alle steder eller ingen steder

s: hospitalet
v: både lunt og koldt
o: hmm...mennesker? måske nok også andre racer^^
t: aften
påklædning: mørke jeans, hvid t-shirt, bare fødder og den der hvide tingting alle læger og sygeplejesker normalt render rundt i.
dato: nu

Mihael stod oppe af indgangs-skranken, han så lidt ud over det hele.
Lidt der fra var dobbeltdøren, ren glas dør, ind til hospitalet, der myldrede folk ind og ud.
Rundt omkring rendte sygeplejesker og læger fra det ene sted til det andet.
Lige bag ham sad to travlte kvinder og skiftedes til at tale i telefon, hjælpe folk eller skrive på nogle papirere.
som altid lugtede der uhyggelig rent og af medikamenter.
I sofaerne sad der nogle ventende personer der ventede på at høre noget om deres kære, få af dem græd.
Han tænkte på at han lige var blevet ansat som sygeplejeske, endtil hans uddannelse som læge var færdig.
Han havde fået, på en højst besværlig måde, lov til at have bare fødder, da han havde overbevidst cheffen om at det var sundt og at han på den måde havde det bedst og at han nok skulle vaske dem grundigt og at han ikke havde fodvabler.
Han smilte lidt over alt den evige forsigtighed.

Kimberley væltede ind på hospitalet, det var ikke meningen hun skulle larme så meget. Hun kiggede rundt, søgende efter den første sygeplejerske hun kunne finde. Hun løb hurtigt op til receptionen, og viste sit sygesikringsbevis. Hun vendte sig mod den sygeplejerske der stod bag hende, og lagde mærke til hans mørke jeans og de bare tæer.
"Mihael, giver du hende den sidste tolvårsvaccine?" spurgte en af kvinderne bag skranken. Kimberley rettede hurtigt blikket mod kvinden der spurgte, og derefter mod Mihael. *Mihael...* tænkte hun, og kiggede så op i hans ansigt. Det var ufrivilligt hun skulle have den vaccine, men hun ville helst ikke have livmoderhalskræft.
Hun stod lidt og kiggede ned i gulvet, da hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Hun lænede sig op af skranken, og rettede så de dybblå øjne, mod sygeplejersken åbenbart skulle give hende vaccinen.

Han så overrasket mod dobbeltdørene da hun kom hurtigt af sted.
Han genkendte hende svagt, men så heller ikke mere.
Han smilte til receptionisten.
"Selvfølgelig, nu skal jeg være der" han nikkede til kimberley.
"Hej...Mihael her...Kom med" han drejede omkring og gik ned langs en lang gang, få stedet var der vinduer ind til værelserne, men i de fleste var en gardin trukket for så patienterne kunne få fred.
Han så om på hende mens han gik
"Vi har set hinanden før ikke?" smilte han og hans mørke blå, rolige øjne faldt på hende.
En læge løb hurtigt af sted, forbi dem, sammen med en lille flok sygeplejersker, de var på vej mod skadestuen.
Sikkert en nu ulykke, som så tit.

"Kimberley." sagde hun, da han sådan rigtigt, introducerede sig selv. Hun kiggede ned af sig selv, og derefter ligefrem for sig. "Jo, det tror jeg." smilede hun. Hun var begyndt at åbne sig mere, og det var en fordel for alle de nye mennesker hun rendte ind i lige for tiden. Hun bed sig i underlæben, lidt nervøs vaccinen, da det var fire måneder siden hun sidst havde fået én. Hun fulgte let med i Mihael's tempo, selvom det gik utroligt stærkt.

//Min krea er lidt død, just so you know ^^//

Han bemærkede svagt at han gik lidt for stærkt.
"Undskyld, har haft travlt i eftermiddags selv om jeg prøver at tage det roligt" smilte han til hende, efter et øjeblik drejede han af, åbnede en dør og trådte ind i et lille kontor af en art.
Der var i hvert fald skrivebord, computer, briks osv. der plejede at være nå man bare skulle noget hurtigt hos lægen.

Hun fulgte efter ham, og nikkede forstående. "Ah, jeg forstår." Hun satte sig ned i den nærmeste stol, dog uden det var den bag skrivebordet. Hun kiggede op på sygeplejersken. "Du ved vel godt hvor jeg skal have den, og sådan, ikke?" spurgte hun stille, og bed sig så i underlæben. Hvordan skulle hun ellers spørge? Hun havde det tit med at blive rigtig øm efter sådan en vaccine, og det var dét hun hadede allermest.
Hun lænede sig lidt tilbage, og kom til at tænke på første gang hun havde fået den. (Mener det hedder triceps? XD) havde musklerne på indersiden af hendes overarm strammet sig så meget, at hun decideret gik grædende derfra. Hun bed sig i underlæben, og lagde så benene over kors.

