Efterladt i spøgelseshuset \\\\Andy//

Tid: 22:22
Dato: 13/5
Vejr: Skyfrit - stjernerne er ved at være synlige.
Omgivelser: Mørke, skrig og teaterblod.

Lorcan stirrede kedsommeligt på den store robotedderkop der faldt ned fra et hul i loftet. Den hang i en tynd fiskeline foran ansigtet på ham. Dens behårede ben strejfede hans kind og han slog den irriteret til side. *Er det her virkelig det bedste de kan finde på?* kommenterede han og fortsatte videre ind i det mørke hus. Lorcan var gået derind med en af sine - få - kammerater men var hurtigt blevet efterladt da vennen lagde øjnene på den halvt påklædte sminkedukke et par meter foran i køen. Nu måtte han tage turen igennem det menneskeskabte rædselshus alene og indtil videre var han ikke imponeret. Han gik roligt forbi den næste udfodring - en varulv med en blodig baby mellem kæberne. En mekanisk knurren lød fra en skjult højtaler til højre for ham. *Ikke engang tæt på det virkelige* tænke han og rystede på hovedet. Den skarpe lugt af sved, mekanik og latex stak i næsen på ham og han begyndte at undre sig over hvorfor han overhovedet sagde ja til at tage med. *Hvor er udgangen?!* Han sukkede frustreret og måtte holde sig for ørene da et kvindeskrig splittede stilheden. *Uh nu bliver jeg bange* tænkte han sarkastisk og rullede med øjnene. *Det næste bliver hvidløg på spyd*

Andy havde gået turen igen spøgelseshuset, han havde sat sig på en trappe udenfor og grinte over det han havde set. han havde overvejet at tage en af dukkernes plads, og få folk til at blive rigtigt bange. men inden han havde bestemt sig så stod han allerede udenfor igen, han så kort op på himlen og smilte over de stjerne som han kunne se. mens han tænkte på hvorfor han endelig havde tager der hen, han så kort hen mod huset da han hørte ens tanker. og holde virkelig meget ham og kunne næsten regne ud at han var nået andet end et menneske, dog var alle dufte omkring ham så stærke så det var svært at finde ud af hvem tanker det var. han tog sin pakke smøger op af lommen og tog en ind i munden, han tænde hurtigt for den inden han lag sine smøger og lighter tilbage ned i lommen

Lorcans tålmodighed var ved at være godt brugt op da en af medarbejderne sprang frem i et frankenstein kostume med hænderne over hovedet og gryntede virkelig uhyggeligt. Lorcan kiggede sørgmodigt på ham. "Ekstra til lønforhøjelsen?" spurgte han tamt. Medarbejderen sukkede opgivende inde bag kostummet "´Gave til kæresten" svarede han og Lorcan nikkede forstående. "Hvis jeg støder på chefen skal jeg nok fortælle om den frygtindgydende frankenstein" sagde han, mest for sjov. Frankenstein tog ham dog gravalvorligt og nikkede ivrigt. Lorcan så da muligheden. "Hey..." sagde han langsomt og prøvede at virke henkastet. "Hvis du viser mig en genvej ud herfra, går jeg direkte op og anbefaler dig" Han tegnede et kors over hjertet for at vise sit alvor. Frankenstein så ud til at være i den syvende himmel og viste ham med glæde en nødudgang lidt længere tilbage. *Idiot* tænkte Lorcan og smilede lumsk idet han lukkede døren bag sig og kom endelig ud i friheden.

