Alene tur i byen //Privat :: Rasmus/

S: Sheria Byen ;)
O: Nattens folk....
V: Tusmørke, lys fra lygte pælene, lidt tåget
T: 21:00 Ikke meget men det er vildt mørkt.
P: En nedringet hættetrøje og sorte lårkorte shorts bare fødder.


Sophie gik med rolige skridt gennem gadens skygger, der var ikke så utrolig mange lige på den gade hun var på men da hun drejede om et hjørne, fik hun et kæmpe chok, af så mange der var, hun susede tilbage og lænede sig op af muren.
"Shit, troede ikke der ville være så mange om aftnen" sagde hun lettere irriteret. Særligt fordi at der, som normalt, var en masse tørstige vampyre, som elsker sødt blod. Det var bare noget hun vidste. Ikke fordi hun kunne lugte det men fordi der var en stor gruppe blege mennesker der lige kiggede på hende på samme tid. Hun tog en dyb ind åndning, og lod tankerne flyve, *Er der ikke en jeg kan gå hen til, eller en der bare kan rede mig...* tænkte hun kort, hun havde ikke rigtig tænkt over at vampyre nok kunne læse tanker, men kiggede hastigt rundt, ingen lige nu som stod alene, som hun kunne få øje på med det samme, "Shit, shit, SHIT!" peb hun for sig selv og bad til der var bare en der var alene som ikke tørstede efter noget de kunne få fra hendes krop eller ligene. Hun lukkede øjnene og var ret så sikker på at vampyrene var på vej mod hende allerede nu...

Rasmus kom gående ned af en af Sherias små
mørke gader. Han gik sin egen verden og tænkte,
på sin Jeep, hus, bil... og en masse andet i hans
hverdag.
Rasmus var i et ret gode humør. Han havde mørke
jeans på, samt en kæde hængende i en bue på
venstre ben. Som trøje havde han en mørk skjorte
med sort mønster på ryggen.
En smøg i mundvigen dinglede lidt da han gik
raskt ned af gaden.
Han drejer om et hjørne og ser en kvinde så
klæbende op af en væg.
Han kigger på hende og ser hun ingen sko har på.
Han tænkte hun måske havde en lidelse.
Hvor man tit ser at psykisk syge endten er syns-
forvirringer.. eller lignene.
men rasmus var ikke utrolig klog på det punkt, så
han lod det bare ligge.
Han stillede sig lidt og betragtede hvad kvinden gjorde.
Han var nysgerrig.

Hun så bange ud.
Han besluttede sig for at gå videre, da der lå en klub længere nede af vejen.
Han krydsede over vejen og kiggede på kvinden halvdelen af vejen,
da han ser en masse væsner komme nærmere i flok.
Rasmus gøs lidt, men ville ikke vise svaghed, så han gik videre, og
flokkens stod hurtigt foran ham.
Han kiggede på dem og så de alle var utrolig ligblege.
Han rynkede panden.
Væsnerne, som han gættede på var vampyre, pågrund af den blege hud,
stoppede ved ham, og hilste.
Utrolige venlige folk, men der var noget mystisk over dem.
Han faldt i snak med dem.

Sophie så flokken komme nærmere, men fladt i snak med en mand, hun sukkede lettet, måske var de ikke vampyre, tænkte hun og lyftede kort sit hår, sådan noget ville nemlig være utrolig dum hvis der var vampyre i nærheden. Nogen af dem gjorde ikke tegn på nogen men tre af dem kiggede hurtigt over på hende med store øjne, hun vidste det... Der var også nyfødte... Hun lod sit hår slippes og lod sig forsigtig glide ned mens de tre fra gruppen skubbede lidt til hinanden med de gik hen mod hende. De omringede hende. Hun kiggede forsigtigt op på de nyfødte og vidste at hun nok ikke kunne stille noget op... Hun kiggede ned og lukkede øjnene. og vidste det snart ville være forbi, med mindre nogen fattede mistanke... Hun ville næsten gøre alt, bare for ikke at dø nu! Hun lavede et lille suk og og krydsede armene, mens hun lod sine minder flyde gennem hende, det hele gik langsomt.. Vampyrene snakkede til at starte med roligt til hende, med at hun skulle komme med dem hjem, men da hun ikke svarede, hævede de stemmerne.