Han havde selv en gang fået en vaccine, nok ikke helt for det samme, men han huskede godt hvor svært det var at slappe af, nå nålen borede sig ind i armen og det sviede nå den kom ud igen og derefter var man øm.
"Jo, bare rolig" smilte han, han gik hen til nogle skabe og fandt lidt vat og noget desinficerings middel samt hurtigt gjorde vaccinen klar.
Han kom hen til hende og smilte roligt til hende, han kunne godt se hun virkede urolig.
"Hele fidusen er at slappe så meget af som mulig, selvfølgelig helst i armen, så spænder musklerne ikke og så gør det kun halvt så ondt" sagde han mens han gjorde tegn til at hun gerne endten måtte tage sin trøje/bluse noget af eller vikle ærmet op.

Hun rykkede op i ærmet på sin røde t-shirt, og kiggede så op mod sygeplejersken. "Første gang jeg fik min vaccine trykkede lægen på stikket, og jeg reagerede ikke." Hun tænkte sig lidt om. "Det undrede ham lidt, og han ville gerne have jeg kom noget oftere." Hun grinede svagt. Hendes hånd holdte om ærmet, da det nødig skulle falde ned midt i det hele.
Hun var ikke bange for sprøjter, eller smerten, det var bare det at hun blev øm hun ikke brød sig om.

Han nikkede
"Ja, det lyder også underligt, det kan være fordi det kan have været noget galt med dine nerver, dem der bemærker smerten hos en, eller andre ting og sager" sagde han, han tog noget desinficeringmiddel på noget vat og gned det mod stedet, enden han tog sprøjten.
"Så han ville nok holde øje med om det var andre ting som kunne være symptomer på noget, eller om det forsvandt igen" han smilte til hende og pillede beskyttelses plastikket af sprøjten

Hun rystede på hovedet. "Jeg var for doven til at reagere, da jeg troede det var noget han gjorde for at få sprøjten til at virke bedre." Hun mærkede den kolde desinfektionsmiddel mod sin hud, og derefter den klamme lugt af sprit. Hun sad helt stivt, dog uden at spænde i nogen af sine muskler. Hun fjernede benene, så de ikke længere var på kryds, men bare var ved siden af hinanden. Hun lukkede øjnene, og ventede bare på den ubehagelige strammen der snart ville vokse i hendes triceps. Sprøjten skulle jo ind i musklen.

"Nåe okay" smilte han
"Nogen gange må man godt lige reagere" han stak sprøjten ind i armen på hende og var lidt glad for hun slappede lidt af, selv om musklen normalt strammede lidt.

//så er min krea lige død lidt//

Hun mærkede sprøjten der borede sig ind i hendes overarm, og hun forholdte sig rolig. Det gjorde ikke ondt som sådan, men det var bare møgubehageligt. Hun ventede bare på han trykkede sprøjten i bund, så hun kunne komme væk herfra. Hun kiggede ned på sine knæ, og lyttede til hans bløde, dybe stemme. "Jeg vidste jo ikke jeg skulle." sagde hun lettere nervøst, og bed sig i underlæben.

//Gør ikke det store ^^//

Han nikkede lidt
"Nej, selvfølgelig" han trykkede stemplet i bund og hev sprøjten ud hvor efter han trykkede et stykke køkkenrulle mod stedet.
Han så lidt ud af vinduet, men fjernede det så og smed det i skraldespanden, han var hurtigt til at rydde op efter sig.
"Var det vel slemt?" smilte han til hende, en af de ting han satte mest pris på var at patienterne fik det så behageligt som muligt.

Hun mærkede hvordan hendes muskel strammede, og den ubehagelige lyst til at lange ud efter ham. Hun rystede hurtigt tanken af sig, men rettede så blikket mod sygeplejersken. "Nej, ikke som sådan." Hun smilede lettere nervøst, dog uden det strålede ud af hende. En gave. Det var svært at afgøre hvordan hun havde det, hvilket altid var en kæmpestor fordel.
Hun rejste sig op. Han havde virket rigtig sød, men hvordan skulle hun fortsætte samtalen med ham? Han var jo vildt venlig, og han var den bedste af de sygeplejerske hun endnu havde mødt. Hvordan fortsætter man sådan noget?! Hun var lettere frustreret over det, men tænkte så ikke rigtigt over det til sidst.

Han satte sig foran computeren og loggede ind.
Han skrev hurtigt noget på den og loggede så ud igen.
"Der er åbenbart ikke brug for mig lige nu, så vil du med ned og have en kop kaffe, te eller hvad du nu fortrækker?" smilte han og så op på hende
"Jeg må enlig ikke være sammen med patienter på privat plan, men du er jo færdig og vi kendte jo lidt til hinanden i forvejen" sagde han

Hun smilede. "Gerne."
Hun havde lidt fortrængt deres første møde, men nu når han nævnte det, kunne hun godt huske det.
Hun smilede svagt til ham, og hendes bløde dybblå øjne gled rundt i lokalet.
man kunne mærke på hende at stanken af rengøring, hospital og nåle skræmte hende.
Eller måske var det lidt det at et hospital, var som det nu engang var?
Hun kunne ikke sætte sin finger på det, men hun vidste at det sikkert havde noget at gøre med hun engang var endt på hospitalet af en overdosis piller.
Tanken om alt det der var sket bag hendes øjenlåg den nat, fik hende til at gyse, og hun kiggede i stedet på Mihael.