en nat på engen*privat Larentia

Dato* irl
Tid* 21:00
Sted* den lykkelige eng
Omgivelser* Blomster, og få træer
Vejr* mørkt men stjerneklart samt luften er lun
Påklædning* lilla bluse som avatar samt et par lyse løse jeans med huller i samt et par lilla overtegnet all star

Mørket var faldet på og de fleste folk var gået til ror samt at de var nu vampyrene og de andre natte væsner kom fram fra ders skjul efter en lang vaarm dag hvor man intet orkede, på den lykkelige eng var der fred en let brise fik de mange farvet blomster til at vippe svagt så det minede om et hav blot lavet af blomster der var næsten stille kun lyden af cikader(staves) ku høres fra skjulte sted mellem blomsterne, en ung mand sad under et af de få træer på et grønt tæppe eller sad og sad han lo faktisk og tog en lille morfar men hans sanser var dog åbne, det var ikke en normal mand men en blod dæmon som dog var en af de flinke altså nor han ikke var sulten eller sur for så ku han være en ret stor plage for fjenden.

Larentia havde været tidligt oppe denne dag, hun var træt men kunne ikke sove, så i stedet tog hun til denne eng, hun havde aldrig været her da solen var gået ned. Hun så sig omkring, hun så fantastisk godt i mørke. Hun var i sit rette element. Hun gik ud mod engen og lod findre spidserne ramme det høje græs og blomsterne. Hun stoppede op og så op mod himlen. Det var smukt, hendes korte hår blæste med vinden, hendes sorte øjne spejlede stjernehimlen så det lignede at stjerne var i hende. Hendes stramme, sorte top var slidt og de løse tråde der hang fra den blæste i vinden, det samme med nederdelen, som faktisk var blevet kortere med tiden da den var så ødelagt. Pludselig lægger hun mærke til en ny duft. En hun ikke kendte, det gik op for hende at hun ikke var alene.

Amandus sov tungt han krølede sig sammen i søvne og lavde et par få dybe åndedrat imens han drømte et eller andet der ikke var helt til at finde ud af man han sov dog, han opfange dog ingen lugte da han var får langt væk i drømmeland til at ku bruge sin lugtesans så han opfange ikke den unge kvindens duft og heller ikke den svage lugt af et eller ande der også hang ved pigens duft, han hhev tæppet lidt rundt om sig i søvne imens han drømte vidre man ville dog hurtigt ku vække ham.

Larentia så sig omkring, hun satte sig på hug og gennemsøgte området med hendes skarpe nattesyn. Hun ser en skabning henne ved træet. Hun kravler langsom hen til personen, men det hun finder er en sovende mand. Hun smiler lidt og sætter sig i græsset, hun stirre på ham, bare for at finde ud af hvad han er. Hun genkender ikke den nye duft. Hun havde hørt at der fandtes dæmoner men havde aldrig mødt en, hun frygtede at det var en dæmon. Hun sad tavst og så på ham.

Han dreje sig igen om i søvne så han nu lå med ansigte mod hende så manku se hans meget lye grå øjne fordi hans sorte pandehår lage sig til siden, han snusede lidt med næsen hvorefter han langsomt slog øjne op da hendes duft ramte hans næsebord, han så lidt rundtimens han satte sig op og ned kort øjne med en hånd hvorefter han igen så rundt dog uden at se hende.

Hun satte sig længere ned i græsset og trådte lidt tilbage for han ikke skulle opdage hende, men uheldigvis trådte hun på en tør gren. Lyden af grenen knække fik hun et chok og rejste sig op som om hun hoppede op. "uhar!" hørte man fra hende. Hun stod nu op og man kunne sagtens se hende. Hun rødmede, bed sig i underlæben og strøg hendes pandehår væk fra ansigtet. "ehhm, he.. hej" sagde hun en smule nervøst og tænkte, *please don't hurt me*.

