Det jo om natten alt det sjove sker? (madelaine)

Loren vendte sig om da han så Madelaines blik.
Han fik øje på manden og så igen på madelaine med et bekymret ansigt.
Hvad var det der gjorde hende så bange?
"Hey .. er du okay?" spurgte han og lød ikke nær så vred som før.

Madelaine svarede ikke men kiggede manden dybt i
øjnene, næsten som om hun var blevet hypnotiseret.
Hendes øjne var store, og knækkede hendes negle
under håndpladen. Hendes hjerte hoppede afsted, og
under få sekunder stod manden foran hende foran
disken. Han satte to knugede hænder i bordpladen
og kiggede Madelaine stirrende i øjnene, før han tog
med et hårdt greb om hendes kæbe og hev hende
frem af, mod ham selv.

Det gik først op for loren at denne mand ikke var en kunde da han greb fat i Madelaine.
Han kneb øjnene svagt i og tog fat i mandens jakke bagpå "Slip hende" sagde han køligt og bevarede overblikket. Han havde massere våben på sig, men kunne også sagtens klare ham med de bare næver, det var loren selv ret sikker på, derfor panikkede han heller ikke.

Manden holdte grebet om Madelaines kæbe hårdt og
inden han gav slip og smed hende på gulvet. Han
trak sig selv bagud så han ranglede ind i Loren.
Madelaine jamrede sig så han havde påført hende
smerte. Hun lå på gulvet, og blev med et utroligt
rasende. Dog havde hun slået hovede da hun ramte
gulvet så hun havde svært ved at koncentrere sig nok
til at bruge hendes evne. Hendes syn var blevet slørret,
og hun havde det som om alt gik i slowmotion.

Loren trak sig tilbage for ikke at slå sig da manden ramlede ind i ham.
Den lyshårede dreng var for længst stykket af, han var også engel og ubrugelig.
Han kunne først nu dufte på manden at han også var Dæmon.
Han gik ind foran Madelaine for at stå i mellem hende og den fremmede.

Madelaine stilte sig op på hendes magre og ustabile ben.
Hun tog sig til hovedet, og kiggede lidt over Lorens skulder,
men var i hendes højde med hendes høje støvler på.
Hendes øjne blev aggressive. Hun prustede og hvæssede af
ham så hendes tænder viste sig. Hun hoppede over disken
i et sving og væltede manden så han væltede omkuld.
" far?..." udstødte Madelaine tøvende og forskrækket.

Loren blev kort forvirret og så fra Madelaine og ned på manden.
Han vidste ikke hvad han skulle sige og tog sig kort til hovedet.
Han lo lavt og kort over det og så ned, Ja nu fik han i hvert fald ikke farens acception.
Men det havde han nu heller ikke regnet med.

Madelaine gik baglæns og stødte ind i Loren bag hende.
Hun kiggede på Loren og kørte en hånd ned af hans arm,
som en undskyldning for at støde ind i ham. Dog var hun
så mundlam. Hvorfor var hendes far her? Hun havde jo
stukket af hjemme fra og havde flyttet. Hun havde ikke
set sine forældre siden. Madelaine var chokeret, og
så forvirret som muligt.
Manden rejste sig og gemte sit ansigt bag hans mørke
cowboy hat.
" Så her befinder du dig, siden du stak af..." udbrød han
roligt, men dog med en meget vred tone.

Loren tog hende i hånden for at berolige hende lidt.
Han brød sig ikke rigtigt om faren for at være ærlig.
hvis han var kommet for at tage Madelaine tilbage, kunne han godt glemme det.
Han knugede svagt om hendes hånd og skulede lidt til faren, Loren havde ikke noget imod at bruge vold hvis det skulle gå hen og blive nødvendigt.

Madelaine svarede ikke da hun stadig var mundlam.
Hun tog godt fat om Lorens trygge hånd og mærkede
hans specielle varme.
" Dit skarn!" udstødte han og trådte et truende skridt
imod dem.

Loren trødte et faretruende skridt frem for at vise ham at han godt kunne holde sig væk.
"Fortæl os nu bare hvad du er kommet herhen for ellers er vi ikke interesseret i at være i nærheden af dig" sagde han også selvom han ikke vidste Madelaines mening, men kunne mærke på hende at hun ikke var tryg ved at han var her.

" Bland dig udenom knægt!" svarede han og skubbede
Loren væk på hans brystkasse. Han gik tættere på
Madelaine og stod truende op i hovedet på hende.
Han lod sin hånd køre ned af hendes kind, og sagde
imens til Madelaine.
" Hvor sindssyg er man når man flygter fra dem der
har taget sig af en hele dagen liv!".
Han tog hånden væk og slog hende med et ordenligt
smæk på kinden, så Madelaine røg til siden, og nær
ikke kunne holde sig på benene, men fik fat i kanten
af bordpladen på disken og rettede sig op.
"Hold op Nicholas!" Råbte hun næsten skrigende.

Vredenn bruserede frem i ham da han både kaldte ham knægt og slog Madelaine.
"Der er noget der hedder dårlige forældre" sagde han ud mellem sambidte tænder.
Han søgte ned i sin lomme efter kniven, men var ikke sikker på om han måtte dræbe hendes fare.
Selvom han selvfølgeligt var en forfærdelig far, kunne det jo være at hun ikke havde lyst til at han skulle dø alligevel.

