Sjap sjap sjask sjask //Caden//

Tid: Nat

Dato: 23 August -10

Vejr: Stjerneklart


Det var koldt, en besynderlig ting på denne tid af året. Måske det havde noget at gøre med at natten havde sænket sit slør, men det burde ikke være nær så koldt. Kaizel skuttede sig let. Hans langærmede skjorte tog intet af kulden, og hans jakke var ikke meget værd der hjemme, der på sofaens armlæn, der hvor han som altid havde glemt den i morges. Typisk. Han var et vanemenneske, eller retter, en vanedæmon. Kaizel trak ærmerne ned om sine lange fingre, i et forsøg på at få varmen igen. Buskadset omkring Kaizel blev tættere for næsten hvert skridt den unge mand tog. Træerne blev mere knudrede, og stod på ingen måde på rækker, som de elles så ofte gjorde i kultur-skove. Men Kaizel var for optaget af sine indre tanker. Han var småbekymret, men havde ingen ide om hvad han dog var bekymret over.
Først da skovbunden blev blød, og den ene af Kaizels converse' gav et væmligt "svup" da han løftede den for at tage et skidt, lagde han overhoved mærke til hvor han var. Opdagelsen huede ham ikke, slet ikke. Hans brune øjne blev smalle, og han rynkede let på næsen. Hans arme havde han pakket tæt om sig.
"Fuck." Mumlede han til sig selv, da han brat var standset op.
Silent River lå foran ham, og han havde ikke været mange meter fra at blive en del af den lumske sø. Allerede der hvor han stod kunne han mærke mudderet suge ham til sig. Vand sivede op mellem hans fødder, og Kaizel måtte tage et par skridt tilbage for at undgå at blive våd om fødderne.
"Fantastisk, virkelig fedt. Åbenbart skal jeg staffes i dag." Sagde Kaizel højt til, hvis ikke sig selv så, en højere magt. Han lænede hovedet tilbage, og så op på stjernerne, som om han talte til nogen langt bort. Ligeså langt borte som de svageste stjerner.

Caden sad med fødderne overkors med hænderne foldet om et sølvbærger med uidentificerbar mørkrød væske. Hans skikkelse var let oplyst af stearinglysene han havde taget med hjemmefra og anbragt i en stor nok cirkel, at han kunne få plads inde i den. Hans violette øjne var slået i og panden rynket i dyb koncentration. Hans læber bevægede sig langsomt for at forme ordene der skulle fremmane væsenet fra helvede. Se, hvis dette havde været en film, ville sølvbærgeret være fyldt med blod. I dette tilfælde var den røde væske dog hindbær saftevand, som han vidste Florence elskede. Og hvis dette havde været en film, ville Florence være en ildspydende kæmpe dæmon der havde planer om at overtage jorden. Men i dette tilfælde var Florence en hellhound der elskede hindbærsaftevand, lange gåture og kløen på maven.
Caden havde på det seneste savnet selskab i sit liv. Nogen til at ønske ham 'Velkommen hjem!' når han træder ind af hoveddøren.
Caden lod sin bevidsthed glide gennem planerne indtil han nåede en mørk væg som han ikke var i stand til at trænge igennem. Han lod usynlige fingre række ud efter væggen og glide hen over den i søgen efter et svagt punkt. En ugle der havde sat sig i træet over ham tudede højlydt, men nu var der intet der kunne distrahere ham fra hans ritual.
Han var allerede på halvvejen ned til helvede.

