Ankomsten på bjerget

Varyl smilte skævt og grinte selv lidt svagt
"Men nogen gange er det rart, at få tænkt igennem, selvom det ikk altid er dejlige ting man tænker på" sagde hun og smilte blidt og vendte sig halvt imod træerne og strøg forsigtigt sin hånd ove stammen og smilte svagt

Hun nikkede
"Endnu engang må jeg give dig ret."
sagde hun og smilede.
*Hun virker så trist...*
tænkte hun stille og så på hende med et lettere bekymret blik

Varyl smilte svagt og så ikke på Nora før lidt efter
Hun så hendes bekymrede ansigtsudtryk og tænkte kort, " hey, er der noget glat?" spurgte Varyl stille og tog hånden ned fra stammen og vendte sig helt imod Nora igen og bed sig i læben

"Du virker så trist...
Som om der er noget der gnaver under overfladen"
svarede hun blidt, og bed sig kort i læben

Varyl så lidt overrasket på Nora, var hun trist? kunne man se det på hende?
Hun måtte dog indrømme at hun havde haft nogen flash back for et par dage siden inden hun kom her, hun sukkede lydløst og lukkede kort øjnene, " jeg har haft nogen flash back, fra dengang jeg var lille, de handler altid om min familie, aldrig gode ting" sagde hun stille og smilte for første gang trist og så kort op på træerne igen

Hun nikkede og så lidt misundeligt på hende
*Familie....*
Hun kunne ikke huske sin egen familie
og var derfor altid misundelig på folk der kunne.

Varyl smilte halvhjertet og lidt trist og så på Nora
"Min far prøvede faktisk at få mig væk fra omverdnen, han ville sende mig til et hemmeligt skjulested dbt inde i skovene, som en flok elvere havde opbygget til vores eksistens, så vi kunne leve i fred, men jeg ville ikke afsted, jeg ville opleve mere af verden, men det fik også ubehagelige konsekvenser" sagde hun stille og bed sig tænkende i læben

"Det er jeg ked af at høre"
svarede hun og så bort.
Hun hadede at snakke om familie
da hun blev ked over ikke at kunne huske sin egen.
Hun kunne jo praktisk talt være i familie med hvem som helst.

Varyl smilte svagt og trak tænkende på den ene skulder
Hun så kort på Nora og lod godt mærke til hendes fraværd, hun havde en anelse om at det ikke var et godt emne, " hvad synes du om livet Nora?" spurgte hun for at skifte emne og satte sig roligt ned og så stadig på hende

Hun så overrasket på hende.
"Livet er... En gave...
Man bør behandle det med respekt
og holde varsomt om det som
som en skrøbelig blomst."
svarede hun med en typisk
kinesisk sammenlignen.

Varyl smilte blidt og så på Nora og nikkede
"Ja livet er en gave, så forstår jeg ikk hvorfor folk spilder det, istedet for at leve det" sagde hun stille og smilte svagt, man kunne godt se at det var noget sm gik hende meget på, også fordi elvere tænkte meget over livet, eller nogen gjorde, men Varyl var en af dem.

Nora nikkede tænksomt.
"Men nogle folk,
ofte mennesker,
har det så skidt i livet at
de ikke ser nogen grund til at
leve det." sagde hun og satte sig stille ned.
Hun havde set en del af den
grusomhed nogle mennesker
dagligt ud sattes for,
og forstod egentlig
godt når de valgte døden
og spildte livets gave.

Varyl nikkede og så kort på Nora
"Jeg ved det, jeg har selv kendt en masse mennesker, og set mange ting hos dem, de fleste ting var dog ikke rare, mennesker kan rumme en ufattelig tor vrede og hævntørst hvis de lader det overtage" sagde hun stille og så derefter tænkende på Nora

Hun nikkede samtyggende
og blev fraværende
i blikket.
Hun åndede tungt ud og smilede
så svagt til Varyl

Varyl så stadig tænkende på Nora
" Det er derfor jeg gerne vil hjælpe så mange jeg kan, jeg kan ikke lide at se så meget vrede hos et menneske" sagde hun tænkende og så ned i jorden imens hun fugtede sin underlæbe

Hun nikkede.
"Du har så uendeligt ret.."
sagde hun lavt og smilede

Varyl smilte svagt og så på Nora
Nogen gange ville jeg ønske at jeg ikke havde ret, selvom jeg var en af de viseste førhen blandt mine egne" sagde hun stille og så tænkende ned i jorden

"Jeg ved det...
Det kan være grumsomt
at have ret ind imellem"
sagde hun og smilede tænksomt

Varyl nikkede tænkende og bed sig i læben
"Hvad bringer dig endelig hertil?" spurgte Varyl nysgerrigt og smilte svagt

Hun trak smilende på skuldrene
"Jeg fik bare lyst til lidt luft foranding...
Og jeg havde af en eller anden
grund fået et usigeligt
dårligt rygte det andet sted..."
svarede hun og lo ved tankerne
derom.

Varyl smilte blidt og bed sig tænkende i læben
"Hvad var det for et rygte?" spurgte hun nysgerrigt og smilte svagt

"Jeg er ikke sikker på
hvad der præcist var,
men det gjorde at jeg ikke
kunne finde arbejde nogle stedder..."
svarede hun smilende

Varyl tænkte kort og trak på den ene skulder
"Var det ikk hårdt?? også at finde ud af at der gik rygter??" spurgte hun nysgerrigt og så kort på træerne

"Nah...
Som skuespiller væner man sig til
lidt af hvert"
svarede hun smilende.
Hun var stolt af sin proffession
og elskede at udføre det arbejdte der
fulgte den.

Varyl nikkede og smilte svagt
Huntog øjnene på træene igen, da vindn susede gennem dem og hun smilte svagt og rejste sig, " jeg må vist se at komme videre" sagde hun tænkende og begyndte roligt at gå igen