En kirke skal ikke kun ses ude fra (Adrien)

Han nikkede lidt
"Det har jeg vidst aldrig rigtig været" mumlede han og så lidt ud i luften, men rystede så på hoved
"Det kan da også være fløjtende lige gyldigt" han så igen på Adrien som han lå der.

Adrien så ned af sig selv og tørrede blodet væk fra hans læber så der var ingen spor af det mere.
Han havde helt glemt han bare kunne aktivere hans evne og på under et sekund var såret væk.
"Jeg er også meget klodset" Sagde han med et lille genert smil.
Han var ikke særlig høj og var enormt spinkel.

Han så lidt på ham
"Det havde jeg faktisk ingen indtryk af" smilte han og lænede sig tilbage med armene over kors mens han så ned på ham.
Han virkelige så uskyldig, men alligevel venlig, genert og nemt bange...samt klodset.
Alt i alt.
Nuttet.

Hans øjne gled stille i.
"Ikke" Han åbnede stille sine øjne og så op på ham før han satte sig op så han næsten sad med sit ansigt mod Mihaels.
Han rødmede vildt og trak sig en smule væk fra ham før hans blik faldt ned.
Det var så pinligt, tænk at han havde været så tæt på ham.

Han så lidt på ham, da han rødmede igen.
"Nææ, men har også kun set dig gå langs væggen eller fordi du ville gemme dig for mig" smilte han og lænede sig frem, efter han havde trukket sig tilbage.
Han så lidt på ham igen, men vidste ikke hvad han skulle sige til at han trukket sig så hurtigt tilbage og derefter rødmet.

Pierce rødmede vildt og så stadig ned.
"Det giver jo mening" Han så op på ham og smilede stille, hans smil et dejligt men dog meget genert smil.
Langsomt trak han sine ben op til sig og lagde sine arme omkring dem for at holde fast om dem så de ikke gled.
Hans blik gled op på ham igen og han strøg noget hår ud af sine øjne og lagde dem så om benet igen.

"Jaehhh"smilte han og grinte varmt.
Han satte sig ned på gulvet, for ikke at være så højt over Adrien...eller højt og højt, men alligevel.
Han lænede sig op af bænken og mærkede køligheden fra gulvet.
"Du er nuttet nå du rødmer"

Han gav et lille dejligt grin fra sig men rødmede kort efter igen.
Stille sad han og betragtede ham da han satte sig ned på gulvet, langsomt lagde han sig ned på det kolde gulv igen.
Han nød den kølige fornemmelse gennem hele hans krop.
Han rødmede bare endnu mere og gemte sig ansigt bag sine hænder.

Han smilte lidt af hans generthed.
"Synes du det er pinligt eller noget?" han lagde hoved let på skrå og så smilende på ham med sine dyb-blå øjne.

Han gemte forsat sit ansigt bag sine hænder.
Nikkede stille men fjernede ikke sine hænder eller noget.

Han tøvede lidt, men rakte så hånden ud og lagde roligt sine fingre om hans håndled og fjernede hånden fra hans ansigt så han kunne se halv delen af hans hoved
"Hold nu op" smilte han roligt
"Det er jo bare mig" sagde han kammeratligt.

Han lå stille med ansigtigt gemt bag sine hænder, hans kinder var halt røde.
De blå øjne gled op på ham og han rødmede endnu mere.
Han rullede om så han lå med ryggen til den anden, halv sjov, halvt bare fordi han var genert.

Han grinte lidt og vidste ikke helt hvad han skulle gøre.
Så rejste han sig op og så sig lidt omkring.
Det bedste var vel at lade ham komme lidt over sin generthed? Han tænkte lidt.
"Okay så" smilte han
"Tror jeg går lidt ud efter friskt luft, du kommer bare vis du vil ikke?" han så lidt på ham, enden han vente om og begyndte at gå mod døren.

Han smilte stille og gabte så langsomt.
Han var træt og udmattet og det var nok bedst han fandt et sted at sove inden det blev for sent.
Stille vendte han sig mod Mihael igen og så op på hham.
Bed sig en smule i læben igen men intet sår kom frem.
"Okay" Han smilede stille til ham og satte sig så op. Han rodede i sin baglomme og fandt sin pung frem.
Tjekkede hvor mange penge han havde, vidste dog ikke om det var nok til et hotelværelse.

Selv var han ikke bange for ikke at have et sted at sove.
Først skulle der meget til før han følte sig rigtig træt, gik gerne længe uden rigtig at sove, måske et døgns tid eller to, for det andet havde han allerede et værelse på et lille hotel i byen.
Han skubbede døren op og han mærkede den kølige vind slå ham i møde, aftens mørke havde sænket sig over byen og man kunne svagt se stjernerne og klart månen.

Hvad syntes du om mit nye billede? n.n



Han sukkede stille og proppede så sin pung i baglommen igen.
Stille kom han på benene og lukkede så sine øjne og gik ned af midter gangen i kirken.
Desværre gik han direkte ind i døren og faldt bagover og lanede på røven.
Der lød et højt brag efterfuldt af en tumlen.
Øjnene gik op og hav så irriteret på døren.

Døren var gledet lidt i igen og han kom omgående til omverdenen da han hørte braget som fra noget der slog ind i døren og derefter noget der landede på gulvet.
Han skubbede hurtigt døren op og så sig omkring og opdagede Adrien på gulvet.
"Det der med at være blind? Det har sine bagdele, er du okay?" spurgte han og tilbød ham en hånd, op og stå.

Han så forsat arrigt på døren. Hvorfor var den da også lige der? Det var da vildt upraktiskt?!
Bed sig i læben og rødmede vildt da han så Mihael i døren, han smilede et uskyldigt smil.
"Jeg er okay" Han ignorrerede den første kommentar fuldstændigt. Han tog forsigtigt hans hånd. Hans hånd silkeblød.

med et lille hiv lykkedes det at få Adrien op og stå igen, i et øjeblik stod han bare der med hans hånd, enden han bemærkede det og hurtigt slap den.
Hånden havde været virkelig blød og varm... han rystede let på hoved
"Det var da godt" sagde han med et usikkert smil

//hov, glemte det helt: hmmm, dit billed er flotXD//

//Tak xD//


Han vejede ikke særlig meget, heller ikke for en engel. Han bed sig i læben og så på deres hænder, en rosenrød rødmen dækkede hans kinder.
Han ventede på Mihael skulle slippe sin hånd, han så forsigtigt op på ham da han slap hans hånd.
Han smilte stille og så ned på sine sko, hans kinder forsat røde.

Han skubbede døren helt op.
"Så burde der ikke blive nogen problemer" smilte han og mente at døren nu ikke var i vejen nå man skulle ud, ikke før den lukkede sig igen, selvfølgelig.
Han stilte sig op af døren så ikke gled i og så ud i aftnen, som altid kiggede han op mod himlen.

Adrien betragtede ham og lagde hovedet på skrå.
Hans kinder var helt røde i det og det han huskede det faldt hans blik igen.
Stille gik han ud af kirken og ned af trapperne, han vendte sig om og vinkede stille til Mihael før han vendte rundt igen og gik videre ned af kirkegården og mod udgangen fra kirkegården.

Han så ned på ham a han gik ned af trappen.
Det var åbenbart tid til de skulle skilles, han skulle nok noget andet.
Han tøvede lidt, men fjernede sig så fra døren, som langsomt gled i.
Han stod øverst på trappen med hænderne i lommen og så efter ham, langsomt løftede han endelig hånden og gengældte hans vinken.