Kaizel trak sig væk fra det lumske, grumsede vand, og var glad for at føle fast jord under sine fødder igen. Der var ingen grund til at ødelægge sine nye sko. Kulden gnavede i Kaizel, og han der gik gys af kulde ned langs hans rygrad. Han trængte til at komme hjem, men så alligevel ikke. Man kunne måske sige, at noget havde draget Kaizel til denne lumske sø, og at det stadig dragede ham. Og nej, det var ikke trangen til at drukne sig selv. Hvis Kaizel nogensinde skulle få den idé at drukne sig selv, skulle det vare glamorøst gjort. Ikke noget med mudder og et sted ingen alligevel besøgte. Det var Kaizel simpelthen for romantisk anlagt til. Et selvmord af Kaizel Blackout skulle have baggrund, udførres let, og uden smerte, og med en lang romantisk historie bag. Men siden Kaizel hverken havde selvmordstanker eller nogen form for romantisk historie, var chancerne for at selvmord var hans mål i livet meget lille.
Dog var der noget der fik ham til at se sig om. Og ikke bare sådan, se sig om, men virkelig se sig om.
Da så han lysene.
Ja, selv Kaizel vidste at man aldrig skal gå mod lyset, men dette var ikke sådan et altafgørende lys. Ikke et lys de bestemte om han levede eller døde. Det var mere... Varmt?
Eller var det bare stearinlys? Forsigtigt gik Kaizel igennem det viltre terrain. Han holdt sig tæt til træerne, ikke fordi han var bange for at blive opdaget, men fordi han ikke havde lyst til at synke i moget mudder, og risikere at sidde fast. Han følte sig langs træstammerne, og lod sine fingre let holde fast i alle grene, og dybere revner i træerne.

Caden havde ikke forberedet det vildt store ritual. Det eneste han enlig brugte som 'anker' til menneskenes plan var stearinlysene. Han turde derfor kun bevæge sig rundt på grænsen til helvede, det ville være alt for ricikabelt at bevæge sig længere ind med mindre han havde et større 'anker'. Jo længere ind han bevægede sig, jo mere ustabil var forbindelsen mellem krop og sjæl - det ville være næsten umuligt at vende tilbage hvis han mistede kontakten til sin krop.
Skulle sådanne situationer opstå havde han kontakter i underverdenen han kunne drage til hjælp, men hvorfor tage chancen?
Han lod en smule af sit sind glide tilbage i sin krop for at begynde den sidste del af ritualet. Han stak sin hånden i kommen på sin sorte frakke og fremdrog et halsbånd. En lille sølvbjælde hang ved siden af det poteformede hundetegn med navnet Florence på. Han rystede halsbåndet, men bjælden ville ikke ringe. Istedet fulgte lydbøljerne forbindelsen mellem hans krop og sind og kunne høres som rislende klokker, som ekkoede igennem det tomme bjerglandskab i underverdenen.
Kort tid efter kom svaret i form af et hyl, hvilket overraskede ham.

*Florence må være blevet større siden sidst... nå, det er vel også lige meget.*

Caden trak sit sind tilbage igennem planerne indtil han slog øjnene op ved Silent Rivers bred. Så begyndte jorden at ryste.

Kaizel gik, så meget som man nu kunne gå, hen imod lyset. Han blev hurtigt bekæftet i at det faktisk var stearinlys, en hel cirkel af dem. Og inde midt i ciklen, jah gad vide hvad der var der? Kaizel lagde hovedet på skrå, dog uden at stoppe med at gå. Han havde aldrig været glad for mudder, eller mudret vand, og skrækken for at sidde fast, og ikke bive fundet var lidt for overvældende. Midt i cirklen sad en person. Nysgerighed overtog næsten alle Kaizels sanser, og han blev hurtigt ufosigtig.
Sjap, Sjap.
En gren knækkede i hænderne på Kaizel, og et let overrasket udbrud lød fra hans læber. Og det var der at jorden begyndte at ryste. Kaizel mærkede det i hele kroppen. Først let, og snart noget voldsommere.
Sjask, Sjask.
Med lange skridt tog Kaizel chancen, og gik ud i det lumske mudder. Han landede to gange i det mudrede vand, før hans fingre lukkede sig tæt om en god sikker gren, der hang lavt fra et gammelt, dog stabilt træ. Hans muskler skreg i protest da han trak sig op i træet. Kulden havde ædt sig ind i hans muskler, og gjorde det sværere for Kaizel at komme op i træets sikkerhed. Han måtte bide et let gisp i sig, da et stik af smerte løb op igennem hans arme.

