Det varme sand - Damia

Tid: 13:15
Dato: I Juni
Omgivelser: Mennesker som enten soler sig, spiser is, bader eller andre aktiviteter
Vejr: Sol for fulde hammer, varmen er hed og himlen er helt blå.


Rasmus nød det dejligt varme vejr, og besluttede sig for at tage til stranden.
Han lå tæt på stranden så gik bare der ned.
Han tog sin hund med som gik roligt og glad ved siden af ham.
Rasmus var iført en hvid skjorte, som var åben, fordi det var så varmt,
at han ikke kunne lukke den, for så føles det som om at hans krop
ikke kunne ånde.
Han havde nogle mørke shorts på som gik ham på til knæene.
Han så afslappet men dog ellers rimelig godt ud.
Han hår var stadig lidt vådt efter hans bad hjemmefra.
Hans fødder følte det varme sand imellem hans tær, og
han nød følelsen. Det var rart at se så dejlige omgivelser.
Ham og hans hund gik hen af strandkanten. Vandet røg frem og tilbage
og vandet var frisk't og helt rent.

Damia stod ude i bølgerne, og hoppede sammen med et lille barn. Hun var iført en bikini i kamuflace farver, og et par mørke badebukser, der gik hende til lidt over knæene. Det lange, brune hår var samlet i en flettet pisk, der klistrede til hendes bare ryg, på grund af vandet. Barnet smuttede fra hende, og løb gennem bølgerne, op mod land, hvor de - som så mange andre - havde lagt deres ting i sandet. Barnet ledte tydeligvis efter noget i en af taskerne, før hun styrtede over mod en isbod. Damia kom gående pp af vandet, i et noget mere roligt tempo, og vred vandet ud af håret, før hun igen slængte fletningen om på ryggen. Et glad smil hvilede roligt på Damias læber, som hendes blik gled rundt over de forskellige tilstedeværende. - Og stoppede ved en mand, der gik tur med sin hund. Det trak en smule mere op i den ene mundvig, så smilet blev skævt, mens hun betragtede ham roligt.
Han så jo så bestemt ikke værst ud. Slet ikke faktisk. Damia satte sig på sit grønne håndklæde, og tog blikket fra manden, for at se efter pigen hun før havde leget med i vandet, for at tjekke op på at hun stadig stod i køen til isboden, og ikke var på vej et eller andet sted hen, sammen med en eller anden fremmed. Dette kunne ellers lige ligne hende, at gå med en fremmed, der lovende en endnu størrer is, end den hun selv lige havde købt. Hun var så forfærdeligt godtroende....

Bølgerne var små og stille. De snakkede med hinanden og vinden med.
Da Rasmus blev en smule træt og besluttede sig for at sætte sig i sandet,
fik han øje på en kvinde.
Han kiggede på hende i et stykke tid, og beundrede hende.
Han smilede skævt, og rettede blikket ned mod sandet og
op igen på hende skiftevis nogle gange.
Rasmus's hund, Patrick, kom løbende imod Rasmus og væltede
ham halvt omkuld.
Et grin kom frem på hans læber og han kiggede skævt over hunden
som prøvede at få ham med på en leg, på kvinden.

Efter at have sikret sig, at hendes søster ikke rendte nogle steder hen, hvor hun ikke skulle være, vendte Damia igen blikket hen mod manden. - Og måtte smile ved synet, af den legesyge hund, der overfaldt ham. Efter at have betragtet dem et øjeblik, rodede hun let i en taske, og fandt en papirsblok og et stykke kul frem. Med lette strøg begyndte hun at tegne. Af og til skævede hun over mod manden, for at være helt sikker på hans, og hundens, træk. Selvom de selvfølgelig ikke stod stille på den samme måde, så kunne Damia stadig få dem til at posere præcis som hun ville have det på tegningen. Et let smil hvilede på hendes læber, mens hun tegnede. Dette ville egentlig også give hende en undskyldning for at snakke med ham. - Hun var nødt til at have hans tilladelse til at bruge tegningen. Hun kunne lige så godt smide den ud, hvis ikke hun fik den tilladelse. Så ville den være ubruglig. Spild af tid. Og der var næsten ikke noget værre end spildt tid for Damia. Specielt ikke når hun - som nu - havde et faktisk ret vigtigt job, som hun burde arbejde på, i stedet for at tegne tilfældige fremmede, og deres hunde.

