Stranden om natten

"så må jeg hellere sig at der ikke længere er flere af os tilbage,
end den pige der står overfor dig! Mine forældre omkom begge
da de var på ferie oppe i bjergene, det var en snelavine. Jeg fik
en plejefamilie som boede oppe i bjergene, og har boet der hele mit
liv"sagde hun

Hun nikkede stille.
"Det gør mig ondt..." sagde hun stille
*Så er det derfor hun intet ved! Mon ikke jeg kan slippe godt fra at fortælle hende om de andre arter? Hendes far var trodsalt jæger...* tænkte hun og så overvejende på Elva.

"det er okay, jeg er opvokset med det, og jeg beder
for dem hver dag i den katolske kirke!"sagde hun
*hvorfor kigger hun på mig som om der er et eller
andet jeg ikke ved? og hvorfor kender hun til min
familie?*tænkte hun uden at vise at hun tænkte alt
dette

Hun nikkede stille men hørte ikke efter.
Hun var travlt optaget af sine overvejelser,
og førte en hæftig diskution med sig selv inde i hovedet.

Hun tænkte sig lidt om og overvejede om
hun skulle vise Abby det*Det ville jo ikke skade,
især ikke hvis hun kendte til min familie, eller hendes
egen familie gjorde,men hvad nu hvis hun tog det?*tænkte hun
men sukkede lydløst og trak så sværdet frem med en langsom bevægelse
"det var min fars. Jeg fandt det nede i en hemmelig krypt vi havde i vores
gamle hus"sagde hun og betragtede sværdet med et varmt blik

Hun gispede svagt da hun så den smukke klinge.
Det lignede ikke noget hun havde set før (Og det siger ikke så lidt).
Hun så beundrende på våbnet og lod forsigtigt en finger løbe langs eggen.
"Ved du hvad din far lavede?" spurgte hun og så Elva i øjnene med et alvorligt blik.
Hun var fast besluttet på at fortælle hende det hvis hun ikke vidste det selv.

"Jeg ved at han var General for kirkens
hær, hans unge dage, men ikke senere hen"
sagde hun og kiggede ned på sin trofaste ven

"Han var Dusørjæger..." sagde hun og bed sig lidt i læben.
*Så... Piont of no return* tænkte hun og var en anelse nervøs for Elva reagtion.

Først blev hun helt paf. dusørjæger?
hvad var det? men så kom hun i tanke om nogle
samtaler mellem de skumle mænd på det værtshus
hun arbejdede på*...gode penge...Barske mennesker...
kolde tyranner...*ordene fór gennem hendes hoved
"men hvordan?"spurgte hun målløst og kiggede ned på
sværdet igen. Hun havde altid været en fighter, det vidste
hun. Hun kunne ting som hendes plejebrødre ikke kunne,
hun var hurtigere til at undvige deres slag i slagsmål, og
mere snu og målrettet med ting. sværdet havde hun altid
elsket og det havde altid været hendes ven.
Hun havde aldrig haft problemer med det, og det havde
altid været der for hende, både dette sværd, og andre.

Hun trak vejret dybt.
"Du kender godt alle de der historier med vampyrere, varulve, elvere og så videre, ikke?
Sagen er den at de findes... Dusørjægere beskytter menneskene mod disse væsner, ved at slå dem ihjel. Min egen familie blev dræbt af dem, så jeg er her for at gøre rent bord. Der er utrolig mange af de andre arter her i området." sagde hun roligt, og hendes ene hånd røg automatisk op til halsen det sted hun var blevet bidt, af en vampyr...

Elva var helt målløs."så det vil sige
at min far, han dræbte alle disse
væsner? og det samme gjorde min mor?"
spurgte hun og skulle lige få styr på et
rod af tanker*er det der jeg har mine talenter fra?*
tænkte hun

"Jeg ved ikke med din mor, men ja din far gjorde... Lige som min far gjorde det..."
svarede hun roligt, og betragtede stille.
Det var en stor ting at få smidt i hovedet, det vidste hun godt.
Men hun følte at Elva havde ret til at vide det.

Elva nikkede stille og rørte ved en halskæde
hun havde arvet fra sin mor. Det var den
samme drage som på sværd skaftet, og den
havde samme farve."har min slægt et våbensmærke?"
spurgte hun og kom til at tænke på at dragen kunne
være symbol på Berantzina'erne

"Det skulle undre mig hvis I ikke har... Men jeg ved det ikke, så meget har min far ikke fortalt mig." svarede hun og gned tænksomt såret på halsen.

Elva lagde mærke til hendes mærke på halsen
"bliver man ikke selv til en vampyr hvis man bliver
bidt af dem?"spurgte hun

"Ikke nødvændigvis... Ofret skal drikke vampyrens blod efter biddet for at blive forvandlet." svarede hun og slap sin hals.
*Bare vent! Du dør for min hånd!* tænlte hun vredt til vampyren der havde bidt hende.

Hun nikkede stille"hvem bed dig? hvis man
må spørge?"spurgte hun, en smule forsigtigt

"En ung hun." svarede hun og så rasende ud.
Det var utroligt pinligt at blive bidt som dusørjæger.
Hun havde jo hele sit liv trænet til at dræbe sådan nogle og så bed det beskidte væsen hende, og drak hendes blod! Utroligt pinligt!

Hun nikkede stille"hvordan kan man se om
de er engle, vampyrer,elvere,varulve eller dæmoner?"
spurgte hun nysgerrigt, ivrig efter at følge sin slægts
fodspor

"Vampyrere og elvere er de letteste at genkende. Vampyrere er meget blege, og ses stortset aldrig om dagen. Elvere er smukke og elegante og har spidse ører. Engle er lettest at kende på deres skønhed, og blidhed. Varulve minder utrolig meget om mennesker og de og dæmoner er de sværeste at kende... Men ingen af dem opførere sig som mennesker, så man kan kende dem på det." svarede hun og lod raseriet sive ud af sig.

*pigen i skoven!*sagde en lille stemme i hendes
hoved"kender du tilfældigvis en pige der hedder
Lucy? hun er meget mærkværdig og hun snakker
som var hun ældre end jesus selv! og hun er kun 7"sagde Elva

"Nej jeg kender ikke nogen der hedder Lucy... Hvordan ser hun ud?"
svarede hun tænksomt... *Ældre en jesus selv? Det er godt nok et gammelt væsen...*
tænkte hun roligt... De ældste var altid de sværeste at slå ihjel...

"lille pige, hun er blind, har en lys pige
stemme, høflig, men har et fantastisk
stort ordforråd, som end ikke jeg bruger"
Sagde hun og tænkte sig om

"Hendes udseende... Hvordan ser hun ud?" spurgte hun utålmodigt
og så på Elva med et alvorligt blik.

"Det var mørkt den aftenen"sagde hun mere til sig
selv og tænkte. Hun lukkede øjnene, og billeder dannede
sig*...lys hud...uhyggeligt smil...skarpe...skarpe tænder?*Elva rystede
svagt på hovedet over det sidste men tog sig så sammen
"Lys hud, uhyggeligt smil,skarpe tænder, altså var hun vel, en vampyr?"
spurgte Elva og kiggede på Abby