Snevejr i skoven. Og et lig til anskuelse.

Dag: Fredag.
Dato: 22/12.
Vejr:kold frost, sneer kraftigt. Allerede mørkt
Omgivelser: sumpen hvor der ligger træere omkring. Sne over alt.
Tid:18.32
Humør:Ubeskriveligt.
Tøj: sorte bukser sort bluse(kortarmet) sorte sko. Og en halskæde ud af metal-.


Demetri sad på hug foran et tilfrossen lig, han kiggede op og ned af det.
Det var en ung mand ca i 28års alderen, Demetris Metalliske grå øjne stoppede igen på mandens ansigt,
dette var ikke en vampyrs værk, men mere en dæmons. Tænkte Ham.
Han tog en hånd og på menneskets kind, det var så kold som is, men dog ikke så kold som Demetri selv.
Han var ikke kold som is, nej, han var kold som døden selv.
Han begyndte at smile svagt, da han ¨så at mennesket havde åbne øjne.

Amber kom stille gående hun havde ikke været siden den nat hvor hun var blevet forvandlet var iført den kjole som hun var iført de jeans og den hætte tøje hun havde haft på den nat hun var blevet forvandlet den eneste forskel var at nu havde hun ingen sko på gik langsomt fremad og stoppede ved tilfældig træ hun gispede da hun fik færten af ham
hvor skulle han være her nu hun bed forsigtigt læben og begyndte gå retningen af sin skabers lugt gispede igen da hun så liget og Demetri ved siden af det hun listede sig stille tilbage ´velvidende at han havde sikkert allerede nu havde fået færten af hende

Hele Ambers aura som samtidig var en del af Demetri havde dirret i hans krop.
Uden af se, lugte, eller høre Amber hviste han allerede at hun var der, da hele hendes
eksistens var en del af ham nu.
Han missede kort med øjnende for at han rejste sig og duftede til søde duft som han
kendetegnte som Amber.

Amber prøvede ferbrilsk stikke af stoppede op det det jo alligevel tid spild og hun ventede på ham hun glædede sig ikke til mødet med sin skaber men der var ikke noget gøre lændede sig op af den kolde stamme og hendes mund var lang streg hendes øjene var lukket hun snuste ind fik hans fært lige hovdet han var ikke ret langt væk hun vendte hovdet imod hans duft som gjorde dårlig tilpas sommetider havde hun ønsket at han aldrig var drukket op den skæbnesvangre nat hvor han Demtri havde forvandlet hende hun følte sig altid usikker når han var i nærheden og nu var ingen untagelse

Demetri vendte sig ikke mod Amber men kiggede ned ¨på det smukke lig, som lå så smukt og fredfyldt.
Han smilede svagt, mest over Amber og lidt over Manden.
De var så ends bortset fra Amber var ``levende`` og denne mands liv død-

Amber samlede alt sit mod før hun vendte sig om imod ham " hey" sagde hun koldt hun var i det samme beredt på gøre modstand hun vidste nu væsner kunne have evner amber havde endda en selv og hvis det var nødvendigt ville hun bruge den så lettere kunne slippe væk hun lagde mærke til han grinede hvad var det var sjovt at man måtte grine hendes mundvige pegede ned af hun stadig vred Demetri over at han havde forvandlet hende hun blev stående hvor hun var og ændrede ikke på afslappende stilling op af træet

"Goddag Amber, eller rettere nat" sagde han og vendte sig så halvt mod hende,
hans smil var stadig på hans læber, og hanlignte mest af alt en lille satans djævel med det
lumske smil

Hun betragtede ham skar grimasse hun havde ønsket hun var blevet hjemme hun bed sig svagt læben hun var stdiag sur og hun ville ønske han forsvandt og så var der det der smil og hans øjene der gjorde hende usikker hun blæev stående hun ville helst være på afstand hvis bare blev der over skulle det nok gå håbede hun " havd er det du gjort" sagde hun anklagende hun trorede Demetri havde gjort det og det gjorde hende mere mut

Han rystede bare på hoved, "Det ikke mit værk" sagde han og kiggede skævt tilbage på liget, og så tilbage på Amber.
Han smilte lidt mere afventende, "Du blev en fin vampyr" sagde han og kiggede op og ned af hende, selvom det var mørkt og kun månens lys oplyste deres kroppe hvis de var i lyset kunne Demetri Tydeligt se Ambers krop og ansigt.

