En tur i skoven (William)

Dato : Irl
Årstid : Forår
Dag : Mandag
Vejr : Klart
Sted : Skoven
Tid : Irl
Omgivelser : Træer? O.o

En spinkel skikkelse bevægede sig hurtigt, og lydløs gennem skoven. Eller. Helt lydløs var hun jo selvfølgelig ikke. Slet ikke faktisk. Folk snakkede altid om at være lydløse, men faktisk var der ingen der var det. Det morede Sascha. Meget endda. Men nu havde hun jo også en underlig form for humor. Det fik man vel automatisk npr man som 12årig var vant til at slå ihjel uden så meget som at blinke.. Blinke.. Endnu en sjov ting. Det ordsprog gav ingen mening når det var om Sascha der blev snakket. - Hun blinkede jo ikke? Sjovt...

William sad på en sten og betragtede den triste skov, og han havde kun en ting at sige om den "deprimerende.." mumlede han stille. Han var faktisk kommet der for at blive lidt inspireret, natur var jo fantastisk i litteratur, men han var vist kommet et forkert sted hen medmindre altså han ville skrive en gyser historie, eller et skræmmende digt. Han mente at det lød som om der var mange dyr i skoven, han hørte hele tiden svage lyde eller eller grene der knækkede. Pludselig så han noget fare forbi lidt længere fremme. "Hvad i..?" hviskede han stille, og stirrede lidt hen på stedet han havde set en løbe forbi. Han rejste sig stille og gik hen til stedet *hvem løber så hurtigt? en vampyr?* tænkte han, og knælede og så på et fodspor. "En med sko på" konkluderede han og rejste sig.

Sascha stoppede på længere fremme, for at trække vejret. Ikke sådan at hun var forpustet, men hun kunne ikke både løbe med den fart, og trække vejret ordenligt. Hun lyttede til lydene der omgav skoven, og hørte en svag mumlen bag sig. Det var altså andre? Jamen det var jo godt.. Hvem var det så? En mand.. Ung... Hvad var han? Hun rettede let på den franskefletning, der sad som en pisk i hendes nakke, rankede svagt ryggen, og begyndte så roligt at gå tilbage mod ham. Lagde stille hænderne ned i sine bukselomme.

William så lidt rundt, og så så lidt hen af stien, og fik øje på en ung pige, eller måske ovenikøbet et barn? Han stod stille og betragtede hende lidt. "Hej" sagde han så og smilede lidt. Han snuste svagt, hvad var det for en spøjs duft? Menneske... men der var noget mere, var hun en blanding? Nej det var meget meget sældent. Han stod stille og tænkte, da det pludselig slog ham. Dusørjæger? Det fik ham til at synke en klump i halsen. Han havde hørt nogen af dem var ret grumme.

"Goddag" svarede hun med en let stemme. Smilede dog ikke. Synligt i hvert fald. Dog bredte der sig en lille følelse af tilfredshed i hende, da han sank lettere besværet. Ikke at hun så det, men hun hørte det. Halv flagermus... Det var det hendes mor altid havde kaldt hende. Så han havde gættet hendes hverv? Fint nok, så behøvede hun jo ikke at skjule det. Hun stoppede op mens der stadig var nogle meter i mellem dem, og lyttede til ham. Sagde dog ikke noget. Hun ville først vide hvordan han reagerede på det faktum at hun var dusørjæger, selvom hun endnu ikke var andet end et barn.

William så på hende, hvad var det med hendes øjne? Var hun blind? Han stod stille "hvad laver du herude?" spurgte han så, og lagde hovedet på skrå. Han kunne ikke rigtig forstå det, dusørjæger og SÅ ung? For hun lignede ikke ligefrem en på tyve. Han stod helt stille, fulgte hver bevægelse hun lavede med øjnene, og smilede så lidt. Han lagde en lille bog væk som han havde haft i hånden, for han havde gået og skrevet noter til naturen, til hvis han skulle skrive om det senere på aftenen. Eller måske skulle bruge det i fremtiden.