Rasmus vandt alligevel over sin hund og både hunden
og ham smilede da de begge lagde sig i sandet
og kiggede på den klare og blå himmel.
Rasmus blev ved med at kigge over på kvinden med det
lange brune hår. Det var ikke med vilje, men hans blik ville
bare over på hendes krop.
Han smilede. Han kiggede endnu en gang og ser hende sidde
med en blok og noget hun tegnede med. Hvad det var
havde han ingen anelse om.

Efter et lille stykke tid lagde Damia blokken og kullet tilbage i tasken, før hun så mod manden med et let smil om læberne. Så så hun rundt, for at se efter sin søster, der rendte og legede med nogle andre børn, hvis forældre også var optaget af andet end at lege med deres børn.
*Så længe hun ikke render rundt alene...* tænkte hun, og nikkede svagt ved sig selv. Så rejste hun sig op, og gik hen mod den mand hun lige havde siddet og tegnet en skitse af. Hun var nødt til at have hans tilladelse før hun tegnede videre, og lagde flere detaljer på. Ellers ville det være fuldstændig spild af tid, og Damia brugte sjældent tid på noget der ikke kunne betale sig. Hun stoppede op omkring en meter fra ham, og smilede imødekommende.
"Hej, mit navn er Damia." Startede hun, og lagde afslappet armene over kors. Det kunne ofte komme til at virke truende, eller vredt, når hun gjorde sådan, men det var nu ikke meningen med det. Hun fandt det bare mest behageligt at stå sådan.

Rasmus legede med Patrick som var blevet utrolig legesyg.
Han mullede ham så sandet blæste en smule op.
Men de stoppede da de begge opdagede en person bag dem.
Det var kvinden med det lange brune hår.
Hun præsenterede sig venligt.
og Rasmus rejste sig op af venlighed og børstede
sandet af tøjet, før han præsenterede sig selv.
" jamen hej" sagde han med et smil og tog det sidste af sandet af.
Rakte hånden frem og fortsatte " Jeg er Rasmus".
Et charmerende smil kom tonene op hans læber.

Damia nikkede kort, og gav ham hånden.
"Jeg vil egentlig gerne spørge om din tilladelse til at bruge et tegnet potræt af dig, og din hund." Damia var altid meget direkte omkring alting. Hun hadede alt sådan noget vås med lange indledninger, og diskrete hentydninger. Det var noget pjatteri var det! Igen lagde Damia armene over kors, og smilede venligt. Håbede på de bedste. Det kunne jo let virke underligt, når hun bare sådan unden videre kom over, og spurgte ham, om hun måtte bruge et potræt af ham...

Han smilede lidt forbavset og spurgte " et portræt af Patrick og Mig?".
Han smilte og grinede lidt.
" Jo da?" fortsatte han og stillede vægten over på højreben.
havde armene snoet om hinanden mens de sad tæt til hans bryst.
" er du tegner?" spurgte han interesseret.

Damia nikkede let, og smilede taknemmeligt.
"Mange tak, for det." sagde hun med et kort nik.
"Nej, jeg ikke tegner på et proffesionelt plan. Men jeg tegner protrætter, og karitektur tegninger i min fritid." svarede hun, og kløede sig let i håret. Det var i hvert fald én af de ting hun lavede i sin fritid. Den lovlige del, af hvad hun lavede i sin fritid.

Rasmus smilede og poserede lidt sjovt.
"hvordan vil du have os?" spurgte han med et charmerende smil.
Han sys Damia var sød men han forstod hende ikke rigtigt.
Da han var hurtig til at læse folk men, hende kunne han ikke læse. der var
noget mystisk over hende.

Damia smilede skævt, og rystede på hovedet.
"Jeg har allerede tegnet en skitse af jer. Det var derfor jeg var nødt til at have din tilladelse til at bruge protrættet, til 'reklame'." svarede hun med et let grin om munden. Han var jo faktisk sjov, denne Rasmus. Men det betøs jo ikke rigtigt så meget, hvis han viste sig at være strisser, eller noget i den stil. Hun var jo en 'Jackson', og når man var en 'Jackson' så var politiet noget nær ens værste fjende. Med mindre men - som Damias tvilling - valgte at brude al kontakt til sin familie, og få sig en respektabel uddannelse. Hun savnede ham egentlig. SKønt de var som nat og dag de to, så havde de været uadskillige, da de var mindre. Det var de ligesom vokset lidt fra nu... Hvilken skam...
Damia kom igen i tanke om, at hun jo faktisk havde en lille pige, som hun burde holde øje med, og så sig hurtigt om på stranden. Dér var hun. Stadig sammen med nogle andre børn, godt igang med at bygge et sandslot eller sådan noget. Fint nok. Damia vendte igen ansigtet mod Rasmus, og strøg en tot af det brune hår om bag øret.

