En kirke skal ikke kun ses ude fra (Adrien)

s: ved eller inde i kirken
v: lunt
t: aften
o: kirken
p: mørke jeans, hvid skjorte og bare fødder

Mihael kom roligt gående hen af gaden med sine hænder dybt begravet i sine lommer.
Han så sig lidt omkring med et rolig blik, her om aften var der altid lidt mere ro end om dagen.
Snart nåede han til den store domkirke.
Han stoppede op og kiggede lidt op af den, den var faktisk flot, selv om han som engel var overraskende ligeglad med kirker og folks forskellige religioner.
Men derfor kunne man jo altid studere dem lidt.
Nu var det jo aften og derfor ville kirken være tom, måske skulle han gå indenfor?

Adriens isblå øjne søgte over de mange malerier inden i den store domkirke.
Han var ikke en der gik i kirker men han havde virkelig ikke bedre at tage sig til og havde derfor valgt at studere kirken og var glad for der ingen var her.
Han bed sig i læben og gik med lukkede øjne langs væggene inde i kirken med den ene hånd løbende mod væggen.
Han begyndte stille at nynne og det gav genlyd gennem hele kirken. Han gik om bag altertavlen men han vidste det ikke da hans øjne jo var lukkede.

Han skubbede lågen op og trådte ind for kirkens område.
På vejen op til kirken kiggede han lidt på omgivelserne, men fandt dem ikke særlig imponerende.
Snart kom han til den store dør, åbnede den og trådte indenfor.
Han var snart inde i selve skibet og så sig lidt omkring, i første omgang lagde han ikke mærke til nogen anden, men så snart han havde set det meste lagde han mærke til ham.

Adrien stod bag altertavlen og var gemt for omverdene
Fodtrin kunne høres da nogen trådet ind i kirken og derfor slog hen sine øjne op og bevægede sig hen til kanten af altertavlen.
Forsigtigt frem og fik øje på den fremmede der var i kirken.
Han trak sig hurtigt tilbage da han blev opdaget.
Den bløde underlæbe befandt sig hurtigt mellem hans tænder og løb så hen til en side dør som han hurtigt åbnede og lukkede efter sig.
Han trak sig langsomt væk fra døren med sin front mod døren.

Han var lidt overrasket over reaktionen og gik forsigtigt hen til alteret og kiggede hen på døren.
For ikke at skræmme ham mere end aller højst nødvendigt besluttede han sig for ikke at nærme sig for meget.
Han gik hen og åbnede døren, men trådte så lidt tilbage, så han kunne se han ikke ville angribe.
"Hej" smilte han roligt, mens hans beroligne blik faldt på ham.
Han studerede ham lidt, et svagt skær synes at komme fra ham, var han også engel? Det kunne da være lidt sjovt.

Adrien var nået helt hen til bagvæggen og stod nu bare lænet op af den.
Han kunne mærke hvordan blodet pulsede rundt i hans krop og hans hjerte hamrede i hans brystkasse.
Døren knirkede da den blev åbnet og det løb ham koldt ned af ryggen.
De små fine hænder knyttedes og han stod helt stille og så den fremmede i øjnene.
Ikke et ord kunne komme frem på hans læber og han anede ikke hvad han skulle gøre.
De isblå øjne søgte rummet for en flugtvej men der var ingen udover døren hvor den fremmede stod.

Han lignede jo et skræmt dyr.
Han sukkede lidt.
"Jeg er Mihael, engel, lige som dig, selvfølgelig vil jeg ikke gøre dig noget ondt, vis du tror det!" det sidste sagde han lidt bestemt og søgte hans øjne så han kunne se han mente det.

Adrien så ham i øjnene og hans læbe blev endnu engang fanget mellem hans tænder.
Han havde altid været bange for alt og alle men vidste ikke hvorfor. Sådan havde det bare altid været.
Han lyttede til det han sagde og lod så sig selv slappe en smule mere af men han havde lært man ikke kunne stole på ord.

Han kunne se det hjalp lidt, men alligevel ikke helt nok.
"Lad mig gætte, vis jeg flytter mig vil du flygte og gør jeg det ikke tror du jeg vil fange dig?" han sukkede lidt igen og tænkte sig lidt om mens han så på ham.
"Jeg vil gerne vise jeg ikke vil dig noget" sagde han og trådte så helt væk fra døren så han kunne løbe vis han ville.

