste var nok at han ikke kunne huske særlig meget. Dog kom flere minder tilbage til ham da han stod tæt ind mod Andy, da det jo gav en følelse han havde så tit når han var tæt på Andy. "Det er et held at. At jeg overhovedet kan huske dig, søde... "Sagde han hulkende og trykkede sig tættere ind mod Andy. Han følte sig faktisk heldig over at kunne huske Andy, da alt andet var væk. Selv hvor han helt præcist boede, kunne han ikke huske helt. "D.. Det gik så... Så hurtigt og.. Han var der bare... Ligepludselig" Mumlede han lidt desperat for at forklare det hele, men vidste jo at Andy ville forstå det.

Andy blev bare ved med at se ned på ham og prøvede at tænke det hele igennem, selv om det forvirrede ham virkelig meget da han jo ikke ville havde at det skulle ske sådan nået for Adam. han begynde at ryste i hele kroppen og trykkede ham tætter på sig, og var ligeglad med alt det blod han havde på sig. han var sikker på at han aldrig ville havde klaret at Adam ville havde glemt ham, han havde nok med at Eolith ikke kunne huske ham. og ville ikke kunne leve hvis han ville havde mistet Adam "syyh" sagde han bare og kunne ikke få mere ud af sin mund, han så ned af han's tøj og skubbede døren i. han bøjede sig langsomt op og løftede ham op til sig "d.. du.. låne.. tøj.. mig" sagde han og kunne ikke få alle ord ud, selv om han mente at han kunne få lov til at låne nået tøj af ham. han rystede stadig i hele kroppen og gik over til trappen op til, han så op af den og gik så godt han kunne op af den selv om han's ben næsten ikke kunne klare at holde dem begge oppe. han fik dog taget sig op af dem og gik ind i soveværelset, og videre ind på badeværelset "du... bad" sagde han og satte ham ned på gulvet og åbnede døren ind til bruseren og tænde for den, og tog sin ene hånd op til sin mund og bed sig i fingerspidserne

Adam bed sig i læben og trykkede sig igen endnu tættere ind mod Andy. Han havde et eller andet sted ikke lyst til at give slip på ham, og var nu lykkelig over at han ikke havde glemt Andy, som han havde glemt alt andet. Han nikkede helt stille til det Andy sagde og lod sig blive løftet op. Han rystede lidt af sin desperation, og lagde sin hånd om såret på Sin hals, da han kom i tanke om at det ville hjælpe på den brændende fornemmelse. "mange tak, skat" Mumlede han stille og snøftede lidt og prøvede så godt han kunne af slappe af. Han mærkede alle Andys bevægelser, på en måde han ikke havde før, og det var utrolig underligt, da han var uvant til det. Til det hele faktisk. Adam lod sig blive sat ned, og så op mod Andy, med et uskyldigt blik. Han behynde bare at tage sit blodige tøj af, og så hen mod Andy. "Du bliver herinde imens, ikke?" spurgte han så med håb i sine øjne for at han ville sige ja.

Andy så stille på ham mens han tog tøjet af og nikkede langsomt og pegede så mod døren, han lukkede sine øjne og tog en dyb indånding og tænkte på nået andet selv om det var svært "jeg henter nået tøj og sætter dit over til vask" sagde han og åbnede langsomt sine øjne igen og bed sig lav hårdt i læben uden at bide hul, han tog sin hånd til sig og gik hen og samlede han's tøj op i sine arme "s.. så.. efter.. mig.. kom" sagde han og så op på ham mens han samlede han's tøj op, og hentydet til at han ville komme tilbage efter. han gik stille ud af døren og videre ned mod kælderen, han satte han's tøj over sammen med sin skjorte og t-shirt da der var kommet blod på det. han tog et par dybe indånding efter og gik derefter op i soveværelset og fandt en sort t-shirt frem til sig selv og tog den på, inden han fandt en lang t-shirt og et par underbukser frem til Adam. han gik derefter ind på badeværelset og fandt et håndklæde frem, og gik bare stille hen og satte sig på gulvet ved siden af døren til bruseren. han pillede lidt ved t-shirt'en i sine arme og viste ikke helt hvad han skulle sige, og tørrede bare nogle tåre væk fra sin kind