Rasmus snakkede med en af de
forreste i flokken.
Venlig og yderst interessant mand.
De snakkede om byen, kvinderne..
lidt om alting. Dog ingen dybe snakke.
Mens de diskuterede om de forskellige
natklubber, så han at tre mystiske fyre,
med blanke øjne forlade gruppen.
De gik samlet med lidt fart under dem
hen til hjørnet, hvor den mystiske og uner-
dani kvinde stod.
Han så de tre stoppede lidt omme bag hjørnet.
De stod i en halvcirkel.
Han blev mistænktsom, og afbrød samtlen
med den venlige og snaksaglige herre.
Han vandrede over med de tre, og kunne
høre de lokkede med at hun skulle med dem.
Han sneg sig lidt om bag dem, uden at de lagde
nogle mistanke.
Han lyttede til hvad de sagde, og brød sig overhovedet
ikke om det.
Han gik tættere på for at se kvindens reaktion,
nu hvor de stod lidt truende og omringende om
hende.
Han gik hen til dem og lagde sin ene hånd på skulderen af
den ene og sagde roligt og mildt
" så drenge. Tror i ikke det er bedst hvis i smutter nu?"
De tre fyre vendte sig mod ham, og gik med armene lidt ud fra
deres kroppe.
Rasmus bakkede en smule tilbage for se deres reaktion.
De virkede truende, og Rasmus gås en smule.
Hvad fanden var han nu kommet ud i.

Sophie åbnede hurtigt øjnene da hun hørte en mands stemme som var meget roligt, hun rejste sig lyd løst op og fandt hurtigt sin pistol frem. Hun havde skam fået lov af politiet at have våben, hendes far var nemlig politimand, og havde fået lov til at give hans datter det. Hun sigtede mod en af vampyrenes baghoved, ham der havde virket mest truende. Hun lod et lille klik komme fra den og de vendte sig igen om, og med et klemte hun øjnene i og skød, dog ramte hun for højt. Ham hun havde sigtet efter blev stående med fronten mod hende og de to andre vendte sig om mod manden. Sophie havde lyst til at skrige eller et eller andet, men det ville sikkert trække flere vampyre til eller sådan nogle blod dæmoner. Hun satte pistolen i lommen igen og susede hurtigt uden om vampyren og prøvede at flygte, men havde dog glemt alt om vampyrenes hurtigthed, og den vampyr som havde haft fronten mod hende havde hurtigt taget fat i hendes hår så hun skreg højt. Så højt at det kunne gøre ondt i selv de døves øre! Det fik hende til at tænkte på hvorfor hun havde fået våbene og hun tog en lille grøn flaske i hånden og knugede om den og ventede lidt med at bruge den.

Rasmus blev bleg da kvinden trak
en pistol frem fra ingen ting.
Han var chokeret og sys det
var en utrolig dum handling.
Men han kunne ikke lave om
på det.
Han løb efter vampyrerne
som jagtede kvinden,
som flygtede fra de tre tru-
ende vampyre.
Han jagtede dem alle tre.
Men vampyrenes hurtighed
to hårdt på ham.
Og så god kondition havde
han ikke, da han havde fået
en dårlig vane med at tage
øl eller to for tit om ugen.
Kvinden løb for sit liv.
Rasmus råbte med kraftig
stemme " Herhen!".
Han stoppede brat på vejen
uden for sin bil som holdte på
vejens side.
Han hoppede hurtigt ind i sin
Jeep, og tændte for den.
Efter han skruede nøglen rundt
for at starte monstrummet,
trådte han speederen i bund
og kørte hen imod kvinden.
Rasmus var et godt menneske
og hvis kan kunne hjælpe med
noget, så gjorde han det.
Et liv var på spil, og det skulle
redes da hun ingen ting havde
gjordt.
Men rasmus vidste ikke om hun
havde lavet noget før han så hende
og stødte ind i flokken.

Da vampyren havde fået fat på hendes hår og hun hørte mandens stemme råbe at hun skulle komme der hen knugede hun om pebersprayen og vendte sig så om og trykkede på den og sprøjtede på dem alles øjne, den ene vampyr gav slip, da der kun var en der havde holdt fast i hendes hår. Hun smed den tomme flaske og begyndte at løbe hen mod den bil som var blevet tændt, hun stoppede lidt fra bilen da manden jo havde kørt hen mod hende, bilen stoppede selvfølgelig ved hende og hun skyndte sig ind i den og smækkede døren i, hun havde sat sig ved chaufførens partner sæde. Hendes puls var rimelig kraftig men ændrede sig okay hurtigt til mere normal, hendes kondition var meget god, eller den var blevet bedre. Sophie tog hurtigt fat i selen og klikkede den i, i modsatte side. Hendes blik var rettet mod vinduet og hun så bilen var begyndt at køre. Der var stille i bilen. Sophie kiggede tøvende hen mod manden.
"Tak" sagde hun med en hæs stemme.

Rasmus'es puls kørte, og adrenalinen kørte rundt
i hans krop.
Men der kom mere ro på, da han havde siddet
lidt i føresædet og kørt lidt ud af byen.
Rasmus havde sat kurs hjem mod sig selv.
Hun havde nok ikke lyst til at komme til sig
selv lige nu, så han tænkte det nok var okay.

