aftensmad kan vente - Brice

___________________________________
Solen var ved at gå ned over Sheria og de fleste mennesker og væsner var der hjemme, der var næsten ingen ude på gaderne så man kunne nemt høre lyden af nogle sko der gav lyde fra sig. det kom fra en som gik på den store vej hvor legepladsen lå på den anden side, og en masse butikker på den side hvor vejene gik ned af. det var en lille engel som ikke var særlig høj, og lignede en pige på en prik dog var en en dreng ved navn Daniel dog bruge han aldrig det navn. han's hofter gled fra side til side mens han gik på gaden, det lyde får hang ned af skulderne og lidt af det ned af ryggen. den røde hue sad flot på hovedet af ham og gjorde så håret blev hvor det skulle, selv om pandehåret drillede ham lidt mens han skrev på sin mobil. han havde en skoletaske over den ene skulder og og et halskæde omkring halsen, han havde blank neglelak på og de var halvlange. han's fødder gik bare mens han skrev på sin mobil og lag den ned i sin taske, inden han så sig omkring og havde sin ipot nede i sin højre lomme og lyttede på nået musik som han nynnede lidt med på. han havde lige gået hjemmefra sin kæreste og var på vej hjem, han så over på legepladsen længere fremme og besluttede sig for at aftensmaden kunne vente lidt. så han så sig omkring for at være sikker på at der ikke kom nogen bil, inden han gik over på den anden side og ind på legepladsen. en lyserød farve kom frem på han's kinder, mens han tjekkede at der ikke var nogen i nærheden og gik derefter der ind. tanken om at nogen ville opdage ham havde fået farven frem på han's kinder, og han kunne ikke finde på nået mere pinligt. men så kom tanken om at de nok alle sammen var hjemme og spise, så han ikke blev opdaget af nogen. det fik ham til at gå længere ind på legedepladsen og satte sig taske op af en af pælene til gyngestativet, han så sig igen omkring inden han satte sig på dækket som skulle forstille en gynge. han tog fat i kæderne for at være sikker på at han ikke ville falde ned inden han skubbede med sine ben, et fint lille grin undslap han's læber da han ikke havde nået problem i at grine når han var alene. han vende sit blik op mod himlen hvor de første syndelige stjerne havde kommet frem, og det fik smilet frem på han's læbe da han virkelig elskede stjerner. han lod bare gyngen svinge frem og tilbage uden at give nået skub