Længe siden... andet kan jeg ikke sige - William.

Sted: Udenfor Zeeman bar.
Omgivelser: Folk der hænger oppe i baren, folk der danser lidt på den lille firkant indrettet til ulejligheden, osv.
Tidspunkt: 1:32 om natten.
Vejr: overskyet, støvregnende.

En høj lyd af plastichjul, mod brosten flængede den ellers milde stilhed, som før kun havde været brudt af støvregnen. Han sukkede, og vendte sine grå øjne mod himlen, mens han lyttede efter andre lyde der måske ikke ville få hjulene på hans kuffert til at virke så gennemtrængende højlydte. Han endte foran en bar.. og så sig frustreret omkring. Hvorfor havde han aldrig været der før? Han følte sig på spanden, for han kunne ikke finde rundt nogen som helst steder, efter han var blevet sat af, af taxaen.
"Skulle mit hotel ligge her?" mumlede han stille, og rystede på hovedet. Han ville ikke indrømme at han nok var gået helt forkert efter at være blevet sat af af taxaen. Han vendte sit blik mod baren der tonede frem med et sløvt grønt lys med navnet Zeeman. Han så på sin kuffert, og dernæst på baren, og trak så på skuldrende, en enkelt drink... eller vand... kunne vel ikke skade? Han gik hen og puffede døren op, og trak sin kuffert med indenfor. Han forsøgte at liste ind af døren, ville helst ikke tiltrække sig for meget opmærksomhed, det havde han fået nok af i England.
Han stilte kufferten et diskret sted, og bevægede sig op til baren, og så sig lidt om. "Øhm.. mudslides, har i det?.." spurgte han stille, men fik et ryst på hovedet fra bartenderen. Han grublede lidt videre over det, for det måtte helst ikke være en alt for alkoholisk drink. Han endte op med at måtte kigge i menukortet. "Long...island, ice tea?" sagde han så prøvende, og fik et nik fra bartenderen. Han sad lidt og så på sine hænder.. det var så længe siden...
Han rystede på hovedet, det var dumt at tænke på, alt det var fortid. Han skævede mod sin kuffert, og kørte en hånd gennem det mørkebrune hår, og rettede på sit tørklæde. Han fik endelig en lidt cola-spædet-op-med-vand lignende substands, med en masse isterninger. Han trak på skuldrende, egentlig havde han ikke rigtig læst hvad der var i, og hvis han havde gjort, var det nok også slået ham at det ikke var det man kaldte en børne drink. Han tog en lille tår, og skar ansigt, men gemte det hurtigt da bartenderen kiggede underligt på ham, og smilede hurtigt til ham.

"Nej ellers tak.. Ikke mere til mig" svarede han stille bartender. Han var kommet for at høre om William ville have fyldt ølglasset op igen. Han havde takket pænt nej, han var allerede på sin trejde øl nu.. og hvis han drak flere så ville han ikke styre det, til sidst ville han jo bare hælde i sig, og han ville ikke danse fuld rundt som nogen af idioterne på dansegulvet. Han havde hele tiden blikket stift rettet mod bordet, hvor en stak papir lagde, det var ikke sådan lige til, når man havde arbjede og prøvede at studere på samme tid, lidt klogere ville man vel altid gerne være? Han kiggede kort ned over ordene, og sukkede.. måske skulle han drikke noget kaffe? Det ville ærligt talt være det bedste, så kunne han måske samle tankerne lidt mere, og få noget ud af det? Han sukkede stille og så kort op, da døren gik op og i igen, lyden af en kuffert, gamle jul der sled hen over træ gulvet.. argh. Han så ned igen, ville holde sig før ørene, men ville jo hellr ikke ligne en freak, bare fordi lyden gav ham gåsehud.. hm. Han bladerede papirene igennem igen og folede dem så sammen og lagde dem tilbage i mappen, lukkede den igen og lod den ligge lidt foran sig. Han så først op rigtig der.. siden han var kommet, var der kommet en fin flok til, de så glade ud nogen af dem.. men de fleste ansigter var svære at læse, dystre i det.. drankere.. gamle mænd, de havde intet liv.. hvad lavede han dog sådan et sted? Var det virkelig fremtiden.. nej han måtte.. koncentrere sig, han blev nød til at gøre noget med sit liv, sit lange.. lange, evige liv.. ellers blev man vel hurtig træt af det, han kunne lige så godt tage sig den uddannelse nu.. i stedet for om hundred år. hm. Han så op igen, en underlig lugt hang i luften, sødlig.. aj.. han måtte tage fejl, hans sanser var ærlig talt ikke hvad de havde været. Han tog sig til hovedet og sukkede dybt igen, trængen pressede på, og selvfølelige gav han sig, så let som ingen ting. Han fandt en smøg frem fra pakken i brystlommen, men rodet smatlige lommer igen uden held med at finde en lighter.. han sukkede og rejste sig, de måtte vel have en i baren? Ellers var der jo flere end ham der røg herinde, det viste det bare ikke lige nu. Med smøgen hængene i mundvigen rejste han sig tungt op og gik langsomt med bukekde hovede hen mod baren, han fik øje på en eller anden sort håret dude.. åh, det var ham med den skrækkelige kuffert, hm. Han stilte sig sådan lidt bag ved ham, ved han side, med front til selvfølelige, og kiggede kort på hans ansigt, som var dækket af hans emo hår.. sikke en skam.. og så i denne belysning, der var ikke meget at se. Han så ned og prikkede ham let på skulderen. "Undskyld.. men du har vel ikke noget ild jeg kan låne?" spurgte han roligt, og ventede på fyren skulle vende sig helt mod ham.. hm. Han lugtede så.. sødligt.. det minede ham om.. nej! Sluder.. hvad skulle en engel også lave sådan et sted her? Det var jo Absurd, han burde virkelig lade være.. ja. hm.

Phillip så på væsken der blev mere og mere... lysebrun, næsten hvidlig på grund af vandet og tilstedeværelsen af af vodka i drinken.. Han kunne ikke lade være med gentagne gange at rynke på næsen af drinken, men ned skulle den! Det havde han sat sig for, han skulle sætte den drink til livs om det så var det sidste han gjorde. Han hostede diskret i sit skjorte ærme efter den næste tår, og måtte klemme øjnene sammen, og gentagne gange synke for at få smagen til at forsvinde, langt væk.
Han skævede lidt omkring sig, folk virkede... optaget, enten af deres drikkelse eller dem de fulgtedes med, det var vel naturligt nok. Han sukkede stille, han ville nødigt indrømme det men faktisk havde han savnet at være et sted med mennesker... og væsner for den sags skyld der ikke kendte ham, at være anonym lidt tid var okay. Det stred dog lidt imod at han heller ikke var glad for kameraer. Phillip blev en smule forvirret af sig selv, han kunne ikke lide det ene og han kunne helle rikke lide det andet, det måtte være drinken. Han stirrede mistænksomt på den i nogen sekunder, da han mærkede en forsigtig prikken på sin skulder. Ordene opfattede han, det var stemmen der forvirrede ham, han vendte sig lidt om for at kunne se personen der spurgte til ild, og kom til at vælte sin drink ned over sit ærme. Han skyndte sig lidt klodset at rejse glasset op igen, og mærkede en svag varmen i ansigtet... pis.
"Nej jeg... jeg har ingen... jeg har ingen ild" sagde han lidt undskyldene, og så på fyren for at undskylde ordentligt til ham. Men han fortrød næsten med det samme. Det mørke hår, de markerede kindben.. de velkendte bløde læber, ansigtets ynde, der ligesom... passede perfekt til resten af kroppen. Han måbede åbenlyst. Hvad var.. hvordan kunne de... hvad var oddsene for at de endte det samme sted midt om natten, i en ukendt by, i hvertfald for Phillips vedkomne.
Han kunne ikke... sige noget, han kunne ikke... hjernen ville ikke.. hjertet galloperede afsted og hoppede flere slag over så det føltedes som om hans brystkasse skulle give efter. Hans ærme var stadig vådt.. Han vågnede langsomt og fik fat om det våde ærme og tvang ligesom sit blik bort, ned på ærmet "Jeg...spildte.. undskyld mig" mumlede han diffust, som i en tåge, og forsvandt hurtigt ud på det der lignede herretoilettet. Han så sig i spejlet... var det vodkaen? Var det tågesyner? var han faldet i søvn på baren? Han rystede og frøs og samtidig føltedes det som om han havde feber. Han tændte for blæseren ved siden af vasken, og holdt det våde ærme ind under, og lænede sin pande mod væggen. Hvorfor, hvorfor her, hvorfor nu?

