Indianer Vampyren (William)

Tid: Sen eftermiddag.
Vejr: Det er okay, men lidt overskyet og der er regn på vej.
Sted: Tæt på spøgelses husene.
Omgivelser: Der er en masse mennesker, men de fleste er på vej væk fra regnen.
___

Curia havde menneske-tøj på, en stram t-shirt, lange shorts, en lille cowboy-vest, og et par lange støvler. Hendes røde hår lå løst omkring hendes smukke skuldre, og hendes blå øjne glødede som de altid gjorde. Hun var umådelig smuk i dag, ligesom alle andre vampyrer. Hun havde fået noget ansigtsmaling, og lignede derfor noget af en indianer. Et smøret, barnligt grin var smurt på hendes ansigt, og hun kunne ikke lade være med at grine. Nu var hun på vej hen spøgelseshusene, og det var det eneste hun manglede i parken, og skulle faktisk også snart hjem... men hun havde jo ikke rigtigt et hjem, så hvor skulle hun enlig tage hen?

William sagde farvel til nogen venner, og prøvede at smile selvom ansigtsmalingen strammede underligt. Han skar en grimasse da de var gået *Jeg må ligne noget der er løgn..* tænkte han med endnu en grimasse. Han havde fået en ordentlig omgang med penslen, og lignede en kat i ansigtet. Han overvejede lidt om det ikke var på tide at tage hjemad, han var lidt træt efter at have rendt rundt hele dagen, og han kunne særdeles godt trænge til at få vasket sit ansigt fri fra knurhår. Han begyndte at gå, og gik forbi spøgelseshuset og så en ung rødhåret pige med cowboy tøj, han smilede. Han syntes det var lidt sjovt at selv de voksne kunne klæde sig ud.

Curia mærkede blikke i nakken, og vendte sig om mod personen. Hendes røde hår svævede omkring hendes smukke ansigt, og de glødende blå øjne. Hun sendte dæmonen bag sig, et venligt smil. Dæmonerne var en af de eneste racer som ikke havde noget imod vampyrer. Hun rynkede svagt panden da hun så hans vuderende blik, men så lyste hun op i et smil igen. Jaah, hun var jo klædt ud, derfor kikkede han sådan på hende. Helt uden at tænke over det, gik hun over mod ham, for at komme i kontakt. Hun elskede nye bekendtskaber.

William smilede venligt til hende, da de i hvertfald så lige fjollede ud, eller han gjorde i hvertfald. Han betragtede vampyrens hår og øjne, og smilede for sig selv. Han blev overrasket over at hun gik hen imod ham og han standsede op, så hun kunne nå at komme hen til ham. Han havde hænderne i lommen, og mærkede en blid vind i ryggen.

// skal lige spise ^^

// Okay, ses ^^

Curia slog en lille, venlig perlelatter op, og sendte ham et imødekomment smil, hvorefter hun rakte hånden frem. "Navnet er Curia, hr. knurhår." Hun sendte ham et drilagtigt blink, og stak selv hendes hænder i lommerne, med de pink-lakerede negle. Hun syntes dæmoner var så spændene, og især ham her, da han jo også var blevet malet i ansigtet. Han opførte sig som et ægte menneske.

Han sendte hende et varmt smil tilbage, og tog hendes hånd "Curia.." han sagde navnet for sig selv som om han smagte på det, og smilede så skævt "William Knurhår.." præsenterede han sig og grinede lidt. Han kunne godt lide vampyrer, han havde kun haft gode oplevelser med dem, og så dem som ligeværdige. Knurhårende i hans ansigt bevægede sig let når han talte, og fik det til at se underligt realistisk ud.

Hun kunne ikke lade være med at le af ham, og lod sine fingre stryge ned af hans kind, bare for at føle på penselstrøgne, for at sikre sig at de ikke var ægte. "Tja, far nu var vil jeg kalde dig for Mr. Knurhår." grinede hun, og lod så hånden falde ned igen da hun fandt ud af hvad det var hun gjorde. Hun lod fingrene løbe ned af stregerne på hendes egne kinder.

William blev kort overrasket, da hun rørte ved hans kind men han smilede bare til hende "det er iorden, men hvad må jeg så have lov at kalde dig?" sagde han, med et smil og grinede lidt. han havde fuldstændig glemt at han rent faktisk skulle hjem. Han så på Curia "hvis vi nu skulle være kreative kunne vi kalde dig lille ild" sagde han roligt, og hentydede til hendes hår.

Hun slog endnu en lille perlelatter op. "Sikke en kreativitet, pas nu på du ikke brænder dig." grinede hun, og prikkede ham på næsen. Hun var stolt af sit hår, og at han sammenlignede det med ild, passede hende faktisk okay. "Men det er nok bedst hvis du kalder mig Curia, eller herskerinde eller noget i den stil." grinede hun, og strøg sig igennem håret.

