Nej, det må i ikke!! - Lucca :3

Place: skolegården.
Vejr: Regn, store fede regndråber og grå himmel.
Tid: 15:35
Dag og Dato: Irl.

Nickie vred sig under den tunge 3.g'er. Hendes kind var presset mod asfalten i skolegården, og småstenene skrabede hendes kind. "Lad være, hold op det må i ikke!!" klynkede hun, og så efter den anden 3.g'er som havde hendes kamera hævet over en vandpyt. "Så indrøm det" grinede han, og lavede en bevægelse med hånden så det lignede han var ved at tabe kameraet.
Nickie var ikke som de andre, datede ikke, snakkede aldrig om fyre, og virkede mere inde i sin egen lille verden. Derfor var hun et typisk mobbeoffer. Drengene over hende forsøgte at få hende til at indrømme hun var til piger, det havde været deres største morskab, men Nickie relaterede det til tortur!
Hun så efter sit kamera med en høj lyd da han var ved at tabe det "hold nu op..." bad hun, og vred sig igen. Men knap 50-60 kg. kunne ikke måle sig med 89., det vidste selv den dummeste idiot. "Jeg siger jo jeg ikke er det, giv mig nu bare mit kamera, det har da forhelvede ikke gjort noget!" skreg hun arrigt, så hun blev rød i hovedet. Det sveg på hendes kind, hun var blevet våd af regnen og ville bare have sit kamera og aldrig komme tilbage til det hæslige sted!

Lucca stod under et halvtag til cykelstativerne og så lidt udover skolegården, med armene over kort. Hendes ansigtsudtryk var helt neutralt indtil hun lagde mærke til et påstyr i den anden ende at skolegården. Hun rynkede panden lidt af det og blev utrolig nysgerrig på hvem det var der lå og rodede rundt på den asfaldbelagte gård i dette regnvejr. Hun småluntede ud fra halvtaget og ud i regnen og den mod dem som rodede på jorden. Da hun kom nærmere kunne hun lige de den lille skikkelse under den kæmpe dreng med et eller andet i hånden, hvilket fik hende til at skynde sig lidt. Hun greb fat i kaeraet fra drengens hånd, og rettede sig op, og prikkede så lidt til drengens ben med sin fod. Hun satte hænderne på de lidt brede hofter og havde et vredt udtryk i ansigtet, over at han kunne behandle pigen på den måde. "Hallo, find da en der er i samme vægtklasse som dig. Det er ikke fair at du og dine venner er imod en lille pige! Hvor dybt kan man synke!" Vrissede hun og skubbede til drengen med sin fod, selvom det ikke var hårdt nok til at han væltede af pigen.

Nickie åbnede sine brune øjne lidt, da skridt hørtes. Hun så lidt op og fik øje på en pige, måske lidt ældre end hende selv. Men hun var jo snart seksten.. til Jul altså. Hun hørte den ubarmhjertige vrissen, og fornemmede vægten skifte lidt da pigen satte sin fod mod hans ben. Han så efter kameraet, og skubbede hendes fod væk "bland dig dog udenom!" brølede han irriteret og lavede en ligegyldig bevægelse af hende. I mellemtiden havde Nicki fået skubbet sig om på ryggen, og slog ham så hårdt hun kunne mellem benene. Han hvæsede og kom hurtigt væk, med en hidsig lyd. "Din lille lebbe! Jeg skal nok få dig til at indrømme det!" mumlede han vredt, og forsvandt haltende fra skolegården. Hun så efter ham, og tørrede så småstenene og skidtet væk fra sit ansigt så godt det nu kunne lade sig gøre "tak.." hviskede hun stille, og så på på pigen. Hun havde pæreform, og brunt hår typisk kvindelig. Det var selvfølgelig pænt i Nickies øjne, men det indrømmede hun jo ikke. Hun kom på benene "og tak fordi du reddede mit kamera" sagde hun og smilede stille til hende. Hun vr stadig lidt rundt på gulvet efter den lidt hårhændede behandling. Hun løftede sin taske og tog den på igen, heldigvis havde de da ikke splittet den ad! Tænk hvis alle hendes nye gymnasie bøger var blevet dyppet i vandpytten? hun gøs ved tanken.