Da Caden havde kontrol over alle lemmer igen kastede han sig sidelæns ud af cirkelen for sekunder senere, brød jorden indenfor stearinlysene sammen. Lysene stod fast og uanfægtet af de mægtige rystelser, men flammerne var blæst ud af vinden og små røgsøjler slingrede sig op mod de glimtende stjerner. En stor pote dukkede op af hullet hurtigt efterfulgt af en anden, der kradsede sig vej op af jordvæggene for at nå helt til tops. Det gik hurtigt op for den unge dæmon at den lille nuttede pelsklump der engang jagtede rundt efter Cadens støvsuger var blevet en del større siden sidst.
Florence gik ham til navlen, hvilket i sig selv var ret afskrækkende. Det store dyr lignede sgu mere en ulv end hund. Hans lange kulsorte pels var så mørk en farve at den skinnede blåligt og de ravgyldne øjne var fæstet på Cadens egene violette. En rumlen fandt vej op igennem halsen på den unge hellhound og en dyb knurren ekkoede igennem den kolde natteluft. Caden rynkede panden og knurrede tilbage, lige så voldsomt, i irritation og måløshed. Kunne han da ikke genkende sin gamle mester?
Florence pels stod ud til alle sider i aggresion og dens lange skarpe klør borrede sig ned i jordbunden.
Caden afbrød sig selv og rullede med øjnene. *Den køter vil bare ikke lytte* han sukkede og rakte ned efter halsbåndet han havde tabt på jorden.
Caden rystede blidt med den og en lyd, så høj at den kun kunne høres af øre så skarpe som Florences klitrede fra den lille bjælde.

Et indre skrig rungede igennem Kaizel. HJÆLP HAM! Et instinkt tændtes, som om nogle havde trykket på en on knap. Et instinkt der fortalte Kaizel at han skulle tage affære, ligesom det også fortalte ham, at det var en fyr, og ikke en kvinde, der havde påkaldt det mystiske ulvelignede væsen. Pjævset had til mudder var en ting, mens et instinkt var noget helt andet. Kaizel nåede ikke at tænke meget over om han skulle gøre noget, eller bare forholde sig roligt, så der ikke gik noget galt. For han vidste godt hvad der skete. Han havde aldrig set det, men i hans tid havde han læst nok bøger til at vide stortset alt. Undtagen fodbold. Ingen skriver bøger om fodbold.
Instink hev Kaizel ned fra hans ellers sikre træ, men uventet nok satte han ikke med det samme i løb for at komme til undsætning som en rigtig superhelt gjorde. Ikke som supermand eller batmand. Ingen nu om dage løb nogle til undsætning, ikke før det var forsent. Man skulle holde sig til sine egne problemer, ikke bryde ind i andres og gøre det værrer end det allerede var. Derfor var det at Kaizel i et roligt, men sikkert tempo gjorde afstanden mellem den fremmede og sig selv mindre.
Han var ikke bange, Kaizel altså. En kølighed sænkede sig over ham, og han ændrede næsten karekter. Som så mange dæmoner, havde kaizel to sider, dog uden den største forskel mellem han to sider.
Den ulvelignende hellhound gav et ynkeligt hvin fra sig, ved lyden af den skarbe kimen, og selv Kaizel måtte bide sig hårdt i kinden for ikke at give efter for sine øres smertefulde brokken. Kaizel var stoppet op, en halvanden mester skråt bag den fremmede.

Caden havde, af en eller anden mærkelig grund, aldrig været anfægtet af bjælden han dinglede med i hånden. Det var en gave fra en gammel blind mand han engang hjalp over gaden - for hvordan fanden skulle en blind mand ellers kunne komme over? - og han havde givet ham bjælden uden et ord, og fortsat hen af gaden uden et eneste ord som tak.
Bjelden havde dog, som bevidst, haft sine nytter og han gik aldrig ud af huset uden at have bjælden hængende et sted på sig.
En prikken i nakkeskinnet gjorde ham opmærksom på en anden tilstedeværelse end Florence og ham selv. Han vendte sig om og så til sin forbavselse en dreng på nogenlunde alder med sig selv. Drengen ansigt var forskruet i en grimasse og Caden holdt i det samme sin bjældren inde. Caden åbnede munden for at spørge hvad han lavede der men blev afbrudt af et kort skingert hyl. Store kæber fik fat i hætten på Cadens trøje og han blev slynget tilbage med sådan én kraft, at det slog al luft ud af ham. Caden skulle lige til at kæmpe igen da en stor våd tunge slikkede sig hele vejen fra hage til hårrod i ansigtet på ham.
"Florence!" udbrød han og skubbede til pelsen der indhylede den unge dæmon. Florence hale bevægede sig fra side til side og han lagde hovedet let på skrå med øjnene rettet mod Caden. "Dumme dyr" mumlede Caden og pressede sit ansigt ned i Florences pels imens han omfavnede siin ven. I et kort øjeblik havde han glemt alt om personen bag sig.