Han burde vel gå til lægen med det? Desværre var han bare bange for de fandt andre.. underlige sygdomme i hans krop, eller ja, sygdomme var vel så mildt sagt. Det var nok en dårlig ide i det hele taget.. men han var da ved at blive skør, hans næse var defekt, den virkede åbenbart ikke i denne del af verden, hm. Han så op igen da fyren endelig vendte sig om mod ham, han så ned på hans hænder, hans blik ledte efter det mindste tegn på fyren ville finde en lighter frem til ham, eller noget. Han så dog hurtigt op ved lyden af glasset der væltede og stirrede lidt på væsken der flød lidt hen over bordkanten og fyrens ærme, som han klodset selv havde spilt på. Han rystede disrket på hovedet og var klar til at vendte sig væk og gå igen, en stor katastrofe.. sådan nogen skulle man hodle sig på afstand fra. da han fik øje på den sorthårets ansigt, de blusende røde kinder.. hans øjne.. så fangende, så fortryllende, som de altid havde været.. han følte sig åndeløs.. suget ind i intetheden, en svag bippende tone strøg gennem hans øre og erstattede alle sætninger, alle ord han ville have sagt, han kunne ikke få en lyd fra sig. I hans chok åbnede han måbende munden og smøgen faldte ud og ned på gulvet. Men hans blik var forstenet, og han kunne ikke se væk, de dybe øjne havde fanget ham, det velkendte ansigt.. åh.. han måtte drømme nu, havde han blot ikke drukket den sidste øl.. så havde alt været anderledes. Tiden føltes som timer, som han blot stod der og kiggede på hans ansigt, ind i hans smukke, smukke øjne. men pludeslig var han væk.. og sekundet var gået.. hans lykkelige stund, et lille sekundt og så var drømme væk. Han stod åndeløst og stirrede paf ud i luften.. han havde før drømt om englen, mange tuisende drømme, hver nat de hjemsøgte ham.. men aldrig de havde været så livagtige som nu. Han sukkede forvirret, og så sig overskulderen.. dagdrømte ham? For han vidste da han var vågen.. han så op stirrede lidt på den våde bordpalde som bartender gik i gang med at tørre af, som var det verdens ende.. og det rejst glas der før havde været veltet. Han kiggede ned og fandt smøgen med øjnene inden han samlede den op og lagde den på bar disken. Han så sig om.. hvis.. hvis det virkelig ikke var en drøm.. hvor.. hvor gik hans.. hvor gik drengen så hen? Han så sig lidt om i det fylte lokale, en del mennesker kiggede på ham, men de fleste passede deres egen, hvilket de gjorde klogt i sådan et sted som her.
Da fik han øje på skiltet over en gamel træ dør, det skulle nok indikere toilettet for herre. Han gik mod det.. duften af sød engel.. den hang svagt i luften.. så havde han måske aldrig taget fejl? Så var det måske ikke.. en drøm.. åh.. åh.. han.. øjnene sitrede, en irreterende lyd lang i ørene, og næsen duftede sig frem, og gjorde ham næsten høj.. han manglede kun huden under sine fingre.. han ville.. mærke, var det virkeligt?
Han fik tøvende åbnet døren ind til toilettet, og lod den smække i bag sig, med et mindre brag, hans øjne for rundt på det halv store toilet, og hans øjne fandt hurtigt ansigtet igen. Han måtte støtte den ene hånd mod muren.. hans blik for frem og tilbage og hans krop.. kunne det passe?
"Je-je-jeg.. je-je-je-jeg.. mhm.. øh.... Ph-phil-phill-phill-phillip..?"

Phillip lukkede sine øjne, mens han kunne mærke varmen fra luften der tørrede hans ærme. Han pillede ved knapperne i skjorten, forsøgte at dreje tankerne hen til noget andet, pillede ved væggens afskallende maling, mens hans tanker hele tiden søgte tilbage til baren, og.. Han nev sig selv, og kom med en utilfreds lyd "snap out of it.." forsøgte han halvhjertet, mens han lyttede. Hans ører stod på stilke, måske kunne han.. høre..
Hvad skulle han gøre? Han kunne ikke gå tilbage derud, han ville bare gå helt ned, hvad skulle han gøre med... med bartenderen og William. Bare at tænke navnet... .gjorde ham underlig. Han for sammen da døren smækkede bag ham. Han kunne mærke en kold vind fluve ned af ryggen, der fik hans små hår i nakken til at stå ud i luften. Han bad til at det var en tissetrængende ældre mand, men han vidste jo godt.. hvem det var. Phillip haavde ryggen til, men der var ingen grund til at stå der og tro at muren gjorde ham usynlig. Han vendte sig langsomt om, stadig med armen udstrakt mod maskinen der larmede gudsjammerligt. Han så først ned i klinkerne på gulvet, og kiggede forsigtigt op. Han stod med hånden mod muren, nærmest som om han ville hente støtte fra den. Han så ned i gulvet igen da William sagde hans navn, temmelig hakkende. Var han begyndt at stamme?
Han trak sin arm til sig, så den infernalske larm stoppede, og vred sine hænder lidt. Akavet... uhyrligt... fantastisk. Var det ikke lige til at blive sindssyg af? Alle de følelser der rev en i stumper og stykker. Han kløede sig i nakken, og tvang blikket op igen "William.." hviskede han stille. Han måtte jo sige det på et tidspunkt. Navnet fik det til at gyse, over det hele, uafbrudt, fik kroppen til at falde til ro, og hjertet til at hamre igen, så højt at William helt sikkert kunne høre det. Han lod endelig sine stressede hænder falde ned langs siderne.. hvad skulle han sige til ham? Undskyld var det første der faldt ham ind. Men det ville han nok ikke synes om.
Alligevel røg det ud af ham "Undskyld" sagde han, og så ned i gulvet igen, og følte lidt på det fugtige ærme, undskyld for... en masse ting, det lille undskyld måtte dække over en del.
Han ville gerne... kunne tage det hele naturligt, smile og spørge om han havde haft det godt siden sidst, om der var sket noget banebrydene i hans liv, om han var lykkelig... men alle de spørgsmål var så overflødige, irriterende, i vejen. Alligevel ville han have givet næsten alt for at kunne snakke ordentligt med ham, uden at alle ordene satte sig fast i hans hals, og han kun kunne stirre.

