Legepladsen//Adam.

Adam så ned på Pierce og tænkte lidt over hans spørgsmål inden han svarede. et eller andet sted var det nemt at svare på, og et andet sted vidste han det alligevel ikke helt. "Mmh.. Du har brug for det.. Du kan ikke rende rundt for altid og være bange, og det vil du blive hvis der ikke er nogen som gider bare passe en smule på på dig" sagde han så, og vidste ikke helt om det hang sammen for Pierce.
Adam havde ikke tænkt over det inden han lav løbet efter Pierce. Drengen havde jo intet sted at bo, og derfor ingen steder at løbe hen for at være i sikkerhed. Han havde holdt fast i Pierce indtil han hørte skriget, hvor det havde givet ham et chok, at han slap taget omkring ham, og stirrede lidt forskræmt ned på det lille menneske der lå forskrækket og rystende foran sig. Han vidste jo ikke om det var hans skyld, eller noget af alt det andet der havde gjort ham bange. Han så lidt omkring dem, egentlig bare for at der ikke var nogen eller noget der holdte øje med dem, eller havde hørt skriget fra Pierce. Adam fik sat sig helt ned ved siden af Pierce, og lagde bare en hånd henover ham. "Rolig nu, ikk?" Sagde han stille i en blød tone og så på ham, uden alt for stor bekymring i øjnene. Han vidste ikke helt hvad han ellers skulle gøre. Nu havde han jo fortalt at han kunne få en seng at sove i og endda mad, for i hvert fald en enkelt dag, og nu måtte Adam også til at skynde sig lidt, ellers ville han aldrig nå hjem inden solen ville stå op, og det havde han bestemt ikke nok beskyttelse, på sig, til.

Pierce så på Adam og lyttede til det han sagde. Han smilede stille og gav ham et ordenligt kram. Det var meget længe siden han havde haft en der bekymrede sig for ham. Han vidste ikke hvorfor Adam gjorde det men det var dejligt om det så kun varede for en kort stund. Han bed sig i læben og var hurtigt på benene af et mennneske at være. Han lå bare krøllet sammen på jorden og græd. Han ville ikke kunne blive bange for Adam eftersom han havde været så venlig og sød overfor. Men han var stadig bange og var ikke tryg med folk rørte ham endnu eftersom han var bange. Han havde nok mere brug for hjælp end han selv ville indrømme. Han åbnede sine øjne da han mærkede hånden. Han så skræmt rundt indtil han fik øje på Adam over sig. Han bed sig i læben og smed sig så i hans egne arme men med hans vægt ville det nok ikke rykke ham overhovedet. Han lagde hovedet mod Adam's brystkasse og lod tårene forsætte med at flyde. Han holdte tæt rundt om ham. "U-undskyld".

Adam så ned på Pierce der pludselig bare kastede sig i hans arme, og udover det lille chok det gav, så lagde han let armene omkring ham, og lod ham selv bestemme nu, men ville nok ikke lade ham løbe igen. Han sad helt stille og lod ham græde, så meget han ville. "Det er helt fint. Du har jo ikke gjort noget forkert" Sagde han så roligt og trykkede let sin egen kind mod Pierces hår og lukkede øjnene halvt i og lod sin tommelfinger bevæge sin en smule så den let og forsigtigt nussede Pierces arm. Han åbnede så sine øjne helt op igen og så ned på ham igen. "Hva, du har endnu ikke svaret på om du gad med mig hjem og overnatte. Du er ikke alene med mig, bare rolig, hvis du er nervøs for det" Sagde han så og smilede blidt til ham.