Adam sank stille en klump i halsen og holdte sig blik på Andy. Han havde lidt blod ned over skulderen og endda også en smule på sin hofte.. I det mindste havde han fået noget at spise inden han fik lov til at gå nogle steder. Han nikkede stille til det Andy sagde og så lidt ned af sig selv. for første gang i lang tid blev han forlegen over sin krop. Den var blegere end nogensinde, og det fik den til at se endnu mere spinkel ud end den var. Han vendte blikket mod Andy igen og lod sine kolde fingre flette sig ind imellem hans, af vane han stadig ikke var kommet af det. Han fulgte humpende med Andy, og holdte øje med alle hans bevægelser og uanset hvad så kunne han ikke holde et svagt smil tilbage over at se sin smukke Andy igen. Også selvom de ting der var sket var helt forfærdelige og han stadig havde virkelig ondt. Adam hev sig ind til Andy da de endnu en gang var ude på badeværelset. Han mærkede bare Andys hud som brændende varm, da hans egen jo var så isende kold, og han så op på Andy. Han strakte sig en smule op mod ham og trykkede sine læber mod Andys inden han slap og gik indunder bruseren og mærkede vandet mod sin hud, og sukkede dybt.

Andy havde det svært med at kunne mærke kulden fra Adam, selv om han virkelig elskede at mærke dem kulde. så var det helt forkert når den kom fra Adam som plejede at være varm, han så bare ned på tøjet og prøvede at tænke det hele igennem. han havde det som om at han stadig kunne mærke han's læber mod sine og slikkede sig let over læberne "hvem?" spurgte han stille om og vende langsomt sit blik mod ham og så stille op af han's krop, og tænkte slet ikke over at nu kunne døden ikke tage Adam væk fra ham. han tænkte mere på at han ikke ville havde at Adam skulle gå igennem det han gjorde, han pillede videre med t-shirt'en og så lidt på sin elskede. og kunne mærke at han ikke rystede længere i sin krop, og det var han lidt glad for da det ikke var til at holde ud. han vende sit blik væk fra ham igen og var endelig ikke bange for Adam, selv om han viste at Adam kunne komme til at tage livet af ham på ingentid. men der var dog heller ikke nogen anden han havde lyst til at dø for, han lod sin tunge glide hen over læberne og lag sin kind ned mod sine knæ

Adam kunne selv mærke den forandring. Han hadede allerede at være kold konstant. Det var jo forkert på alle måder.
Han stod under vandet og kørte sine hænder over sin krop de steder der var blod, og vaskede sig så grundigt kan kunne. Han så ud mod Andy og bed sig let i læben.
"Han hedder Lorcan... Du kender ham godt... Det mente han i hvert fald at du gjorde" sagde Adam helt roligt og prøvede bare at forholde sig rolig. Han vaskede sit hår grundigt, og sørgede for at få alt blodet ud, og bagefter sørgede han for at få renset såret på halsen, så det var rent. Han tjekkede sin krop endnu engagn for blod for at være sikker på at alt var væk, da han trådte ud af badet. Han hev håndklædet til sig og tørrede hurtigt sin krop og, efterefter sit hår. Han så igen hen mod Andy og var sikker på at han aldrig ville kunne finde på at gøre ham noget. Nu var det jo ikke længere Andy det skulle passe på med Adam, men lige omvente.. Det var ikke til at holde styr på i Adams hoved.