Hans hjerte slog et slag over af overraskelse. Hylet fra den grumme ulve agtige Hellhound fik hans opmærksomhed til at rette sig væk fra den fremmede, der ellers så meget godt ud, til den grumme, langpelsede, ulvede, hellhound, der imidlertidigt ikke tiltalte ham besynderlig meget. Den ulvede skabnig lavede et ordentligt spring, for et væsen i den vægtklasse var det noget af en præsentation, især med at den lange pels.
Dens kæber snabbede let i luften, før de hårdt lukkede sig sammen om den fremmedes hætte. Alle muskler i Kaizels krop gjorde klar til at gøre noget, bare noget.
Da så han skabningen hoppe legesygt efter den fremmede, som hunden ellers lige før havde kastet rundt med som var det en bold der skulle leges med.
Luften gik af ballonen, eller sådan føltes det, da alle Kaizels muskler løsnedes, og han slappede af. Han var ikke sikkerpå hvorfor, han havde læst så tit at helveds væsner ikke var til at stole på,ikke et eneste sekund. Men her overlod han en andens liv til en hellhound. En HELLHOUNd. Han måtte være blevet tosset. Hellhounds var ikke andet end muskelmasse og nuttede øjne, samt en masse pæls, eller skæl, det var vidst forskelligt. En hellhound havde jo ingen hjerne! Kaizel bed sig i kinden da skabningen lænede sig ned over den fremmede, og slikkede ham i ansigtet.
En metallisk smag bedte sig i Kaizels mund. Blod. Han havde bidt hul i sin kind.
Han lagde let hovedet på skå, og betragtede de to. Hellhound, og mester. Den eneste fare der vidst var, var at drengen druknede i hundens savl.

Den sødelige duft af blod ramte dem begge og de to forbandede væsener stivnede. De vendte begge hovederne samtidigt, den ene med læberne trukket tilbage i en snerren så tænderne glimtede. Caden bøjede knæene let, parat til spring, men forholdt sig rolig. Han blev pludselig mindet om at de ikke var alene.
"Hvem er du?" spurgte han drengen - dæmonen, at dømme efter blodet - som stod foran ham. At dømme efter udseende var dæmonen lidt ældre end ham selv - men på indersiden, hvem ved? Dæmondrengen kunne være over 1000 år og han ville ikke se et år over 20 ud. Dog var der noget bag hans blik, en ild som ikke længere eksisterede bland de ældre dæmoner han havde mødt i sin tid. Hvad der bekymrede ham var, at han ingen fornemmelse havde af drengen. Drengen måtte have en evne inden for sindets tynde grænser - ellers ville Caden have kunnet læse ham som en åben bog.
"Interessant" mumlede han og strøg Florence over hovedet i en beroligende gæstus.
"Hvem er du?" Gentog han og hævede det ene øjenbryn uden at bryde øjenkontakt.

Kaizel stivnede, da to par øjne vendtes mod ham. Han rankede sig, og hans øjne blev til smalle sprækker. Han var ikke en der stolede vildt på folk. Hans insitnkt for at beskytte overskred langt dem han stolede på. Hvis det ikke havde gjort det, ville det ikke have været et instink, men i stedet en selvfølge. Ligesom når man skal holde sig ren. Det er en selvfølge at gøre sig "ren" efter man har været på toilettet, mens det er et instinkt at gå i bad og vaske sig grundigt, samt bruge deodorant og parfumer. Forskellen - tydelig.
Kaizel vendte sin opmæksomhed mod drengen, dog ikke uden at bruge resten af sine sanser på at holde vagt med den store hellhound. Overraskelser var ikke lige hans yndlings ting.
Kaizel studerede drengen. Han var knapt så høj som Kaizel, og han var mere spinkel af bygning. Hans ansigt var kønt, måtte Kaizel indrømme, noget han ikke var spor glad for, altså at indrømme det. Violette øjne studerede Kaizel.
Da Kaizel åbnede munden og talte, strømmede en melodisk, varm stemme ud. En stemme der lå i så stor kontrast til de mistænksomme øjne som overhoved muligt.
"Kaizel." Sagde Kaizel, da spørgsmålet: "hvem er du?" genlød for anden gang.
De fleste ville vige tilbage med at fortælle deres navn lige ud til en fremmed, men Kaizel? Kaizel kunne ikke være mere ligeglad. Det var et navn, et navn der alligevel stod i så mange modeblade nu om dage. Og frygtede han ikke en hel hær af fans? Nej, ikke just. Den stårste hær af fans han ville kunne få her, på dette øde sted, var de helveds væsner den fremmede påkaldte. Og de ville nok ikke være fans, de ville nok mere være noget i retningen af sultne efter en lille lækker Kaizel kiks.