Madelaine slog sine klør ud og svingede armen
rundt så han kinden i hans ansigt blev flænset
op.
" Forsvind! FOR ALTID!" Råbte hun højt, så
hendes ansigt blev helt rødt og få spyt dråber
fløj med kraft ud fra hendes hals.
Hendes øjne var ved at sprænge af anstrengelse,
og hendes krop var snart færdig for energi.
Faren, Nicholas, stod og tog sig til kinden, dog
kunne man allerede se hans kind begyndte at
hele. Han trådte tæt på Madelaine endnu en
gang tog hende hurtigt om kæben og kyssede
hende hårdt på hendes læber før han hurtigt
var ude af butikken.

Loren så efter ham med et vredt og køligt ansigt udtryk.
Han kiggede derefter på den meget rasende Madelaine.
Han gik hen til hende lagde armene om hende bagfra og pressede hende blidt til sig.
Han håbede på at han kunne berolige hende lidt og måske prøve at få hendes far ud af hovedet.
Som forhåbeligt ikke kom tilbage.

Madelaine lod sine arme om loren og mærkede
hans krop mod sig. Det beroligede hende da hans
krop var varm. Hun sukkede og trak vejret tungt
og i forskelligt tempoer.
Hun lukkede øjnene, og sank næsten ned i benene,
da hun overraskende besvimede og blev slap i
kroppen.

Loren blev overrasket da hun besvimede og holdte dog om hende så hun ikke faldt.
Han bar hende op i sine arme og valgte at det nok var bedst at tage hjem.

Han fik hende hurtigt hjem og ligge i sengen, han kørte en hånd igennem hendes hår og kyssede hende kort på munden. Hvorefter han gik ud af rummet i en tavs og tænksom tone.
Han satte sig i hendes sofa, men rejste sig for at gå ud i køkkenet og lede efter noget alkohol.

Madelaine lå i sengen livløs, med dog med tung
vejrtrækning. Alt var sort, men en gang imellem
små forskellige farve lysglimt. Hun havde det som
om hun svævede ude i rummet. Dog begyndte hendes
krop pludseligt at falde tungt ned af. Hendes krop føltes
tung, men dog svævende.
Med et lyst lysglimt befinder hun sig hos den gamle ejer
af hendes lejelighed, som hun slog ihjel, fuld igang med
at udnytte hende seksuelt. Hun begyndte at skrige, og græde,
dog er hun stadig fanget i universet.

Loren der var igang med at lede, hørte hende skrige og var i en fart inde hos hende.
han tog fat i hendes håndled for at få hende til at ligge stille, han vidste egentlig ikke hvad han skulle gøre, han var ikke vendt til at skulle klare sådan nogle situationer.
Han lagde istedet armene om hende og knugede hende indtil sig "Rolig Madelaine Rolig, Du drømmer" sagde han roligt, men dog lidt anspændt.

Madelaine vågnede med et sæt, og kiggede med
helt opspirret og tomme øjne. Hun lå og stirrede
stift op i loftet før hun kom til sig selv igen.
Hun følte Loren om sig, og græd en smule videre
før tåreende automatisk. Hun holdte sig fast indtil
ham med et fast og knugende greb og spændte
i hele kroppen, da en bølge af rædsel strømmede
igennem hende, og det blev bare ved.
Madel blev ved med at tænke på hvorfor hendes
far skulle opsøge hende?

Loren lod sine fingre glide beroligende ned af hendes ryg.
"Rolig skat" hviskede han stille og kyssede hende i nakken.
Han prøvede ihærdigt at få hende til at falde til ro, da det ikke var sjovt at se hende så.. skrøbelig.

Madelaine havde det forfærdeligt, og følte
sig mere end bare svag. Hun hadede at
vise hendes svagheder, da hun ville være
den stærke kvinde som hun altid havde
ønsket om at blive. Hun stoppede med at
græde, og tørrede hendes øjne, da hun
trak sig en smule væk fra Loren som var
så tryggende og sød ved hende. Hun var
overrasket over hvor beskyttende han
egentlig kunne være.
Hun lod et par fingre køre adskillige gange
under hendes øjne for at få de våde rester
af make-up væk.

Loren så på hende og søgte efter hendes øjne.
"Er du en smule okay igen" spurgte han stille og smilede svagt.
Det gjorde irriterende ondt at se hende græde og være så svag i det.
Han kyssede hende kort på munden og holdte ansigtet tæt ved hendes.
"Ingen kommer til at gøre dig fortræd" hviskede han og så ind i hendes smukke øjne.
"Det skal jeg nok sørge for" sagde han og nappede hende blidt i læben og smilede svagt.

Madelaine kiggede ham dybt ind i øjnene og
svarede med roligere stemme.
"yeah..." Hun kyssede Loren tilbage stille
og ømt i et par sekunder, før hun slippede og
tog sig til hovedet. Hun rejste sig og gik ud
på badeværelset. Hun stilte sig foran spejlet
og sukkede dybt. Hun tog tøjet af og kiggede
over skulderen til Loren der sad inde i sengen.
Hun gik ind i badet og tændte for vandet. vandet
strømmede ned over hendes kolde og skrøbelige
krop, men badet skulle nok få hendes tanker på
plads og få hende til at vende lidt mere tilbage
til virkeligheden.

Loren sad stadig på sengen og så ned i et tænksomt blik.
Han bed sig svagt i inderlæben og kunne mærke kniven i sin lomme som stikkede svagt mod hans lår, det gjorde ondt og brændte lidt der hvor den stak.
Han kunne mærke blodet pible frem der hvor kniven havde snittet.
Han tog først der kniven op af lommen og rejste sig op, han lagde den i jakke lommen og tog jakken af. Han så på sit lår hvor blodet havde blødt igennem.