Det uendelige sand //Ezekiel//

Tid: Hen mod aftenen
Dato: Vælg selv - Arien kan ikke huske det, slutningen af august
Vejr: lunt, men lidt koldt, ingen skyer på himlen
Omgivelser: Ingen mennesker, den nedgående sol og masse af sand
Beklædning: Gammel, grøn jakke, barfodet og sorte stumpebukser(bukser til omkring knæene)

Sandet. Sandet var varmt og behageligt mod Ariens hud. Hun lå på ryggen, med øjnene lukkede. Hendes røde hår lå, som en stor blodpøl. Hvilket var ironisk, Arien var engel. Skytsengel.
Hun anede ikke, hvor længe hun havde ligget, men hun havde set mennesker komme og hun havde set dem gå. Eller se er måske så meget sagt, Arien lå mest med lukkede øjnene. Sparede på kræfterne.
For første gang i to timer hun overvejede hun at åbne øjnene. Hun havde aldrig været den tøvende type, så et sekund senere, sad hun op med åbne øjnene.
Det småkoldt og også lidt mørkt, selvom solen ikke var gået ned endnu. Stranden var badet i gyldent skær, der fik vandet, sandet og englens hud til at lyse svagt.
Hun sukkede. Hvor var meningen med alting?

Ez kom stille trippende ned imod stranden, hun kunne bedst lide at være der når der var mennesketomt, så hun kunne gøre hvad hun ville, stille folede hun sine vinger ud da hun var sikker på der ingen mennesker var, og sprang yndefuldt op i himlen, for at flyve ud til vandet og hen over det, stille lod hun sine føddere røre vandet, imens hendes vinger baskede stille, så hun ikke ville ryge i, dog kiggede hun forskrækket op da hun opdagede en ligge i sandet, og banede en smule over sig selv, og foldede sine vinger ind, så hun faldt ned i vandet med et lettet dæmpet plask, "Det var så de dyre bukser"Mumlede hun til sig selv, og begyndte at svømme ind imod stranden igen, da hun ikke ville bruge sine vinger da hun ikke vidste om det var et menneske, eller et andet form for væsen der lå på sandet, dog banede hun højt, da hun opdagede det var en engel, stille vred hun sig lange blond hår, og gloede surt på sine sorte jeans, og trak dem så af, så hun var iført sine bikini trusser, og en top der stoppede lige over hendes Navle

Arien kiggede lidt forvirret på den ny ankommende. Så rystede hun på hovedet og lod sagen falde, hvor den var begyndt.
Englen så ung ud og var smuk. Arien lod blikket glide over hende og besluttede hun nok ikke var, så ung som hun så ud. Hun smilede. Et smil, som ud hendes vilje ikke kom frem i øjnene.
Hun slog blikket ned, næsten forlegent. Hun følte, at hun nok burde sige noget.
"Hej".
That's it. Det kom ikke mere og Arien håbede ikke det kom, så langt som en rigtig samtale.

"Du er fraværende, af en engel at være, hvad går dig på?"Spurgte ez og gik hen til pigen der sad på jorden, og satte sig ved siden af hende med et smil, pigen så ung ud, meget enda det var hun sikkert også når det kom til at hun var en engel, hendes selv var oldgammel, mente hun da selv, stille rystede hun på hovedet, med et smil på læberne, og studerede vandet, hun vidste enligt ikke hvad hun skulle sige, for hun havde ikke regnet med at se en anden engel ved stranden igen,
*Er det da kun engle og dæmonr jeg ser for tiden?*Tænkte hun stille for sig selv, imens hun trak bene op til sin hage og lod hovedet hvile imod sine knæ, imens hun studerede vandet,

"Der skete noget slemt." Arien svarede stille. Hun kiggede ikke op, men havde fortsat blikket mod jorden. Hun havde aldrig fortalt nogen det. Halvt om halvt håbede hun pigen ville spørge mere ind til det. Hundred år er mange år at gemme på en hemmelighed.
Arien gøs umærkeligt i solens stråler. Hemmeligheden om dagen hun mistede alt.
Hun løftede langsomt blikket og kiggede på englen ved sin side.

