Det jo om natten alt det sjove sker? (madelaine)

Madelaine kiggede ud på gaden igennem bilens ruder.
Hun var nysgerrig over hvor han havde tænkt sig at køre hen.
Hun kiggede med et undersøgende blik ud på gaden..
Et lyskryds kom tættere og tættere på dem.
Hun kiggede på lyset oppe i lyskassen, og så den skiftede til rød.
Hun gispede og spændte en smule i kroppen.
Hun så et skarpt lys komme tættere og tættere på hende,
hun blev hårdt blændet.
BANG! Bilen blev smadret.

Madelaine vågner på hospitalet.
Hun ligger i en seng, med det hvide hospitals tøj på.
Hendes hovede gjorde ondt som aldrig før, og hun havde utrolig sme-
rte i den eneside af ansigtet.
Hun følte sig dødlig træt, og hendes krop svigtede næsten
ved hver bevægelse.
En læge kom ind og kom lidt luntende hen til hende.
" Velkommen tilbage Madelaine" sagde han.
"Hvad?" svarede hun med hæs og meget svag stemme.
Læren fortalte derefter at hun havde været væk i lidt tid,
og at de ingen kontakt kunne få til hende.
Hun havde blodmangel, da hun havde mistet utrolig meget
i ulykken.
Et spejl på væggen var næsten i hendes højde og hun så sig selv.
Hun gøs ved synet og så hendes halve ansigt flænset og revet.
Hendes ene øje var blå-lilla og utrolig hævet.
Hun var i chok og kunne ikke forstå hvad der var sket.

Loren prøvede at komme fri, i det en læge kom indtil ham "Rolig'Rolig, Hvis du bevæger dig kan syningen gå op, lig stille" sagde han og kom hen til sengen. Loren så skeptisk på ham "Hvor er madelaine?" spurgte han og lå stille, selvom han aller mest havde lyst til at ødelægge spænderne og rejse sig.
Han kunne allerede mærke at sårende healede sig. Han bed sig i læben og havde tænkt sig at flygte i nat, han havde tænkt sig at tage madelaine med sig, de behøvede jo ikke læge hjælp når deres sår healede. Om et par dage ville sårende være fuldkommen væk.

Madelaine var utrolig svag og hendes krop var kvæstet.
Flere knogler omkring i hendes krop var blevet bukket og smerterne
var stærke.
Hun udstødte flere javren da hun vendte sig rundt for at kigge rundt
i rummet.
Hendes hovede føltes som en bowling kugle.
Hendes øjne flakkede og alt var utroligt lyst for hende.
Hun huskede meget lidt.
Kun det skarpe lys.
Læren tog en mappe frem og en kugle pen og spurgte
" hvordan har du det?"
Madelaine kiggede på ham med smalle og hævede øjne
Hun svarede ikke da det gjorde ondt når hun udstødte noget.
"Madelaine hvis du ikke husker. Så har du været ude for
en trafik ulykke.
Bilen kvæstede både dig og føren"
Madelaine lukkede øjnene lidt i fortvivelse, men åbnede øjnene
ved et spjæt, da hun kom i tanke om det hele.
" Loren!" råbte hun med ikke særlig høj stemme,
men alligevel så det gav ekko ude på hospitals gangen.

Loren hørte hendes råb, han lå stille, selvom han aller helst ville skynde sig end til hende. Han så lægen gå ud af rummet efter han havde sagt et eller andet. Han Flåede spænderne op og rejste sig. men Bukkede under og så ned af sin side som var totalt kvæstet. han stod kort for at holde smerten ud. Han gik derefter ud af rummet, han bed smerten i sig og fulgte duften af madelaine og hendes blod. Han havde bar overkrop da det ikke var til at få tøj på hans overkrop på grund af den store skade i hans side. Han fandt hendes stue. men kunne høre lægen og blev stående ude foran. Han havde haft slanger i hænderne, men dem havde han hævet ud.