Han lænte sin krop ind mod den kolde mur, det var rart, at mærke den kølige mur mod sin side, selv om den lugtede og var beskidt, han havde brug for støtte. hans øjne kunne ikke forkusere ordenligt, som om nogen havde sprøjtet noget i hans øjne, og lige meget hvor galt han blinkede så gik det ikke væk.. og så var han så døsig.. han havde det ikke alt for godt.. kvalmen lå der også det eller andet sted og lurede.. var det virkelig bare pga.. en.. dreng? Han fik det sådan.. hm.. han kunne næsten ikke holde det ud, måske skulle han besvime? Nej. Han måtte tage sig sammen. Han skubbede sig lidt ud fra væggen igen men hvilede stadig den ene hånd på den, hans blik lagde på det smukke ansigt, det var tydeligt det var en engels.. han prøvede at tyde hans ansigts udtryk, men det var umuligt.. der var tuisende blanede følelser over det hele, og hans tanker var et stor rod.. men han genkente William.. det betød noget, men.. kunne han huske ham rigtigt? Eller bare lidt, som han havde lært Phillip.. efter hans.. ulykke, åh hvor han dog savnede den gamle Phillip.. hans bedsteven, han savnede ham så uendelig meget, det gjorde helt undt! Han ville gøre alt.. alt! For at røre ham lige nu.. bare hurtigt.. bare lige på armen.. bare en lille berøring, så han kunne få varmen tilbage i kroppen igen. Han så op på Phillip da han undskyldte og et nervøs, men velkendt skævt smil gled over hans perfekte læber, og han fandt sin selvtillid frem igen.. det var som om.. Phillip havde taget en del af ham.. med sig, da han rejste.. og nu fik han det tilbage igen.. det føltes bare.. underligt. Han rettede sig lidt op og smilte så et lidt varmer smil. "Hej.." sagde han stille, med en blid rolig stemme, og gik et skridt tilbage.. han kiggede lidt undersøgende på Phillip.. han lignede godt nok ikke en der var særlig glad for at se William igen.. ærlig talt kunne han godt forstå ham.. dem man flygtede fra, håbede man vel aldrig på at møde igen.. hm. "Jeg kan godt.. gå.. hvis du føler dig utilpas?" spurgte han prøvende og gik et skridt tilbage, og lod armene hænge slapt ned langs siderne.

Han betragtede hver bevægelse han gjorde, fulgte hver en muskel i hans ansigt med øjnene, når hans øjne flakkede, eller når det trak omkring hans mund som næsten op til et smil. Han genkendte så mange træk... Han vågnede lidt op fra alle solskins minderne og lod blikket gentage gennemgangen af hans ansigt, rytmisk næsten. Han åbnede munden, ville spørge om der var noget galt, han virkede så bleg.. Men han turde stadig ikke invitere til hyggelig samtale... det var for skrøbeligt, han kunne forsvinde som sand mellem hans fingre på ingen tid.
Det blege forsvandt dog, og blev erstattet med et varmere smil. Phillips anspændte skuldre faldt lidt ned ved den enkle trækning omkring hans mund og ordet 'hej' det var som om at det lige gav ham lidt ekstra luft, stemmen var ikke akavet og skurrende, den var næsten... sig selv.
Han vågnede ordentligt op da han pludselig spurgte om han skulle gå.. utilpas? nej... nej? Nej!
Han var hurtigt henne og fik fat i hans håndled "Nej!" sagde han fast, og klappede i som en østers. "Jeg mener.." mumlede han forklarende og så lidt ned i klinkerne igen, mens han rodede sig i håret som om han ville finde svaret der. "Jeg er ikke utilpas" sagde han og så op på ham. Han kunne mærke pulsen under den tynde hud om håndleddet, og varmen fra ham, det var underligt at røre ved ham igen, det havde engang været så naturligt.. men det var ikke ubehageligt, det var som om hans hånd ligesom havde fundet hjem. Det var en sær fornemmelse, og nok bedst beskrevet som underlig. "Skal du nå noget?" spurgte han så, og så lidt på ham, han ville vide hvor meget tid han havde.. hvor meget tid William havde.
"Har du.. haft det godt?" han vidste det var et elendigt spørgsmål, men han måtte spørge, det gnavede i ham, han måtte vide hvordan han havde det... havde haft det rettere sagt.

Hans smil var selvsikkert, men man kunne godt skimte de nervøse trækninger hvis man kendte William godt nok, hvis man så godt nok efter, så var det der.. han var ikke.. genert, han var bare, nervøs, selv om han havde en brændene lyst til at gå hen til Phillip slynge sine arme om ham, holde ham fast, og aldrig lade ham gå igen! Det var jo sådan han følte.. hvorfor gjorde han det så ikke bare! Han følte sig helt stiv i hele kroppen, som var han lavet af beton, han kunne ikke flytte sig, også selv om han ville, han kunne ikke røre ved Phillip, ikke på den måde han ville, han ville holde om ham.. men han kunne ikke. Da Phillip forlod ham.. det var ligesom om han tog noget andet med sig også.. som om der nu lige meget hvad.. var en usynlig mur mellem dem, og de ikke kunne komme tætter på hianden, eller William kunne ikke, han havde et begrænsede forbrug af ord, og udtryk.. et forkert.. og verden ville ramle sammen omkring ham.. han kunne bestemt ikke sige til ham hvordan han havde det inden i.. eller her.. han kunne bestemet ikke røre ved ham.. lige som tanken var tænkt.. så.. han stod.. så.. tæt på.. så så.. tæt på.. åh. Hans.. fingre.. lange, varme, bløde fingre.. der strøg hen over Williams håndled, og lagde sig om det, så blødt.. så varmt.. han holdte fast.. nej.. ingen skulle gå, men.. åh.
Han tabte helt pusten, hans øjne gik i, og flimrede.. hans øre gik igen på den irreterende skingre tone, der blev ved og ved og ved.. aldrig nogen sinde.. havde han drømt om at skulle røre ved Phillip igen! Og nu stod han er.. så pisse tæt på.. han kunne mærke hans åndedrat, høre hans bankende hjerte, og hans puls der var ved at springes.. han kunne mærke ham.. i hvert eneste øjeblik der gik, hvert eneste sekundt der tikkede forbi, hvert eneste åndedrat der blev taget, hver eneste hjerteslag der blev slået.. åh.. han var så tæt på, han kunne næsten mærkede hans bløde varme læber mod sine egne, kolde læber.. så tæt på.. og alligvel så langt fra.
Der var stille længe, det var tydeligt Willliam var et andet sted hende end i deres samtale.. et helt andet sted, men lykke strålede tydeligt frem i hans øjne, noget man ikke havde set i lang tid, og så pludeslig så var den der.. så skrøblig.
Han blinkede forsigtigt med øjnene og kom langsomt til sig selv igen, men blev mødt af de ærlige sølv strålende øjne, så smukke, så dybe.. åh. "Naaa..naarj.. nej.. jeg skal ingen steder.." I hvert fald ikke uden dig.. nu han endelig.. fik ham at se igen.. åh.. han kunne ikke klare at forlade ham, det var så.. hjerteskærende, som blev hjertet flåede i tuisende stykker.. åh. "Jeg har det godt nu.." hviskede han stille, og så tilbage ned på Phillip, ind i hans øjne, de så bekymered ud.. åh han elskede det blik! Gud hvor havade han savnet det blik! Og den lille tænke rynke.. der midt mellem hans øjne.. åh.. det var skønt.. bare at s det igen.. det var en sejer for sig selv. mmhm.. "Har du lyst til.. at.. tale.. måske.. et lidt andet sted.." sagde han stille og så sig om.. herre toiletter var nok ikke det bedste valg nej.