Lorcan var mod sin bedre forstand fulgt efter den unge vampyr. Hans overbeskyttelse over for drengen måtte være noget han havde arvet fra sin tidligere mester, der ikke ville lade ham være alene i verden et enkelt sekund - Lorcan ville dog ikke gå i det ekstreme.
"Bare sørge for at han er i sikkerhed" sagde han til sig selv imens han betragtede lyset fra vinduet. At dømme efter hvad han havde hørt var Adam blevet modtaget med åbne arme, selv i den tilstand han var kommet i - noget som Lorcan dybt misundede den nye vampyr for.
Lorcan havde ikke haft andre end sin mester. Han havde vel bare været heldig at hans mester var som han var.
Lorcan stod lænet op af et træ, den sorte knallert ved sin side. Over ham sad Falcon, som han var kommet på talefod med igen, efter deres skænderi. Den store falk betragtede vinduet sammen med Lorcan med sine skarpe øjne og kom en gang imellem med sine egne kommentar om Lorcans idioti.
Først da det gik op for fuglen at Lorcan hverken havde hørt eller svaret ham, gav Falcon op.
'...Måske burde jeg gå derind?' mumlede Lorcan og kiggede op på den store fugl i håb om et godt råd fra det kloge dyr.

//Så crasher Lorcan festen ;O//

Andy sad bare og pillede videre med t-shirt'en og lyttede på hvad han sagde, han stivnede i kroppen igen da han hørte Lorcan's navn. han så bare chokket ud i luften og prøvede så godt at tage det roligt, eller i det mindste bare ikke vise hvor meget han's blod kogede inde i ham. han hørte at bruseren blev slukket og rakte håndklædet frem til Adam når han kom ud, han kunne bedre kende ham efter han havde blevet ren. selv om han ikke kunne lide det som havde forandre's ved ham, han rejste sig langsomt op og rakte tøjet hen til ham "har du det bedre nu?" spurgte han så roligt om som han kunne, selv om det var virkelig svært så havde han bestemt ikke lyst til at flippe ud foran Adam. han gik hen til ham og trykkede blidt sine læber mod han's, selv om det var virkelig underligt at mærke den kulde fra Adam og helst ville mærke varmen. Han træk hurtigt sit hoved tilbage og så underligt på ham, han tog et par dybe indånding af ham inden han så sig omkring på badeværelset. han vende hurtigt sit blik mod ham igen og hævede det ene øjebryn "du har ikke taget ham med vel?" spurgte han undrende om over at han kunne lugte duften af Lorcan

Adam forholdte sig så roligt han nu kunne, selvom han stadig hellere ville ligge i Andys arme igen, og føle sig tryg. Han tog imod tøjet og fik det ret hurtigt på. Han var dog lidt forsigtig da han hev t-shirten over hovedet. Han så hen på Andy og nikkede stille. "Ja det har jeg faktisk... Jeg er i det mindste fri for blod nu." sagde han stille og synes selv at det var forkert at mærke Andy meget varmere end han plejede. Godt nok var han varm før, men han var jo endnu varmere nu. Han lyttede til hvad Andy sagde og bed sig lidt i læben. "Ikke frivilligt. Han kørte mig herover, men jeg sagde til hamt at jeg gerne ville være alene med dig. Jeg ved ikke om han ville smutte igen eller tage imod sine tæsk." sagde han så stille, og fik pludselig lidt dårlig savittighed over at han ikke bare sagde fra overfor Lorcan. "Han var ret sikker på at du ville blive sur, da han fandt ud af at vi er sammen" tilføjede han så og så hen på Andy.

Lorcan kunne tydeligt høre dem for det åbne vindue og måtte holde sig for munden for ikke at briste i latter.
Sur var århundredets underdrivelse.
Men Adam havde ret, det var tid til at tage sine tæsk.
Lorcan signalerede til fuglen og gik derefter hen mod husmuren. Han klatrede op af muren ved hjælp af de små usyblige indhak og fik hurtigt placeret sig i vindueskarmen. Lorcan kunne ikke være sikker på om Andy kunne finde på at skubbe ham ud igen, men efter højden at dømme ville faldet være noget han muligvis kunne rejse sig op og gå fra.
Han lod sit ansigt forblive uftryksløst - han ville ikke lade sine følelser skinne igennem. Det var Andys ret til at gøre ved ham hvad han lystede og Lorcan ville tage det som en mand... eller vampyr.
Lorcan sprang formaliteterne over - hvad skal man også bruge dem til i sådan en situation? - og nikkede kort til Andy.