Rasmus kiggede interessant på Damia, og var
utrolig nysgerrig om hendes talent, og interesse
for at tegne.
Det inspirerede ham.
Han tog sin hånd op og kørte hånden igennem
sine mørke krøller tilbage fra ansigtet, så han
charmerende øjne kom frem.
Han smilte og tænkte.
*jeg skal osse hjem og kigge på Jeep'en*
Men det kunne han bare gøre en anden dag,
eller senere.
Patrick som sad sødt ved siden af ham
satte pludseligt igang med at løbe.
Han løb med fuldfart ned mod det lækre
vand.
og... BLOB! var han i med et plask.

Damia så efter hunden med et skævt smil.
"Jeg vil ikke tage mere af din tid nu. Endnu engang tak, Rasmus." sagde hun, og rakte hånden frem mod ham, for at sige farvel. Hun ville nu gerne have snakket noget mere med ham, lært ham bedre at kende, men hun var nødt til at sørge for sin søster. En skam egentlig. Lige meget. Han var jo stadig bare endnu en godt udseende fyr. - Og dem var der faktisk en hel del af. Desuden var det ikke til at vide, om han var til at stole på. Og det kunne koste liv stole på den forkerte... Mange liv....

Rasmus forstod ikke hvorfor hun gik.
Hun syntes nok at han ikke var særlig interessant.
Han kiggede lidt skævt og små grublende efter hende, efter han vendte
blikket mod Patrick som var svømmet hen til nogle børn.
han var en legesyg hund, og han så at han var begyndt at
være lidt for vild.
Han hoppede op på en af de mindre åriges luftmadras, og kom til
at punktere den.
Barnet faldt i vandet, og gik i panik.
Rasmus rejste sig og smed trøjen, så det ikke ville være
så tungt når han svømmede ud efter barnet.
Han løb med al fart han kunne prostere og nåede ud i vandet hurtigt.
Han svømmede hurtigt og ivrigt hen til barnet som plaskede rundt og råbte.
Flere mennesker inde på stranden, rejste sig og stod ved breden og råbte.
Han nåede ud i godt tid, og fik fat om det bange barn.
Han smed det på ryggen, og svømmede ihærdigt tilbage til strandkanten.

Ved lyden af barneskrig rettede Damia hovedet mod vandet med et ryk. "Lucy?" Hun rejste sig, og lod søgende blikket glide rundt på stranden. Hvor var pigebarnet henne? "Lucy?" prøvede hun igen, denne gang lidt højere end før. Hun begyndte at gå ned mod vandet. Måske var tøsen gået ud i vandet sammen med de andre børn?... Var det hendes skrig? Damia vidste det faktisk ikke. Selvom det var hendes ansvar at tage sig af Lucy, så vidste hun faktisk relativt lidt om barnet. Stadig havde hun ikke fået øje på sin søster. Hun kunne lige vove på at drunke! Damia ville få myndighederne på nakken hvis der skete noget med tøsen, og det sidste hun havde brug for nu var blive endnu mere indvolveret med offentligheden.

Rasmus kæmpede og kæmpede, og barnet
på hans ryg hostede kraftigt og ihærdigt
for at få vandet ud af lungerne.
Hans åndedræt blev tungt da han kæmpede
i adrenalin sus.
Han nåede hurtigt ind til strandbredden,
og lagde barnet på det våde sand.
Hurtigt satte han barnet op så det kunne få
vandet ordenligt ud.
Han tog pigens arme op så hun kunne få vejret
bedre.