Phillip prøvede at fornemme hans forskellige sindsstemninger, men det var svært, sådan en evne havde han ikke. Han holdt fast om håndleddet endnu, ville ikke slippe. Egentlig så havde han overvejet om det ikke så lidt underligt ud at han stod der og nærmest klemte så han stoppede blodomløbet til hånden, men han ville bare..hvad ville han?
Han skød tankerne fra sig, og koncentrerede sig om William istedet. Hans fingre slappedes langsomt om hans håndled, og han fik fat i hans hånd med sin anden hånd og så lidt ned på håndfladen, og kørte en finger ned over en lang linje i håndfladen. Han tænkte ikke rigtig over det. Der var så stille, alt der kunne høres var hans, og Williams åndedræt. Han tvang sit blik væk fra hans håndflade og tilbage til hans ansigt.
Han nikkede tænksomt til det svar han fik, og måtte kvæle et smil. WIlliam lød næsten genert, når han sagde det på den måde, lille genert.. det lignede ham ikke, men det var selvfølgelig også temmelig længe siden de havde set hinanden sidst. Han smilede lidt til ham, og gav hans hånd et lille klem. Han så sig omkring og opdagede hurtigt at de stadig stod ude på toilettet. Han rødmede igen, og slog sig let i panden med den ene hånd "ja, jo selvfølgelig.. jeg tænkte ikke" forklarede han, en smule rundt på gulvet og grinede stille. Det var egentlig komisk.. toiletter.. dem, underligt. Han så på døren "Jeg må nok hellere også gå ud og undskylde for det stunt med... long island ice tea ud over det hele" sagde han lidt skamfuldt, hans ærme var stadig fugtigt, men pyt nu med det, der var noget der var langt vigtigere i det øjeblik.
Han tog sig sammen og greb Williams ærme og trak ham hen mod døren og skubbede den op, det nyttede ikke de blev stående derude, folk ville jo tro de lavede.. ting. Selvom deres møde nok havde set mærkeligt ud hvis man havde set det ude i baren og de så var gået ud på toilettet, og hvor længe havde de været der? Phillip kiggede efter et ur da de var ude igen, og blev lamslået da klokken allerede var nået nær 3 om natten. Han sank stille, og vendte sig halvt mod William "jeg betaler lige, så kommer jeg med det samme" sagde han, og smilede kort til ham, inden han forsvandt hen i baren, og undskyldte til bartenderen, og rakte ham pengene for den ækle substans, og drikkepenge for at have tørret op efter ham.
Han rettede lidt på sit tøj, og tog en dyb indånding, og gik hen til William igen, og sukkede kort. "Nå.. hvor foreslår du vi snakker?" spurgte han, og så sig om. Selve baren var nok ikke noget godt sted, folk larmede stadig selvom klokken var mange, og det var temmelig sent..

William smilte stadig lidt forsigtigt i det, han måtte passe på med hvad han gjorde, han ville ikke skræmme Phillip væk ved at være alt for.. påtrængende. Godt nok havde de været meget tætte dengang, men nu var der jo ligesom også gået et år, og det var.. ligesom bare ikke det samme, desuden havde Phillip.. ja hvad kunne man sige han havde gjordt? Slået op med ham.. i hvert fald brandt ham så grundig af som han kunne, og efterladt ham.. den gang.. og han var ikke sikker på om de så nu.. var venner? Eller om Phillip bare var høflig.. og om det bare var for.. deres fortid, de nu var på vej et andet sted hen.. han håbede ikke det var fordi Phillip var høflig, for hvis han virkelig ikke vill have noget med William at gøre så burde han ikke give ham sådan et håb.. på den måde, og så bare forsvinde igen, det var ikke helt fair, men det havde det vel aldrig været? Helt fair... hm. William sænkte sit blik lidt og så på den måde Phillips fingre.. åh nej. åh gud.. kunne han ikke bare lade være? Kunne han ikke se det pine fulde udtryk i Williams øjne? Lige bag smilet.. kunne han ikke.. bare.. opføre sig ordenligt. Han trak hurtigt sin hånd til sig, han kunne ikke klare det.. Han så op igen, lidt forsigtigt, han ville ikke.. men det var jo.. også bare.. ja. Han måtte dog pludeslig følge efter Phillip da han tog fat i hans ærme og trak ham med ud fra toilettet, og så.. ja, så smuttede han. "Nå.. okay.." mumlede han stille og så sig lidt om. Inden han langsomt gik hen til det bord han havde sidet ved og tog mappen op der lå på bordet og lagde den ned i hans computer taske der stod op af bordbenet. Han tog sin jakke op og trak i den, en ordnelig stor varm, brun vinter jakke, det var dejligt, han fik også hurtigt folede et langt halsterklæde rundt om halsen og tasken over skulderen, inden Phillip igen stod foran ham.. lige så smuk som han altid havde været. "Jeg.. ehm.. vi.. kunne.. nej, jeg ved det ikke helt.." sagde han stille tænkende, for han havde det sådan lidt, han ville helst ikke være et sted alene med Phillip.. han turde ikke.. men på den anden side, så skreg det inden i ham.. han ville være alene med Phillip, selvfølelige ville han det. "Hvor bor du?" spurgte han så lidt mere selvsikker og smilte sit skæve smil igen.

Phillip bed godt mærke i at han havde.. trukket sin hånd til sig. Det havde heller ikke været meningen.. Han skammede sig en smule over det, men at sige undskyld ville jo ligesm bare gøre det endnu mere.. akavet. Han kommenterede det ikke. Lod det ligge, og forsøgte at opføre sig så normalt som overhovedet muligt, selvom hele hans krop var i oprør, og hans hjerne arbejdede på højtryk, og han frygtede om han ville få hjertestop, så meget som det tæskede løs mod ribenene. Han trak fraværende sin sorte jakke på, og løftede kufferten hen til William. Han stoppede op foran ham og så op på hans øjne, betragtede dem, og dernæst ansigtets helhed.
Han stillede kufferten fra sig, og knappede sin jakke mens han lyttede. Han så overrasket på ham med store øjne "bor..?" gentog han undrende som om han ikke helt forstod spørgsmålet. "Nåå!" sagde han så og smilede lidt skævt "bor... æh" sagde han så, og kløede sig i nakken, med en betydelig tænkemine på. "Jeg har faktisk ikke... fået booket noget værelse... noget sted... endnu" sagde han så, og tog et lidt fastere greb om kuffertremmen, og så lidt ned på den. Det føltedes temmelig dumt, William måtte tro han var dum. Han bed sig lidt skævt i sin underlæbe, mens han grublede over hvor de kunne gå hen. "Øhm.. vi kunne, vi kunne bare gå.. en tur?" sagde han stille, og så på ham. "Jeg kunne følge dig hjem eller sådan noget? Eller måske ikke hjem, hvis du ikke bryder dig om det, til din vej, eller til.. din by, eller.." sagde han, mens han indså at det han sagde blev mere og mere lagt ude at høre på. Han så ned i gulvet igen, og sukkede. Det var ikke nemt, det var svært bare at falde tilbage i den rytme der ligesom havde været i gamle dage.. mellem dem, han kunne jo have ændret sig, dog ikke hans udseende... Han smilede lidt af det, bare en let trækning omkring munden.. spontant.