"Det var mig der gjorde det"

//shit jeg er træt!! går altså i seng nu ;O//

Andy lod sit øjebryn falde ned på plads igen og lyttede bare efter på Adam's stemme, han så stille på ham samtidigt og var glad for at han havde det bedre og kørte sine fingere igennem han's hår "det lyder godt" sagde han og havde det også lidt bedre når blodet ikke var på ham længere, han gik hen til vasken og tog sin børste og rakte den hen til ham. han nikkede langsomt til det han sagde og så på ham imens "når okay.. det er bedre end du laver ballade på vej her hen" sagde han selv om han selv ikke synes at det var bedre, han viste ikke helt hvad han skulle sige og så kort over mod døren ud af badeværelset "han kender mig vist alt for godt" mumlede han og kunne godt dufte at Lorcan kom tætter på, han vende sit blik mod vinduet og fik øje på Lorcan. han prøvede at tage det roligt selv om det var umuligt for ham "har jeg hørt" sagde han og så bare på ham og vende kort sit blik mod Adam, inden han så over på ham "lad os tage det udenfor så vi ikke ødelægger nået her inde" sagde han helt roligt og gik over til ham, og skubbede ham ud af vinduet for selv at komme ud. han vende stille sit blik over mod Adam og viste ikke hvad han skulle sige, han kravlede bare op i vinduet og lod sig glide ned af muren udenfor og landede på hug. han rejste sig langsomt op og så over på Lorcan "tænk at jeg så dig som en ven" sagde han og rystede på hovedet og tænkte slet ikke over, at Lorcan nok ikke havde kendt til at Adam var Andy's kæreste. han knyttede sine hænder og så bare over på ham, mens han mærkede sit blod der kogede rundt i sin krop. uden at gøre nået så havde han's dæmondel overtaget hele han's krop, han's øjne var helt gule i det og lyste helt om i mørket. han's t-shirt var på få sekunder helt ødelagt og fald ned på jorden mens der kom to store flotte sorte vinger ud af han's ryg, han løb hurtigt hen til ham og lag sin hånd rundt om han's hals og var virkelig irriteret over at der ikke var folk omkring. og derfor ville han's evne ikke være særlig meget til nytte

Selvom Andy virkede meget rolig overfor ham var han stadig lidt nervøs for hvad der visse ske. Lugten af Lorcan - hans mester - kom tættere på, og Adam ville helst have undgået at kunne lugte det, men måtte vel vende sig til det som alt andet han skulle vende sig til. Adam så lidt ned på børsten og bed sig i læben, men tog dog imod børsten. Han så op på Andy med et uforstående blik, nok mest fordi han var så forvirret over det hele. Han lagde dog børsten fra sig på kanten af vasken og holdte øje med Andy, da han skubbede Lorcan ud. *Andy hør på hvad han siger.. Der ligger faktisk en forklaring bag det* tænkte han til Andy, han han vidste at Andy ville høre det. Om han ville lytte til ham, og faktisk høre på Lorcan anede Adam ikke, og vidste også at hans dæmondel kunne finde på alt. Det var heller ikke for at redde Lorcan på nogen måde, for Adam var jo alt i alt sur på ham over det der var sket, men Lorcan vidste jo ikke at Adam var sammen med Andy og kunne ikke dømmes for at være en dårlig ven af den grund. Adam så efter Andy da han hoppede ud af vinduet og det gjorde bare Adam mere nersøv, men han vidste jo ikke hvad han skulle gøre. Adam så lidt med spejlet og ned på såret fra bidddet der endelig var blevet rent, og der kom et dybt suk fra ham. *Og pas nu på, Andy* tænkte han så igen til ham. Adam var alligevel lidt fustreret over det hele od endte med at humpe rastløs rundt på bedeværelset, og havde bestemt ikke lyst til at se hvad der skete, men vidste at det jo nok i sidste ende blev ham der stoppede dem, da Andy med sikkerhed ikke ville lytte til hvad Lorcan sagde når dæmonen havde overtaget ham, og han var sur. Det var Adam sikker på