Madelaine begyndte at græde.
Hun hulkede ikke,
men tårende begyndte at løbe ned af
hendes kinder.
Tanken om at Loren måske var død, gjorde
hendes bange.
Hele hendes krop rystede.
Flere slanger var koblet til hende, og
de skræmte hende endnu mere.
Flere blodposer hang oppe og hun fulgte blodet
løbe ned fra posen ned i slangen og ned i hendes arm.
tanken om hvem's blod der var i poserne, brød hun sig ikke om.
Lægen kiggede på hende, og tyssede.
Han satte sig ned på huk og holdte hendes ene hånd.
" du ser stadig godt ud" sagde han og klemte hendes hånd blidt.
Hun trak hånden til sig, så lægen ikke havde greb om hendes hånd.
Lægen trak sig væk og fortsatte " Vi kommer og tjekker til dig hen af dagen"
Hun fulgte ham hele vejen ud af rummet, og så ham gå ud af den vide svingdør,
der sad i hospitalsvæggen.

Loren gik indtil den grædende Madelaine, Loren ville havde været død, hvis ikke det var fordi at han var dæmon. Han satte sig på sengekanten og lagde en hånd forsigtigt på hver side af hendes hoved "Rolig Madelaine, der er ikke sket noget slemt .. " hviskede han og så hende i øjnene "Vi kan jo ikke dø .." hviskede han lidt lavere og kyssede hende på panden "Undskyld, Jeg skulle havde set mig for" sagde han så og fjernede nået hår fra hendes ansigt "Kom lad os gå inden lægen kommer igen" sagde han så.

Madelaine så Loren komme ind af døren.
Hvis hun havde kræfterne ville hun ha rejst sig og omfavnet ham.
Hun lavede et det-skulle-du-ha-gjort ansigt, men dog smilede hun.
Hun troede han var død, men, først nu kom hun i tanke om at
hun ikke kan dø.
" Det kan jeg ikke Loren.. jeg er utrolig svag" svarede hun og
lagde sin hånd på hans hånd.

Loren hev slangerne ud af hende og tog fat om hende. Han bar hende i sine arme og begyndte at gå så hurtigt han kunne hen mod udgangen. Han var selv svag og kunne mærke på det store sår at det kun blev værrer. Men han bed smerten i sig og ignorerrede lægen der råbte efter dem. Han skyndte sig ud og drejede ind af en side vej og stilte hende ned. Han gjore tegn til at hun skulle være stille.

Madelaine var bleg, og hendes ben rystede.
Loren virkede så ivrig over at få dem ud af
hospitalet.
Hun var forvirret, og lyset udenfor blændede
hende. " Loren.. pas nu på.. dig selv" sagde hun
med hæs og svag stemme.
Hvis hun kunne ville hun hjælpe ham, men
hun var så svag og forvirret at hun ikke vidste over-
hovedet hvad hun skulle foretage sig.

Loren så på hende "Jeg klare mig" sagde han så og så ud på gaden. Han tog fat om hende og gik ud til gaden. Han fik en taxa til at stoppe og bar hende ind i den "Til centrum" sagde han så og der gik ikke lang tid før de endte i centrum. Han bar hende ud af bilen og gik hurtigt væk, uden at betale. Han stoppede foran sin lejlighed. Han bar hende hen til elevatoren og derefter ind i lejligheden og ind på sengen med hende. Han pustede træt ud og tog sig til siden. Han satte sig på senge kanten og bed smerten i sig.

Madelaine havde fået lidt kræfter tilbage,
men var stadig utrolig udmattet og kvæstet.
Hendes åndedræt gik utroligt hurtigt, og hun blev
en smule svimmel af at hyperventilere.
Uden rigtig hvorfor, vidste hun ikke, men en tåre
trillede ned af hendes kind.
Hun tog hånden og tørrede den af. Hun følte sig
svag nok i forvejen, og ved at græde, følte hun
sig endnu svagere.
Hun vendte hovedet og kiggede på Loren som
sad på kanten af sengen.
Hun rynkede panden lidt, men lagde med en
stille bevægelse sin hånd på hans ryg.