Han stod blot og betragtede Phillip imens han søgte efter svar på sit stillede sprøgsmål, ja hvor mon egentlig Phillip boede? Og hvorfor var han aldrig taget tilbage? Hvem prøvede han at undgå? Ville han bare gerne væk.. måske var det en dum ide det her.. at snakke med ham igen, måske skulle han bare diskret forsvine når Phillip kiggede væk? Ville det ikke være det bedst.e. for dem begge to? Nu havde de jo begge to fået et andet liv, en ny begyndelse på evigheden.. og hvad hvis Phillip var gladere nu? Lykkelig.. William ville i hvert fald ikke være den første til at ødelægge det for ham, men.. så var det beder at lade ham værre, afvise ham.. selv om det måske ville såre ham? Men ville det ikke være det bedste for ham.. i længere sigt.. spørgsmålet var blot.. om han kunne få sig selv til det.. at forlade Phillip.. hm. "Nåh.. Så.. du har ingen steder at sove i nat?" spurgte han lidt undrende.. det var da synd for ham.. så måtte han jo hjælpe ham med at finde noget, et billigt hotel var der altid, det vare bare lige.. om de havde åbent på den her tid. "Du havde vel ikke tænkt dig at side her hele natten.. " mumlede han stille og nikkede så mod døren og gik mod den, med Phillip efter sig.. og den larmende modbydelige kuffert. "Ja... nårh.. du må godt, det ikke det... men der er bare langt hjem til mig.. der er lidt for langt at gå" sagde han stille og smilte blidt, "Måske skulel vi heller finde et sted hvor du kan overnatte?" sagde han lidt drillende i det, og åbnede døren for Phillip.

Phillip betragtede ham lidt, det var ikke længe anspændtheden var forsvundet, og han kunne godt mærke på William at han... At der var noget galt. Han kunne ikke greje hvornår det var gået galt, måske da han havde taget hans hånd? Måske.. Måske var der noget andet der nagede ham, noget han ville sige.
Han ville egentlig også gerne spørge ind til hans.. Rejse, hvorfor var han her nu? Fik han nok? Han fik en syrlig smag i munden og så ned af sig selv, han var jo også taget afsted.. Uden et ord... Men han ville ikke forstå, han ville aædrig kunne forstå hvis han forsøgte at forklare det.. Phillip tog sig sammen, og så fast på William, nu så de endelig hinanden igen, så var der ingen grund til St gå rundt og være ked af det, han rystede på hovedet, og gik med ham "nej ikke endnu.. Jeg regnede med at finde et hotel et sted.. Indtil jeg fandt en lejlighed eller noget i den stil" sagde han, mens han tænkte over det, det var det mest logiske. "Nej jeg.. Ville bare du ved... Nej jeg havde ikke planlagt at sidde der hele natten" mumlede han og nikkede tilbage til barstolen. Han tog kufferten op i armene så det ikke larmede så meget, mens han gik ved siden af William, og fik smyget sig ud af døren "tak" sagde han, og rystede på hovedet med et smil "nej det er iorden, jeg finder ud af noget" sagde han, og ventede på William.
Han pillede kort ved lynlåsen på kufferten, og overvejede hvad der skulle til for at få ham til at åbne op for det han gik og tænkte på, men det var nok ikke nemt, eller måske kom det af sig selv? Han vidste det ikke med sikkerhed.

Han holdte døren for Phillip og lod han gå forbi, inden han lod den smække bag dem. Han rakte frem mod Phillip og tog Kuffertern ud af hans arme, "Nu skal jeg.." sagde han venligt, og holdte den med lethed i hanken. Han nikkede lidt, "Så.. du er altså først.. lige kommert, hertil?" spurgte han stille, det var et ømt emne, i hvert flad for ham selv, han brød sig ikke om at tale om Phillips rejse, men han vidste jo godt at det var noget de blev nød til at snakke igennem.. før eller sener.. ellers ville stemningen nok aldrig blive genskabt som den var den gang. "Altså.. kroen her lejer jo ret billige værelser ud.. det godt nok ikke lige.. den bedste kvalitet, men det er til at bo i.. men der er masser steder at finde lejligheder.. i hvert fald her, det er et hyggeligt område, du skal bare lade være med at finde noget i Werclare" sagde han og hævede øjnbrynene lidt.. hvis Phillip bosatte sig i Werclare.. så blev han jo nød til at rende rundt efter ham som en tossede for at beskytte ham.. det var dumt at komme hertil.. nu kunne han jo ikke lade være.. han kunne ikke holde sig væk fra den dreng, han kunne simpelhen ikke.. nej. "Ja.. og jeg hjælper dig" sagde han stille og smilte venligt til Phillip.. sådan et varmt smil som han tit havde givet knægten i gamle dage. Det skulle nok gå alt sammen.. og hvis Phillip ville, så ville han heller end gerne være venner med ham.. hvis altså ikke han flygtede en gang til, det blev måske en andelse svært. Han skulle nok hjælpe ham.. med lejlighed, og arbjede.. og.. alt muligt han nu skulle have hjælp med! Måske skulle han invitere ham på noget mad? Hmm.. "Har du egentlig taget fået noget at spise?" spurgte han og missede lidt med øjnene, "Eh.. hvornår ankom du?" spurgte han så, det var måske lidt mere relevant.

Han smilede til ham, og mærkede et blidt, men koldt vindpust i nakken. Han fulgte kufferten med øjnene, og ville protestere "jamen.. Du skal da ikke.." forsøgte han, men vidste godt det var for sent at protestere. han rakte tunge af ham, dog med et mildt glimt i sine øjne. Han kunne ikke drømme om at blive vred på ham, aldrig!
Han nikkede, og så lidt på kufferten "for et par timer siden" mumlede han mens han forsøgte at regne det eksakte tidspukt ud. Han havde jo gået rundt temmelig længe dræ om det var pinligt at indrømme. Han så sig omkring "Werclare.." gentog han stille som om han ville smage på ordet. Han havde boet mange steder det seneste år, men ikke et sted som dette. Han grinede lidt og slog hjælpeløst ud med armene til siderne "jeg ved ikke.. Jeg kender ikke byen, eller det omkringliggende, eller hoteller.. Jeg regnede bare med at tage det første og det bedste... Du ved" mumlede han lidt flovt, og så på ham.han kunne ikke lade være med at smile, og blive lidt blød i knæene af det varme smil, det var oprigtigt.. Det var William som han huskede ham. Han så lidt overrasket på ham, mad?
"Nej jeg.. Har ikke spist.. For nylig" sagde han overrasket over hvor lidt han havde skænket mad en tanke. "Men det er iorden, jeg er ikke særlig sulten" sagde han og smilede til ham. Han blev en smule rød i hovedet da William spurgte ind til hvornår han var ankommet, og han så lidt genert ned i jorden "ved en.. Fem tiden.." hviskede han, og håbede han ikke hørte ordentligt efter, det var nok heller ikke så vigtigt.
"Har du fået noget at spise?" spurgte han så for St dreje hans opmærksomhed væk fra hvornår han var ankommet.