Pierce lå sådan halvt på græsset og halvt i Adam's skød men han beklagede sig ikke. Han borede hovedet dybt ind til Adam's brystkasse og kunne mærke hvor træt både hans sind og krop var. Hans tåre stoppede langsomt da han virkelig ikke kunne græde mere nu. Han hulkede stille før han lagde sin ene hånd for munden for at kvæle de lyde der kom ud. Han løftede stille hovedet op og så Adam i øjnene, han nikkede stille "U-undskyld jeg stak af fra dig" Han så ned og bed sig i læben. Han løftede igen blikket og tørrede sine øjne og så Adam i øjnene "Jeg vil ikke være en byrde"

//Sorry hvis jeg er langsom men hjælper lige en med at lave en profil herinde ^^//

Adam sad helt roligt og lod Pierce på den tid det tog til at græde ud, og til at svare på det han sagde. "Det er fint nok. Jeg er ikke sur" sagde han så og smilede roligt ned til ham. Han holdte roligt omkring Pierces lille krop og lyttede til det han sagde. Han rynkede panden en smule over det og så ned på ham. "Du er ingen byrde for mig. Jeg ser dig hellere på gæsteværelset hvor du har adgang til mad, end på en eller anden bænk hvor du skal sulte" Sagde han så og rejste sig op, og hev ham med op i sin favn. "Vil du bæres, eller vil du selv gå" Spurgte han så og så på hans ansigt. "Der burde gerne gå en bus snart, eller sådan" Tilføjede han og så lidt rundt omkring dem.

//går nok. Er også babysitter for en veninde, så jeg er nok mindre på xD//

Pierce's øjne var helt blodskudte da han en gang blev færdi med at græde. Han tørrede stille sine kinder og så forsigtigt op på Adam og gav ham så et kram og lukkede sine øjne i. Han lå halvt på jorden og havde sin ryg strakt så han kunne nå op og kramme Adam om halsen. Selve positionen var ret smertefuld for Pierce men han prøvede at ignorrere smerten så godt han kunne. Han bed sig i læben og så op på ham igen men sine røde øjne og kinder pga han havde grædt så meget. "Er du sikker jeg ikke bare kommer til at være i vejen?" Han bed sig i læben og ønskede på ingen måde at være en byrde for Adam eller at være i vejen for ham. Han så op på ham og bed sig i læben, "Jeg kan sagtens gå" Han slap stille Adam og rettede sig så langsomt op og så rundt efter busstoppestedet.

Adam havde stadig armene omkring Pierce og lukkede kort øjnene i da han endnu engang krammede ham. Han vidste, og kunne mærke på Pierce at det var smertefuldt, men lodt ham selv styre hvornår det var for meget. Sådan gjorde han også for det meste med alle. Han så ned på Pierces ansigt og smilede roligt. Han nikkede stille og kørte let sin hånd over hans hår. "Jeg er sikker på at du ikke kommer til at være i vejen." sagde han så, og vidste jo godt at Pierce ikke ville blive en byrde for ham selv, men det nok ville være svært at forklare til Andy. Adam så sig lidt omkring, og vidste jo lige hvor han var kommet fra. Han havde jo taget bussen herud, og begyndte gå at gå i et roligt tempo. Han tog let fat omkring Pierces hånd, for at han fulgte med. "Fint nok, men du skal også følge med" Sagde han så og smilede roligt til ham.

Pierce lod sig selv falde sammen da han slap Adam, han lå nu med hovedet i vampyrens skød uden at tænke over det. Han lod sine øjne glide i og kunne mærke hvordan trætheden langsomt kravlede ind over ham og hvordan hans sysnsfelt blev mere og mere sort i det intil han kun havde øjnene på klem. Han var træt, udmattet og ødelagt. Han løftede ikke blikket da Adam begyndte at snakke men lyttede dog til det han sagde og nikkede så stille. "Jeg håber du har ret", han hviskede det stille og lod så et ordenligt gab undslippe hans mund før han lukked den igen og kom med en lille kær lyd af træthed. Pierce kom langsomt på benene og fulgte stille efter Adam mens hans fødder bare slæbte hen af græsset. Hans øjne var lukket og det var nok også derfor han gik lige ind i et træ, han faldt ned på bagen og så irriteret på træet foran ham mens han mumlede noget om åndsvage træer der dukker op ud af det blå og om hvorfor de ikke bare kunne flytte sig.

