alle har noget de kan lide (Sophie)

Han så ingen grund til bare at flække et træ, træer var efterhånden vigtige sådan som menneskerne ødelagde deres egen verden.
Han smilte lidt og gik videre til de endelig fandt en anden træstamme der var betydelig mere mindre ind den anden.
"Prøv, der skulle gerne være mere udfordring" sagde han

Sophie smilede blidt og hoppede op på træet og faldt med det samme på røven da hun ikke havde vidst den var lidt fugtig. Hun gav et højt hvin fra sig og først da hun landede havde hun taget fat i Zeans bukseben.
Hun rejste sig hurtigt op og vidste hun ikke havde trukket meget i dem og satte så roligt sin fod op på træstammen igen. Hun havde godt nok fået lidt ondt i venstre side da det var den hun landede på. Men hun vidste ingen tegn på smerte lige nu. Hun begyndte roligt at gå og prøvede at holde hænderne nede langs siden og gik roligt over den dog var hun ved at falde et par gange, hun var også ved at skvatte et par gange, men det ben røg hele tiden foran eller bag ved det, alt efter hvor det andet ben stod.
Selv om smerten i venstre side var meget irriterende og gjorde hende en smugle øm bed hun sig bare i hendes læber og prøvede at bide smerten væk.

Han greb ud efter hende og det hjalp hende til en lidt blødere landing ind det ellers ville have været.
Han trak hurtigt sine bukser op på plads og så på hende mens hun gik af sted på træstammen.
Han kunne godt se hun alligevel havde slået sig lidt, men når hun ikke sagde noget kunne nok godt klare det.
"Prøv at gå frem og tilbage et par gange" sagde han

Da Sophie nåede enden vendte hun langsom om for ikke at falde igen da det var et irriterende fald og denne gang kunne hun ikke tage fat i noget eller nå at få hjælp.
Da hun havde taget et halvt skridt, altså ikke sat foden, stivnede hun. Der kravlede en lille edderkop foran og hun holde godt øje med den. Men pludselig satte hun hård foden ned i træstammen for at kvase den. Den blev kort kvast men ved hendes hårde tramp med højre fod fik hun overbalance og viftede vildt med sine arme men faldt ned ved siden af træstammen på den anden side af den Zean stod på. Hun klemte hårdt øjnene i og bede hurtigt om at Zean kunne nå det, men midten af faldet satte hun sine arme op for at blokere for sit ansigt. Så ville hun i hvert fald ikke først slå hovedet ind i træstammen og så ned i jorden.

Han reagerede hurtigt, han havde ikke set edderkoppen, for supersyn havde han jo ikke, men han var hurtigt og stærk, han greb fat i hende og midt i hendes fald hev han hende om på sin side af træstammen og halvt greb hende, hendes ben landede dog hårdt mod jorden.
Han satte sig hurtigt ned og lagde hende på jorden.
Så vidt han vidste havde han gjort det på en måde der ikke ville overanstrenge hans ryg og det han glad for.
"Klare du dig?" Hun var jo stadig menneske...

Sophie glippede mange gange med øjnene, det hele havde gået ekstremt hurtigt oh hun havde ikke regnet med at han ville have været så hurtig, "Hva'.. hvad skete der," spurgte hun hurtigt og kiggede over på ham og knocentrede sig ikke over sine ben.
Sophie tænkte hurtigt på at hendes skytsengel... som hun enlig ikke så, så meget til havde samme hurtighed. Sophie fik først tanken til at Zean ikke var et normal menneske men et eller andet væsen. Vampyr, dæmon, engel, ånd? Et eller andet! Det kunne ikke være dæmon i dette lys.
Da hun tænkte det ikke kunne være en vampyr og med lyset fik hende til at lægge mærke der enlig var gået pænt langtid.
"Øh.. Ømh, hvad er klokken," spurgte hun og prøvede at finde rundt i tingene, hun havde kun forudset at hun ville slå sig, "Oh-og det var bare en edderkop," sagde hun og glippede igen med øjnene, dog stoppede hun hurtigt og kiggede over mod træstammen for at se om der var flere modbydelige edderkopper! Inge, hvad det blåtte øje fortalte.

Han nikkede lidt og smilte.
"Jamen dog, bange for et dyr der er hundrede gange så bange for dig" sagde han, han havde dog mødt mange som havde en lille skræk for dette lille dyr.
Han kunne se hun havde tænkt sig frem til noget, og efter hvad hun sagde ville hun gerne af sted, nok væk fra ham, det havde måske også gået lidt for stærkt.
"Jeg er en dæmon" sagde han så
"Vis du altså kender til racerne, derfor reagere jeg hurtigere og stærkere ind jer mennesker"

Sophie var stadig meget forvirret, hun var bare lidt nervøs for om han kunne skade hende mere end hun sikkert selv ville kunne.
"je-je-jeg kender godt til racerne," sagde hun og smilede blidt men stadig nervøst, "det bare lige det at andre racer enten passer på mig, prøver at dræbe mig eller får mig til at tro de hjælper mig men dræber mig senere," sagde hun og kiggede med i sine hænder mens hun sukkede, "og det får mig til at tvivle..." hun endte ikke sin sætning. Han kunne sikkert gætte det sidste. Sophie vidste jo heller ikke at han hvade prøvet at dræbe hende i starten, måske ville han svare på det eller lyve.

