Regn på legepladsen-

Rose bed ned i sin underlæbe og gik langsomt baglæns "Du vover på at gøre noget! Jeg advare dig!" snerrede hun advarende og holdt sine hænder op for at kæmpe.

I det samme sprang han frem så han landte på benene han pjuskede kort sit sorte hår og smilte så med tændernde mod Rose, hans øjne lignte katteøjne og så vantro på hende.
Med et ustyret smil.

Rose sprang hyrtigt bagud da han kom taettere paa hende og ville ikke nyde noget. Hun saa vredt og advarende paa ham "Demetri, jeg advare dig!" snerrede hun og knyttede sine haender sammen for at slaa ud efter ham hvis han kom for taet paa.

//Er paa en engelsk computer, saa mit tastatur er ret retarderet :b //

Han grinte bare lidt og kiggede på hende som om hun var ingen ting, "Kom an rose" sagde han og stilte sig så i angrebs position.
Hans kolde smil som altid var på hans læber var blevet til en lettere vandret strej,

Rose saa op paa Demetri og rystede paa hovedet. Hun kunne ikke angribe ham, da det ville vaere det rene selvmord. Hun saa paa ham og ville kun yde vold mod nogen hvis det var som selvforsvar.

Han begyndte nu af grine men havde ikke et smil på læbernde det var et vemmelses grin,
"Du tør jo ikke og du er også for svag, og jeg ved at du afligevel bare er en mad maskine for en som mig"
han smillede sig over overlæben, "Du ikke rigtig noget værd"
Hans sorte hår, hang stadig langt nede over hans øjne så lige nu var det mest af alt hans sanser han brugte end øjnene.

Rose saa vredt paa ham og tog et skridt over mod ham "Jeg er ikke svag! Og jeg toer godt!" snerrede hun arrigt og ville ikke finde sig i at han sagde saadan noget til hende.

Han skubbede hende tilbage med sin brystkasse ved at puffe ind i hende.
Hans hud var virkelig kold og hård, "Så bevis det" Demetri havde lyst til at lege,
og hvis han kunne få Rose med på den ville være som en drøm XD

Rose tog hurtigt et skridt bagud da Demetri puffede til hende og hadede virkelig at han skulle vaere saadan overfor hende. Hun tog hurtigt et skridt tilbage til ham og saa ham vredt ind i oejnene "Jeg ska ikke bevise noget som helst for dig!" snerrede hun og havde virkelig lyst til at slaa ham, men vidste at det ville vaere det dummeste hun kunne goere i denne situation.

Han grinte lidt af hende, men rystede så bare på hoved, "Tro mig det har du allerede gjort"

Rose så op på Demetris ansigt og hadede ham simpelthen som pesten. Hun slyngede hurtigt sin ene hånd mod hans kind og ramte ham med et højt klask, og så vredt på ham.

Demetri gjorder ikke rigtig noget ved det de førte 15 sekunder.
Men efter det, tog han fat i hendes hånd og vrækkede den den forkerte vej så det sagde knæk, med en høj smertefuld lyd.

Rose så først vredt på ham, men fik så et bange blik og prøvede at hive sin hånd til sig. Hun spilede først sine øjne op da hun hørte det høje knæk, men lod derefter et skrig skære igennem natten. Hun kunne mærke tårene vælde frem og prøvede at holde sin hånd i ro.

Han slap hende, og stirrede tomt ud på hende.
Hvorefter han vendte sig om, han havde alt i alt ikke,
nogen lyst til at være der mere.

Rose greb hurtigt fat omkring hendes håndled da Demetri gav slip. Hun ømmede sig og så op på ham med et vredt blik, men rystede så på hovedet af ham og fik et hånligt smil på sine læber. Hun lod langsomt sine fødder føre sig over til ham og fulgte ham. Hun ville ikke være bange for ham, selvom at han prøvede at være så truende og farlig overfor hende. Nu havde hun jo kendt Demetri i meget lang tid og vidste hvad han kunne finde på og havde været igennem mange ting med ham.

"Du ved godt, at jeg vil slå dig ihjel ikke også" sagde han og blev ved med at gå.
Han hviste hun fuldte ham, og hendes arm var selvfølgelig brækket,
så måske skulle han bare gøre det færtigt med hende her.
Han rystede svagt i kroppen, han hviste ikke hvorfor men det gjorder han bare.
Han havde ikke fået ordenligt blod ca 3-4 måneder, faktisk havde han kun levet af det
der var inde på Patronia night club.

Rose så på ham med et nu følelsesløst blik "Jeg er ligeglad Demetri" sagde hun og var begyndt at blive lidt mere ligeglad med det hele "Hvis du gør det, er jeg klar.. Jeg har levet længe nok" sagde hun og trak på skuldrene og var jo oss blevet angrebet og været så tæt på døden så mange gange før..

Han stoppede op og vendte sig om, "Ønsker du virkelig at dø Rose"
sagde han og kiggede lidt forundred på hende.
Dog kun med øjnene for hans mund var stadig en sur lige stor strej.
Hans krop var rank men lignte samtidig at hele kroppen var faldet sammen.

Rose så på Demetri og løftede et øjenbryn "Det har jeg ikke sagt min kære Demetri. Jeg siger blot at hvis jeg bliver dræbt, vil jeg være klar til det" sagde hun og strøg sin raske hånd gennem sit hår og blev ved med at gå.

Demetri gik ikke med, han stod bare stadig og kiggede
der hvor Rose havde stået.
Han fik det på en måde dårligt i sin krop, lige pluseligt.
Han lukkede øjnene og sagde en underlig lys som når
man for noget galt i halsen.

Rose var lidt ligeglad med at han ikke gik med hende og blev ved med at gå, men stoppede op da hun hørte Demetri. Det lød til at han ikke havde det særlig godt. Hun vendte sig omkring og så over på ham "Demetri?" spurgte hun og lød egentlig lidt bekymret, og gik med langsomme og forsigtige skridt tilbage mod ham.

Han stoppede med lyden og knækkede med narken, hvorefter han vendte sig mod Rose.
"Kom her Rose" sagde han dybt alvorligt, og stod med hændernde fremme til at tage imod hende, hans øjne lyste kraftigt, og blinkede kun 3 gange ellers lyste de i en kontakt gang.
Han smilte ikke, han virkede mere nærmes eller ivrig.

Rose så nøje på Demetri og bed sig blidt i undelæben da Demetri pludselig ændrede sig fuldstændig. Hun skulle lige til at løbe væk fra ham, men tog sig sammen og rettede ryggen. Hun så ham ind i øjnene med følelsesforladte øjne "Hvorfor?" spurgte hun og havde stoppet op og stod blot nogle få skridt væk fra ham.

"Fordi jeg sulten" sagde han og lavede en bevægelse med fingernde der betød hun skulle komme lige nu!
Han stod nærmest og sitrede af ivrighed, han var sulten, virkelig sulten.
Faktisk havde han lyst til at Slå Rose ihjel ved at drikke alt hendes blod.
Den tanke tændte ham faktisk, men lige nu ville han have mad.

Rose så på Demetri og klemte øjnene svagt sammen og var kendt for sin stædighed "Tjaaah.. Ikke uden kamp min kære Demetri" sagde hun og smilte skævt og hånligt. Hun kunne godt se at han var ivrig og en hel del sulten, og havde været tæt på at blive dræbt af Demetri et par gange. Hun ville ikke give sig uden kamp.