Med på arbejde, gud red mig! //Privat :: Cam//

Han lo let"held og lykke med at følge mig hjem"lød det let muntrert fra ham"jeg er hjemløs"tilføj han hvorefter han vendte ryggen til hende og begyndte at gå hen mod døren"klaus hmm"svarede han så let tørt og rystede svagt på hovdet i det han tog fat i dørhåndtaget"tak for dennegang tøs"slutte han så af hvorefter han åbnede døren og trådte ud hvorefter han vendre roligt mod udgangen men vidste dog han villefå selvskab fra hende snart efter de svar han havde givet hende.

De første sekunder sad hun og måbede, de næste sekunder sad hun og var trist da hendes klaus kom igen. Inden den nåede at overtage hende for meget skyndte hun sig at løbe ud af døren og løbe efter Cam, "Vent!" sagde hun hurtigt og var enlig hurtigt ved ham, "Hvis du er hjem løs..." startede hun og skulle lige have pustenm "Var det derfor du gerne ville i celle?" spurgte hun undrende og og med raske skridt med ham mod udgangen.

Han smilede lidt da han hørte hendes stemme*som jeg forvendte*tænkte han tilfres og så lidt hen på hende "måske, måske ikke"svarede"svarede han gådefuldt og åbnede døren hvorefter han trådte ud i den friske natte luft og stilede sig midt på gaden imens han lod den friske luft gå gennem hans krop før han så hen mod hende med et smil på læben samt et gådefuldt blik i øjet.

"Då er så hemmeligheds fuld.." sagde hun lettere irreteret, "Vil du låne et gæste værelse?" spurgte hun og smilte blidt til ham, hendes far gav hende næsten lov til alt, hvorfor ikke lade en hjemløs overnatte? Hun smilede håbende til ham, hun kunne ikke lige frem lide folk der bare sov på gaden...

Han betragte hende nøje og øftede et øjnbryn"hm jo da"svarede han så"men hvad med din far?"spurgt han da han ku forstille den pinlige tavshed imellem dem ved morgenmaden og ligne men det ku dog være lidt underholdne og i det midste ku han sove et blødt sted denne nat og ikke i en eller anden papkasse eller ligne.

"Det går nok, jeg må altid få en ven med hjem og sove" sagde hun og smilte blidt til ham, "bliv der," sagde hun hurtigt med et blidt og vendte sig hurtigt om så hendes hår løftede sig og svingede sig over og ramme skuldren og så ned af ryggen. Udover det så meget yndefuldt ud sprædte hendes duft sig og få personer kiggede. Selvfølgelig lagde Sophie ikke mærke til det da hun jo var menneske. men gik så med hastige skrid, som vane, op af trappen og skyndte sig ind til sin far men hendes øjne skiftede til de plagende øjne, hun spurgte roligt om hun måtte have en med hjem og sove og fare sagde med et stort smil ja, uden at vide hvem det var. Hun hoppede glad op og ned igen og begyndte at gå med hastige skridt tilbage så det ikke så rigtigt ud som om hun var meget glad, men så det så ud som om hun bare var glad. Hun ville enlig gerne fortælle han hurtigts mugligt at han gerne måtte sove der, men hvis hun løb, ville hun enten falde og vride om på anklen eller noget i den stil, ellers ville hun vide at hendes far vidste hvem det var med det samme.

Cam sukke svagt men nikkede så da hun sage un gik ind, han lukke dog øjne da hun gik hvorefter han tog en dyb indåndning og pustede ud igen hvorefter han slog øjne op og lod blikket vandre rundt"han blir nok overrasket når han ser vilken ven hun har med hjemme"mumlede han til sig selv men smilede så svagt ved tanken om en dejlig varm seng med en dyne, han løftede dog blikket og så på hende med et spørgne blik.

Døren blev åbnet og hun smilte glad, "Du måtte!" sagde hun glad og hoppede glad ned af trappen, hun skulle til at give ham et kram, men gjorde det ikke da hun jo enlig bare havde snakket med ham.. Ikke så meget andet, "Vi kan gå i forvejen" sagde hun og smilede til ham og begynde at gå ned af gaden. Det var hun van til, det var også en af grundene til hun havde fået alle sin våben.. Nogen af dem var ikke en gang synlige...
Hendes smil var stort og blændende da hun kiggede tilbage mod ham som var i hælende på hende. Hun smilede blidt til ham og samlede kort tankerne...
*Har han mon aldrig ligget i en rigtig seng? Hvad mon far enlig siger til at det er Cam?* hendes tanker var bekymrende men hendes ansigt viste intet.

