Hvem fuck er du?

Eolith havde hørt at Armand var smuttet ud af døren tidligere, men vidste ikke at han var kommet tilbage igen før han hørte noget henne ved køkkenet. Han for op at sidde og så hen på ham fra sengen af. "Ngh... Jeg troede du var taget hjem?" Spurgte gan og så mistænksomt på ham.

Armand vendte sig om mod ham "Du sagde du ikke ville forlade mig igår, sååh?" sagde han så og vendte sig mod maden igen. Han spiste sin mad færdig og stilte talkernen i vasken. Han var tavs og ventede på en reagering. For han vidste at det ikke liiiige var Eoliths plan.

Det var ikke lige hvad Eolith havde regnet med, men han ville selvfølgelig ikke vise hvordan han havde det med det. Han rømmede sig kort og rejste sig. Han var lidt øm efter det fra aftenen før. "...Du har lavet mad...?" Han gik hen til ham og kiggede maden.

Armand nikkede og så på ham uden at smile "Ja, Bare tag for dig" sagde han så og gik hen i sengen og satte sig. Han så hen på ham og ventede lige til han havde spist hvis altså han skulle have noget.

Eolith tog en bolle og flyttede rodet af bordet, ved at smide det på gulvet som en hveranden teenager. Han satte sig til at spise, mens han udspekulerede en plan til at få ham ud af huset.

Armand sukkede af den måde Eolith var på, han rejste sig og gik hen til ham. Han så kort på ham og lod så sin vrede komme til syne. Han løftede sin hånd og gav ham en lussing, mest fordi hvis han gav en knytnæve kunne han brække noget "Du burde virkeligt skamme dig over den forfærdelige opførelse!" sagde han stift og vredt.

Eolith skulle til at tage en bid ide han tabte den under den flad han fik fra Armand. Han tog sig til kinden og så forarget på Armand, da han ikke mente at han havde gjort noget forkert overhoved. Hans blik skiftede fra forarget til vred. "Hvad med dig selv!? Du kan da ikke bare slå nogen inde i deres eget hjem!".

Armand rystede svagt på sit hoved "Du skulle bare vide hvor færdelig en unge du er!!" skældte han så "Du har ikke været til andet end besvær! Du ødelægger alting omkring dig!" sagde han og kunne mærke hvordan det kogede inde i ham selv. Han havde virkeligt brug for at råbe af ham efter alti det der var sket.

Eolith der ikke anede hvad der var sket ville jo selvfølgelig ikke tage imod den skæld ud og bev selv vred. "UD AF MIT HJEM!" Skreg han og skubbede ham væk fra sig "PÆDOFILE STODDER!". Han glemte af og til at han faktisk var blevet 18 år nu, og at det ikke længere kunne true nogen. "Tror du virkelig jeg vil have noget med dig at gøre!? Jeg ved ikke engang hvad du hedder, så skrid!".

Armand tog fat i hans arme og skubbede ham op ad væggen "GLEM DET EOLITH!!" råbte han så "Du er så YNKELIG! Prøv at se dig selv! Du bliver nærmest nødt til at voldtage folk fordi du er besat af sex! HVORDAN KAN DU HOLDE DIG SELV UD!?" han skubbede ham indmod væggen og slap ham "Og jeg bliver her!" sagde han så, fast besluttet på at Eolith ikke skulle have sin vilje.

Eolith gled ned ad væggen og ned til at holde om sig selv. Han begyndte at tude og vidste ikke hvad han skulle svare på det. Han havde jo ikke bedt den mand om at komme ind. "GÅ DIN VEJ!" Hulkede han og knugede hænderne mod sine nøgne ben "DU VED INGENTING!".

Armand så ned på ham og hans vrede forsvandt da han opdagede han græd, uden at det var falske tåre. Han kneb kort øjnene sammen og satte sig ned på hug foran ham ".. Undskyld" sagde han så og kom i tanke om sin evne " E-Eolith, Jeg har noget jeg vil vise dig .." sagde han så stille * Jeg kan kun vise ham nogle klip, det ville være for hård at vise ham alt* tænkte han så .

Før Armand kunne komme til at gøre ham noget, fik Eolith sparket ham hårdt væk fra sig. "HOLD DIG VÆK! Jeg vil ikke have dig her!". Han greb ud efter en tom flaske der lå på gulvet sammen med alt det andet rod, og kylede den efter ham. "Jeg har ikke noget med dig at gøre! Og du skal ikke komme her og tro du ved hvad der er rigtigt eller forkert!".