"Hvilket er så slemt, at en engel har mistet sin glans, og sidder sådan i sandet?"Spurgte ez med et opmundrende smil, og kiggede på pigen, med sørgemodige øjne, og med medlidenhed i blikket, hun havde altid ondt af de engle, som faktis mistede noget de ikke kunne bære, så de mistede deres glans, hun havde selv været sådan, da hun var 800 år, og havde indset, hun aldrig ville blive ældre, og hendes forældre aldrig ville komme tilbage til hende, hun rystede kort på hovet, og rettede blikket imod vandet igen, hun havde ikke haft ondt af sig selv i så mange år, at hun istedet ville hjælpe andre som havde det skidt, der var derfor moon boede hos hende nu, den arme pige, hun virkelige så forvirrende og sørgemodig, som pigen ved hendes side lige nu, hvilket gjorde hendes trist helt ind til knoglerene en ting hun ikke kunne lide, var at være trist, så hun smilede bare sit opmurndrende smil og kiggede atter på pigen,

Arien kiggede ind i englens øjne. Hvor skulle hun begynde? Det faldt hendes slet ikke ind, hvorfor hun overhovedet skulle begynde. Hvorfor svarer på pigens spørgsmål?
Hun trak den slidte jakke sammen om sig og begyndte...
"Jeg er skytsengel. Og Aza og jeg skulle ud og rejse. Med Titanic og skibet sank..." hun talte hurtigt. Man kunne tydeligt høre den britiske acent. "Pludselig var hun væk. Men hun lever, det er sikker på. Det var for hundred siden, jeg har ledt lige siden... Og jeg er begyndt at tvivle for intet menneske, lever så længe...".
Hun kiggede væk igen. Udover havet, mågerne skreg i det fjerne og det kunne sagtens havde været den sidste nat på Titanic. Men det var det ikke.
Hun kiggede igen på englen. Ville denne have medlidenhed med hende? Hun havde ikke sagt det for at få medlidenhed! Hun havde sagt, fordi hun havde brug for at sige det!

Ez studerede pigen let, og lo højt "Hun lever! Hvis hun var død var du også, jeg har ikke hørt om en skytsengel der overlevede at hendes menneske døde! gud hvor er jeg glad for jeg ikke er en skytsengel [i]"Fnes hun for sig selv, og kiggede ned i jorden, med skam i øjnende, det havde ikke været pænt af hende at grine på den måde, og slet ikke når pigen sikkert havde brug for at få et råd, eller to, hun rystede på hovet, og kiggede undskyldende på hende med et smil [i]"Undskyld jeg kunne ikke lade vær, men jeg tror dit menneske lever, hvis hun stadig er menneske,"Sagde hun så tænkende og med et smil på læberne, hun kunne tydeligt huske den nat titanci sank mange mennesker var så chokeret over det, at det morede hende helt ind til knoglerne, det var naturens gang mennesker døde, ligesom engel,

Arien kiggede forundret op på hende. Hvorfor lod hun? Undskyldningen var ligegyldig - hvis englen ikke havde mente det, havde hun ikke gjort det.
Tristheden begyndte at slå revner og vreden, som var glemt nedenunder, kom frem.
"Hvis du nogensinde har haft nogen, som holdt af dig og du af dem, havde ikke grinet."
Arien var vred. På det sidste havde hun haft mange humørsvingninger og der skulle næsten ingen til at vække hendes vrede.
Måske skulle opveje for følelsesløsheden, når den satte ind. Måske.
Hun knyttede nævnerne og kiggede op på pigen med det hvidblonde hår.

"Jeg er 1500 år, hvis du ikke tror jeg har mistet noget jeg holdte af, må du tro om, du ligger bare i fortiden, istedet for at komme videre, en fejl fra din side af"SVarede hun blot, og rejste sig op, og ansede ikke pigen mere, men vente bare ryggen til og gik sin vej, at pigen var blevet fornærmet på den måde var hendes egen skyld, men at hun sagde sådan noget, var ingengang en engel værdig, hun skulle jo forstille at være en skytsengel, istedet for at sidde i sandet burde hun lede efter sit menneske, til hun fandt pigen, hun rystede på hovet, hun havde aldrig kunne lide skytsengel, de var så deprimerende og det irrerterede hende virklig meget, og hun gad ikke finde sig i det, pigen lige havde sagt, da det var tydligt for hende at se hun var ældre end hende, "Dumme skytsengel,#"Mumlede hun så for sig selv,

Arien havde blev igen forundret. Hvad fanden blidte denne engel sig ind? Ja, hvad fanden.
Hun overvejede, at sige undskyld, men huskede så sit eget ønske om at være alene. Men pludselig ville hun ikke være alene mere.
"Undskyld, det må du undskylde. Jeg har problemer med min vrede... Undskyld".
Igen huskede hendes egne ord '... hvis englen ikke havde mente det, havde hun ikke gjort det'.
"Undskyld".
Hun vendte sig om og begyndte at gå - det var tydeligt, at samtalen var slut. Det havde englen gjort tydeligt.