"Ser mig omkring" svarede hun, og smilede af sin vits. Nej, hun så sig ikke omkring, men hun gennemgik området, så hun lettere ville kunne jæge der, når hun var blevet en smule mere vant til de nye omgivelser. Nye omgivelser var vanskelige, men når man som Sascha havde en god tilpasningsevne, så var det ikke så slemt igen. Hun lagde hovedet let på skrå. "Hvad er du?" spurgte hun så, og så undersøgende ud i ansigtet. Hendes smil var væk igen, og hun så kold ud som før.

William så på hende, og lagde hovedet på skrå "aha" sagde han og det låd som om han ikke rigtigt troede på det. Men der var ikke nogen dusør på ham, alligevel brød han sig ikke rigtig om situationen. "Jeg kunne have spurgt dig om det samme, du duftede ikke rigtig af dusørjæger...i hvertfald ikke lige med det samme og jeg kunne ikke forestille mig at så ung en pige kunne klare sådan et job?" sagde han stille. Hun virkede så kold, det var nærmest skræmmende tom og kold. Men det nægtede han at tro på. "Jeg er dæmon.. Scuro Dæmon" mumlede han bare og så betragtende på hende.

Sascha så kort beregnende ud, og nikkede så. "Jeg er skam jæger. En god en endda." bekræftede hun, og rettede sig let op. Ganske få troede på hendes evner som dræber, hvilket også gjorde hende så forfærdeligt efektiv. Det var utroligt så meget lettere det var at komme tæt nok på et væsen, der troede at hun løj, end et væsen, der troede fuldt og fast på at hun den koldblodige morder hun nu engang var. Egentlig var det vel trist. At et så ungt liv skulle spoleres af andres griskhed. For det var ikke Sascha selv der fik pengene. Nej, det gjorde hendes værger, da hun jo ikke var myndig...

William så længe på hende uden at sige noget. "Hvorfor har du valgt den levevej?" spurgte han så, men stod stadig helt stille. Hendes kulde fik ham til at vige ellers var han gået tættere på for måske at have givet hende sin hånd og sagt ordentligt goddag. Han kløede sig lidt i nakken "hvad hedder du?" spurgte han så og lagde hovedet på skrå. Hun virkede meget ældre end hun nok var, hun var måske nok omkring 12-14 tænkte han og så lidt vurderende på hende. Han gabte stille, måske var det på tide at komme hjem, han havde en del arbejde at se til. Og dog havde han lyst til at blive og høre på hvad hun havde at sige.

"Jeg har ikke valgt noget. Jeg er blevet trænet og opdraget. Det lå ganske naturligt at jeg skulle fortsætte hvor mine forældre slap." sagde hun roligt, med velovervejede ord. Hun lyttede stadig opmærksomt til både ham og omgivelserne. Smilte svagt da han gabte. "Du kan kalde mig Aingeal" svarede hun roligt, og rystede let på hovedet. "Er du træt?" Det lette smil vente tilbage da hun stillede spørgsmålet, men alligvel var der ingen følelser at spore hos hende.

William så på hende "hmm så du fører arven videre?" spurgte han stille, og så sig kort omkring men vendte sit blik tilbage. Han bed sig kort i læben og betragtede hendes smil, det var spøjst, det var som om det ikke rigtig hørte til men det gjorde ham glad, hun kunne smile selvom det aldrig blev på hendes læber særlig længe "Aingeal? smukt navn" mumlede han stille, ikke et han havde hørt før. "En lille smule, jeg har rendt rundt her et stykke tid så jeg er blevet lidt træt i fødderne" svarede han og stod roligt.

"Aigeal er ikke et navn, men et øgenavn. Det er hvad jeg bliver kaldt af andre jægere." sagde hun, og rystede let på hovedet. "Det betyder engel." tilføjede hun så, med et let skummelt smil om læberne. Det måtte se ganske markabert ud, med et sådant smil om læberne på en så ung pige. Men det vidste hun jo ikke af..
Engel... Det var egentlig ret passende. På trods af den uigennemtrængelige kulde der hvilede over hende, så lignede hun faktisk en engel. Sød lille og uskyldig... Alt andet end hvad hun egentlig var...

