man kan møde alt på markedet (Larentia)

Hun skamte sig. Hun ham tættere på hende. Hun krammede ham, hun vidste ikke om han ville kramme hende men hun holdte bare om ham. "undskyld" sagde hun tavst, hun ville jo aldrig miste en ven pga. noget som var så dumt.

Han gengældte krammet
"Okay" svarede han og besluttede sig for ikke at tage emnet op medmindre det skulle ske igen.

Larentia gik et skridt tilbage og tog fat i hans hånd og trak ham med hende. Hun ville ikke gå tilbage til den bænk de kom fra så hun ville finde en ny. Hun skubbede roligt til ham som en form for tvang at der skulle han sidde. Hun satte sig ved siden af ham og så ham dyt ind i øjnene. "Du må ikke forlade mig!" sagde hun med en hæs stemme, hun vidste at hun havde gjort noget dumt og at hun forstod hvorfor han gik. "du må ikke forlade mig" gentog hun imens hendes øjne langsomt blev våde.

"Hei!" han så på hende, gengældte hendes blik med sine egne mørkeblå, rolige øjne.
"Slap af, okay?" smilte han
"Selvfølgelig forlader jeg dig ikke, jeg synes bare det var meget meget dumt" sagde han og tog hendes ene hånd i sin for at understrege det.

Hun lukkede øjnene og tog en dyp indånding. Hun fodstod ham. Hun så ned på hendes hånd og kigede op og smilte til ham. "okay" sagde hun med en stille stemme. Hun rykkede sig tættere på ham og lagde hendes hoved på han skuldre. "Jeg lover at stoppe" sagde hun tavst imens hun klemte sig tættere, hun følte sig dum og upassende.

"Det lyder godt" smilte han og følte sig selv bedre tilpas.
"Men det er overstået nu, lad os snakke om noget andet" sagde han og så ned på hende, så godt som han nu kunne.

Hun var helt afslappet. "Jo lad os det" hun rejste sig og greb fat i ham. "kom lad os lave noget sjovt" sagde hun imens hun grinte og fniste. Hun stod nærmest og hoppede af glæde som et lille barn.

Han rejste sig op med en blidt grin.
"Ja, noget sjovt" han så sig lidt omkring og puffede så blidt til hende og begyndte at løbe.
"Uden evner, du er den!" smilte han og så sig over skulderen mod hende.

Hun så han løb væk og stod bare med store øjne og forstod intet.
Endelig gik det op for hende. "nåår!" Hun løb hurtigt efter ham og grinte som et lille barn.

Han grinte lidt over det og nød sit lange forspring.
Han vidste dog ikke hvor i god form hun var nå hun ikke var varulv, men det ville han jo finde ud.
Han sprang til side for et menneske der kom gående, som stoppede overrasket op, og løb videre, så sig over skulderen for at se hvor hun var.

Larentia løb efter ham, hun var ikke ligeså hurtigt i menneske form som hun var i ulv. Men lidt kunne hun da. Hun løb og løb hun mødte det samme menneske i vejen med sprang let og elegant uden om. Hun kom tættere på ham, men der var stadig et stykke til at nå ham.

Manden var af natur stærkere og hurtigere end kvinder, tænkte Mihael, men efterhånden kunne man ikke sige det mere, eftersom dovenhed var rimelig udbredt for tiden.
Han drejede pludseligt af og løb mod højre istedet for, mens han kiggede sig lidt over skulderen for at se hvor hun var.
Pludselig stødte han ind i et eller andet, hans ben kludrede sig ind i hinanden og han faldt så lang han var med næsen først.
Han tog dog for sig med hænderne, men ramte alligevel asfalten hårdt.
Da han lå på asfalten drejede han om på ryggen og opdagede nu han var snublet over en halv stor sten.

Larentia løb hurtigere og hurtugere hun var ikke for pustet endnu. Hun så at han drejede af længere nede, nu satte hun farten højere op hun drejede af og så meget hurtigt at han lå ned. Hun bremsede hårdt op vendte om og satte sig på hug ved siden af ham. "oh gud er du okay?!" råbte hun nærmest, hun var bekymret for ham. Hun rystede over hele kroppen.

"Slap af Larentia, man skulle tro det var en bombe der sprang" smilte han og lagde sig helt på asfalten med lukkede øjne et øjeblik.
Så satte han sig op og åbnede øjnene
"Ja, fint" svarede han og børstede forsigtigt småsten af sine hænder, hvor der var kommet nogle skrammer.
Ellers havde han en rift på kinden men ellers var der intet at se.

Larentia åndede lettet op og grinte lidt med ham.
"Man ved aldrig" sagde hun smilende. Hun så hans skrammer, hun sukkede lidt. Men smilte dog stadig.

"De skal bare rengøres*" smilte han og mente sine hudafskrabninger.
Han puffede lidt til hende
"du kunne nok godt bruge til lidt øvelse til nå nogen kommer til skade" smilte han
"Man bliver ikke særlig rolig af en der næsten råber" det var ment lidt i dril og han gik ikke ud fra hun ville tage det alt for stødende.

Hun puffede tilbage. Hun smilte og kom med et lille fnis. "Jajaja, stille ikk?" svarede hun drillende, som om at hun var sygeplejeske og han var patienten og han skulle være stille når hun var igang med sit arbejde, hun grinte. Hun rejste sig og rakte hånden ud, en ting kunne hun vel, og det var at hjælpe ham op.

Han tog i mod den og hev sig op.
Han børstede blidt det værste snavs væk og grinte
"Sååå, det bestemmer jeg helt selv" svarede han

Hun grinte og holdte sig på maven. Underholdning. "men har du slet ikk ondt?" spurgte hun og kunne ikke lade vær med at grine.

Han trak på skuldrene
"Det kan mærkes, men det gør ikke direkte ondt" svarede han og så på hende, han kunne ikke lade være med at more sig over hende.

Hun smilte. "God så behøver jeg ikke være bekymret", grinte hun.

"Selvfølgelig ikke" smilte han og puffede lidt til hende inden han rejste sig op.

//kan ikek lige huske om han allerede stod op eller bare havde sat sig op//

// De stod op xD Synes emnet er gået død o_o Ved ikke hvad jeg skal skrive s: //

//ja, der sker ikke så meget mere, så vi kan stoppe? Og altid mødes i et andet senere//

// ja okay ^^ //