Andy hævede sit ene øjebryn da han hørte hans tanke "du kan da selv være en idiot" mumlede han for sig selv og tog en sug af sin smøg, han pustede langsomt røgen ud og fik øje på den fyr som havde tænkt det. han kunne dog ikke lade være med at smile, da han virkelig elskede at kunne høre andres tanker nogle gange. han pustede langsomt røgen ud af sin næse, og gav et lille grin fra sig. selv om han var bange for vampyrer eller mere for deres tænder, så kunne de andre få ham til at stoppe med at være kæphøj. og det var nok en af grundene til at de blev lidt irriterende på ham nogle gange, han plejede dog også at være en sød fyr og venlig. men nogle vampyrer var det svære for at få ham til at være venlig end andre

En svag mumlen fik ham til at kigge op. *Dæmon* konstaterede han inden han havde lokaliseret mumlet. Vinden kom fra vest og første den specielle tekstur dæmonernes duft bestod af. Han sad på trappen og røg og Lorcan blev ganske overrasket da dæmonen gengældte hans blik. Han fastholdt dæmonens blik - mest bare for at være trodsig - *Han er da noget værd at se på* måtte han modvilligt indrømme. *For en dæmon at være* tilføjede han mentalt og begyndte at gå ned af metaltrappen. Han sukkede lettet da han mærkede jorden under sine fødder. *godt de ikke havde det jeg frygter mest. Han var rædselslagen for højder til sin store skamhed.

Andy kørte en hånd igennem sit hår og rødmede lidt af hans tanke, han fulgtede sit fodtrin med sine øjne. han så derefter stille op på ham og smilte "jamen det takker jeg da for" sagde han og tog sin smøg mellem to fingere, han fjernede ikke sit blik fra ham "altså at jeg er nået værd at se på for at være en dæmon" tilføjede han da han var sikker på at han ikke ville kunne forstå nået, han lag sine arme på sine lår og smilte til ham. han stoppede med at svare på flere af hans tanker, da han ikke ville irriter ham alt for meget. da han helst ville undgå at blive bidt, og viste at vampyrer gjorde hvad de ville. og derfor ville han prøve på at opføre sig ordenligt

Lorcan stivnede og kiggede med store øjne på dæmonen. *What the- gjorde han lige det jeg tror han gjorde?!* Lorcan så forvirret på dæmonen med munden halvt åbent i et 'Oh Shit'. *Kan han høre det her? Fuck han kan høre hvad jeg tænker lige nu! tænk på noget andet Lorcan! Heste, Feer, blomster.. vent lidt hvofor tænker jeg på pigede ting?! Okay, monstertrucks... Tyrefægtning... fodboldspillere uden trøje på...* Lorcan lavede en mental facepalm. *Måske skulle jeg bare holde kæft...* "Ø-øhm" fremstammede. Det her var sgu aldrig sket for ham før. "Så lidt?" sagde han usikkert.

Andy så på ham og kæmpede for at holde masken, han tog kort et sug af sin smøg. han pustede det langsomt ud af sin næse "det lyder så sjovt når nogen prøver at tænke på nået andet" sagde han i en drillende tone og betragtede kort vampyrer med sine øjne, han lod sin tommelfingere lege med sin smøg "det lyder godt.. fodboldspiller uden trøje, nu vil jeg dog heller se på brændmænd" sagde han og så kort op på himlen igen med et tænkende blik, han vende dog sit blik tilbage på ham og lod sin tunge glide hen over sine læber "nah.. du må godt tænke videre, jeg kan godt lide dem" sagde han og satte sin albue ned i sit lår og lag sit hoved ned i sin hånd

Lorcans kinder flammede og han prøvede desperat at finde på noget mere passivt at tænke på. *Ein, Zwei, Drei - brændmænd var faktisk også ret lækre... fuck!* Lorcans fik lyst til at gemme sit ansigt i hænderne men lidt værdighed havde han da.
En pludselig idé fik ham til at smile lumsk og han kiggede udfodrende op og mødte Andys blik på ny. *Som du vil* sagde han sukkersødt og forestillede sig høje velbyggede brændmænd der sotd foran et hus de lige havde slukket for ild. Sved perlede ned fra deres kroppe og den mørkhårede til venstre smed trøjen og hans fladé mave med tydeligt fremtonede mavemuskler kom til syne. Lorcan sørgede for at gå i mindste detalje i håbet om at kunne give igen. *Ta den'* lød hans underholdte stemme igennem hans vision.