Han lyttede til hendes latter, og kunne ret godt lide den. Det var bestemt et plus ved vampyrracen at de var så elegante i deres tale og opførsel, selv latter. han rynkede kort på næsen, da hun trykkede på den. "Herskerinde?" smilede han stille"det hører man ellers kun sjældent udenfor soveværelsets fire vægge, beskyttet af privatlivets fred" han grinede let. Men han nikkede indviligende i at kalde hende hvad hun nu ønskede.

Hun måtte kæmpe for ikke at udstøde endnu en af de søde lattre, og blinkede til ham, med et flirtende glimt i øjet. "Det lyder blot så sandt når De siger det, hr. Knurhår." Hun tjattede blidt til hans skulder med sin hånd, og kom så helt automatisk et halvt skridt tættere på ham. "Men hvad laver sådan et smukt og ophøjet væsen her, blandt så mange helt almindelig mennesker?" Hun løftede sit ene øjenbryn, med en katteagtig ynde som blot blev forstærket af hendes hoved som var let lagt på skrå.

Han lo lidt, og smilede til hende "jeg taler oftest kun sandhed" smilede han drillende. Han lod hende tjatte lige så tosset hun ville, før det rørte ham egentlig ikke og han smilede bare af det. Han stod stille og betragtede hendes katteagtige ynde *Vi skulle nok have været malet omvendt* slog det ham, og han grinede let af tanken. Han følte sig smigret af hende, og smilede skævt "Hænger ud med sine venner, som så nu er gået hjem og det smukke ophøjede væsen var faktisk på vej hjem da han fandt en lille køn rødhåret indianer... med hugtænder" sagde han og så på hende med sine særprægede øjne, og smilede drillende.

Hun sendte ham endnu et drillende smil, næsten som et spejlbillede af ham selv. "Uha, tænk at jeg har sådan en effekt på ophøjede væser." grinede hun, og rynkede svagt panden. Ordet 'venner' betød faktisk ikke noget for hende, da det virkelig havde været lang tid siden hun havde haft en... 'ven'. Det måtte have været fra Jessicas tid. Et svagt, trist minde blev et sekundt tydeligt i hendes øjne, men så smilede hun tilbage til ham. "Jaaa, men nu skal vi ikke stå og blomstre her mere, hr. Knurhår!" udbrød hun, og trak afsted med ham, med sine fingre flettet ind i hans. "kom, vi skal ind i et af spøgelseshusene!"

Han kunne godt lide hendes personlighed, og person i det hele taget. "jeg ville nu vove at påstå at du var ligeså meget ophøjet væsen som jeg" sagde han smilende. William betragtede hendes ansigtsudtryk, da hun så ud til at gumle på det med at han havde snakket om sine venner, og han smilede til hende. Han betragtede hende og kunne ikke undgå at se hendes korte triste minde i hendes øjne, og han lagde hovedet på skrå. Det kunne jo være noget han havde sagt? Han blev noget overrasket da hun pludselig begyndte at trække afsted med ham, og han kunne ikke lade være med at grine lidt "Nej du har sikkert ret i at det er dumt at stå og slå rødder.." mumlede han. han så på spøgelseshusene, og et kort gys gik igennem ham, han var ikke typen der hodlt af at blive skræmt, men han strittede ikke imod. Han fulgte med og så på spøgelseshusene, mens han mærkede at hun havde flettet fingre med ham, det havde han som sådan ikke noget imod.

Hun var glad for at have vendt ansigtet væk fra ham i et par øjeblikke, så han ikke så hvor splittet hun i virkeligheden var. Hun hadede sig selv for hendes svaghed, og hvor nemt hun kunne droppe en veninde som Jessica. Hun sank en gang, og kæmpede for at smide mindet tilbage til gemmeren, og stillede sig op i køen til et af de små spøgelseshuse. Et af dem i stole, hvor man blev kørt rundt i et hus med en masse effekter. Lige nu havde hun bare brug for noget som kunne få hende til at tænke på noget andet end ting man burde have glemt, eler i det mindste ting som man bare ikke burde tænke på. Hun turde ikke sige noget, for hun var sikker på at hendes stemme ville knække over.

Han så på spøgelseshuset, og stilte sig sammen med hende. Han så op på udsmyknigerne der hang udenpå, huset og rynkede let på næsen der var sort som kuld og formet som en trekant ude på spidsen, som en rigtig kats næse. Han kunne fornemme at Curia tænkte, han stod stille ved hendes side og så lidt på hende, som om han regnede med at hun måske ville sige noget. Han så kort op mod himlen, og lagde mærke til der var lidt stjerner. han klemte stille Curia's hånd.