Lucca så efter drengen der humpede halvt afsted, og et lille smil på hendes læber kunne hun ikke skjule. Hun frydede sig jo lidt over drengens smerte, efter hans opførsel. Hun så hen mod pigen og nikkede så kort og sendte hende et smil. "Jamen, det var så lidt da" Sagde hun i en rolig og venlig tone, som var meget anderledes end den vrede stemme hun havde brugt før. Hun så lidt ned mod kameraet og trak så kort på skuldrende. "Så lidt da. Han skal da ikke rende og true med at ødelægge noget dyrt, og true en mindre skabning til noget man ikke har lyst til." Sagde hun så i den samme rolige stemme og smilede hen til hende. Hun rakte kameraet hen til pigen og rettede lidt på den halvtætsiddende, højtaljede, sorte nederdel, og så den hvide top, der var begyndt at blive en smule gennemsigtig på ryggen og meget lidt foran, på grund af regnen. "Når ja. Jeg hedder for resten Lucca" Sagde hun så og blottede kort tænderne i et lidt bredere smil, og hendes humør var tydeligt skiftet fra det vrede til den glade og venlige Lucca som hun jo var over for de fleste.

Nickie børstede lidt af alt snavset af sine bukser og så på pigen. Hun havde allermest lyst til at kramme hende som tak, men hun var beskidt og ville ikke snaske den anden piges tøj til. Og så havde fyrens kommentarer gjort hende ilde tilpas. "Nej det var meget.. kameraet var min mors" hviskede hun ørt. Hun kunne slet ikke forestille sig hvis det havde blevet ødelagt. Hun tog imod kameraet og pakkede det møjsommeligt ned i sin taske , og så på hende og gengældte hendes smil med et lille smil. "Nej du har ret.." sagde hun og rettede på skoletasken. Hun så lidt på hende da hun præsenterede sig som Lucca "Nickie.." sagde hun stille, og samlede sin paraply op fra jorden. "Går du her?" spurgte hun, og foldede den plettede paraply ud, og holdt den op over hovedet. Men det var næsten ligegyldigt, hun var så plaskvåd at det ikke blev bedre. Hun så lidt på Lucca og rakte så paraplyen lidt frem så hun kunne være under den også. "Har du stået i regnen?" spurgte hun, og så lidt på hendes hvide trøje der var begyndt at blive gennemsigtig.

Lucca så lidt mod Kameraet over det hun sagde om det. Over at det havde været hendes mors, hvilket fik hende til at smile lidt. Hun syntes altid at det var sødt når man gemte ting fra en speciel person, og hun var jo også sådan selv. Hun havde jo alverdens nips derhjemme som hun havde fået af gamle familie medlemmer eller gode venner. "Når jamen, så.. Ved jeg ikke hvad jeg skal sige i stedet, men skulle det være en anden gang." sagde hun så og rettede hovedet en smule op. "Man synker ikke dybere end at true en pige som man er stærkere og meget større end.." sagde hun så bestemt og smilede bredt. Et kort nik sås fra hinde da hun hørte svaret, og at det var hendes navn. "Jamen goddag Nickie. Det er da hyggeligt at møde dig, selvom det var en lidt barsk ting du skulle reddes fra." Sagde hun så og smilede igen et roligt smil. Hun nikkede så kort til Nickies spørgsmål og smilede til det. "Jep, det gør jeg. Jeg er så næsten lige startet" sagde hun så og så at Nickie rakte paraplyen lidt hen over hende, hvilket fik hende til at smile lidt bredere. Hun gik dog også et skridt tættere på hende under paraplyen. Hun kørte kort hånden hen over det halvt tuperede hår og så kort ned af sig selv. "altså kun henne fra halvtaget og til nu. Ellers ikk" sagde hun så og rettede kort på blusen. Hun så kort hen mod sine ting og skar en kort og tænksom grimasse. Hun vendte dog blikket mod Nickie igen og havde et lidt spørgende blik. "Må man invitere på en kop kaffe?" Spurgte hun med blid stemme og smilede så et kort og engle-sødt smil

Nickie smilede "nej det kan man vist ikke påstå.. men han er også en lort, heldigvis går han sikkert ud i år" sagde hun fortrøstningsfuldt. Forhåbentlig, hun orkede ikke den opsejling til mobning der hang over hendes hoved og truede hver gang hun gik ind af den store dør til gymnasiet. Hun grinede stille "I lige måde, jeg er ked af at jeg ikke ser lidt mere præsentabel ud.." sagde hun, og nikkede mod sine beskidte bukser. Hendes kinder havde stadig mørke pletter af snavs, men det kunne sikkert komme af med lidt vand, og en klud. "Det var godt du var der til at redde mig" smilede hun, og lyttede da Lucca fortalte at hun lige var startet. "De har nogen ret gode fag.." sagde hun og nikkede mod den store bygning bag dem. Hun blev stående da Lucca trådte et par skridt hen mod hende ind under paraplyen. Den trommende lyd mod paraplyens stof gav hende ro i kroppen, og hun lyttede til Luccas stemme, og betragtede pigen. "Det er bedre end at stå i regnen" sagde hun muntert, og strøg en våd tot hår væk fra sin pande og om bag sit øre. Hun betragtede det spørgende blik, forslaget om kaffe lød indbydene og hun så kort ned af sig selv. Gik det nu an? Jo det kunne hun vel godt, hun ville gerne snakke videre med Lucca. Hun så på hende, og på det søde smil, der varmede inde bag alt det våde "Jo det vil jeg gerne" sagde hun, og besvarede hendes smil så godt hun nu kunne. Hun så kort rundt i den regnvåde skolegård, og var først i gang med at lære Sheria at kende, så hun håbede Lucca kunne finde lidt rundt. "Jeg kan godt lide dit navn" sagde hun så og så Lucca i øjnene.