Andy bed sig i læben og smilte, han kæmpede for ikke at grine da han gerne ville lytte på hans tanke. han fjernede ikke sit blik fra ham og slap stille sin læbe "lyder vildt lækkert" sagde han og kunne mærke at det var tæt på at ske nået i hans bukser, han træk dog bare sin trøje lidt ned og prøvede at tænke på nået andet "du giver totalt igen.. not" sagde han og tog sin smøg ind i munden igen, han rejste sig stille op og begynde at gå. når han havde fået styr på det hele, han så kort ned af ham med et betragtende blik. inden han gik forbi ham og forsatte igennem parken

Lorcan stirrede efter dæmonen med et blankt ansigtsudtryk. *Er jeg lige blevet narret...?* Pludselig gik det op for ham hvad det lige var han havde stået og tænkt på med vilje og han rødmede dybt. *Jesus Christ* tænkte han og himlede med øjnene *Du ved virkelig hvordan man starter en samtale Lorcan.* Han rystede på hovedet og blev pludselig irriteret på sig selv for at have været så nem at føre på vildspor. Hvorfor var det nu han havde gjort det i det hele taget. *Nårh ja!*
"Hey!" råbte han efter dæmonen. "Hold dig ude af mit hoved!" *Lidt for sent at sige det Lorcan* lød en stemme i hans hoved. *Nej virkelig? Men hellere sent end aldrig som man siger*

Andy vende sig om og så på ham, han kunne ikke lade være med at smile af ham "du er mærkelig Lorcan" sagde han og smilte kærligt til ham, han gik stille over til ham igen og prikkede ham kort på næsen "nu hvor jeg ved hvad du hedder.. så skal du jo også vide hvad jeg hedder og jeg hedder Andy" sagde han og fjernede nået hår fra hans ansigt, inden han så kort ned af ham "og en anden ting.. det kan jeg ikke" sagde han og havde på en måde lyst til at drille ham lidt *mon han ville se godt ud i brændmandstøj* tænkte han og viste at han ville kunne høre det

Lorcan var faktisk ret god til at styre sin mimik men der var grænser for hvor meget en dreng kunne tage! Hans ansigt flammede af flovhed. *Hvad- Hvordan- Fuck hvordan gør du det der!?* spurgte han mentalt og prøvede på ikke at forestille sig selv i et brændmandskostume. Han famlede efter snorren i hans jeans for at have et eller andet i hænderne men fastholdt ellers Andys blik med hans egne violette.

Andy smilte til ham og blottede sine tænder *mmh.. sikke en god tanke jeg har* tænkte han for at drille ham og træk lidt på skulderne "en evne.. kan også gøre dette" sagde han og lag sit hoved på skrå og så over på en mand, som begynde at skrige med det samme "få stemmerne ud af mit hoved" skrig han og Andy smilte bare stort af det, han vende sit blik mod Lorcan igen og manden stoppede hurtigt med at skrige og så sig omkring. Andy hævede let sit ene øjebryn "vil du med hen og prøve nået andet ? eller vil du bare høre flere tanker af mig om hvor godt du ville se ud i brændmandstøj ?" spurgte han drillende om

Lorcan så en smule ærefrygtigt på Andy men nikkede stille. *Jeg har ikke lyst til at vide hvad den mand lige hørte* kunne han ikke undlade at tænke, stadig ikke van til at Andy kunne høre dem som hvis han havde sagt det højt. "Er det sådan en vane du har?" spurgte han og kiggede op på Andy. "At rode med folks tanker" *Og andet..* tilføjede han mentalt. Igen fik han lyst til at lave en mental face-palm. *Det her kommer til at tage et stykke tid at vende sig til* tænkte han, denne gang henrettet til Andy.

