Alene, efterladt og forslået.

Dato: 25/12
Dag: Søndag
Tid: Den er hen ad de 3 om morgenen.
Sted: I mellem midten og udkanten af den triste skov.
Omgivelser: Ingen mennesker.
Vejr: Tåget/diset, en svag regn, og kulde.
Påklædning: En forrevet sort t-shirt, et par mørke forrevne bukser, ingen sko, og et par ødelagte briller.

Hun lå på jorden. Kold. Besvimet. Hendes læber var blå af den bidende kulde der var i vinden, og hendes øjne var lukkede. Ved siden af hende lå der et par briller, som var i stykker. På hendes håndled var der et søvlarmbånd med en lille støvle som det eneste vedhæng. Hun havde sår, ar og blå mærker overalt på hendes krop. Tågen omkring hende lå tæt, og man skulle helt tæt på for at kunne se at den lille 13-årige pige lå der. Hun havde været så frygteligt bange, og hun var bange for at dette vil jage hende forevigt. Hun vil vide hvad der skete, og det kan hun ikke klare alene..

Larentia rendte rundt i den triste skov. Hun ledte efter noget men hun vidste ikke hvad, måske en hare at gnaske i? Larentia kommer til udkanten af skoven, pludselig lugter hun et menneske et par meter væk, hun kunne fornemme i gennem tågen at hun lå på jorden. Hvad lavede hun dog der? Larentia blev nysgerrige og gik tættere på, hendes store ulvekrop gik elegant mod mennesket, tågen var svær at kigge igennem. Larentia gik langsom nærmere.

Som sagt var Kimberley besvimet, men hun var langsomt begyndt at komme til bevidsthed igen. Hun mumlede noget, men man kunne næsten ikke høre hvad det var. Måske fordi hun ikke sagde noget specielt. Hun åbnede langsomt øjnene, men det var kun lige. Alt var hvidt, og hun frygtede hun var blevet blind. Da hun efterhånden var kommet helt til sig selv, fandt hun ud af det var fordi der var tåget. Hun havde ondt i halsen, og en underlig smerte var boblet op flere steder på hendes forslåede krop. Hendes læber var revnet flere steder. Hun forsøgte at fugte dem, men hvinede i smerte. Hun tog sig til læberne, og hvinede igen i smerte. Måske skulle hun bare lade sine læber være. Hun satte sig langsomt op og tog sig til hovedet. Hun havde den værste hovedpine.

//Kom nu på, nu er jeg kommet hjem fra min ven! X3//

// Sorry! XD Havde lige glemt alt om computeren xD //

Larentia gik med store skridt hen mod mennesket, hun kunne lugte indtørret blod. Hvad var der sket med mennesket? Hun satte sig et par meter væk fra mennesket. Hun ville vente på at hun ville rejse sig op og opdage hende, se hendes reaktion. Pludselige lægger Larentia mærke til en ny lugt. Sølv. Hun håbede at det ikke var et våben og ventede i den tætte tåge.

// Haha, det går nok XD //

Hun kiggede sig rundt, og så en svag omrids af en ulv. "Matt?" spurgte hun stille. Matt var jo en varulv, og han kunne sagtens finde på at redde hende, men... denne ulv var nærmest... Mindre. Kim tog sig til hovedet, og undersøgte de mange sår og blå mærker der var overalt på hendes krop. Hendes første tanke var Matt, men det kunne umuligt være ham. Vampyrer? Sikkert. Hun prøvede at rejse sig, men skreg i smerte, da hendes ene ankel enten var brækket eller forstuvet.

"iiv!" pev Larentia af det høje skrig i hendes fantastiske gode hørelse. Men hun undrede over hvor hun kende Matt, han er jo varulv? Dette her var jo et menneske? men på den anden side havde hun jo kun se Matt en enkel gang så hvad ved hun. Dette menneske var helt klart såret, men Larentia blev siddende, hun vidste stadig ikke hvilket objekt det her sølv var.

Hun bevægede sig frem mod ulven, kravlende. "Matt... er det dig?" spurgte hun længselsfuldt. Hendes spinkle krop bevægede sig frem mod den store ulv. Smerterne var uudholdelige, og hun havde det som om hun kunne besvime hvert sekund. Hun fik med stort besvær bevæget sig så tæt på ulven, at hun kunne se hvordan den så ud. En hvid ulv med røde mønstre, og gullige øjne. Hun rystede på hovedet, og hun kunne ikke afgøre om det var en varulv eller en helt almindelig ulv. Hendes tårevædede, dybblå øjne søgte mod ulvens øjne og hun opfattede noget lidt for... intelligent ved den. Den var sikkert varulv.

"jeg er ikke Matt" Sagde Larentia, hun var nu slet ikke bange for at dette menneske kunne gøre hende noget da nu var så dårligt gående. Hun kunne ikke nænne at gøre noget imod hende og spurgte, "hvad kan jeg gøre for at hjælpe dig?" og lagde dig ned på maven for at virke ufarlig.

Hun rystede opgivende på hovedet. Ingen kunne hjælpe hende lige nu. Hun følte sig udnyttet, brugt, og værst af alt... beskidt. Hun holdt sig nede på alle fire, da de utallige mærker og sår påførte hende utroligt meget smerte.
"Hvem er du så?" spurgte hun forsigtigt, og rakte hånden ud efter den smukke ulv. Hun prøvede igen at fugte sine læber, men de utallige revner gjorde det lidt umuligt.

Hun kunne nu se det sølv hun kunne lugte, det var et armbånd. Hun rykkede sig lidt tilbage, varulve kan ikke tåle sølv, det kam medføre døden. Hun sad op. Hun stirrede på hende, helt koldt. "Jeg er Larentia" sagde hun på en stolt måde, men koldt. Hun kiggede på mennesket, hun var faktisk en smule forvirret. "Hvem har gjort det her imod dig?" spørger hun.

"Det ved jeg ikke." sagde hun. Larentia... Sikke et smukt navn. Hendes blåmærkede, sårede arme blev trukket en til hendes krop igen. Hun var åbenbart ikke vild med berøringer. Hun havde det som om hun kunne skejse om hvert sekund, da de mange smerter var uudholdelige. Hun tog sig til hovedet med begge hænder, og et kort flash gled hen over hendes nethinde. Hun nåede ikke at opfatte hvad det var, hun var bare utroligt bange og forskræmt.

"Du har et armbånd på, ehm.. kunne du fjerne det?" Sagde Larentia bekymret, hun ville hjælpe, men ikke så længe at der var sølv i nærheden, så det galt hendes eget liv var hun en smule egoistisk. Larentia kiggede uroligt.

Hun kiggede ned på sit håndled, og kom til at tænke på... hendes mor. Hun slog lynhurtigt tanken ud af hovedet, og åbnede så armbåndet. Hun skyndte sig at ligge det i lommen, og kiggede så på ulven foran sig. Hele Kim's krop var ødelagt, flere knogler var sikkert forstuede. Men hendes ankel var værst, den var brækket, og smerten var utrolig hård... "Sådan..." hviskede hun næsten lydløst. Hun kiggede på sine knæ, og vidste ikke hvad hun skulle sige. 'Hjælp?' ville nok være lidt latterligt. Hvad skulle hun ellers gøre? Skrige indtil ulven løb? Nej, hun var totalt blank for idéer.

Larentia kigger alvorligt på hende, "du skal på hospitalet" hun ville hjælpe. Hun var tolat kold i røven over pigen, hun var jo varulv. De fungere bedste det det modsatte køn, faktisk underligt. Men hun kunne ikke bare sådan gå fra hende uden videre. Hun satte sig og ventede på svar.