Curia klemte bare automatisk tilbage, og måtte komme tilbage til den virkelige verden, for ikke at trykke sig ind mod hans bryst, og give slip på de indeklemte tåre. Det var sjovt at hun stadig kunne græde over det, da det var så lang tid siden. Hun drejede sine blå øjne op til ham, og prikkede ham smilende på næsen. Hun så på sin finger, og lagde mærket til at han smittede lidt af. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt af hans utryk. "Er du ikke til lidt uhygge hr. Knurhår?" spurgte hun drillende. Hun rykkede helt automatisk med frem i køen.

Han så på himlen, mest af alt for at fornemme hvordan Curias sindsstemning egentlig var, men det var svært for det var mest på stemmen han kunne høre det. Han kunne fornemme at der var noget galt men hun skjulte det utroligt godt, og han var meget i tvivl. Han så på hende og smilede og rynkede kort på næsen da hun trykkede på den "Hmm.. jeg er ikke vild med det men det gør mig egentlig ikke noget, det er ikke sådan at jeg drømmer uhyggelige drømme efter sådan noget her" sagde han roligt og smilede venligt til hende. Han rykkede med hende, for ikke at virke som en piveskid for det var han ikke tænkte han.

Hun rettede igen sine øjne mod ham, og kunne ikke lade være med at sende ham et af sine specielle Curia-smil, som altid fik de uvidende mennesker til at blive hendes hengivende slaver. "Neij, sådan virker De slet ikke hr. Knurhår." Hun kunne bare ikke lade være med at sige det navn, for hun elskede det bare. Og det var så komisk når han så sådan ud. Måske var det godt at hun ikke kunne tage ham alvorligt, for ellers ville det bare blive kedeligt. Men da hun opfangede betydningen af hans tonefald, at han ikke var særlig vild med spøgelseshusene.

William så på hendes smil, og kunne godt mærke at der var noget ved det der gjorde ham glad, og mest af alt gjorde at han havde lyst til at trække hende ind i sin favn og give hende et kram. Han rystede på hovedet "Det gør jeg vel ikke" sagde han og grinede bare lidt, og så på spøgelseshuset. Han syntes det var enormt sjovt at hun blev ved med at kalde ham det, han var ikke engang sikker på om han havde fortalt hende sit rigtige navn eller om hun måske havde glemt det, men det var han ligeglad med for han syntes at det var hyggeligt. Og selv han elskede han at være useriøs, så han havde intet imod at ligne en 4 årig i ansigtet sammen med hende da hun bare gjorde det til en ren fest. Desuden var hun jo selv klædt ud, så han følte sig ikke helt så dum, som han havde gjort før.

"Så, nu er det os." grinede hun, og klemte hans hånd inden hun slap ham, og satte sig yndefuldt ned i den lille, runde vognen. Hun tog hans hånd lige så snart de igen sad i vognen, og da en af menneskerne kom for at tjekke vognen, grinede han til dem, og lettede på hatten. "Sikke et fint par vi har her." udbrød han, og Curia rakte tunge af ham. "Par? Hvor godt passer katte og indianere?" grinede hun, og satte sig bedre tilpads, og kastede et stjålent blik på William. Hun rødmede svagt ved tanken om at være 'par'.

Han satte sig ind i ved siden af hende, og mærkede hendes hånd tage hans med det samme. Han så på hende og smilede venligt. Han hævede et øjenbryn da han hørte menneskets udbrud, så grinede han lidt, og så på Curia od så derefter hen på manden og smilede "tak tak.." sagde han roligt og så lidt ned af skinnerne som vognen skulle køre på. Han tog en stille dyb indånding. Han var ikke pivet, men han hadede gys, men han tænkte at det her kunne han nok overleve.

Med det samme blev hun utrolig nervøs for ham. Hun kunne næsten mærke hvordan hans arm rystede. Hun følte sig som et forfærdeligt m.... væsen. Hun klemte blidt hans hånd, og smilede opmuntrende til ham. Det var meningen det skulle være hyggelig og sjovt, ikke skræmende og svært. Hun sank, og så selv ned på skinnerne. "Ingen vej tilbage," udåndede hun svagt, og klemte hans hånd, bare for ikke at miste ham. Det var bare en luftig tanke.

Han så på hende, og smilede roligt. Han havde enorm kontrol over sig selv, og tvang sig selv til at holde op med at ryste, han klemte stille tilbage da han mærkede hun klemte hans hånd. Han bebrejdede hende ikke noget, og så lidt fremad. Han mærkede vognen sætte igang, og vædede kort sine læber med spidsen af tungen "nej" sagde han samtykkende. Men han forsvandt ingen steder, sad bare ved hendes side og så rundt da de kørte ind i spøgelseshuset.

Curia havde klemt øjnene svagt sammen, for hun var bange for at nået sprang i ansigtet på hende. Og det skete kort tid efter. Hun blev overasket hvor lidt bange hun blev, da et skelet faldt ned fra loftet, og viftede foran dem, med sit kranie. Det var ikke plastik, men gips, hvilket virkelig fik det til at ligne knogler. Hun smilede svagt, men klemte stadig hårdt om hans hånd.