Han vidste ikke rigtig om de skulle blive der.. det så ikke ud til Phillip havde tænkt sig at leje et værelse.. så han begyndte roligt at gå hen af fortovet, han kendte et par hoteller.. men nu vidste han ikke om Phillip gik efter kvalitet.. eller bare det nemmer.. det billigere? Men han tænkte de bare kunne gå lidt rundt til de fandt det rigtige. Han kendte da i hvert fald et ikke så langt fra.. emn han havde ligesom lyst til at lede Phillip i en anden retning.. han ville bare gerne have mere tid med ham.. hm. Han grinte lidt da Phillip rækte tunge af ham og smilte bare drillende tilbage til ham.. det føltes rart at kunne være sig selv igen, bare lidt.. inden de kom til de mere alvorlige emner. "Nå okay.. men så.. kom, så finder vi et godt sted til dig" sagde han venligt og smilte lidt til ham igen, varmt og venligt, det var vel altid en god start. "Nå.. men er du så ikke.." skulle han til at spørge men Phillip kom ham ligesom i forkøbet, han kiggede lidt på ham, han ville vide om han talte sandt.. han ville da heller en gerne fodre ham hvis det var, desuden kunne de bare tage noget take away med et sted fra, og så finde det hotel.. og så kunne PHillip få sig noget mad og noget søvn. "5 tiden??" sagde han lidt skeptisk.. og han havde så ikke spist siden? Helt ærligt. "Phillip.." sagde han bekymert men også lidt skeptisk i det. Han gik lidt tættr på ham og ldo sine finger glide rundt om hans håndled, han sukkede stille.. ja de tvar nok lidt mærkeligt.. men det føltes bare så.. rart, at røre ved ham igen.. så velkendt.. mhm. Han lod sine finger glidt ned og rundt om hans hånd, og holdte blidt men fast om den, inden han begyndte at trække af sted med Phillip. "Jeg skal nok finde noget mad til dig, og et sted at sove!" sagde han bestemt og gik med lange faste skridt hen af fortovet.

Han vidste ikke om de skulle blive ved baren, eller gå videre..måske havde William ikke lyst til at være sammen med ham for længe, eller alene med ham for den sags skyld.. Aj det var tosset tænkning, hvis han ikke ville se på ham ville han nok være gået.. Håbede han næsten. Han rystede på hovedet, nu ikke så dyster!
"Kender du nogen gode steder?" sagde han drillende, og smilede lidt til ham. Han trak på skuldrende da William hørte hvornår han var ankommet "taxa turen var også lang" forsøgte han Lidt ynkeligt, og velvidene om det. Han blev lidt overrasket da han tog fat om hans håndled, kropsbarrieren var ikke eksisterende med William.. Der fik det til at summe sjovt i hænderne som om det var elektrisk, alt var elektrisk!
"M-men.." begyndte han og vaklede hurtigt med da William begyndte at gå. Han betragtede hans nakke indtil han kom op og gå ved siden af ham, han havde ligesom temmelig lange ben. Han så kort ned i den grå asfalt, så meget kunne ske på en aften hvor man slet ikke havde forventet noget lignende.
Han gav hans hånd et let klem, og så sig lidt om i de uvante omgivelser.

William smilte lidt imens hans gik, så sig lidt over skuldern for at holde øje med Phillip.. og hele tiden minde sig selv omd et virkelig var rigtigt det her, helt utroligt.. han ville aldrig.. aldrig! Havde det øjeblik til at ende.. dog vidste han at de nok ikke havde særlig lang tid sammen, Phillip havde nok ikke lyst til at bruge så meget tid med William.. hvilket selvfølelige var forståligt nok.. hvis han ville være sammen med William, så havde han valgt det dengang. "Må jeg spørge dig om noget?" sagde han lidt stille i det, for det var et ret.. hårdt spørgsmål, i hvert fald efter hans meningn, men han prøvede ligesom at starte lidt nemt ud. "Ja.. jeg kender noget i nærheden, og så må vi lige finde noget md på vejen, men det nok ikke lige.. altså, tror kun det er fast food.. der har åben på det her tidspunkt, hvis det er okay?" sagde han langsomt og kiggede lidt på Phillip, og smilte varmt til ham da han gav hans hånd et klem.. han ville bare trække ham ind til sig, og kramme ham.. og kramme ham.. og kramme ham.. og aldrig give slip på ham igen, gud hvor havde han dog savnet ham, det var helt vildt.. den dreng, hvad var det dog han gjorde ved ham altså. "Har du.. haft det godt?" spurgte han så, det var ikke så ømt et spørgsmål, det måtte han godt spørge om, og håbe på et posetivt svar.. han ville rigtig gerne høre om Phillip rejse, men han var lidt bange for at det ville gøre ham ked af det.. hvis Phillip havde haft det alt for sjovt, eller godt.. fundet noget der var beder end Underland.. fundet nogen der var beder end William.. han ønskede selvøflelige alt godt for Phillip, bare han var lykkelig så var alt godt.. men det ville nok.. dræbe William lidt.. inden i.

Han forsøgte at holde sig ved siden af William så han ikke lignede et genstridigt barn der skulle slæbes ned for at få noget at spise. Han så søgende op på hans ansigt, tonen var så alvorlig "ja.. Selvfølgelig?" sagde han stille. Han viste ikke om det var et spørgsmål han kunne svare på, efter tonen at dømme var det højst sandsynligt et spørgsmål der ville gøre ondt,
Han nikkede "medmindre du kender et hotel der stiller madvarer til rådighed, og du kan lave mad... Så er fast good helt klart det jeg foretrækker på det her tidspunkt" sagde han og smilede skævt til ham.
Han holdt fast i hans hånd, ubemærket, men han ville helst ikke slippe den. Han blev lidt overrasket over spørgsmålet, og tænkte Per det i noget der kunne Minde lidt om et minut. "Jeg har haft det fint du ved.. Ikke det store" mumlede han, og skottede til ham "hvad Med dig? Har du haft det godt?" spurgte han, han var nysgerrig efter svaret, men han frygtede det også.. Tænk hvis William havde været ulykkelig.. Var ulykkelig..
Han tog en dyb indånding, og pustede ud gennem næsen. Han kunne se et mcd skilt lyse op midt i beton junglen, den hørte ligesom også til der. Han så ned på hans hånd.. Deres hænder.. Øjeblikke, drømme og minder fløj forbi hans øjne.. Men hvor dølgedes det langt væk. Nogen gange kunne han stadig mærke presset fra bilens kofanger mod sin brystkasse og så ville han vågne.. Badet i sved, stakåndet.. Andre gange kunne han sidde og stirre ud i luften, mærke intens varme mod sit ansigt, sine læber, sin hals.. Han lavede nærmest er lille tick ved tanken. Andre gange huskede han minder fra sin skole, om kantinen.. Lektier... William.
"Jeg har savnet dig" hviskede han så stille, og fornemmede det gule lys fra mcd skiltet på sin hvid og sort stribede skjorte.