Da lyden af en gren der knækede lød rejste han sig hurtigt op og så rundt da en ung kvinde dukke op ikke langt fra ham, han betragte hende let hvorefter han løftede et øjnbryn "hey?"sag han spørgne dog venlit hvorefter han skubbe sit pandehår tilsiden så man bedre ku se hans nysgerrige øjne som var rette mod hende"varulv ikke sant?"spurgt han roligt da han ku kende lugten han havde dogintet imod denne race.

Larentia lagde hoved på skrå og svarede, "ehm, godt gættet" sagde hun og fniste lidt, det hun lige lavede var ikke særligt vareulve agtigt, lidt flov over sin klodsethed. Hun gik langsomt nærmere mod ham og satte sig ca. 2 meter væk fra ham og stirrede på ham, "hvad er du?" spurgte hun nysgerrigt. Hun virkede ikke bange mere, kun nysgerrigt.

Han sendte hende et lille smil hvorefter han satte sig ned på sit tæppe igen"jeg er mester til at gætte"sag hun og lo let før han kløede sig i håret"dæmon, blod dæmon"svarede han roligt og betragte hende let hun så dog ike så værst ud efter hans mening var hun okay pæn dog var han altid i tvivl om, om at han var til piger eller drenge da de begge tiltrak ham.

Larentia kravlede tættere på ham. Hendes bluse var meget nedringet og da hun så kravlede hen til ham var der næsten al udsyn til hendes flotte bryster, men hun lagde ikke selv mærke til det. Hendes krop var trænet, uden at være alt for muskuløs. Hun var bare i god kondition. Flotte lange ben og kønt ansigt. Nu var der kun en lille meter imellem dem. Hun rakte hånden ud, "Hej, Larentia Von Helmen" sagde hun imens hun smilede sødt og håbede på at han ville præsentere sig selv.

Amandus ku ikke lade vær med lige t se kort på hendes bryster men man ku dog ikke se hvor hans blik var hene men han rette sig dog op da hun kom tætter på og rakte en hånd ud mod ham, han betragre hånden lidt før han lod sin hånd gi hendes et lille håndtryg"Amandus Francisco "svarede han roligt og så igen i hendes øjne"pænt navn du har"tilføj han med et smil på læben.

Hun smilede kært til ham. Der kom et lille fnist fra hende, hun rødmede og svarede "Tak, hihi" Hun synes at han var kær. "Hvad din alder?" spørg hun med et nysgerrigt blik. Hendes sorte øjne ejede stjernehimlen. Hun bed sig i underlæben og rettede lidt på sit hår.

Han smilede let hvorefter han lænede sig op af træets satmme imens han betragte hende og smilede igen da hun rømede "jeg er 29 år"svarede han roligt, han lignede ikke en person der var blevet mishandlet som lille og heller ikke en der var kommet fra et børnehjem men det var han dog men var begyndte at lægge fortiden bag sog og leve i nuet men han ku dog saktens snarke o sin barndom der var dog ikke nogle der gad at lytte.

Larentia kiggede overraskende på Amandus. "wow, du ligner ikke end på 29" sagde hun smilende. Til et tegn på at hun var lidt tiltrukket af hans udseende. "Jeg er selv 19" sagde du og smilede kært igen. "Har du familie nogen steder?" spurgte hun, igen meget nysgerrige, hun fik lidt følsen af at hun spurgte for meget.

Han smilede "tak jeg føler mig også som en på 19"svarede han og lag armne om bag hovdet så han bedre ku læne sig ind mod træet"19 det er en god alder"svarde han roligt og sendte hende et sødt smil han var enligt ret charmerne, han sukke så svagt men smile igen"jeg kommer fra et børnehjem og har aldrig kendt min famillie"svarde an dog roligt"hvad med dig?`"spurgte han så nysgerrig.