Cam smilede dog let"tak"svarede han igen og nikkede hvorefter han begyndte at gåefter hende han havde dog ingen våben på sig men hans styrke samt vinger var fint nok for ham men han begyndte dog også at tænkte på hvad faren ville sige når han så ham, han havde jo set Cam gi manden et par ordlige hårde slag så han var vel nervøs for hans datte.

Sophie kiggede over på ham og beundrede hans øjne, det var noget hun altid gjorde på folk, hun kunne nemlig, på en måde 'læse tanker' da hendes hjerne kunne ændre det ansigt eller øjne til at kunne se om det løj eller nærmere kunne se hvad de tænkte.
"Vi skal over her" sagde hun og de var allerede gået et pænt stykke hvor der bare var stilhed. Hun smilte og kiggede kort efter biler og gik så roligt ud på vejen, hun hørte så en bil dytte fra hendes venstre side og kiggede hurtigt der hen og så en bil på fuld fart mod hende.
Hun var igen helt stivnet, bare midt på dens bils køre bane. Minderne kom igen og hun blev endnu mere ubevægelig. Lyset omkring hende blev mere og mere skarpt.

Cam smilede"godt"svarede han og betragte hende let imens de gik og så så kort ud på bilerne da han opdagede at hun igen stivnede på en vej og at en bli kom kørne mod hende, han satte i hurtigt løb hvorefter han sprang ud foran hende og greb hurtigt fat om hende hvorefter han fik hende ind på fortovet igen"du må passe på"sukke han og så efter bilen der nu paserede dem hvorefter han igen så på hende.

Hendes øjne flakkede mens hun samlede tankerne. Hun havde store problemer med at gå på veje med biler... Det fik hende til at tænke på at hun ville dø, og det fik hende til at tænke på døden, og døden, det fik hende til at tænke på hendes søster.
"Det må du meget meget undskylde!" sagde hun hurtigt igen mens hendes øjne igen flakkede, "Mig, veje og biler er ikke så gode venner..." forklarede hun kort, "Andre der slås, eller mig der slås mod nogen, er heller ikke gode venner" sagde hun og smilte skævt, "Jeg får flachback..." sagde hun og flakkede igen med øjne. Hendes smil blegnede.
"Tak for de du igen redde mig..." sagde hun taknemmelig og nikkede kort. Hun kiggede over vejen, "Tror det er bedst at vi går sammen over vejen" sagde hun og grinte blidt af sig selv da hun helst ikke ville være ved at blive kørt ned igen. Huset lå ovre på den anden side af vejen cirka tohundrede meter væk... Der var ikke langt.
Man kunne godt se huset... Stort. Sort tag og hvidelige mursten. Flot hus ville hun selv bedømme. Men det var jo forskelligt. Men man kunne i hvert fald ikke sige det var et meget lille hus hun boede i. Hendes smil blev igen lidt større. "Det er det der!" sagde hun og pegede lige frem.
Det kunne godt ligne et fem etagers men det var kun tre, dog havde de også en kælder, så det var nok fire etager.

Han klappe hende blidt på skuldren"godt jeg var her"sag han roligt hvorefter han så hen mod huset"nå men så må jeg bære dig"sag han hvoreftern han løftede hende op i sin favn og begyndte at gå ud på vejen imens han holdt øje med bilerne men han kom dog hurtigt hen på den anden side hvor han satte hende ned igen"så sker der ikke noget"svarede han roligt og betragte huset let hvorefter han begyndte at vandre over mod det*hmm surt jeg har en at beskytte for hende her trenger til en skytsengel*tænkte han hvorefter han sukkede svagt.

Sophir smilte blidt men hendes ansigt blev forvirret da han tog hende i favnen, der efter gav hun et hvin fra sig da det var uventet. Hun smilte så da hun kom ned på jorden og lod en hånd bevæglese vise at han skulle komme med, "Tak.. Igen" sagde hun og smilte blidt mens hun hurtigt kiggede frem og rødmede en smugle, hun havde godt nok sagt tak mange mange gange, og været pinlig over for sig selv ved alle de flashbacks. Hun smilte blidt og kiggede så på ham igen, "Det er pænt stort..." sagde hun og trak lidt på skuldrende, hun var jo van til store huse og ikke... Mindre huse? Hun lod sin hånd glide forsigtigt gennem hendes hår mens hun lod et lille host komme fra sig.