Armand røg bagov og tog sig kort til maven "Arh stop !" han undveg flasken og kravlede lidt væk "Eolith! vil du ikke nok høre på mig?!" spurgte han så og lå parat til hvis der kom flere ting efter ham "Jeg kender dig, vi var kærester!"

"Jeg vil ikke høre det!" Skreg han og tog sig for ørerne. Han ville allerhelst bare have ham til at gå nu med det samme, så han kunne slappe af og fortsætte med sin daglige rutine. "Jeg vil ikke være kærester med en der slår og råber ad mig!".

Armand kneb øjnene svagt sammen "Hvis din kæreste gik i seng med alle og en hver? ville du ikke også blive sur ?" spurgte han så og så på ham med et fredeligt udtryk "Men .. Jeg går nu, Jeg har pint dig nok" sagde han så og rejste sig op. Han lagde en seddel med sit nummer på bordet og gik ud af døren.

Eolith så efter ham og derefter bekvemt den anden vej. "Jeg er ligeglad, jeg er ligeglad.." Hviskede han for sig selv og lukkede øjnene. Lige nu ville han bare være alene med sig selv. Han havde aldrig rigtig forestillet sig selv sammen med nogen fast, da den slags skræmte ham. *Hvem er jeg?*.

//Nogle dage senere?//

// Jeps//

Armand sad i sin bil på vej hjem fra arbejde, han havde heldighvis fået tideligt fri og skulle bare hjem og slappe af. Han sukkede stille og var glad for at han endelig havde fået lidt tideliger fri. Han tænkte stadig på Eolith og gjore det faktisk hele tiden.

Eolith sad i sin seng med sin mobil og med Armands nummer. Han havde gået og tænkt lidt over tingene, og et eller andet sted ville han gerne vide lidt mere fra Armands side om hvem han egentlig var, og hvordan de havde mødt hinanden. Men det var svært at ringe til ham sådan umiddelbart efter et sådant skænderi, men Armand havde åbenbart haft et ønske om at han skulle ringe, siden han lagde den besked.
Han tastede nummeret ind i sin mobil, men fandt ud af at nummeret allerede eksisterede på hukkommelsen. Han læste navnet. "...Armand? Hm..". Han trykkede på opkaldsknappen og lagde telefonen ved øret. Han var nervøs.

Armand hørte sin ringe tone, en irriterende melodi, Han ledte kort efter den og tænkte at det måtte være Arbejdet, Ville de have ham tilbage på arbejdet eller ?. Han fandt mobilen og tog den "Hallo det er Armand?" sagde han så og ventede på svar.

Eolith var overrasket over at telefonen blev taget med det samme og han satte sig lidt op og kiggede ud i lejligheden. Han var lidt nervøs for at få en vred stemme at høre, når han fortalte at det var ham, der ville snakke.
"...Jeg... Ehm... Nej, det er ligemeget... undskyld..." Sagde han fortvivlet og tog telefonen væk fra øret og slukkede for samtalen.
Han lagde sig ned i sengen med et bump og knugede sit tag om mobilen. "Kan ikke...!".

Armand genkendte hurtigt hans stemme og så på hvem det var der havde ringet "Eolith .." mumlede han så og så så hurtigt op da han var ved at køre galt. han fik rettet bilen op og kaldt Eolith op igen * Måske er der noget galt?* tænlte han og prøvede at fokuserer imens han tænkte på hvorfor han mon ringede.

Eolith fik et chok da mobilen ringede og af ren vane to han den. Nu var der ingen vej tilbage og han måtte sige et eller andet. Alt hvad der kom ud af hans mund var en bekvemt lille lyd. "..." Han lyttede, men kunne ikke selv sige noget. Han var aæt for trist til at åbne op for det han gerne ville sige til ham.

Armand sagde ikke noget i starten "Eolith? er du der?" spurgte han så og lyttede "Er du okay?", Han lyttede imens han kørte bilen. Han holdte dog bilen inde for at kunne snakke og ikke skulle koncentrer sig om at køre bilen.

Eolith trak sine ben til sig og blev helt trist da han spurgte om han var okay. Han endte med at lægge på igen og slukke mobilen. Han lagde sig ned i sengen med et bump og sukkede dybt. Han var trængende lige nu og havde brug for Armand. En der var let at overtale til sex lige nu.
"Åh hvor er jeg ynkelig..." Sukkede han.