Han nikkede lidt
"Tja, det kan jo være forvirrende for et menneske" sagde han og rejste sig op.
"Men tror du jeg har tænkt mig at lære dig at forsvare sig, spilde tid på at hjælpe når du falder, for bare at spise dig? Jeg kunne nok finde på det, men det ville virke spild af tid" sagde han

Sophie rejste sig på samme tid med ham og kiggede på ham med lidt skræmte øjne da han sagde han sikkert kunne finde på det men det ville så bare havde været spild af tid at hjælpe hende.
Hun kiggede hurtigt ud mod vandet og tænkte så da de mødtes, der havde han nok slet ikke noget i tankerne om at ville hjælpe hende, altså havde han der lyst til at spise hende... Hun gøs indvendig og kiggede tilbage på ham, "G-goodt," sagde hun og rødmede en smugle, det var pinligt at hendes stemme knækkede halvejs igennem sætningen. Hun lod som om hun bare havde kastet emnet væk og hoppede så op på træet igen og begyndte at gå. Hver gang hun var ved at falde svingede hu med armene og røg på plads.

Han kunne godt se at hun ikke havde det helt godt med situationen.
Men så fortsatte hun bar.
Han så lidt på hende.
"Jeg tror jeg smutter" sagde han så
"Jeg mener vi har sikkert begge to andre ting vi også vil nå og du skal nok lige vænne dig til jeg er dæmon...så, men vi ses nok igen, du kan jo øve på balancen" smilte han.
Så vendte han om og begyndte at gå.

Sophie blev desperat og lidt bange.. Hun fik sine tanke om at hun måske havde såret hans følelser.... hvis han havde nogle?
"Neij neij!" sagde hun hurtigt på en meget lys måde og hoppede hurtigt ned på jorden og løb hen til ham og sprang op på hans ryg, "Jeg skal have noget nyt at lære!" sagde hun hurtigt, bare for at have ham til at blive.
"Je-jeg er er ret sikker på at min balance har det godt!" sagde hun hurtigt og lukkede øjnene og knugede hænderne.
Hun sad faktisk på hans ryg med benene der havde låst hans arme. hendes egne arme var snoet omhans kraveben så hun ikke kunne kvæle ham.

Han havde mærket hende komme, men alligevel været for langsom til at forhindre hende hoppe op på hans ryg.
Han var vist ved at være træt.
Han mærkede hvordan hans ryg nærmest trykkede sig lidt sammen over den pludselig ekstra vægt.
"Hop ned fra mig nu!" hans stemme var roligt, bestemt men også lidt truende.
Han hev sine arme fri, hårdt, hvilket resulterede i hendes ben gled lidt ned af og hev ham med bagover fordi hun stadig havde sine arme om ham.

Hun gav hurtigt slip med sine arme da hun mærkede hans arme fik hendes ben låst op væk fra hinanden. Hun hun skar en hurtigt grimasse, "undskyld," klemte hun hurtigt mellem sine læber og støttede Zean en smugle da hun kunne se at hendes før ekstra vægt havde tvunget ham lidt til at hive ham lidt bagover...

Han rakte sig irriteret helt op.
"Jeg har ikke tid til kun at babysitte dig!" hvæsede han og vendte sig om mod hende.
Det var ikke helt hans mening at lyde så sur...Men det gjorde han og det var bare sådan han var. Det måtte man leve med.
Det var jo hans egen skyld, han havde jo selv sagt han ville lære hende at forsvare sig.
Han sukkede over sin egen dumhed og strakte sig.

Da Sophie kun før havde set ham som en rolig dæmon, blev hun en del overrasket over hans udbryd og glippede med øjnene. Hun kunne ikke bestemme sig om hun skulle være irriterende og skubbe ham mens hun ville råbe af ham og sige hun ikke var en baby og at hun kunne klare sig selv, være tavs og bare stirre på ham og vente på svar eller bare begynde at græde af rædsel da hun selvfølgelig var bange for sit eget liv da hun jo vidste han var en del stærkere end hende...
Hun valgte så en blanding af det hele...
"Fint," sagde hun så bestem i en lidt skrap tone, og ville vente på han ville undskylde, som hun slev havde gjort for et øjeblik siden, og vendte sig om mens hun havde tårer i øjne, men tårerne var også fordi hun nu var blevet sur på ham og at han var blevet sur på hende, dog da hun hørte hans suk fik hun sig selv til at gnide sig i øjnene og vende sig om mod ham. Hendes øjne var irriteret af hendes gnid og man kunne se de mange tynde røde blodårer inde i hendes øjne.

Skulle han virkelig stå og diskutere med et menneske? En der var så meget svagere end ham selv?
Nej, det gad han ikke.
"Glem, jeg ved ikke hvad jeg tænkte på da jeg ville lære dig noget, du værdsætter det jo alligevel ikke!" og med det vendte han hende ryggen igen og gik.
Hun ville nok begynde både at græde, være sur og ked af det.
Men så måtte hun være det.

Da Zean begyndte at gå kiggede hun bag sig og så frem igen. Nu gad hun ikke den leg mere, ingen råd fra ham! Nu vil hun styre det hun slev gerne ville! Hun trådte op på grenen igen kiggede en gang tilbage og begyndte at gå videre på grenen og kiggede frem. Hendes hoved var fyldt med bande ord men hun vidste hvad der var bedst for hende selv... "Ses..." sagde hun og gemte sit håb væk om at han ville give op med at være sur.

Han vrede var forduftet lige så let som det var kommet, nogen gange var det lidt nedern at være dæmon, man blev let sur og humøret skiftede hurtigt så man mindede om en skitzofren som mange også mente de var.Han havde ikke lyst til at lære hende mere, nu, men alligevel snakkede en lille stemme inde i ham, sagde han burde tage sig sammen og gå tilbage selv iom hun nok var sur.