Cam smilede let imens han oligt gik mod huset men dog var hans blik tænksomt da han overvejede om han sku blive hendes skytsengel da hun for anden gang var ved at blive kørt ned så hun havde måske mere brug for ham men han sukke dog kort da han stoppe op ved siden af døren til hendes hus ogf tanken om faren kom hurtigt tilbage.

Sophie smilede blidt til Cam og tog i håndtaget og gik roligt ind af døren, der var meget stille i huset, "Heej!" sagde hun som en vane, det kunne jo være at faren sad ved spise bordet og lavede arbejde, faren kaldte så tilbage med samme kald, dog kom han ikke ud eller noget, han vidste bare hun var kommet hjem. Dog kom der nogle halv larmende trin fra en trappe og en meget høj, svag og tynd mor lagde armene om hende og krammede hende, "God aften, skat" sagde hun og Sophie lage blidt armene om hende, "God aften" sagde hun roligt og ikke nær så glad som hende. Moren slap grebet om Sophie og kiggede hen på Cam og bukkede sig ned, "Hvem er han?" spurgte hun, hendes stemme lød tydeligt som om hun troede det var Sophies kæreste, Sophie kiggede ikke på sin mor men lod en hurtig slap bevægelse ramme morens mave, og hun vendte sig om mens hun fniste og gik ind til faren, "Tag dig ikke af min mor" sagde hun og smilede blidt til Cam, "Min mor hedder Julie, hvis det skulle være" sagde hun og smilte blidt.
Selv gangen i huset var stor og i fin orden. Sådan var det dog også med de andre rum, "Kom" sagde hun blidt i det man hørte en stol skramle og faren kom til syne og kiggede på Cam, "Hvorfor fanden er han her!" spurgte han hurtigt, lidt ironisk men alligevel til dem begge. Faren var ikke særlig glad lige nu...

Cam fulgte efter hende inaf af dørebn og lukkede den bag ham hvorefter han så nysgerrigt rundt med et blik fyldt med nysgerrighed som man ikke så ret tit os ham, han drejede hovdet da han hørte fodtrin men smilede dog så da det var en kvinde der kom tilsyne og ikke faren som han var en smule nervøs for efter ders første møde"godaften"svarede han høfligt og betragte let kvinden før hun forsvandt, han så hen på sop med et lille smil"okay"svarede han men løftede hurtigt blikket da faren kom til syne, han sank en kort klump hvorefter han rette sig helt op"og hvorfor er du sur?"svarede han blot men var dog klar til en kamp vis faren gik amok som han regnede med, Cams lille smil som før var tydligt forsvandt og hans øjne blev ulæslige.

Sophie stod mellem dem men stadig lidt væk fra dem, "Rolig nu far.." sagde hun med en blid stemme, men det nyttede ikke noget, han løftede brystet, "Hvad laver han her!" spurgte han så mere vredt og så på Sophie som havde prøvet at berolige ham, "Jeg troede det var en af dine venner og ikke en...!" sagde han og ville ikke slutte sin sætning.
"Far!" Sagde Sophie mere bestemt og ville prøve at få ham ned i temperamentet... Men det hjalp ikke.. Han blev bare mere hidsig.
Sophie mærkede tårerne presse på, men de kom ingen vegne. Sophie var irriteret over at hendes far ikke bare kunne tage det som det var.

Cam stod helt stille og så skiftevis på dem begge for at finde på et svar som måske fik faren på andre tanker men han mærkede dog også vreden i sin krop begynde at vokse hvorefter han knyttede hænderne og så stift hen på faren "pas nu på"startede han"jeg har redet din datters liv to gange idag betyder det intet for dig? eller er arbejde vigtiger en din ejen datter?"slutte han af med en tør stemme, han turde sagtens at blande sig ind i så hårde ting som dette da han lige nu overvejede at blive hendes skytsengel.

Cam stod helt stille og så skiftevis på dem begge for at finde på et svar som måske fik faren på andre tanker men han mærkede dog også vreden i sin krop begynde at vokse hvorefter han knyttede hænderne og så stift hen på faren "pas nu på"startede han"jeg har redet din datters liv to gange idag betyder det intet for dig? eller er arbejde vigtiger en din ejen datter?"slutte han af med en tør stemme, han turde sagtens at blande sig ind i så hårde ting som dette da han lige nu overvejede at blive hendes skytsengel.