Adrien så ham i øjnene og søgte efter hvad han ville.
Han lyttede til det der blev sagt og bed sig så i læben igen. Han vidste ikke om han kunne stole på den fremmede. Hver gang han stolede på nogen gik det altid galt og han endte enten i psykisk eller fysisk smerte hvis ikke begge.
Med lette og elegante skridt gik han hen mod døren mens han holdte godt øje med den fremmede.

han flyttede sig igen, så der var mere afstand imellem dem.
Englen så enlig ret sød ud.
Underlig tanke.
Han så lidt på ham, så skræmt.
Nu ville han vel løbe væk, så han var alene igen og de ville måske aldrig mødes mere.
Han snakkede gerne med dem han mødte, men ham her virkede dog ikke så snaksaglig.

Adrien stoppede op i døren og betragtede manden som stod et lille stykke fra ham.
Han så ikke farlig ud men udseendet kunne jo nemt narre.
Han sukkede stille og besluttede sig for at give den fremmede en change.
Han rakte forsigtigt hånden frem mod ham og bed sig i læben "A-Adrien" Hans stemme var silkeblød og uskyldig.

Han så lidt på ham og smilte roligt.
"Mihael...som sagt" han ga ham hånden, et blødt håndtryg.
"Godt at møde dig" sagde han, selv om det havde været lidt akavet.

Adrien så på ham og bed sig i læben.
En svag nikken og han klemte blidt Mihaels hånd før han slap den.
"I-I ligemåde" Han bed sig stille i læben og så så ned på sine sko.

Han så lidt på ham.
"Nåe...søger du tilflugt her eller er du her bare?" spurgte han med et roligt smil og så sig ldit omkring enden han igen så på Adrien.

Hans øjne søgte kirken.
Han gik hen og satte sig så på en kirkebænk og rystede på hovedet "J-Jeg e-er her b-bare"

Han gik med ham og satte sig lidt fra ham, så han ikke ville blive skræmt igen.
Han nikkede
"Det er jeg også, kirken er faktisk smuk, selv om jeg er lidt ligeglad med kirken" han kiggede rundt i kirken.

Adrien så på ham og bed sig stille i læben, han blev siddende og virkede ikke bange.
De isblå øjne løb over kirken og han smilede stille. Han så enormt sød ud når han smilede.
"J-jeg har a-aldrig været i e-en kirke før nu" HAn bed sig i læben og så endnu engang ned på sine sko.

Han studerede hans smil.
Smilet var sødt, så uskyldigt og sødt.
Lidt efter svarede han
"Ikke?" han så lidt rundt igen
"Jeg har været i kirke før, godt nok ikke her og nok heller ikke altid af glæde" han så på ham igen med sine rolige, blå øjne og smilte lidt.

Adrien virkede bare som en uskyldig og elskelig person.
HAn så op i loftet af kirken og studerede de mange malerier.
"Tænk på hvis man var blind... Man ville aldrig få set skønheden af verdenen men på den anden side ville man heller aldrig kunne se den dårlige side af verdenen"... "Nogen gange ville jeg ønske jeg var blind" Hans stemme var silkeblød og lav.
Han svarede ikke men nikkede bare da han ikke andede hvad han skulle svare.

Han studerede igen hans små træk.
"Aha...men vis man aldrig så det dårlige, ville man ikke sætte pris på det gode" sagde han og lød lidt for filosofisk, han grinte lidt, en varm og betryggende latter.
"Pludder" sagde han, men forstod hvad han mente.

Adriens øjenvipper skyggede for hans øjne og efterlod en underlig skygge under hans øjne pga de mange stearinlys herinde.
"Jeg ville stadig gerne være blind for på den måde ville jeg ikke kunne se hvem personen var der skadede mig og det ville gøre det meget nemmere" Han sukkede stille.
Han bed sig i læben og så ned på sine fødder.

Han satte sig lidt nærmere, men alligevel ikke helt hen til ham.
"Skadede dig?" sagde han og så på ham
"Hvem vi..." han skulle lige til at spørge hvem der dog ville skade ham, men det lød forkert.
"Hvad er der da sket?"

//smutter nu, det kan være jeg kommer på senere ^^//

//ok//