"Nok har du problemer med din vrede, men du burde te dig som en engel, hvis du levede imens titanci sank, burde du være mere vis, og klogere, Dit menneske forsvandt, istedet for at sidde i sandet, burde du lede efter hende, det vill jeg havde gjordt indtil jeg fandt hende, eller døde, Du er som sagt en skyts engel,"Sagde ez strengt, og kiggede atter på pigen, med nogle øjne der sagde at hun ikke fandt sig i at se en engel, ikke kunne styre sine egne føler, Det var både forkert, og ikke passende til en engel, og slet ikke en der burde være 100, hvis hun da levede da titanci sank, hun rystede på hovedet, og sagde så "Jeg er 1500 år, jeg har set mennesker dø næsten hver dag hele mit liv, mine forlældre forlod mig, men jeg sidder ikke og flæber over det, eller føler skyld, der er en grund til alt sker, man må bare accepter det, selvom det gør ondt indeni, Jeg ligner en på 16, og snakker som en kone på 100 år!"Det sidste var mest hendvent til hende selv, for hun lød virklig som en bedstemor en gang imellem, og det gjorde hende bare mere muggen end hun allerede var,

Hun standsede op Arien sukkede og tog skraldet. Hun havde jo fortjent det. *Men hun havde ledt i 100 år, Aza var nok død...*

Men det var jo kun gætværk og gærværk ikke godt nok. Nej.
"Ja." svarede hun. Men følte alligevel hun burde sige noget mere, som 'undskyld' eller noget.
Hun kiggede ned i sandet og følte humøret og håbet synke sammen med den nedgående sol. Ja, hvad hun havde var måske forkert, men hvad skulle hun gøre ellers?
Hvad ville denne ældgamle og noget vise engel gøre?
Hun sukkede. "Jeg er over hundred og snakker, som en på tyve. Allerede dit problem, end mit, ikke?" hun smilede prøvende.

Ez sukkede opgivende og tog sig til hovedet, "At finde sit menneske i en verden er svær ja, du har sikkert let, men har du lyttet til dit hjerte og ladt det vise dig vej?, du er en skytsengel, i ved altid hvor jeres menneske er, også selvom det er dødt,"Sagde hun så opgivende, det var jo sandt nok, en skytsengel burde jo vide hvor dens menneske var hele tiden, så man kunne redde dem når de kom i problemer, dog sukkede hun irrerteret og satte sig på en sten, og kiggede på pigen, "Jeg er for gammel til at passe på jer unge, jeg har allerede en hjemme i min lejlighed, du må se og vågne, og tage din opgave til dig, dit menneske er ikke død, så burde du også være det, måske er hun ikke længer et menneske, men noget andet, det kan være muligt,"Sagde hun så tænkende, imens hun lod en hånd glide igennem sit hår, og gik alle de racer igennem der kunne forvandle mennesker til noget andet, og rystede blot på hovedet, det var jo ikke hendes problem, så hvorfor ville hun hjælpe pigen?, Endu en dum ting ved at være hende, og være så blødsød overfor yngre engle end hende selv,

"Jeg fandt hendes gravsted, men knoglerne var ikke hendes" sagde Arien "for tyve år siden.
Men skal vi ikke tale om noget andet? Eller skal vi overhovedet snakke?".
Hun kiggede ud over havet igen. En fugl skreg, en fugl sang. Hvad var forskellen?
Arien kunne ikke finde på mere at sige, så sige noget?
Hun lod blikket glide videre rundt. Der var masser af sand, men hvis du se efter, kunne du så nogle klitter. Hun viste at byen var inden for en radius af tyve kilometer.
Hun sukkede stille og vendte blikket mod himlen.

"Så skal du jo bare finde hende, hvis det ikke var hendes knogler, "Sagde ez så med et venligt smil og kom på bene, og betraktede den unge engel lidt, før hun forsvandt ind imod byen, og regnede faktis med at pigen ville følge efter hende, dog stoppede hun op og gjorde tegn til pigen skulle følge med hende, og fortsatte så sin tur ind imod byen, og stoppeden op foran den opgang hun boede i, og ventede toldmodigt på at hun skulle komme op på siden af hende, så de kunne snakke igen, hun gad enligt ikke være på stranden lige nu, så hun håbede da hun var fulgt med hende,

Pigen gjorde tegn til at Arien skulle følge efter.
Arien kiggede kort efter englen og trak jakken af. Sekundet efter var et par hvide vinger sprunget frem på hendes ryg. Trøjen havde fået noget nogle huller, who cares?
Hun kiggede enkelt gang tilbage, overvejede om det var klogt at følge efter. Besluttede så at tage en ting af gangen og fløj efter.
Hun mærkede blæsten mod sit ansigt og nød den. Hun ville bare undskyld hun havde en hårelastisk med, så hun havde undåget at få, så meget hår i øjnene.
Arien var oppe på siden af englen og et indlysende spørgsmål rullede over hendes læber.
"Hvad hedder du egentligt?".