Adam smilede lidt forsigtigt og gik roligt for at Pierce kunne følge med, da Adam jo vidste hvor træt han var, og kunne selv huske hvor træt han selv havde været under visse situationer. Adam standsede brat da han hørte det lille bump fra Pierce da han faldt. Han så om på ham og kunne ikke lade være med at smile over det. "Måske skulle jeg bære dig alligevel" sagde han så og gik et par skridt tilbage, placerede sin underarm under hans overarm og sin anden rundt om ham og løftede ham på benene igen. Han så ned på han og rystede kort på hovedet. "Kom så med videre, og undgå træerne ogde store sten" Sagde han og smilede til han så han vidste at det var godmodigt ment. Han tog så fat i hans hån og gik videre i det rolige tempo, dog lidt hurtigere for at være sikker på at nå den bus der nu kom.

Pierce ømmede sig over sin næse som gjorde singsygt ondt og prøvede at se om der var sket noget men det gjorde ham kun skæløjet og så kunne han alligevel ikke se det. han sukkede og løftede så sin hånd op og rørte forsigtigt sin næse som var rød og en smule hævet men ellers ikke andet og heldigvis ikke noget blod. Det var ikke fordi han ikke stolede på Adam man han havde på fornemmelsen hvor svært det måtte være at skulle holde sig tilbage og især hvis man var nyforvandlet. Han så op på Adam og rystede på hovedet "Jeg kan godt" Han var en stædig lille en Pierce og dte havde han altid været men han var jo også vant til selv at skulle klare alt. Han lod dog Adam hjælpe ham på benen og fulgte med sp hurtigt hans ben kunne bære ham. Han haltede mens han gik og han var i tydelige smerter mens han gik men ahn sagde ikke noget til det. Han klemte blidt Adams hånd da et eltrisk chok af smerte gik op gennem hans ryg og en lille lyd af smerte undslap hans læber. Han havde valgt og ignorrer Adams kommentar om han skulle undgå sten og træer.

Adam så på Pierce med et roligt blik. Uanset hvor meget han lavede sjov lige nu så synes han det var utrolig synd for Pierce at han skulle udsættes for det han havde været igennem. Han var et eller andet sted sur på Pierces vegne, selvom perce nok mest bare havde det forfærdeligt og var virkelig ødelagt. Han havde jo også været sur da Andy fortalte da han havde været ude for en halv voldtægt. Han var jo blevet tvunget, men overgav sig til sidst, men der var det vist både en blandning af vrede på Andy og på selve hænnelsen, men det var det tætteste han kom på med noget der mindede om. "Det ved jeg godt du kan" Sagde han og smilede roligt til ham. Mens han gik sørgede han for at være påpasselig med hvor han gik og ville faktisk selv gerne hjem. Hjem til huset, hvor han vidste at han selv følte sig sikker og tryg. "Vi er snart ved busstoppestedet" Sagde han så og kunne se det ikke langt fra hvor de gik, og så samtidig at bussen var på vej hen til det. Han smilede lidt over deres held og så lidt hen på Pierce.

Pierce så ned og sørgede for han ikke fik ind i nogen træer eller store sten da han syntes det ville være pinligt at gøre det to gange i træk. Dog var det også pinligt da han var gået ind i træet første gang men hvis han gjorde det igen ville det være endnu mere pibligt. Han bed sig i læben og lod så sit blik flyve op på stjernerne og han smielde stille. Han elskede stjernerne og månen. De var der altid men man kunne ikke altid se dem. Sådan en ven ville han gerne have, en som ville passe på ham og være der for ham hele tiden selvom han ikke rigtigt var der. Han så på Adam og nikkede så stille "Okay" Han smilede svagt og så så ned på sine fødder igen. Et gab brød hans læber og han så så lige frem for sig.