Sophie kiggede hurtigt hen på ham da han snakkede og trådte lidt tilbage da hendes far gik langsomt og truende over mod ham. "Hold kæft!" sagde sagde han og havde fået mere truende øjne. Sophie bekymrede sig stadig og prøvede at komme ind mellem dem, men de havde for mange kræfter til hun kunne masse sin lille krop, som hun havde arvet fra moren, ind mellem dem og skubbe dem fra hinanden, "Stop nu!" sagde hun hurtigt og ville bare have at de snart kunne enes. Det ville være meget rart, syntes Sophie i hvert fald.

Cam løftede et øjnbryn"du svarede ikke på mine spørgsmål måske fordi jeg havde ret"sag han tørt hvorefter han spændte musklerne så de nu var mere tydlig "jeg er ikke bange for dig jeg har oplevet være ting samt folk end dig"fortsatte han og skubbe kort sop lidt væk for at hun ikke sku blive ramt hvorefter han knyttede hænderne igen"nej jeg stopper ikke før din far lære noget"svarede han kort venligt til hende han holdt dog stadig øje med faren.

Sophie blev mere irriteret, på dem begge. Hun var godt nok blevet skubbet lidt væk men hun skyndte sig hen til dem igen mens hun denne gang havde fået en under arm ind mellem dem... Men det var kun små fem, ti centimeter. "FAR! CAM!" råbte hun og tårerene pressede mere på, "Stop nu..." sagde hun lavere.. Meget lavere.
Moren vidste at hun ikke skulle blande sig da det altid endte galt så sad med et tv tændt og så film. Faren skubbede blidt til Sophie, som Cam havde gjort før, dog hårdere "Jeg vil bare ikke have min datter er sammen med en eller anden sygropat!" sagde han hurtigt til gengæld.
Sophie havde ikke lige plan lagt at skulle skubbes væk igen og fald ned mellem to hylder sko.
Tårerene kom. Hun havde slået hoved lidt da hun væltede anden gang, hendes elskede far var oppe og skændes med en af hendes venner som hun faktisk var ved at blive meget gode venner med.
Lave hulk kom så fra hende da hun så en mere tåget skikkelse slå ud efter Cams venstre øje

Cam så hen på hende"jeg må gøre det stol på mig"sag han kort før han så vred på faren foran ham*sikke en mand*tænkte han og rystede kort på hovdet hvorefte han hævede hænderne trune"jeg er ikke sygopat det kan du selv være"svarede han surt men så dog hen på hende da han fornemme at hun græd"bare rolig"sag han kort blidt til hende men så ikke farens slag som ramte hans højreøje nu da hanhavde drejet hovdet let, han vaklede let baglænds indtil han fik dørhåndtaget i ryggen og mumlede et eller andet hvorefter han løftede hovdet og sendte faren et vredt blik, han hævede lidt rundt om øjet efter slaget og synet på højer øje blev lidt svager"du!!"snerre han og løb hurtigt hen mod ham hvorefter han lod sin ene knyttede hånd ramme ham hårdt i maven.

Selv om Cam sagde nogle mere beroligende ord var de ikke nok til at hun ikke var bekymret for dem. Hun slæbte sig lidt væk fra reolerne og vidste hun ikke kunne gøre noget.. Jo.. Sidste ting hun kunne! Hun hev sin mobil frem hurtigt og gik ind på optagelser.. Hun havde gamle filer der. Det var hendes søster.. hun havde skruet helt op for lyden, "Far? Jeg har det dårligt..." sagde en svag stemme, som kom fra mobilen, "Vil du ikke nok komme?" sagde den efter faren havde sagt hun nok skulle få det bedre... Men hun døde jo...
Da Sophie optog det havde hun lige fået sin første mobil og sad og legede med den da hun sad ved siden af sin dødssyge søster.

Stemmen blev afspillet igen og igen da Sophie havde leget ned det så det blev en meget trist sang, dog sang sophie nogen gange i den så den blev mere musikalsk. Farens slag i maven, og sangen gjorde ham svagere.. Han røg op af reolen, ca tre meter fra hende, mens Cam var ope af faren.