Kaizels stemme var som blød musik i Cadens spidse ører og det fik hans skuldre til at falde en smule fra deres tidligere spændthed. "Kaizel" gentog han langsomt, som om han smagte på ordet. Det passede til ham syntes Caden.
Caden løftede det ene ben for at gå tættere på den nykomne men Florence satte en af sine store poter på frakkekanten der slæbte hen af jorden og forhindrede ham i at røre sig. En knurrende advarsel var hvad han fik.
Caden holdt en hånd oppe og knurrede blidt igen. Florence forstod beskeden og han slap modvilligt sit tag om ham.
Caden trådte helt hen til Kaizel og rakte hånden frem i en venlig hilsen.
"Navnet er Caden" sagde han og så granskende på Kaizel.
Han var en gåde der ikke kunne løses ved bare at se på ham. Han var en person man var nød til at grave i for at kunne forstå - en person som Caden altid havde følt sig draget mod. Måske var det Kaizel, der kunne fylde ensomheden i hans tilværelse?
Som om Florence havde fornemmet Cadens tankegang, satte han endnu engang i med at knurre ad Kaizel.

Kaizels vejrtrækning var rolig, hans skuldre var afslappede. Hans mistænksomme blik forsvandt let da den fremmede udtalte hans navn. Kulden der for kun minutter siden havde gnavet i marv og ben, var nu aftaget. Ikke fordi det ikke stadig var koldt, men fordi noget andet varmede ham. Hvis noget, bare selskabet af en anden. Han var så vant til at være alene. Han havde skubbet alle fra sig da han startede sin karriere. Der var ingen grund til at have venner, når han blot skulle have øjenkontakt med dem, for at få dem til at gre hvad han ville. Han havde aldrig diskuteret med nogen, aldrig sloges med nogen. Han havde aldrig flirtet. Han gik bare hen til piger, og sagde at han ville have sex med dem. Den var simpelthen ikke længere. Hans evne var ikke svær at styre, overhoved ikke, og han kunne i sit lange liv have valgt at have de skænderier, de slåskampe, han havde undgået. Men det at han kunne undgå noget der ikke var rart, den viden, den trang, den var for stor. Hvilken person ville dog vælge at skændes med sin bedste ven, når man bare kunne bede dem om at holde op, og gøre som man sagde.
Men nu længtes han pludselig efter et venskab. Selv et venskab som denne hellhound og dæmons.
Den varme, der strømmede fra alle levende væsner inklusiv dæmonen og hunden, var som nikotin for en ryger der har prøvet at holde op i rigtig lang tid, og så får et hurtigt sug.
Dæmonens stemme afbrød hans længsel efter venskabets varme.
“Caden.” Mumlede Kaizel, da hans hånd let lukkede sig om Cadens i et let håndtryk. Cadens hud var lun, mod Kaizels istapper. Et kort øjeblik havde Kaizel en voldsom trang til at være nær denne Caden. Mærke hans varme, mærke et andet væsen tæt på. Men Kaizel undertrykte denne trang. Det kunne ikke ske. Hellhounden, Floence, knurrede advarende for anden gang. Kaizel rev sit blik væk fra Cadens ansigt, og så ned på den store ulvehund. Florence så op på ham, og blottede sine massive tænder. En dyb rungende knurren advarede Kaizel om at han skulle passe på.