Loren rejste sig uden at se på hende "Jeg tager et bad" sagde han og gik ud på badeværelset. Han smed tøjet og så på forbindingen, han pillede den af og skar en grimasse. Han så på det store så og syning. Han pillede også forbindingen af armen og så på såret. Han tændte vandet og gik ind under. Han gispede da det sveg at få vand i såret. Men vidste det hjalp, varmen hjalp på at det healere hurtigere.

Madelaines hånd faldt ned på sengens dyne og hun sukkede.
Han tog hånden til sig, og kiggede op i loftet.
Hun mærkede at energien begyndte at komme mere og mere
til hende.
Hun lukkede øjnene for at slappe af.
Hun mærkede hele hendes krop, gav slip og følte næsten
at hun svævede op over sengen.
Tanken om hvad der egentlig skete, som til hende langsommere
og langsommere.
Detalje for detalje.

Loren gik efter ti minutters tid ud af badet. Svang et håndklæde om sig og tørte sin krop, forsigtigt ved sårende selvfølgeligt. Han gik ud til hende med håndklæder om underdelen. Hans sår var ikke længere så slemt, men kunne stadig ses.
Han gik hen til skabet og fandt noget tøj. Han stod med ryggen til hende og tog et par sorte løse jogging bukser på og en sort løs trøje. Han kørte en karm gennem det halv lange hår og så hen på hende "Du ser friskere ud" sagde han så.

" føler mig osse friskere... går det bedre med dig?"
sagde hun, og kiggede på ham.
Hun satte sig op men, udstødte et par smertestøn.
Hun sad op, med væggen i ryggen.
Hun kiggede på Loren med et lidt tomt blik.
Hendes hudfarve var osse begyndt at komme tilbage
da hendes krop var i fuld gang med at producere alt
det blod hun havde tabt.
Hun rettede sig lidt, men udstødte et " arrg " da hun
mærkede en smerte i maven.
Hun lagde hænderne på det, og mærkede så en slags
lang bule.
Hun løftede sin trøje op og så et kæmpe riss i hendes
mave.
Hun rørte blidt ved det, og blev en smule forskrækket.

Loren kravlede hen i sengen til hende og lagde sig, han sukkede udmattet "Bedre" sagde han så. Han kiggede på hende da hun jamrede sig. Han så på hendes rift "Hold dig varm så er sårene snart væk" sagde han så og så op i loftet. Han lagde dynen over dem begge så de blev holdt varme. Han tænkte og så så på hende "lig stille og slap af" sagde han så "Prøv at sov, jeg ved godt vi ikke kan sove, men nogen gange kan man falde så meget til ro i kroppen, at det føltes som om at man sover" sagde han og lukkede øjnene.

Madelaine lagde sig på siden, så hun havde ryggen imod ham.
hun sukkede et par gange. Hun blev stille... helt stille.
så stille at man ikke engang kunne høre hendes åndedræt.

Lidt tid efter var der helt stille i lejeligheden. og Loren lå stille,
sagde ingen ting.
Hun vågnede med et sæt. og hele hendes krop var dækket af
sved.
Hendes krop arbejdede hårdt på at hele sig. Men hun kunne
ikke finde ro.
Hun gik ud af sengen og tog så meget af hendes tøj, hun kunne
få på uden af det gjorde for ondt.
Så gik hun ud i køkkenet, og fandt en cigaret pakke ligge
på køkkenbordet.
Hun tog en og fandt en lighter i en skuffe. Hun satte sig i en
vindueskarm, og tændte sin smøg. Røgen fra cigaretten, krasede
hele vejen ned af halsen. Hun hostede voldsomt, og fik det krasende
røg pustet hurtigt ud af lungerne.
Hun kiggede på cigaretterne. Hun tog den endnu en gang i munden, og
sugede til.

Loren åbnede med det samme øjnene og så ud efter hende. Han rejste sig fra sengen, som havde han ikke ondt. Han stilte sig i dørkarmen "Har du det bedre?" Spugrte han så og krydsede armene. Han betragtede hende, hun så udmattet ud, men så ud til at have det bedre end hun havde før. Så det var vel et godt tegn.