"Hmm nå okay øgenavne.. men det er et pænt øgenavn så" sagde han og så på hende "det lyder det også som om" sagde han og smilede, og betragtede hendes skumle smil. Han syntes hun var meget sød, hun var unik og han havde ikke rigtig noget imod hendes smil, og kolde facade. "Du ligner en engel" påpegede han så "men det er du nok ikke kunne jeg tænke mig?" sagde han. Han havde set billeder i aviserne af brutalt myrdede 'mennesker' og at der næsten hele tiden forsvandt væsener. Han havde haft en ven der var en dusør på, han var forsvundet for et år siden, og ingen havde set ham siden.

Smilet forsvandt endnu engang, og hun rystede på hovedet. Hun trak stille begge hænder op af lommerne, og foldede dem på ryggen. Lignede det i hvert fald. Hun foldede dem bare ikke. Arbejede i steddet på at trækken sin dæmon kniv frem, uden at han skulle bemærke det. Saschas speciale var overraskelsesangreb. Ikke orginale, hvor man kom bag fra... Nej, hun angreb som regel forfra, men først når hendes offer var ved at føle sig rimeligt tryg ved hende... Sikker på at hun ikke ville gøre dem noget... Hun var jo trods alt kun et barn...

William stod stille og så lidt på hende. Han gabte igen "jeg tror altså at jeg er nødt til at gå nu" sagde han stille og smilede lidt "jeg har jo som sagt vadet rundt, og er lidt træt" han gik et skridt hen mod hende og rakte sin hånd frem så hun kunne tage den og sige farvel. Han syntes ikke hun virkede mistænksom, men han stod bare stille.

Sascha tog hans hånd, men i stedet for at give ham et håndtryk, trak hans hånd til sig, så ahn blev tvunget mod hende. I samme bevægelse trak hun kniven frem fra ryggen, og stak den ind i sted i maveregionen. "Jeg kender en formidabel måde at komme herfra på." sagde hun roligt, og pressede kniven så langt ind hun kunne.

William så på hende, og blev overrasket over at hun trak ham hen til sig også blev han overrasket over hendes fysiske styrke. Han mærkede en voldsom smerte og snappede kort efter vejret, og lukkede sine øjne hårdt i. Han placerede så han i maven og skubbede hende hårdt fra sig, og lagde en hånd over såret. Han så lidt ned og så på det sorte blod der væltede ud mellem hans fingre. Han vaklede lidt "det var ikke lige... sådan en afsked jeg havde i tankerne..." hviskede han og bed sig i læben.

Sascha tumlede tilbage ved hans skub, men genvandt hurtigt balancen. "Nej det kan jeg tænke mig." fortsatte hun i det samme rolige tonefald. Hun greb anderledes om kniven, som det var lykkedes hende at få med sig, da han skubbede hende, og gik frem mod ham. Hun var alt andet end bange, og det fremgik tydeligt af hendes kropssprog. Hun bevægede sig med samme rolighed, og selvfølgelighed, som snakkede de om vejret.

Han sank stille en klump, og trak vejret ujævnt. Han brød sig ikke om at mærke blodet løbe, og gik baglæns væk fra hende. "Hvorfor er du sådan?" mumlede han og støttede kort til et træ "hvor gammel er du overhovedet?" spurgte han og hans stemme var fattet, men lav. Han placerede sin hånd på træet, og rimfrost begyndte at vokse ned af det og hen imod hende. Det snoede sig om hendes fødder, og frøs hende fast. "Hvorfor slår du ihjel? Er det en hobby for dig?!" de sidste kom vredt, for han var træt af at hun opførte sig som en robot, hvis han skulle dø nu skulle han have nogen sandheder ud af hende, og allerhelst se nogen følelser om det så var vrede, glæde eller tristhed.