"Ezekiel, "Svarede hun blot med et smil på sine læber, og bredte atter sine store sorte vinger ud, og spreng op i luften, og forsvandt ind igennem et vindue på 3 sal, hvor hun boede, lige nu gad hun ikke til at bøvle med at få låst alle dørende op, så hellere bare springe ind gennem vinduet, hvilket hun var god til, stille fik hun sine vinger gemt væk igen, og nåede kun lige at gribe hr sort i luften før han var faret på hendes vinge, 2Dumme kat"Sukkede hun opgivende og gik ind, og låste ham inde på sit værelse, og smuttede så atter ud i stuen hvor hun stod og ventede på pigen skulle komme ind gennem vinduet,

Hun nikkede. Ezekiet. Hun gættet på at hun havde glemt inden for femten minutters tid. Hun smilede nervøst og efter en kort tøven gentog hun... Ezekiels bevægelser.
Hun foldede vingerne sammen, så de hang slapt ned af hendes ryg. Hun kiggede sig rundt i værelset. Det lignede et normalt værelse, men Arien vidste bedre. Det tilhørte den 1500 år gammel engel. Hun kiggede på den gamle engel igen "Øhm... Er det okay jeg kalder dig Eze eller noget i den retning? Dit navn er ret... Specialt og svært at huske". Hun smilede igen, prøvende.

Ez lo lidt af det hun havde sagt, og nikkede så med et smil på læberne, og daskede ud i køkknet og fandt to colaer, og gik ind og gav hende den ene, og smed sig så ned på vindus sofaen, "Det må du gerne, det er et gammelt navn, " Sagde hun så med et smil på læberne, og åbnede sin cola, og tog en tår, og sukkede tilfreds, hun elskede sukker det gjorde hende altid i så godt humør, atter engang betraktede hun airen, med et smil på læberne, og ventede lidt på hun ville begynde at snakke,

Arien smilede igen og slappede af igen. Hun anede, hvad skulle sige. Eze så afslappet og ligetil ud. Arien kiggede igen på hende og besluttede at finde et sted at side. Hun satte sig i den vinduskarm, hun var kommet ind af.
Vingerne hængende ud af vinduet, det ene ben trukket om under hagen og armene slået om benet. Hun undersøgte værelset igen. Hun følte sig lidt tørstig, men valgte at holde det for hende sig. En fugl sang i det fjerne. Den blev besvaret af række anden fugle. En kat miav'ede.

"Få de vinger ind, folk ville undre sig over hvad de laver der, kan du ikke trække dem ind i din ryg som jeg gør eller skal jeg lære dig det?"Spurgte ez leende, og nippede bare videre på sin cola, imens hun betraktede Airen foran sig, hun ville gerne have tøsen sagde noget mere hun var alt for stille efter hendes mening,

//Sorry det korte svar, xD Kra fail oO

//Det går nok :D

Hun efterkom ordren og smilede. "Jeg tror det gør. Så ung er jeg heller ikke" sagde hun halvt smilende. Hun kunne, halvt om halvt, godt lide englen med hendes udadvendte personligheder. Hun smilede igen. "Hvor længe for du boet her?" Arien slog ud med armen, som har vise stuen.
"Det er en rar lejligheden, du har" hun prøvede virkelig at få en samtale igen.
Hun hørte nogle kradse lyde, de lød til at komme var et lejlighedens værelser. Hun kiggede spørgende på Eze.

Ez viftede med hånden da hun kunne høre hr sort kradse i døren inde på sit værelse, og sukkede opgivende og gik så ind og lukkede den grå kat ud med de hvide sokker, og den sorte plet over næsen, "Det er så hr sort, pas på han bider, ellers er det kun mig han bider,"Sagde hun irrerterende, og gloede surt på hr sort, da han sprang op i skødet på airen, og lagde sig til at spinde, Ez sukkede let og smed sig i sofaen igen, og kiggede rundt i lejligheden "Lige siden bygningen blev lavet, har jeg boet her alene, indtil den røver der kom ind, og moon,"Sagde hun så med et smil på læberne, hun var faktis den føreste der var flyttet ind i lejligheden da stedet blev bygget, og det bedste var naboerne var ligeglade med de aldrig så hvem der boede der, eller hvem der kom og gik, de havde vel fundet sig i at personen ikke nød andres blikke, hvilket ikke var underligt, der boede en pige på 16 alene i en lejlighed, og blev aldrig ældre, hun rystede på hovet, og tog en slurk mere af sin cola imens hun gloede dumt på hr sort,

Arien smilede "Hvor er han sød~". Hun lod sig glide ned af vinduet og hen mod den sorte kat. Hun løftede for at ane og den lod hende gøre det.
Hun smilede svagt, mens hun kløede den på kinden og under halsen.
"Hedder den virkelig Hr. Sort?" spurgte og vendte hovedet Eze.