Larentias øjne vidste, svigt, styrke, kærlighed og sorg. Hun så lidt ned i jorden. "Jeg kender ikke nogen fra min familie. Jeg flygtede fra et børnehjem da jeg var lille, fordi jeg fandt ud af jeg var vareulv". sagde hun og lukkede øjnene. Der løb en enkel tåre fra hendes venstre øjne. Hun har altid ønsket sig en familie.

Amandus betragte hende let med et medfølne blik da han selv kendte til det han blev dog mobbet på børnehjemet både af voksne og børen fordi han var unormal"jeg ved hvordan du har det"svarede han blidt og rykke lidt tætter på hende hvorefter han lod sin hånd fjerne hendes tåre"har du så et sted at bo nu for ellers kan du bo hos mig"svaredehan blidt hvorefter han klappe hende blidt på skuldren.

Hun rettede ansigtet imod ham og smilede blidt. "Ja, men ellers tak, hvor du sød" sagde hun og smilede sødt til ham. Hun følte sig i godt selvskab. En ny ven, det føltes rart. Hun havde lyst til at kysse ham, som et form for tak i hans betænksomhed. Hun valgte bare at smile og bed sig igen i underlæben. Hun sendte et kært smil.

Han sendte hende et blidt smil hvorefter han rykke ind på tæppet igen og lage sig ned på ryggen så han ku se op på den smukke himel"så kan du bare følges med mig hjem her efter de her"sag han roligt"men vil du ikke fortælle lidt om dig selv?"spurgte han ivrigt.

Larentia tænkte på den hytte som hun har gemt i skoven. "Jeg vil gerne se hvor du bor" sagde hun og smilede sort. Hendes hvide tænder skinnede op i mørket. "Tja, Du kender navnet" sagde hun og fniste lidt. "Jeg bor alene, lidt fattigt men jeg klare den." Hun smilte. "Jeg er single, øøhh. Jeg elsker råt kød" sagde hun og grinte lidt af sig selv. Hun smilte. "Din tur" hun ventede spændt på svar.

Han smilde blidt og lo let imens han så op på himlen man fik næsten lyst til at lægge sig ved siden af ham"du er velkommen"svsrede han blidt"jeg er også singel"startede han roligt"jeg tjener okay med penge har da råd til at bo i en to værlsets lejlighed"sag han "jeg elsker også råt kød samt blod da jeg jo er blod dæmon"sag han roligt"og ja så kommer jeg jo fra et børnehjem blev dog ikke behandlet så godt"slutte han så.

Han smilde blidt og lo let imens han så op på himlen man fik næsten lyst til at lægge sig ved siden af ham"du er velkommen"svsrede han blidt"jeg er også singel"startede han roligt"jeg tjener okay med penge har da råd til at bo i en to værlsets lejlighed"sag han "jeg elsker også råt kød samt blod da jeg jo er blod dæmon"sag han roligt"og ja så kommer jeg jo fra et børnehjem blev dog ikke behandlet så godt"slutte han så.

Laren sagde ikke noget, hun sukkede bare lidt, det var trist hvad han havde været udefor. Hun valgte at skifte emne, så Larentia smilete let. Hun lagde sig på ryggen mod græsset og tog hænderne bag hoved og tog en dyb indånding. "jeg elsker natte himlen" sagde hun svagt. Men med en følsom stemme. Hendes top gik til under brystet nu da hun lagde hænderne bag hoved. Hendes flotte flade mave kom til syne.

// du behøver kun skrive det en gang XD , haha :P //

Han smilede dog lidt da han efter hånden havde lagt fortiden bag sig der var kun en gang om året han tænkte tilbage og det var den dag det nye år startede eller gemte han minderne langt væk da han elskede at leve i nuet, han dreje hovdet med rømede så da han tydligt ku se hendes bryster så derfor så han op på himlen igen"ja den er smuk"sag han roligt.

Larentias top dækkede lige nøjagtigt nok til at man ikke kunne se dem, men tæt på. Hun strakte sine lange flotte ben. Hun havde kønne fødder, dog lidt beskidte da hun har gået rundt bar fodet. Hun kiggede på ham og smilte.