//smutter også nu, Bye :P//

Lorcan havde forventet smerten der kom af faldet, men det forhindrede ham ikke i at jamre højt. Luften blev slået ud af hans tomme lunger og det sortnede for øjnene af ham.
Han mærkede det blide vindsus da Andy landte ved siden af ham og da Lorcans blik langsomt kom tilbage havde Andy grebet fat om halsen på ham.
Selvom Lorcan ikke behøvde at trække vejret ville Andys greb fohindre blodet i at løbe op til hans hjerne - og hvad ville det nytte hvis han endte med at blive hjernedød?
Falcons skrig kunne høres et sted over dem og snart kom den store fugl dykkende fra luften. dens kløer var rettet mod Andys ansigt, men en hæs knurren fra Lorcan fik ham til at ændre kurs i sidste øjeblik.

'TÅBE!', skreg fuglen af Lorcan der havde beskyttet Andy fra at få øjnene kradset ud.

Lorcan plantede sin ene fod i maven på Andy og slog en baglæns salto for at slippe væk fra den rasende dæmons klør.

' Det er MIN kamp Falcon - Bland dig uden om!', råbte han og slog avfejende ud med den ene hånd.
Lorcan ville blive nød til at holde igen - for Adams skyld, så vel som sin egen - uanset hvad, var Andy stadig en ven i Lorcans øjne.


//Sorry jeg først svarer nu, har været ude hele dagen ;O//

Andy kunne høre Adam's ord om og om i sit hoved, men alligevel kunne han ikke få sig selv til at lytte på det. han var alt for sur over alt der havde sket og kunne knap nok styre sig selv, han så hurtigt op da han hørte lyden selv om han var pisse bange for fugle så fik det ham ikke til at flytte sig. han vende hurtigt sit blik mod Lorcan når han hørte ham råbe, han havde dog ikke tænkt sig at takke ham for at få fuglen væk. dog havde han nok gjorde det hvis han havde været sig selv, men nu lå den del af ham alt for langt væk og det eneste han tænkte på var at få Lorcan til at lide. han så ned når han mærkede han's sko mod sin mave, han så hurtigt efter ham og snerrede. han gav et bask med sine store vinger for at følge efter ham, han knyttede sin ene hånd for at give ham den lige i maven. han så på ham med sine gule øjne imens og havde bidt sine tænder sammen, og var et sted mere såret end sur over det der var sket

Adam bed sig lidt i læben og så hen mod vinduet i sin rastløse humpen rundt, og tankerne om hvad han skulle gøre kørte rundt i hovedet på ham. Han endte i sin rastløshed med at sætte sig ned på gulvet, og lægge hænderne foran sit ansigt og så bare tænke det igennem. Idéer om hvad han kunne gøre røg lige så hurtig ud som de røg ind. Han kørte, i en lidt hurtig bevægelse, sine hænder gennem sit hår og så lidt op mod vinduet. Han havde da fået en idé og han skulle ud til dem nu, men han blev enig med sig selv at vinduet var den værste idé at komme hurtigt der ned. Han rejste sig med lidt besvær og gav sig til at humpe ud fra badeværelset, ned af trapperne og hen mod hoveddøren, og han ignorerede de smerter der nu var i sin fod, da de lige nu var ligegyldige. Han vidste jo at Andy helt sikkert ville fortryde det hvis han gjorde noget hvor hans dæmon havde overtaget ham.
Adam humpede hen til hoveddøren og fik den åbnet, og det gik så hurtigt det nu kunne for ham. Han så hen imod de to, Lorcan og Andy, og overvejede endnu en gang om det var en god idé at blande sig, men det måtte blive som det var, og Adam humpede derfor ud og hen mod Andy og Lorcan.