Lucca trak kort på skuldrende over det Nickie nævnte med at hun ikke så præsentabel ud. Ja hun var gennemblødt af at have ligget med hovedet i en vandpyt, og ja hun var da en smule forpjusket hist og der, men for Lucca havde det aldrig gjort noget. Selv var hun jo også blevet lidt våd at den silende regn, og godt nok var hendes flade blå sko en smule beskidte. ”altså det er ikke så slemt. Man behøver ikke være tør og ren for altid at være præsentabel, i hvert fald ikke for mig, og du er præsentabel nok i mine øjne” Hendes stemme var venlig og blidt, og hendes smil var lige så muntert som det hele tiden havde været. Dog rakte hun kort hen imod Nickie, og fjernede et vådt blad fra hendes hår, og alligevel kunne Lucca ikke lade være med at smile af det. Hun lod bladet falde til jorden, og nikkede kort til de ting hun sagde. ”Jamen, det var så lidt. De idioter tør åbenbart ikke når der kommer en og siger dem imod.. Og ja, det har de.. Det er derfor jeg tager helt fra Deepshell herud bare for at studere” Hendes stemme havde ikke ændret sig den mindste smule, den var stadig venlig og blid.
Lucca nikkede ganske kort og smilede lidt bredere, over at Nickie takkede ja. ”Jamen det lyder dejligt, jeg har lært en lille café at kende, ikke så langt herfra, jeg skal bare lige hen og hente min taske ved cykelstativerne.” Den lille brede pige spænede nu gennem regnen hen under halvtaget. Hun hev tasken over skulderen, og tog en trøje og frakke i hånden, hvor hun derefter spænede tilbage ind under paraplyen, og så på Nickie, med sit venlige og åbne blågrå blik. Ordene der kom ud af Nickies hund fik hende til endnu engang at smile bredere, og der kom et lille fnis fra hende. ”Jamen tak.. Og i lige måde må jeg vil hellere sige, for at være ærlig” sagde hun muntert, og holdte selv blikket på Nickies øjne.
”Når,” sagde hun så. ”Lad os komme af sted inden en af os begynder at fryse. Hvis vinden taget til kan det blive en kold fornøjelse” Sagde hun så, og tog fat i armen på Nickie, og begynde i et roligt tempo at gå, på sine små korte ben. Selvom hun godt nok var højere end Nickie, så var hun jo ikke en af de høje piger.

Nickie så på Lucca, og smilede opgivende. Hun følte sig nu stadig noget snavset, men ville gerne tilbringe tid med Lucca om hun så skulle gå ned med en forkølelse, det ville heller ikke gøre hende noget så slap hun for at skulle i gymnasium. Hun smilede genert "tak det er pænt af dig.." grinede hun, og strøg nogle totter hår om bag sine ører. Hun lyttede til den blive stemme, og kunne godt lide lyden af den det var som om pigen der ikke var meget ældre end hende selv indgød hende en helt speciel tryghed, hun ikke havde oplevet før. Hun fulgte Luccas hånd med øjnene og smilede lidt af det blad hun havde fanget i det mørkebrune hår "tak.." sagde hun forlegent, og nikkede til det hun sagde "du har helt ret.." sagde hun. "Kommer du fra Deepshell? Jeg er fra La Sunisha" sagde hun og smilede muntert. Dog lå Deepshell en del tættere på Sheria end La Sunisha, men de boede stadig ikke i byen..det var noget de havde til fælles!
Nickie nåede knap nok at svare før den muntre unge pige allerede var spænet afsted efter sin taske og jakke og hvad det ellers var hun skulle have, og kunne ikke lade være med at smile af det. Hun stod lidt tilbage og sænkede paraplyen så det lange kolde skaft lå mod hendes skulder.
Hun var lykkelig over at kameraet var i live, og at det hele ikke var gået over gevind og for at Lucca havde nået at blande sig. Hun pustede langsomt ud, og fik øje på Lucca der kom spænende tilbage igen og kunne ikke lade være med at smile lidt. Hun hævede paraplyen lidt så hun kunne komme ind under den, og lyttede. Hun smilede skævt "tak" sagde hun, men nu havde de også begge ret særprægede navne.
Nickie, gav et lille nik fra sig, det gav god mening, og hun lod sig frivilligt hive med, og smilede.