Damia begyndte at bleve mere, og mere panisk, da hun nu så den klynge af mennesker, der strimlede sammen i vandkanten. "Lucy?!" Hendes stemme var efterhånden skinger af ængstlighed. Tænk om møgungen ikke overlevede? Tænk om hun var kommet alvorligt til skade? Det ville Damia ikke kunne tilgive sig selv. Hun skulle have holdt noget bedre øje med tøsen.
Damia fik kilet sig ind mellem de andre mennesker - mødre der holdt godt fat i deres egne unger, og priste sig lykkelige for at det ikke var deres barn der lå der i sandet, og fædre der så ud til at være i tvivl om, om de skulle hjælpe, eller om de blot burde være sammen med deres egne koner og børn - og nåede ind til midten. Fortsatte ind, til hun sad på knæ ved siden af pigen. Hun trak det hostene barn ind til sig, og mumlede kort ned i håret, der havde samme mørke farve som Damias, før hun strakte armene en smule, så hun kunne se ordenligt på sin søster. Nej, ingen umiddelbare skrammer. Hendes mumlen blev en smule mere hidsig, dog ikke den mindste smule højere. Damia holdt Lucys arme hævede indtil tøsen ikke længere hostede nær så meget. Først da så hun på Rasmus. Taknemligheden var tydelig, da hun tog sin søster op i sin favn, og rejste sig op.
"T-ak.. Mange tak, fordi du handlede så hurtigt." sagde hun lavmælt, og lod blikket hvile på ham.

" der var det rigtige at gøre" svarede han og smilede til hende.
" Er du ok?" spurgte Rasmus det nærdruknede barn.
Han aede hende venligt og kært på hovedet.
Hans hjerte pumpede stadig godt der ud af.
Og vandet løb ned af hans ansigt.
Dråber drybbede fra hans brune krøller.
Han smilede til Damie og spurgte osse hende:
" er du osse okay?".
Han lod sin hånd glide ned af hendes arm,
for at vise han var nysgerrig om de begge var okay.

Lucy svarede ikke, men gemte ansigtet ved sin søsters skulder, og Damia strammede uvilkårligt grebet om hende en smule. Hvis man ikke vidste bedre kunne man let tro, at de var mor og datter og ikke søskende.
"Det går nok. Hun skal nok bare have lidt tid til at komme sig over chokket." nikkede Damia lettere overvejende. Ikke at det ikke passede, men alligevel. Hun stod i gæld til ham nu. Sådan fungrede det i hvert fald i det miljø hun kom fra. Hvis nogen reddede din røv, så var det fordi at de kunne bruge dig til noget, eller fordi de viste at enten du eller din famile havde et eller andet de gerne ville have fat i.

Rasmus kiggede bekymret på Lucy, men aede hendes
hovede en ekstra gang, Og strådte en smule tilbage,
hvor han så kom i tanke
om hvor patrick nu var.
Han kiggede hen af stranden og så Patrick henne hos
nogle andre børn. Han råbte på ham og kaldte ham hen
til sig. Patrick kom løbende med fart, og da han
nåede hen til Rasmus fik han med det samme
en snor i halsbåndet.
*Dumme hund* tænkte Rasmus, og kiggede
dømmende på Patrick, som med det samme
blev underdani.
" Jeg tager hjem med ham her" sagde Rasmus og
trak i hundesnoren.
" Vil i med?" spurgte han derfter med et venligt
smil.

Damia overvejede hurtigt alle faktorer for og imod. Han kunne vise sig at være en undercover strisser. - Helt klart et minus, der talte imod. På den anden side så han godt ud, og havde redet Lucy. - Begge store plusser, der talte for. Han havde virket venlig nok, og ladet hende bruge hans protræt uden størrer behov for overtalelse. Endnu et plus. Han kunne - hvis han da kom fra hendes miljø, eler havde kontakter der - blot være ude efter at kræve en mere eller mindre lyssky tjeneste af hende... Et klart minus. Hmm.... Om ikke andet, så burde det vel være muligt, at komme væk før der skete noget af betydning.
"Det vil vi gerne. Tak." svarede hun med en let nikken, og smilede svagt. Strøg blidt det klamrende barn på armen med den ene tommelfinger.

Rasmus satte igang under sig og gik med langsomme
skridt i det tunge og varme sand.
Han og patrick sank begge ned i sandet, og det var
faktisk en smule hårdt at arbejde sig igennem.
" Jeg bor lige over på den anden side af vejen"
konstaterede han og pege oppe imod vejen.
Ved siden af stranden var der en vej, som
fulgte stranden hele vejen.
Han nød at bo så tæt på stranden, da han elskede
vandet, og den friske luft der kom der nede fra,
til forskel fra inde byen hvor tit han syntes luften
var tung og ikke særlig brugelig.
Han smilede lidt imens han gik, da han syntes synet
af de to piger der holdt om hinanden, var et fantastisk
syn af en store søster og en lille søster.
Han gættede på i hvert fald at de var søskende.