Adam syntes ikke at Pierces lille uheld var noget at være pinlig over. Han ville nok også selv have været pinlig berørt over det, selvom han vidste hvor rolig han selv var med det når det skete for andre. Han holdte fast i Pierces hånd og så busstoppestedet der kom tættere på. Jo tættere og tættere de kom på busstoppestedet jo mere glædede han sik til at komme hjem og jo nere nærvøs blev han også. Han tænkte over hvad og hvordan han skulle forklare sig derhjemme.
Adam så lidt ned mod jorden og tænkte over det imens han gik. Han så så kort hen mod den nærmest drømmende Pierce og smilede lidt over det, da han opdaget at de allerede var nået busstoppestedet og bussen var kommet. "Endelig" mumlede han for sig selv og trådte ind i bussen. Han betalte de penge det kostede for to personer så langt de nu skulle og satte sig hen på en af de mange ledige to-mands pladser, helt uden at sige noget.

Pierce bed sig i læben og mærkede hvor ondt hele hans krop gjorde. Et lille støn i smerte undslap hans læber da han var ved at snubble over sine enge fødder. Han bed sig i læben og bed tårene tilbage. Han ville ikke have Adam skulle blive nervøs overfor ham. Han løftede stille blikket op og skuede hen på Adam med nogle få tåre i øjnene som han prøvede at skjule bag sit pandehår. Han fulgte med ham med sine tunge og slæbbende skridt da han var for træt til at ville løfte sine ben som føltes tunge som bly. Han så på bussen og fulgte efter adam. Han ville gerne protestere da han betalte for ham men han vidste at han ikke ville vinde disskutionen mod Adam. Han fulgte stille efter ham og satte sig ved sidden af ham hvorefterhan lænede sig tilbage og lukkede sine øjne i. Han kunne mærke trætheden strømme ind over ham.

Adam lagde ikke mærke til så meget ve Pierce lige i dette øjeblik, med ville nok når han havde siddet ned lidt. Han spekulerede lidt for meget nu. Han vidste jo godt at det ville blive lidt svært at forklare. At forklare hvorfor han tog en ung dreng med hjem, uden nogen særlig speciel grund udover at han syntes det var synd for Pierce.
Adam så kort om på Pierce, glad for at han ikke protesterede over at Adam havde betalt. Han ville for en gangs skyld gerne betale, da han var så vant til at Andy betalte for ham.. Altid, men Pierce ville heller ikke få lov til at betale selvom han så havde kastet pengene i hovedet påå Adam.
Adam lænede sig lidt tilbage og så på Pierce.. "Sov bare hvis det er.. Jeg lover det intet sker imens." sagde han roligt og lod to fingre strejfe hans kind inden han lagde hovedet mod vinduet og så lidt ud da bussen startede og begyndte at køre.

//smutter desværre nu, ses ): (Kommer måske på senere)//

Pierce ville gerne have betalt for sig selv men der var umligt da han jo ingen penge havde. Men hvis han havde haft de penge havde Adam ikke fået lov til at betale for ham. Øjnene gled stille i og han kunne mærke trætheden svømme rundt i hans krop go hvordan han bare måtte sove hvert øjeblik men han aar bange for at hvis han faldt i søvn ville der ske noget slemt med ham og det ønskede han ikke. Hans lille krop kunne ikke klare mere og det kunne hans indre heller ikke. Han ville gå fuldkommen i stykker hvis der skete mere dårligt for ham i denne periode. HAn lænede sig op af Adam og stolede på de ord han sagde. Han lod sin krop slappe af og hans sind lægge unden at tænke på noget. Hans vejrtrækning var jævn mens han stille faldt i søvn.

Adam ville ind til videre passe på Pierce, i hvert fald et par dage hvis han fik lov til det. Det kunne i hvert fald hjælpe han lidt med noget tryghed, og Adam var ret sikker på at Pierce kunne føle sig tryg i huset. Han så lidt mod Pierce da han lænede sig mod ham og lagde roligt sin arm hen over hans skuldre. Han lænede igen hovedet mod vinduet og så ud imens de kørte og lod blikket se lidt rundt på de ting de kørte forbi, og så lidt efter lidt hvor tættere de kom på La Sunisha hvor han boede, og lukkede så roligt sine øjne i i de sidste minutter inden de skulle af bussen. Han mærkede da bussen stoppede og åbnede med det samme øjnene. Han så så mod Pierce og ville helst undgå at vække ham, da han virkede til at sove roligt nok. Han lod sin arm glide ned på hans ryg og satte den anden under hans ben og kom med lidt besvær ud fra sæderne og derefter ud af bussen. Han så lidt hen imod det store hus der ikke lå mere end nogle hundrede meter fra busstoppestedet og gik med rolige skridt derhen imod.