Hun kiggede ud af vinduet, men hørte godt noget
pusle inde fra soveværelset af.
Loren var oppe.
Hun svarede ikke med ord, men løftede bare skuldrene
og lod dem falde igen, hvorefter hun tog endnu et hvæs
af sin halve smøg.
Hun havde ingen anelse om hvad klokken var.
Hendes døgnrytme var total udelagt, og hun var rastløs.
Hun følte sig helt tom. Hun vidste ikke hvad der var galt
med hende.
hun plejede aldrig at lade sig gå ned over ting.
Men hun vidste ikke hvordan hun havde det,
eller hvad hendes næsten træk var.

Loren så på hende og hørte derefter at det bankede på. Han så hurtigt hen imod hovedøren. Gad vide hvem der kom så sent. Han sank kort og overvejede at lade være med at åbne.
Men da det bankede på for anden gang, fik han hen til døren og åbnede den stille.
Han tyggede tænderne sammen da det var en af de piger han havde været sammen med, som han ellers ihærdigt havde prøvet at undgå.
"Loren!" sagde hun og pillede ved sit lyse hår. Han smilede meget svagt "Eh Katja, Jeg har ikke tid lige nu" sagde han så "Det er et ret dårligt tidspunkt at komme på"

Madelaine rykkede med et sæt ansigtet mod døren da
det bankede på.
Da Loren åbnede døren, blev helt bleg. Mundlam.
og forvirret. Hun så en blond tøs stå ved døren.
En fuldstændig modsætning til ham.
Madelaine tænkte med det samme han det sikkert
var en beundre..elsker... .
Uden overvejelser, sprang hun ned fra vindueskarmen
og ind i soveværelset.
Hun tog sine ting hurtigt, og gik med det samme i fart
ud af døren.
Da hun halvt ud af døren gik, fik hun øjenkontakt med
Loren.
Det var som om det gik i slowmotion.
Hun vendte blikket efter at ha mødt hans øjne
og farede ned af trapperne.
Smerten i kroppen dræbte hende næsten og
hun haltede ned af trapperne, men hun skulle bare
væk sagde hendes krop, sjæl og tanker.

Loren så efter Madelaine og det smertede ham at se hende fare sådan væk. Han stod kort og så bare efter hende. Da han mærkede Katjas hænder mod brystet. Han så på hende og tog fat i hendes hænder "Hold dig væk fra mig" sagde han truende og så på hende med et faretruende blik. Han løb ud af døren og ned af trapperne efter hende "Madelaine!" råbte han *Pis!* Tænkte han og vidste godt at det var hans egen skyld, Han kunne jo bare lade være med at have gang i så mange kvinder.

Madelaine løb nede af vejen.
En tåre løb ned af hendes kind.
Hun skammede sig over at det gjorde
så ondt på hende.
Var hun faldet for ham?
*FUCK!*
Hun hørte hans kald, og vendte sig om
da hun så ham.
Imens hun kiggede på ham, faldt hun.
Hun havde kun en t-shirt på, så hendes
lår fik store ridser.
Det begyndte at bløde en smule, og
hun prøvede at komme på benene igen.

Loren var hurtigt henne ved hende, han tog fat i hende og hjalp hende op.
Han holdte hende fast "Madelaine, please ikke løb" sagde han så og så ret frustrerret ud.
Han så på hendes tåre og det smertede ham at han havde fået hende til at græde.
"Du .. græder" sagde han trist og sank "Hun betød ikke noget .. " sagde han så og holdte fast i hendes håndled.

Madelaine prøvede at rive sig løs.
" gå!" sagde hun.
Hun var frustreret og det gjorde ondt på
hende at han skulle se hende græde.
Hun prøvede med al viljestyrke at
få tårene til at stoppe.
Og hendes vilje var stærk, så det virkede.
" Jeg forstår dig ikke.. jeg forstår ingen ting..
jeg forstår ikke mig selv!?" råbte hun med ikke
særlig høj stemme. Men den var stærk og bestemt.