William nikkede lidt og tænkte så lidt over sit spørgsmål, han ville gerne ligge blødt ud, så han måtte stille det med yderst omtanke, dog hvis man nu så mellem linjerne ville Phillip nok ligge mærke til dens egentlige betydning.. hvilket han ikke var sikker på han ville have.. men hvorfor stille sprøgsmålet.. hvis man ikke ville have et svar der kunne dulme smerten lidt? Eller måske bare gøre den værre.. men i hvert fald, så blev han nød til at svare. "Phillip.. jeg tænkte bare lidt.. eh jeg har tænkt på.. hvorfor.. du ikke tog tilbage til Underland? Hvorfor Deploratus?" spurgte han, det var et nemt sprøgsmål, hvis Phillip ikke tænkte for meget over det altså.. for så ville han nok forstå hentydningen.. Hvorfor tog du her til, og ikke tilbage til mig.. den lå lige under overfalden, hvorfor var han aldrig kommet tilbage? Ønskede han virkelig ikke at se William igen? Aldrig.. havde han aldrig.. tænkt sig at komme tilbage.. det ville han virkelig gerne vide.. så Phillip måtte godt komme emd et langt svar, eller nok kort.. for de lange, det var dem der såred mest.
Han fik også nu øje på skiltet og smilte lidt.. ja der var ikke noget som en Chees buger, klokken lort om natten.. hah. "Nå okay, men det jeg glad for at høre, at du har haft det godt" sagde han roligt og smilte igen til ham, lidt skævt. "Jov.. jeg har bare.. ja du ved.. jeg har været i Frankrig i lidt tid, og så flyttede jeg her til.. så jeg har bare.. ja.. det har været.. fint" prøvede han at forklare, men fortrød hurtigt han havde fortalt Phillip.. det med Frankrig og sådan, han havde ikke lyst til at snakke for meget om det.. det var en tid der havde været meget.. underlig for ham, anderledes.. det var derfor han tog hertil, en ny start, et nyt sted.. han kunne ikke tage tilbage, aldrig.. det gik ikke.
Han stoppede op ligesom Phillip og så lidt på ham, smilte så og ville gå vider, ind og fodre englen.. men Phillip.. han stod ligesom stille.. og pludeslig så snakkede han.. William vendte blikket væk, og smilte forsvandt som et lyn der slog ned. Sorgen fyldte hans øjne igen, og han så ned for at skjule det for Phillip.. hold det inde! Hold det for dig selv! Lad vær med at vise ham dine følelser! Stop! Hans tanker var et stor rod.. eller nok nærmer hans føelser, det var mere end han kunne klare. Han bed hårdt tænderne sammen for ikke at lade tråene løbe.. de skulle sinpelhen ikke have lov, nej! Han ville ikke være svag, han ville ikke skræmme Phillip væk.. han ville ikke. Forbistred!

Han bed sig lidt i læben da spørgsmålet endelig havde forladt hans læber. Kunne han overhovedet undgå at sige noget sårende? Kunne han få ham til at forstå? Han rustede sig, forsøgte at gøre det hele så enkelt som muligt. "Fordi.. Underland.. Har for mange minder, og for meget savn.. For meget ulykke... Jeg havde ingen familie at vende tilbage til, og næsten ingen venner tilbage.. Og du.." hans stemme døde ud, det var svært at sige hans stemme blød grødet, og en svag bøn om at gå, og ikke blive konfronteret.. Ville ikke diskutere.. Ville ikke råbes af, ville ikke råbe. Han knyttede sin frie hånd, hans anden hånd var blevet slappere i Williams..
"du.." hviskede han stille "havde andre, at trøste dig hos.. Jeg var ikke længere.. Behøvet, du kunne klare dig Selv, det var på tide jeg selv fandt ud Af at jeg også selv skulle lære at stå på egne ben.." mumlede han.
Han havde svært ved ikke at lyde såret, hAn prøvede at holde sin stemme så flad som muligt, forsøgte bare at forklare ham det logisk.. Og roligt. "det er jeg glad for" sagde han så stille, det lød som om han havde haft det okay. Hvis han havde haft det godt havde Phillip jo haft ret, William havde klaret du fint uden ham, måske havde han ovenikøbet.. En anden boende nu, han måtte synke, og skifte tankegang. Han så på hans ansigt, og så det sammenbidte ansigt. Han sank stille igen, han havde sagt noget forkert, han var ikke dum når det gjaldt ansigtsudttyk og da slet ikke når det gjaldt Williams ansigtsudttyk, han havde kendt ham temmelig længe.
Han så lidt ned, et kort blik på kufferten inden han vendte sit blik mod asfalten.

Han var ikke rigtig klar over hvad han skulle gøre af sig selv.. for ja.. han havde virkelig også savnet Phillip, meget mere end han kunne udtrykke med ord.. det var ubeskriveligt, der gik ikke en dang hvor han ikke tænkte på ham, og ikke en nat hvor han ikke drømte om ham.. ja.. han havde fået ham lidt på afstand til sidst, mindet sig selv om at Phillip aldrig ville komme tilbage, at han aldrig ville se ham igen.. han havde vændet sig til det, og tvunget sig selv til at komme vider.. men nu.. da han stod så tæt på, overfor ham, så var.. alting ligesom vendt på hovedet, og han følte sig suget tilbage i tiden, til den afsked de aldrig fik.. de ting de aldrig snakkede om.. der bare havde lagt.. der.. under overfalden og pressede på, hvad havde de toret? At det ville gå væk.. hvis bare man ikke snakkede om det.. hvis bare man ikke så hinaden, hvis man rejste væk? Ville det så forsvinde.. nej.. aldrig.. helt. "Men.. du.." han nåede ligesom ikke at få sagt det, før Phillip nævnte hans navn.. og så blev alt ligesom sort.. han ville prodostere! Det passede ikke han.. nej vent.. "Jeg.. vent.. hvad?" han følte der var nogen der havde grebet fat om hans ankler og trukket ham ned af, han følte sig.. væk.. han kunne ikke trække vejret, han kunne ikke se Phillip.. han kunne ikke.. ikke han ville ikke.. vent.. nej. Nej!
"Phillip.." hviskede han stille og slap hans hånd, han gik et skridt tilbage væk fra ham.. han kunne ikke.. ikke holde det ud. "Jeg har.. aldrig.. jeg har ikke.. hvad er det.. du anklager mig for?" han mumlede usamhængene, men fik alligvel spørgsmålet ud. Åh gud. "Men jeg.. jeg havd jo ikke andre.. det var jo.. dig.. det.. har det altid været, dig.. og kun dig.. " sagde han og prøvede at få øjnkontakt med Phillip, han elskede ham, kun ham, på den måde, han ville ikke.. elske andre, ahn kunne ikke.. det var Phillip, det havde det altid været.
"Nej.. hold op.. tænker du virkelig sådan om mig? Er det derfor.. åh nej.. jeg, undskyld.. " sagde han stille, "Jeg ville aldrig, såre dig.. bevidst.." .. "Og nej, jeg bor hos en ædre dame.. som sover hele tiden, og er halv døv.. ved ikke rigtig.. men jeg har altså ingen andre.. jeg havde kun dig.. nu har jeg ingen".. stilhed.