Bilen kørte hurtigt ude på motorvejen.
Der var ingen biler, og lamperne der
hang over motorvejen skinnede med det
gul- orange lys ned på det sorte asfalt.
" så lidt " svarede Rasmus med venlig stemme
dog var den lidt nervøs, og rystende.
Han sank en gang og fortsatte
" er du okay?"
Han kiggede hurtigt hen på hende.
Bilen raslede lidt og motoren larmede
en smule.

"Det tror jeg.." sagde hun tænkende og lænede sig roligt tilbage i sædet. Hun var ør i hovedet efter den vampyr havde taget hende i håret mens hun løb, "Hvor er vi på vej hen?" spurgte hun, hun ville lige vide hvor hun kom hen af før hun var helt rolig. Da vampyrene nok havde fået fat i noget af hendes hår var det ikke det klogeste at tage hjem med det samme. Bare hun ikke endte hjemme var hun glad. Hendes var var på arbejde, så ingen bekymring der, hendes mor sad på et museum og malede, så der var heller ikke nogen bekymring der. Og hun havde ingen søskende så det behøvede hun ikke at tjekke efter, "Jeg har bare lidt ondt i hovdet" sagde hun og kiggede på lamperne uden for der kørte hurtigere og hurtigere forbi, hun kiggede undrende over på ham så så på hvor meget han kørte...

Rasmus'es krop havde endlig fået roen tilbage.
" Jeg tænkte at køre hjem til mig. Hvis det er okay?"
sagde han og kiggede spørgende på hende, med
store blanke øjne.
Han var ikke ude på noget som helst, men
ville bare forsikre hende om at hun var velkommen
og at hun skulle være tryg.
Han drejede af en afkørsel og kørte ned af forskellige små veje.
De var lidt ude for byen, tæt på stranden.
De kørte langs stranden.
En vej gik lige forbi hvor stranden startede, og
udsigten over havet var fantastisk.
Månen var kæmpe og strålede utroligt smukt.
Den afspejlede sig i vandet, og det var et utroligt syn.
Rasmus'es blik skiftede fra vejen og ud på det flotte hav.
" smukt ikke?" sagde han og hentydede med et nik,
at det var udsigten han snakkede om.

"Der er helt fint med mig" sagde hun da han sagde hvor kursen var på vej hen, Sophie følte sig tryg, han havde en eller anden effekt der beroligede folk, eller måske var det bare hende? hun smilte og kiggede på havet, det var virkelig smukt, mørkt med en kæmpe hvid måne midt i det hele, "Meget smukt!" sagde hun og nikkede og kiggede så hen på vejen igen for at se hvordan han kørte. Der var en masse store huse omkring stranden og hun spekulerede over hvilken af dem der var hans, det fik hende til at tænkte op hun ikke en gang vidste hvad han hed, og fik hende til at spørge med en rolig stemme men lidt stammende stemme "H-hvad hedder du, enlig?" spurgte hun og hendes øjne blinkede et par gange da hun pludselig følte sig svimmel, men hun lod som ingen ting.

Rasmus var en smule træt, og han følte
sig utrolig afslappet. Han elskede at køre
sin Jeep.
Han havde i lang tid sparet op til den,
men fik den lidt billigere end hvad de andre
Jeep's kostede fordi hans far osse var
mekaniker, så han kunne skaffe den for
mindre penge.
" Jeg hedder Rasmus" svarede han med
sød og rolig stemme.
Rasmus elskede sin Jeep.
Efter at ha kørt lidt på vejen ved stranden
drejede han ind på en af de små veje.
Hans lille hus lå på højre side, og han
svang Jeep'en ind i hans indkørsel, og
slukkede bilen, og tog sine handsker som lå
på hans skød.
Han steg ud af bilen og smækkede døren i
med et smæk.
Han vandrede om på den anden side
for at åbne døren for kvinden.
Da han åbnede døren kiggede han på
hende og spurgte
" Hvad hedder du?"
Hans øjne sendte et sød og charmerende
blik.

Sophie syntes pludselig det hele gik utrolig hurtigt og hendes øjne flakkede et øjeblik og hun vendte sin front mod ham, "O-oup... I-ie.. Sophie!" sagde hun, hun var lidt forvirret og samtidig fanget af hans charmerende smilm, eller i det hele taget , hans charmerende ansigt, hun nikkede en gang til ham og kiggede kort ned, hun kunne ikke huske hvor langt ned der var far bilen og kiggede så op til ham igen.