Pierce's øjne var lukket tæt i men ikke på en anstregende måde men meget afslappet måde. Hans lille krop var nærmest krøllet helet sammen på en meget akavet måde som ikke så alt for afslappet ud eller i det hele taget godt ud for kroppen. Selv i hans søvn var det tydeligt han ikke ville røres af fremmede, men hvem ville dog også det? Han sukkede stille i søvne og puttede sig mere ind mod Adams skulder og sov trygt og dejligt. Det var første gang i meget lan tid han havde sovet ordenligt eller bare i det hele taget sovet. Han havde været for bange for at der ville komme nogen og skade ham. Han følte sig tryg omkring Adam hvilket han stort set aldrig gjorde omkring fremmede eller nye personer som han lige havde mødt men måske var Adam virkelig anderledes end de ander.

Adam holdte fast om den lille krop og så hen imod det store hvide hus. Han smilede lidt over at være så tæt på sit hjem, og så så ned på Pierce. Han så lidt omkring dem, bare for at være sikker på at der ikke var Andre omkring dem. Han havde ikke brug for at blive set af et eller andet væsen, som tydeligt ville kunne lugte mennesket i hans arme. Han så på døren da han nåede hen foran den og sukkede stille og lidt lettet. Han fumlede lidt med at få nøglen op af sin bukselomme, med det gik. Han fik åbnet døren indtil og gik indenfor, hvor han stille skubbede døren i med foden og låste igen efter sig. Han smed skoene i entréen og gik ind i stuen. Han så lidt omkring og lettet over at Andy ikke havde siddet vågen og ventet på han kom hjem, men klokken var også mange. Han gik med rolige skridt hen mod trappen og op til førstesal, hvor han skyndte sig lidt ind på gæsteværelset. Han lagde Pierce ned i sengen og satte sig så ind på sengen og trak sine ben med op. Han sad og lyttede lidt og havde ikke lyst til at gå fra Pierce endnu, før han vågnede.

Pierce mumlede lidt i søvnen om hvorfor bænken bevægede sig og at den skulle stå stille så han kunne sove. Det var tydeligt at drengen i Adams arme ikke var klar over han faktisk blev båret rundt på ligenu og at han nok ville flippe ud når han vågnede da han ikke anede hvor han var eller hvorfor han var her. Det var ikke engang sikkert han kunne huske hvad de havde snakket om da han havde været så ked af det, så træt og udmattet på samme tid. Han bevægede sig forsigtigt i Adams arme og lå nu med hovedet tæt skubbet mod hans brystkasse men rystede en smule pga kulden som kom fra vampyren. Han sukkede i ren tilfredstilleses da han mærkede den bløde seng under sin ryg og han puttede sig hurtigt ind mellem puderne og hans krop var nu vredet ind i lagnerne. Han vred sig og havde det varmt med alt det tøj på. Efterhånden blev varmen for meget og han vågnede stille. Han skød op og kunne mærke hvor svimmel han var. Hans øjne skød rundt i værelset han var i.