Andy smilte og træk lidt på skulderne "han hørte bare alle andres tanker" sagde han og så hurtigt på hans ansigt "vil du prøve ?" spurgte han stille om dog havde han ikke tænkt sig at gøre det, da han viste hvordan det var at høre alle andres tanker og det var ikke særligt sjovt. han rystede på hovedet "nej altså jeg har det med at svare på folks tanker, men jeg plejer så ikke at få folk til at tænke på det jeg vil høre" sagde han stille og vende sig om og begynde at gå "vil du med hen og prøve nået andet ?" spurgte han om og så kort tilbage på ham

Lorcan undertrygte en skælven. At høre alles tanker lød som en overbelastning på ens sind. Lorcan slappede af i skulderne da Andy skiftede emne. "Tjaeh, hvorfor ikke" sagde han emd et smil og lod blikket køre hen over de mange atraktioner. Efter et stykke tid vendte han blikket mod Andys igen. "Har du noget i tankerne?" spurgte han med et nysgerrigt ansigtsudtryk, mundvigene trukket op i et blidt smil.

//Sorry de er så korte - multitasker med madlavning, emne og at være social med mine gæster xD//

Andy så sig lidt omkring mens de gik og træk på skulderne "endelig ikke.. bare et sted hvor vi ikke er alene" sagde han og var ikke bange for at indrømme at han var bange for at blive bidt, han tog sin smøg stille ud af munden og kastede den væk. han pustede røgen ud af sin mund, inden han vende sit blik over mod ham og smilte "hvad vil du gerne prøve ?" spurgte han kærligt op og viste ikke hvad han skulle tro på ham, udover at de kan lide det samme

//det er okay//

Lorcan lo og søgte området med blikket. Han sprang hurtigt de forlystelser der var over ti meter høje og endte med... børnekarussellerne. *Dammit* bandede han. "Øhm..." tøvede han og så usikkert op på Andy. "Jeg er ligesom ikke så glad for... højder" indrømmede han modvilligt. Han vred sine hænder. "Øhm, hvad med den der?" spurgte han og pegede over på tekopperne - det vildeste der ikke var over jordhøjde. *Alt andet end højder, alt andet end højder!* Han håbede halvt at Andy ville høre hans mentale jamren men på den anden side viste han ikke meget værdighed ved rent faktisk at bede. "Skænsel for vampyre" mumlede han irriteret på sig selv.

Andy så over på tekopperne og nikkede "ja den ser sjov ud" sagde han og tog hans hånd og træk ham med over til køen "nej du er da ikke, jeg synes det er sødt med en vampyr der ikke kan lide højder" sagde han og hviskede vampyr så de andre ikke skulle høre det, han var selv bange for fugle og de var overalt. han så kort over på køen for at se hvor langtid de skulle vente "må jeg godt spørge om hvad du drikker ?" spurgte han stille om og tiggede næsten i sine tanker, at han drak dyreblod. selv om han endelig hadet vampyrer og dæmoner som gjorde skade på dyr, så derfor suge hans sjæl menneskesjæle. men han ville dog også føle sig mere sikker sammen med ham, hvis han bare var til dyr

//Sorry normalt springer jeg ikke bare af og på sådan men RL kaldte :/ Jeg smutter ud med nogle veninder nu så kommer nok ikke på mere for idag.//


Lorcan lo af Andy. Han havde ikke regnet med at den store stygge tankelæser var bange for små fugle. Ja de kunne ikke holde deres kæft når de først var igang men de fleste han havde boende var da ganske harmløse. Lorcan rødmede let og mumlede tilbage at "Ja, ikke just det man forventer at være en vampyrs svaghed." Andys næste spørgmål fik ham til at tøve. Han kiggede ned på sine fødder i et par sekunder for derefter at møde Andys blik med sit eget faste. "Jeg gør hvad jeg må for at overleve." Svarede han alvorligt. "Jeg har langt flere grunde til at jage mennesker end dyr, men det vil jeg ikke bruge som undskyldning for hvad jeg gør." Han tøvede og tænkte sine næste ord igennem. "Jeg vil være helt ærlig med dig: Min diæt består hovedsageligt af menneskeblod, men jeg dræber meget sjældent mit bytte. Jeg vælger de stærkeste og mest egnede til at slippe væk uden mén. Jeg ville aldrig kunne angribe et dyr fordi min evne ligger hos dem. De er mit element, mit andet jeg, min familie." forklarede han og forsøgte at få sine følelser til at vise sig i sit sind. "Jeg er hvad jeg er og jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke holdt af jagten. Men det er ikke jagten jeg lever for. Det er en nødvændighed, ikke andet." *Jeg håber du forstår* tilføjede han gennem sine tanker. Køen rykkede frem foran dem og Lorcan trak blidt Andy med sig.

