kedelig dag//April//

S-byen
O-lidt mennesker
V-blæst
T-13.00
D-21/8


Jaster var inde i byen og kede sig mere eller mindre han havde ikke noget at give sig til lige nu så han gik bare gennem byens gader og viste ikke hvad han skulle give sig til *sikke en kedelig dag*tænkte han og gik vider og stoppede op og kiggede på et vindue som der var ting og sager i og han stod bare og kiggede på det med et smil på sine læber og stod der i lang tid og kiggede så lidt rundt og gik hen og satte sig på en bænk

Vinden skar lige igennem Aprils tynde påklædning, og gav hende gådehud over det hele. Alligevel strålede hun som en sol, som hun gik gennem byen, og lod vinden lege med sine lyse krølle. Hun holdt en gammel, nusset bamse med form som en kanin knuget tæt ind til brystet, mens hun gik med store skridt. Det var tydeligt at hun havde gang i en eller anden leg, hvor det gjalt om at man ikke måtte røre stregerne på den flisebelagte gade.

Han sad stille og roligt og kiggede rundt og fik øje på en lille piger der gik og legede med sig selv og smil til hende som om han ikke havde set et lille barn før som hende og ville ikke forstyrre hende midt i hendes leg hvad det så var hun legede.

En munter latter lød fra den lille pige, mens hun kvidrede løs til den gamle bamse, og tilsyneladende var fuldt optaget af legen. Dog ville man - hvis man så efter - bemærke, at skønt manges blikke vendtes mod barnet, som de gik forbi hende, så var der ingen der rigtigt holdt øje med hende. Alle passerede hende, og regnede med at en eller anden, anden tog sig af den yndige lille pige.

Han rejste sig op og gik stille hen til den lille pige og kiggede på hende "hej med dig min ven"sagde han og kiggede på hende med et smil "vil du med hen og ha en is"spurgte han stille og kiggede på hende med et sødt smil på sine læber

April stoppede op, og så overvejende op på manden, der havde talt til hende. Se dét var et svært valg. Is var godt. Is var rigtigt godt, og så var det usundt, hvilket blot gjorde det bedre!... Men han var en fremmed, og fremmede var ikke altid særligt gode, specielt ikke når de sådan uden vidre tilbød is... Pyt, April var sulten, og hun var en rigtig slikmund.
"Det vil jeg godt." nikkede hun derfor, og sendte ham et muntert smil.

Han kiggede på hende med et stille smil på sine læber og rakte hende sin hånd "så kom"sagde han med det samme smil på sine læber og ville gerne give hende en is og i sær når hun var så lille og sød

April lagde sin ene lille, buttede hånd i mandens, og knugede hårdt om bamsen med den anden, for ikke at tabe den. Det var måske at ufordre skæbnen, at være så skødesløs omkring fremmede, når man ikke var andet end et lille barn, men så igen; Hvem forventede at et barn skulle være fornuftigt, og tænke på sådanne ting?

Han smilte til den lille pige og gik hen mod en is butik "hvad for en is vil du ha"spurgte han og kiggede på et skilt med billeder af de forskellige is der var "du må vælge lige hvad du vil ha"sagde han med et stille smil på sine læber

Aprils store øjne, gled hen over udvalget. Straks efter at hun havde fået at vide, at hun måtte få lige den is hun ville have, fløj blikket op til de største is, der var at vælge. Samtidigt fortalte en lille stemme i hendes hoved, at sådan en is ville hun aldrig nogensinde kunne spise!... Derfor endte hun også med at vælge en sodavandsis, der måske egentlig var lige stor nok.
"Den der!" kvidrede hun muntert, og pegede, mens hun forhåbningsfuldt så op mod hans ansigt.

Han kiggede på hende med et smil på sine læber og gik ind i butikken og fik den is til hende som hun havde valgt og kom ud med den til hende efter at ha betalt for den "værsgo"sagde han og rakte den til hende med et venligt smil på sine læber

Aprils øjne strålede af glæde, da hun fik isen. Hun tog en bid, og smagte på den, hvorefter hun skar en grimasse, grundet den pludselige kulde i hendes mund. Hendes ene hånd knugede endnu om den beskidte bamse, mens hun gav sig til at sutte på isen, for at få den til at vare længere.

Han kiggede på hende med et smil på sine læber "hvor er dine forældre hende"spurgte han og kiggede på den lille pige med et smil og kunne godt lide at se hun kunne lige isen som hun havde fået

April så lidt op på ham, mens hun overvejede sit svar.
"Derhjemme." blev det til, mens hun så på ham med et ejendommeligt ansigtsudtryk. Åh gid han dog ville lade være med at begynde at spørge. Voksne begyndte altid at spørge... Og nogle af dem sladrede, når de ikke kunne lide de svar de fik...

Han kiggede på hende "derhjemme og de lader bare dig gå rundt her"sagde han og kiggede på hende med et stille smil på sine læber og ville se efter hende så der ikke skete hende noget og sådan nogen ting

April nikkede, og det lykkelige udtryk vendte tilbage til hendes ansigt. Han var ikke begyndt at spørge, og det var godt!.. Hun tog endnu en bid af isen - denne gang uden at skære grimasser - og så så op på ham. Hvorfor mon han havde købt en is til hende?..

Han kiggede på hende med et smil på sine læber og strakte sig lidt og kiggede så på pigen igen "i små børn er altså søde"sagde han og kiggede på hende med et stille venligt smil på sine læber og viste ikke hvad han ellers skulle sige

April lagde let hovedet på skrå, og så eftertænksomt op på ham.
"Hvorfor det?" spurgte hun med munden fuld af is, og et uforstående blik i øjnene. Hun havde ofte fået at vide, at hun var sød, men hun havde aldrig rigtigt forstået hvorfor...

Han kiggede på hende med et smil på sine læber "fordi du er så lille og sød"sagde han og kiggede på hende med et smil på sine læber og viste ikke lige hvad han ellers kunne sige for at forklare det til hende

"Men hvorfor?" vedblev April, og så op på ham. Hun var blevet færdig med isen, og gumlede nu egentlig bare i pinden.

Han kiggede på hende "det ved jeg tror bare i børn har en mærkelig effekt på os voksne"sagde han med et smil på sine læber og kiggede på hende "står man og bider i pinden"spurgte han og kiggede på hende

April nikkede eftertænksomt, men så dog ikke ud til at forstå det.
"Mmmh" nikkede hun med et grin, da han spurgte hende, om hun bed i pinden. Det gjorde hun da, kunne han ikke se det? Hvis ikke, så var han godt nok dum...

Han kiggede på hende med et smil på sin læber og kiggede lidt rundt "hvad har du lyst til at lave"spurgte han venligt

April så op på ham, uden at sige noget. Hvad havde hun lyst til at lave? Det var da ærlig talt et dumt spørgsmål, nå... Det var sådan set ikke noget April nogensinde havde tænkt synderligt over. Hun havde bare gjordt det... Dette var også grunden til at hun trak let på skuldrene, før hun vendte sig for at gå over til en skraldespand så hun kunne smide ispinden ud, da den ikke længere var synderligt interessant.

Han kiggede på hende med et stille smil og det var ikke til at forstå at sådan en lille pige som hende var ude i byen helt alene uden sine forældre eller nogen der kunne holde øje med hende