Han var nervøs, vidste ikke hvordan han ville reagere på den slags, ville han blive vred? Ville han blive ked af det.. Var han ked af det, og i så fald, hvorfor løj han så? For ikke at blive Såret? Han fugtede sine tørre læber, han så hurtigt på ham "jeg anklager dig ikke for noget, jeg har aldrig anklaget dig" sagde han hurtigt, han fortalte ham det.. Han anklagede ham ikke..
Han så ham kort i øjnene, før han gjorde en opgivende bevægelse med skuldrende "William..jeg tænker ikke noget, men jeg er ikke blind, det kan godt være jeg er naiv, osv. Men... Det har jo altid været åbenlyst, og jeg har slæpt sagt noget.. Derfor anklager jeg dig ikke, men jeg antog at... Du ikke gik så højt op i om jeg blev eller gik" mumlede han til sit forsvar, udemærket klar over at det nok ikke ville gøre den store forskel.
Han kunne ikke lide at han tog afstand til ham, det gjorde ondt, men de skulle have luftet ud.. Det var de nød til. Han kørte sine hænder igennem sit hår, og sukkede "undskyld" hviskede hn stille. Han kunne ikke finde de rigtige ord, han anede ikke om han gjorde noget rigtigt... "hvorfor blev du ikke.. I Ubderland?" spurgte han så. Hans liv var der..hans venner, familie.. Alting. Hvorfor skulle han så tage væk?
Han så på ham, og forsøgte at tyde hans ansigtsudttyk, han virkede sp frustreret, hvad skulle han gøre? Han var kommet dertil, havde ødelagt det.. Det trak i ham, en svag stemme i hans baghoved der ynkeligt bad ham om t gå, ungå konfrontatioen og at.. Gøre ham ondt. Men han blev stående.

William mått tage sig til halsen, han havde det virkelig som om han ikke kunne få luft, han knappede den øverste knap op i halsen og løsnede slipset en smule, det hjalp.. bare ikke nok, han følte sig svimmel og rundt på gulvet.. han anede ikke hvordan han skulle.. gøre tingene gode igen, var der noget han kunne gøre? Han kunne bare ikke.. finde ud af det.. han kunne ikke! Hans ben kolapsede under ham og hans faldt på knæ foran Phillip, hans satte sine hænder mod den kolde beskidte jord, og så ned i astfalden. åh.. gud. Han måtte tage sig sammen nu! Op og stå.. hold de tåre ind mand! du må tage dig sammen.. hvad er der dog galt med dig! Usle dæmon. Sådan lød hans bebrejdene tanker mod sig selv, alt den selvhad, uh. "Phillip.. jeg.. jeg.. undskyld.." tiggede han nærmest, han fik det hele ud forkert, og han vidste godt hvad Phillip ønskede lige nu.. at forsvinde.. væk fra William.. langt langt væk.. en gang til.. men han kunne bare gå, han kunne.. hvis han ville.. han vidste godt han havde ødelagt det hele nu.. hvorfor havde han ikke bare holdt facaden? Hvorfor kunne han ikke bare beholde masken på.. hvorfor var han så fandes svag, det var ikke til at holde ud. "Kan.. du.. nogen sinde tilgive mig.." hviskede han stille.. det var klart Phillip var rejst fra ham.. at det var sådan det skulle være.. han var jo flygted.. flygted fra William, men han forstod det godt.. åh. "Jeg ber dig.." tiggede han igen og sænkede hovedet af skam. "Jeg kunne ikke.. være der.. uden dig.." svarede han stille.. det var delvist sandt, han var bleven nød til at forlade Underland, men han kunne ikke være bleven der alligvel.. ikke alene.. midt i alle minderne.. det kunne han ikke. Han var taget med Marie til Frankrig, og lært sin datter lidt af kende.. tilbragt tid med sin.. familie.. men.. Phillip.. hans Familie ville aldrig være fulendt uden ham.. han manglede Phillip, havde altig manglet. "Du.. du må ikke gå.. vil du ikke nok blive.. bare lidt endnu.." bedte han stille, hans øjne flød over og tårene gled ned over hans kinder.. åh hvor var han dog ynklig! Føj. Kunne han dog ikke bare tag sig sammen, og være en mand? Hvorfor skulle han være så ynklig, Klart Phillip flygtede igen.. altså.. åh.. fuck.

Phillip så lidt ned i jorden, mens han grublede over hvad han skulle sige. Det var langt ude.. hvorfor kunne de ikke bare.. skippe det der. Det ville være så nemt, men uundgåeligt og det ville måske gavne dem begge to i fremtiden. Han så på William, der virkede bleg igen, og ville række ud efter ham. "Willia.." spurgte han forsigtigt, men blev afbrudt da han knækkede sammen. Han skyndte sig ned på knæ, og lagde sin hånd på hans skulderen og så bekymret på ham. Han så på ham, mens han bad om tilgivelse, det gjorde ondt at se ham sådan, han hev ham ind til sig, ligeglad med hans og sin egen kropsfære, han ville ikke have han havde det sådan "jeg tilgiver dig" sagde han of lukkede sine øjne "det havde jeg allerede gjort" hviskede han, og kyssede ham forsigtigt på håret. Han kunne godt mærke at han havde det skidt, og han var bange for at William var tæt på sammenbrud eller noget i den stil.
"såså, det har jeg gjort" sagde han forsigtigt, da han igen bad ham om at tilgive ham. Han lyttede til det han sagde og bed sig i læben.. det var også gået hårdt ud over ham, det måtte han jo indse. "Undskyld.. jeg vidste ikke jeg havde.. sat så meget igang, ved at rejse" sagde han forsigtigt. Han kunne mærke noget vådt mod sit øre og hals og han trak sig lidt ud af krammet, og så søgende på hans ansigt. Tårer.. Han tørrede forsigtigt nogen af dem væk "jeg går ikke fra dig.. jeg bliver så længe du vil have det" sagde han og så ham i øjnene. Han vidste ikke om han var gået langt over stregen ved at røre ved ham, ved at sige de ting han sagde men.. han tog chancen med det, med William, de var jo.. venner, eller det havde de i hvertfald været.. nu var de en eller anden underlig mellemting, men Phillip ville gerne have William tilbage. Han krammede ham igen, og så lidt på det mørke hår der hang ham i øjnene. Det var delvist hans eget, og delvist WIlliams.. det duftede af.. regn, cigaretrøg, varme.. Han gemte sit ansigt mod hans skulder og hals, og hholdt fast i ham. Han ville gerne fortælle ham om hvordan det havde været at flytte, at det ikke havde været så lyserødt endda, at han havde savnet ham, at det ikke havde været det samme uden ham, uden.. de mennesker han holdt af.