Adam smilede lidt over Pierces mumlen, men holdte Ham stagid tæt ind mod sig så han var sikker på ikke at tabe ham, eller noget. Han lod ham ellers bevæge sig frit som han ville i søvne, og havde bare glædet sig til at komme hjem selv.
Han så ned på Pierce der tydeligt nød at ligge i en blød seng og få lov til at sove. Han lod ham bare rode rundt som det passede ham, og så selv lidt rundt i rummet. Han havde ikke så tit været på gæsteværelset, og var for det meste bare i stuen, køkkenet, soveværelset og badeværelset. Selvom huset var stort og der var mange forskellige rum, så blev han helst de stede han bedst kunne forholde sig til. Nu var de rum jo også rimelig store, alle fire, og der var jo massere plads til at være. Han så lidt hen mod døren da han hørte en lille lyd, men så at det bare var hans gamle kat, Siw der havde fundet ud af han var kommet hjem, og med den lille hundehvalp i hælene. Adam rystede kort på hovedet og hev katten op i sit skød. Han lod let hånden køre hen over hovedet på den lille hvalp, mens katten lagde sig til rette. Der gik ikke lang tid før hvalpen smuttede ud fra værelset igen da der ikke var mere spændende derinde
Adam opdagede med det samme da Pierce vågnede, og det gav ham også el lille chok, som resulterede i at katten også blev forskrækket og hoppede ned fra Adams skød. Adam så hen på pierce og smilede rooligt til ham. "Jamen dog, du burde da sove lige et par timer mere" sagde han så roligt med en blød stemme.

Pierces øjne skød forskræmt rundt i rummet før de lanede på Adam som sad på sengen. Han kunne mærke hans blod pulsede rundt i hans krop og hans hjerte sprang hurtigt rundt i hans brystkasse. Hans hånd var knyttet om trøjen lige over hans hjerte som om han var bange for det ville banke igennem hvis han ikke holdte over det. Hans øjne var store og forskræmte men det gik ret hurtigt væk og han ånede lettet op da han endelig registrede at det bare var Adam han sad overfor. Han bed sig i læben og nikkede. Han så ned på sine fødder og tog så forsigtigt skoene af og et par små fødder kom til syne. Det var tydeligt at hans sko var for store til ham. Han så lidt på Adam mens han forsigtigt stilte skoene ved siden af sengen. Han ville gerne sove mere men vidste ikke om han kunne da han altid havde svært ved at sove andre steder en den forladte villa som ikke eksisterede mere. Det havde været hans hjem og alle hans ting han havde havde været der, selvom det ikke var mange havde der været nogle få speciele ting som Pierce var ked af han havde mistet.

Adam stirrede på Pierce uden at komme for tæt på, da han virkede så forskræmt. han fulgte ham med blikket og vendte det kort mod katten som hoppede op i sengen. Han lod let hånde stryge hen over den og så igen på Pierce, da han tog sine sko af. "Godt nok, du har brug for noget ordenlig søvn.. Jeg bliver her hos dig, hvis det er, og når du på et tidspunkt vågner senere så kan du få noget mad, og du kan finde ud af hvad du så skal" sagde han blidt og smilede til ham. Han rykkede sig lidt længere ind på sengen og lod sin hånd køre hen over hans hår. "Og du kan finde ud af om du mangler noget, et bad, rent tøj. Jeg er sikker på jeg kan finde noget der er ved at være for småt til mig selv, men vi tager det når du vågner og har sovet ud" sagde han så og smilede til ham.

Pierce fik langsomt sit dunkende hjerte på plads og han tog en dyb indåning. Han ånede så langsomt ud før han igen fokuserede sit blik mod Adam og han virkede roligt igen. Hans øjne så på katten og han lagde blidt hovedet på skrå før han forsigtigt rakte hånden mod den, han ville gerne kæle med den men var ikke sikker på om katten ville være bange eller bide ham. Han så op på Adam og bed sig i læben. Han ville gerne have noget af sit tøj af inden han skulle sove igen men han ville altså ikke smide tøjet foran Adam, han rødmede bare ved tanken om det. Han så ned og så igen hurtigt op og rystede på hovedet "Det er allerede alt for meget i forvejen det du gør, jeg kan ikke tage imod mere" Han bed sig i læben og vidste ikke om Adam ville give ham lov til at gå unden han havde været i bad eller sådan noget. Han ville ikke på børnehjem men det var nok det bedste for ham efterhånden. Han så igen på katten og havde stadig hånden rakt forsigtigt frem mod den.