" tak" sagde hun ironien var meget tydelig at spore hun fnøs kort af ham hun stadig meget usikker men prøvede skjule det bed svagt læben hun strakte i halsen for kiggede på liget Dementri havde ret der var ingen huller efter men hvad var det så der havde gjort det hun rejste sig op fra sin hvilende stilling gik ud i månelyset men holdte hvis afstand

"Dæmoner" sagde han og rystede bare på hoved af liget.
Han vendte sig igen mod Amber, "Kom her over" sagde han bestemt.

Amber lagade straks mærke til hans bestemthed og tudre ikke gøre andet hun forsatte hen imod ham hun stoppede op da stod nogle meter fra ham på hans højre side " dæmoner" sagde hun overaskende smilede det forklarede manglen på bidhuller hun betragtede stille liget af manden og da hun færdig lod hun sit blik glide over dementri

Demetri havde i den tid Amber havde kigget på liget, stilled sig stift lige op, og med armende over kors imens hans metal øjne stirrede på hende.

" hva`d?" vrissede hun af ham før hun forsatte helt over til manden faldt på sine knæ ved siden af den døde mand hun ssukkede svagt hun syntes det syndt for hun svagt en køre henover hans arme på en måde følte hun sig heldig hun havde et liv hvis man kunne kalde det sådan for på måde var hun død hun bed svagt læben inden rejste sig op gik hen imod sit træ igen hun ville bare ikke tættere på og han måtte selv gå hen til hende hvis han ville tættere på hendes fødder sagde næsten ingenting da gik over den kolde sne det tog et stykke tid før hun kom hen træet lænede sig op af det hvilende stililling

Demetri kiggede ikke på Amber da hun var ved mennesket, hav havde kun stået og smilet ude i det kolde, døde, vejr.
"Jeg mærke hvad du tænker og føler Amber" sagde han hvorefter hans øjne rettede sig mod hende.

Amber betragtede ham ligegyldigt selvfølgelig gjorde han det men hun var ligeglad men andede ikke hvorfor han kunne gøre det hun bed sig svagt læben og kneb sine øjene sammen " hvad tænker jeg så på?" Spurgte hun og satte ham på prøve hun stoppede med knibe hendes øjene sammen

"På at det kan ragde dig at jeg ved dine tanker, men inderst inde ved du at det er dybt irreternde" han smilede ligegyldigt af hende, nok spillede hun sej men da hendes hjerte stadig bankede havde han mærkede hendes frygt som havde ramt hendes sidste hjerteslag.

Amber faldte bagover da fortalte det og blev liggende i sneen hun brød bestemt ikke om at var i hendes hoved hun lukkede øjene i håb om at få ham ud af hendes tanker hun bed sig i underlæben og åbende sine øjene

Han væsede svagt af hende imens hans øjne gav små lysende blink.
Hans metallsike øjne kørte kort op og ned af hende, for han skjulte sine tænder igen.

Amber satte sig kiggede på ham hun sagde ikke noget, men betragtede ham bare lidt efter rejste hun sig op og smilede svagt. Hun havde fået sne på så hun børstede det af " Hvad er der?" spurgte hun da hun umærket godt vidste hvem han hvæsede af. Nemlig hende, sukkede svagt hvorfor kunne Dementri skifte så hurtigt i humør

Han trak hurtigt på øjenbrynende før de igen sad hvor de skulle.
Hans smil kom svagt frem, på hans løber.
"Hvad tror du Amber" han duftede svagt i luften.

Amber trak vejret dybt, hun havde ikke lagt mærke til det før nu. En fært af dæmon hun trak vejret endnu dybere før hun kiggede på Dementri. " En dæmon?" spurgte hun tøvende før hun rejste sig imens hun gjorde sig kampklar hun ville ihvertfald ikke gå ned uden kamp

"JA..." SAGDE HAN halv højt-

Amber var klar hun kiggede søgende omkring men fik ikke umiddligtbart øje på nogen, hun blottede sine tænder og gik nogle få skridt fremad. Hun lod stadig sit blik søge hun kold vind løftede svagt Ambers hår hun skulede ondt til skikkelse længere fremme som hun først nu havde fået øje på Amber andede ikke hvad hun skulle forvente af det andet væsen

Han sukkede svagt og forvanlede sig til en ravn og fløj op i en træ hvorefter han forvanbdlede sig til sig selv igen.'
"Kom her op" komanderede han Amber.