Andy lyttede på hvad han sagde og træk lidt på skulderne "det er da ligemeget" sagde han og var ligeglad med om han ikke kunne lide højder, selv kunne han ikke lide vampyr fart. og havde prøvet at nogen løb med ham i den fart, og han kunne bestemt ikke lide det. han nikkede stille og smilte til ham, da han begynde at blive nervøs over det han sagde "så du ville ikke finde på at bide.. mig ?" spurgte han stille om og lod sig bare blevet hevet med, han så hen mod køen og bed sig i læben. da han ikke viste om Lorcan ville bide ham når han fik chancen, eller at han bare ville være sød at lade være. han viste ikke hvad han skulle tro og ville heller ikke forsvinde fra ham, da han ikke ville miste en der måske ville blive en god ven

//det er okay//

Lorcan så forvirret ud. "Dig?" spurgte han, ærligt overrasket. "Hvorfor skulle jeg dog det, vi står jo lige her og snakker?" Lorcan lo og kiggede rundt omkring sig for at se om nogen kiggede inden han blottede sine sylespidse tænder. "Du er da ikke bange for lille mig?" spurgte han med et vampyrgrin. "Forresten ville ddet være synd at spise dig" sagde han så henkastet han kunne. Han smilede skævt til Andy. *Jeg finder dit selskab alt for godt til at skulle spilde det på føde*. De stod næsten forrest i køen nu og det eneste der skildte dem fra forlystelsen var en dreng og en pige der flettede fingre og jerntremmerne der fohindrede dem i at komme længere. "Næsten os" mumlede han stille. Så stille at skrigende fra de andre forlystelser druknede det for alle andre end den der stod tættest på ham.

Andy træk på skulderne "har prøvet det før at stå at snakke med en også næste sekunder har man tænder i sig" sagde han og stivnede da han så hans tænder, han begynde at ryste i kroppen og vende sit blik mod ham. han kæmpede for at stoppe med at ryste "de.. det der.. gør du.. ikke... igen" sagde han og kæmpede for at få sine ord frem, han så stille ned mod jorden og prøvede at tænke på nået andet. men kunne kun se skarpe tænder foran sig "jeg er ikke bange for dig.. men det der er inde i din mund" hviskede han og kunne ikke få sig selv til at se på hans ansigt, han træk lidt på skulderne "kan du fortælle dem der har gjort det mod mig" sagde han og så kort hen på parret og nikkede "ja næsten os" hviskede han og lag sine hænder ned i lommerne, og prøvede at blive den glade Andy igen

Lorcans smil forsvandt omgående og han fortrød hurtigt hans handling. Han havde ikke regnet med at Andy ville reagere så voldsomt. "Shit, undskyld" sagde han hurtigt og tog et lille skridt bagud for at skabe lidt afstand imellem dem og give Andy plads. *Lorcan din fucking idiot!* "Undskyld det- det gør jeg ikke igen." Lorcan blev med ét meget opmærksom på sig selv. Var han så skræmmende? *Ville hurtige bevægelser mon være for meget?* spekulerede han og forholdt sig ellers tavs til de lukkede metaldøren op indtil forlystelsen. "Kom?" spurgte han og nikkede ind mod de farvestrålende tekopper. Han smilede venligt og sørgede for at holde Andys blik uden at kigge væk - noget han gjorde meget med Andy, opdagede han.