Lorcan knurrede af den bevingede dæmon og slog ud efter ham med sine lange klolignende negle. Hans skarpe tænder hvilede mod hans blodrøde underlæbe der stadig var en smule blodstænkt fra Adam.
En ændring i atmosfæren fik ham til at kaste et blik bagud, imens han lagde afstand mellem ham selv og Andy. Adam var kommet humpende ud af hoveddøren og havde kurs direkte mod de to. Lorcan svor og sprang hen til ham for at skubbe ham af vejen. "Gå ind!", snerrede Lorcan, og stirrede på den nyfødte vampyr med smalle øjne. "Du ender med at stå i vejen for en af os og når det sker, håv på at det bliver mig og ikke ham der" sagde han og pegede bagud mod Andy.

//Håber det her når frem, skriver ikke så meget for jeg er bange for at compen fucker igen :( //

Andy mærkede en svag smerte på sin kind, og lod sine fingere glide hen over de rifter som havde kommet efter Lorcan's negle. han så hurtigt efter ham og snerrede stort "du skal ikke røre ham!" råbte han og gik over til dem og skubbede Lorcan væk, inden han lag sine hænder på Adam's kinder og så stille på ham. selv om han's øjne var gule så var de blevet mere kærlige og triste i det "gå ind med dig.. jeg vil ikke havde at der sker dig mere" hviskede han blidt og kyssede kort han's læber inden han så over på Lorcan og han's blik blev hurtigt koldt igen "du skal være glad for at jeg ikke kan dræbe dig.. ikke i et stykke tid, og bare håb på at jeg har tilgivet din tåbelighed til den tid" sagde han og kyssede kort Adam's pande inden han træk sine hænder tilbage og så bare over på Lorcan, han gik hen til ham og tog fat i han's trøje og og så på ham med de samme kolde gule øjne igen. han lag hurtigt den anden hånd rundt om han's hals og bed sine tænder sammen igen

Adam så hen mod Lorcan med et ligegyldigt blik, og ignorerrede hans ordre. Godt nok var deet hans mester, men det var ikke ens betydende at han fulgte hans ordre. Han vendte blikket mod Andy da han mærkede hans hænder på sine kinder, og kunne med sikkerhed have kastet sig i hans arme, men lod være. Han kunne ikke få det ord frem, og tankerne om hvad han skulle gøre var forsvundet fra hans hovet, da hans blik hvilede på Andys ansigt. Det var utroligt hvordan hans vrede ligepludselig vendte sig til ddn blide Andy som han kendte, og det havde forvirret ham er smule. Adam opfattede ikke med det samme at Andy havde sluppet og endnu engang var på vej hen mod Lorcan, og noget måtte han jo gøre. Han valgte dog så at gå imod både Lorcan og endda Andys ordre, og lade være med at gå ind, men fortsætte humpende hen mod dem, og lagde sig faktisk ind mellem dem, uden at tænke på hvilke konsekvenser det ville give. Han var et eller andet sted også ligeglad. "Andy, stop det!" sagde han med en klar og megert bestemt tone og så hen mod Lorcan da han ikke skulle begynde på noget nu, heller. "Andy, tænk dig nu om! Tænk over det, selvom det var Lorcans skyld, så var det også hans skyld at jeg ikke er død nu!" Sagde han i samme klare og bestemte tone og havde vendt blikke mod Andy igen.

Lorcan hvæsede af Andy og skubbede Adam hårdt for at få ham væk. "Bland dig uden om unge!" hviskede han hæst igennem sit sammenkemte struberør. Han sagde ordet unge som noget giftigt, der hentydede til Adams manglende erfaring som vampyr. "Du kommer bare til skade" sagde han hæst og slingrede sig ud af Andys greb ved hjælp af et godt plantet cirkelspark. Lorcan trak sig tilbage og lagde hænderne om sin brænende hals - mærkerne ville kunne ses i et stykke tid.
'Falcon, hvor stor er chancen for jeg slipper ud af det helskindet?' spurgte han med et neutralt tonefald. Han rettede ryggen og knyttede hænderne foran sig i kampklar stilling.

'Meget lille, Hvisker. Meget lille' svarede den kloge fugl og udstøtte et skingert skrig rettet mod Andy. Lorcan lo bittert og rettede blikket mod Andy hvis øjne stormede af raseri.

"Ligesom jeg vil have det", lo han og sprang om på siden af Andy og rev ud efter ham