Et usigeligt kort glimt af panik fór gennem hendes ansigt, da hun ikke kunne bevæge fødderne. Men straks efter var hun igen kold, rolig, og fattet. "Jeg er 12 år gammel." svarede hun, og satte sig på hug, for at tage hænderne til hjælp for at komme fri. "Jeg slår ihjel fordi det er hvad jeg er født til at gøre. Nej, det er ikke en hobby, det er et arbejde. Det er den ting der holder mig i live, med mad og tag over hovedet. Mit job er at beskytte liv, men for at gøre det, er jeg nødt til at tage liv." svarede hun med den samme intet sigende stemme. Hun var jo for pokker da trænet til lige netop den slags situationer! Trænet til at holde alle følelser, og tanker for sig selv, og kun give de svar hun havde terpet på siden en alder af 4, indtil hun kunne dem i søvne...

William knækkede sammen, og syntes at smerten var helt ud over hans fantasi. Han kæmpede for at komme op og stå igen "12 år gammel.." hviskede han foragteligt "du er ikke født til noget som helst! du har hele dit liv foran dig og vælger at dræbe væsner? Ovenikøbet væsner der er uskyldige? Går du også rundt og dræber engle eller hvad, skærer vingerne af dem eller sådan noget?" sagde han vredt. Dette kunne få hans blod i kog kunne han mærke, og han frøs hendes fødder mere fast. "Hvad hvis jeg... bare prøvede på at være din ven.." sagde han pludselig stille for han kunne ikke mere. Han sank sammen ved siden af træet, og håbede allermest på at hun ville gøre det hurtigt, men efter det møgfald eller de beskyldninger han lige havde hældt ud over hende ville han nok ikke få meget ud af det.

"Jeg dræber ikke engle! Jeg parrer ordre! Jeg overlever!" sagde hun bestemt, og gik hurtigt de få skridt helt hen til ham. Hun satte sig på hug foran ham, og greb fat op hans ansigt. "Jeg overlever," hviskede hun roligt til ham, og knugede om sin kniv. "præcis som du forsøger at gøre." tilføjede hun, og satte kniven tilbage i den skede, der var skjult på hendes ryg. Hun lod begge hænder glide over hans ansigt, og følte efter hver eneste detalje, med blide fingerspidser. "Hvis du forsøgte at være min ven, så ville du være godt dum. Du tror jeg dræber fordi jeg vil have penge, ikke? Egentlig for jeg ikke en krone ud af det, pengene tager mine værger. Jeg for et sted at bo, og mad i maven." fortalte hun, mens hun mærkede på hans ansigt.

William så på hende "engle er også væsner" mumlede han, mes det hele virkede så udtværet. Han troede at hun ville gøre det af med ham, da hun satte sig foran ham og knugede sin kniv. Han lukkede øjnene, og bed tænderne sammen. Han fornemmede hendes hænder på sit ansigt, og åbnede øjnene igen, og så lidt på hende. "Så lad os sige jeg er dum.." hviskede han hæst, og lod hende røre ved sit ansigt. Det mindede ham om Madeleine en anden blind pige han kendte og han havde ikke noget imod det "hvorfor får du ikke pengene? du er da den der gør det beskidte arbejde? hvorfor får du ikke et sted at være, hvor du får dine egne penge men stadig får mad og tag over hovedet?" spurgte han stille. "overlever.." mumlede han for sig selv "vi er jo ikke dyr, hverken dig eller mig eller nogen anden" hviskede han og så ned i jorden, på de sorte blodpletter.

Sascha kunne ikke lade være med at smile svagt af hans forsøg. "Jeg er ikke myndig. Og er et stort problem når man vil til at inkassere en større mængte penge. Desuden kan jeg ikke rejse fra mine værger. Efter mine forældres bortgang, er de blevet den officielle erstatning." sagde hun stille, og slap hans ansigt. "Vi er dyr. Med forskellige måder at overleve på." sagde hun, og trak kniven igen. "Min måde, er desværre nødt til at koste dig dit liv." tilføjede hun, og pressede kniven ind i siden på ham.

//Må logge nu.//