Hvem fuck er du?

Armand sukkede da han lagde på og tænkte lidt. Han vendte så bilen om og kørte mod Eolith lejlighed *Jeg burde ikke .. * tænkte han og overvejede at vende om igen. Men han måtte altså vide hvad der var galt. Han standsede kort tid efter ude foran Eoliths lejlighed. Han steg ud af bilen og smækkede døren i. Han så op mod bygningen, før han begav sig ind og op af trapperne. Han stoppede ved Eoliths dør og tøvede ..

Eolith regnede ikke med at Armand var på vej hjem til ham, men tværtimod at han bare ville køre videre. Det var det han var vant til, og vidste ikke helt hvordan man håndterede mænd som faktisk havde... eller har haft, følelser for ham.
Han lod sig bare blive i sengen og håbede på at han kunne overleve timerne alene, og især den sidste time før midnat. Nogle gange gik det fint, men så snart han kunne høre eller fornemme andres tilstedeværelse, så gik det galt.

Armand stod i et minuts tid før han fik taget sig sammen og bankede på. Han blev altså nødt til at se hvad der var galt, hans tanker kredsede lidt hvidt omkring. Han sukkede og bed sig lidt i inderlæben i et tænksomt træk. Han tillod sig så at åbne døren og træde ind i lejligheden "Hello?"

Eolith hørte sin dør gå op og han for forskrækket op at sidde. Han så på Armand og blev mere rolig. Det undrede ham over at han alligevel var kommet, selvom han ikke havde sagt noget i telefonen til ham. Hans blik blev lidt mere trist i det. Det gik ikke så godt mellem dem sidst, så nu var det lidt akavet at se på ham igen.

Armand så på ham "Nogen gange tænker jeg på .. Hvorfor jeg ikke bare dropper dig?" sagde han så stille "Men det er svært når jeg elsker dig .." sagde han så og så lidt væk. Han satte sig på kanten af sengen i et suk og lukkede øjnene for en stund. Han vidste et eller andet sted at det ville være svært at få Eolith til at forandre sig igen.

Eolith kiggede på ham og lænede sig tilbage i sengen. "Ja ehm... Undskyld..." Svarede han, denne gang lidt mere roligt end sidste gang de sås, da klokken ikke engang lå tæt op ad ellevetiden, og at han ikke var så desperat efter ham lige nu. Lige nu ønskede han kun hans selskab, da der var ret så ensomt.