Mødet med William J - //William J//

Dato : 2. Oktober - 10
Årstid : Efterår.
Dag : Lørdag.
Vejr : Koldbrise, støvregn og en smule tåget.
Sted : Havnen.
Tid : 19:23
Omgivelser : Havnen, både og vandet, men ingen mennesker.
Påklædning : En lang sort feminin jakke, meget høje sko, lang top og korte shorts.

Larentia sad på havne kanten og stirrede ud mod vandet. Det var koldt at sidde der med blot en jakke. Men hun havde åbenbart bare brug for at komme lidt ud fra lejeligheden. Hendes fødder og ben rystede af kulde. Men alligevel kom der en smuk melodi fra hende, hun nynnede. Den melodi var så smuk og lykkelig, hun havde hørt den fra børnehjemmet, for at falde i søvn da hun var mindre. Hun savnede en hun kunne pjatte med og drille. Men her var hun blot alene og ventede, men på hvad? det vidste hun ikke engang selv. Hun fortsatte hendes nynnen og vippede med fødderne af kulde.

William spadserer langsomt og tungt hen ad fortorvet. Han frydes af vejret, *regn er godt for så meget* tænker han. Han kigger ud over havet, og kan ikke se andet end tåge så langt øjet rækker. Egentlig ville han ikke have våget sig ud på denne tid af aftenen, men han følte en underlig trang til at komme ud.

Larentias nynnen blev til sang. Hun var ikke mester i at synge med det lød godt. "i could really use a wish right now, wish right now" Lød det fra hende. Det var kært. Hun tænkte på sin kæreste. Hun så ned i vandet. Sangen forsatte. Hun smilte. Hun så ikke så meget på grund af tågen. Hun søgte en sjæl at snakke med.

William følte sig ret ensom imens han gik langs havnen, han vidste godt hvorfor men han ville ikke tænke på det nu, for dybe følser fik ham i dårligt humør, og han havde ikke lyst til at være trist nu. han kiggede stadig ud i tågen, hans fordtrin kunne høres lang væk. pludslig opfattede han en lyd et sted ikke så langt borte. han satte ivrigt farten op, efter at finde ud af hvilket væsen der mon kunne have forårsaget denne spinkle lyd. han gik enu et stykke, og lyttede. eftersom han gik der blev lyden til snag, han var bleven nysgerrig og gik i retning af sangens kilde.

Larentia blandede de fleste sang tekster sammen så det kom til at lyde noget sjovt. Hun fniste af sig selv. Hun holdte sig om maven og smilte, hun var i 3. måned men jakken skjulte hendes lille mave. Hun nynnede imens hun rokkede fra side til side og holdte om maven. Som om barnet var i hendes arme.

william gik med faste skridt vidre langs havnen. han så sig tilbage en enkel gang. En følse af usikkerhed og fare kom stomende ind over ham, men den forsvandt lige så hurtigt som den var opstået da han anede en skygge frem for sig. Han gik mod den ukendte skygge, han smilede ved den rare latter der gav efter klang i hans øre. Han stoppede op en smule der fra og betragtede skyggen som formede sig til et kvindeligt menneske.

Larentias skarpe sanser gav hende besked om at der var andre tilstede. Hun stoppede hendes nynnen. Hun vendte ansigtet langsomt. Hun kiggede med forskræmte øjne. "Hvem der?" spurgte hun, hun kunne lugte at der var en ny duft nær hende.

William gik nærmer så han kunne se hende ordenligt, han smilede imødekommende, han ville ikke have hun skulle være bange for ham. "jeg hedder William" svarede han venligt.
han studerede hendes ansigtet ned til mindste detalje.

hvorfor bliver den grøn nogen gange?

// Hvad bliver grønt? XD Og hvis du skal skrive off game (lige som nu) så skal du huske der der streger (//) //

Larentia kiggede på ham, med et ligeglad ansigt udtryk. Men så vendte det sig til et varmt og smilende ansigt. "Hej, ehm, Jeg hedder Larentia" svarede hun igen. Hun sad stadig ned på kanten ud til vandet. Hun klappede på den plads ved siden af hende som at han skulle sætte sig.

nogen af orderne, det er underligt (x
hvor skal jeg laver de streger henne, og hvorfro og hvad mener du med off game?Oo

William smilede tilbage til den fremmede kvinde, "mig en fornøjlse at møde dem Larentia" han havde lært fra da han var helt lille at man skulle behandle damer ordenligt, det havde hans mor altid sagt til ham, og at han skulle huske at man skulle huske at være høflig mod dem man møder på sin vej, det ville altid detale sig i sidste ende. han gik med lidt tøvende skridt hen til hende, og satte sig en smule fra hende, stadig ikke helt tryg ved situation.

Larentia smilte. "I lige måde da, hvad bringer dig ud i tågen?" spurgte hun og så ud mod vandet, tågen lå som en dyne over vandet. Det var så smukt. Hun lagde hendes hænder om hendes mave igen og ae'ede sig selv. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til denne mand.

// Du skal lave de streger fordi du snakker off game inde i et in game ^^ Stregerne skal være ligesom jeg har sat dem nu, uden om min off game tekst. Når vi skriver indlæg er det in game altså din rolle herinde. Og når du er dig selv (Dig bag skærmen! XD) så skiver man off game ^^//

William kiggede tøvende på hende i nogen sekunder, så slog han blikket ned. Han pillede ved solbrillerne der sad i fast i hans bukselomme, han havde lyst til at tage dem på. Men vejret var der jo ikke lige til, at man kunne sætte sine solbriller for øjnene. Så han lod dem hænge hvor de var. Han ledte efter ord, hvad skulle han mon sige, skulle han bare gå videre hen af kajen, eller skulle han kommentere, det at hun sad her ude, helt alene i kulden. Han smilte venligt.

//det fandt jeg ud af :D men tak //