//Ved ikke engang selv om der er lang op eller om det er lavt oo'
Så kan man se hvad kvinder og biler betyder xD//

Han tog hendes hånd og trak hende ud af bilen
venligt og roligt.
Han tog hende op i armene og bar hende indenfor.
Da han trådte indenfor med Sophie i armene,
kom patrick gøende og løbende hen til dem.
Patrick var hans hund, som han var utrolig glad for
ham.
Rasmus's far havde givet ham hunden i fødsesldags
gave og nu var Patrick en del af Rasmus selv.
Han bar sophie hen til sofaen som stod på højre hånd
med ryggen imod dem, da de trådte ind.
Han lagde hende i sofaen og tog et tæppe.
Han foldede det ud og slog det om hende.
Han smilede til hende, og gik derefter ud for
at låse bilen.

Sophie var lidt forbavset over at han havde båret hende ind i huset og at han havde en hund. Dog havde hun slået armene om hans hals, da hun ikke vidste om hun var nem at bære eller ej.
Hun smilede så blidt da hun fik et tæppe på sig. Hun satte sig op i sofaen og samlede bene ind til sig selv, men de blev i hendes side, mens hendes højre hånd støttede hende så hun holde sig selv oppe. Hun kiggede beundrende rundt i huset mens hun kiggede efter hunden, hun havde kun set hunden da de kom ind. Hun var ikke den der var helt tryk ved hunde, det var kun meget få hunde hun havde aet, og hver gang havde de bidt hende. Om det var på grund af den måde hun nussede dem på eller om de bare ikke kunne lide at blive nusset vidste hun ikke. Hun sukkede kort og kiggede efter Rasmus som var gået ud for at låse bilen.

Man kunne høre nøgler der raslee og fodtrin ude fra
varandaen.
Rasmus kom ind i huset og smed dine nøgler på spisebordet.
Han gik ud i køkkenet og satte vand over.
Han gik derfter ind i stuen igen til Sophie, og spurgte hen venligt
" er du sulten? tørstig?.. noget specielt du vil ha?".
Han stod med armene over kors, med hovedet lidt på skrå.
Nogle venlige og rolige blanke øjne sad i hovedet på ham. og
ham smilte blidt.
Tankerne om Sophie, som sad inde i hans stue, forundrede ham.
Hvem var hun?
Hvad lavede hun der?
hvorfor?
hvordan?
Rasmus var en tænker. han tænkte meget over tingene.

Sophie smilede blidt til ham, "Bare lidt tørstig.." sagde hun roligt og lavt. Hun var ikke så van til at bare komme ind i nogle huse bare sådan, og desuden kendte hun ham heller ikke ordenligt så hun viste jo ikke helt med hans reaktioner og hvordan han var. Hendes smil blev trukket lidt i som om hun prøvede at tvinge sig selv til at smilte stort, men gav op. Lidt lige som i armlægning, man giver den alt hvad man har og til sidst kan man ikke mere og taber.
"Men hvad har du?" spurgte hun og satte sig mere normalt, tæppet var dog kun over hendes lår. Hendes påklædning var heller ikke den smarteste... Hun frøs i hvert fald på sine lår og ben. Hendes hætte trøje varmede okay men ikke om halsen. Sophies øjne lyste meget op, som om der var en lygte i hendes øje der blev tændt, og at det var helt mørkt, da hun så på Rasmus' øjne, hun plejede nemt at kunne se hvordan folk var og hvad de hvavde tænkt sig... På alle og i alle situationer. Men han var ikke til at læse.. Ikke lige nu i hvert fald, der var nemlig derfor hendes øjne lyste så meget op.

Rasmus gik ud i køkkenet, og satte sig på hug foran hans køleskab.
Han råbte med ikke særlig høj stemme " jeg har øl... vand... kaffe, te?"
Han grinte lidt af sig selv, da han ikke rigtig havde fået købt ordenligt ind.
Arbejdet havde taget meget af hans tid, og han skulle fiske den ene bil
efter den anden.
Han elskede at være mekaniker. Dog som lille ønskede han at være
pilot. Men det skiftede med alderen.
Som lidt yngre, var den type, der rigtig sad og gloede i bilblade.
Han var så utrolig interesseret i det.
" Hvad vil du ha?" fortsatte han og stilte sig op, mens han ventede
på svar fra Sophie.

"Bare te" svarede hun blidt og lod en hånd glide ind over hendes hår. Det fik hende enlig til at tænke over hvor de var, hjemme hos ham. Hun smilede blidt og følte sig tryg hjemme hos ham. "Dit hus er meget hyggeligt," kommenterede hun hurtigt da man nok skulle huske at sige det hurtigt.

Ude fra køkkenet kunne man høre Rasmus's stemme
råbe tilbage et " tak! " med venlig stemme.
Rasmus elskede sit hus. Det var præcis som han
havde ønsket sig det. Han ville aldrig ha haft et stort
hus med dyre egendele.
Han hus vare lille og hyggeligt. og rart.

Rasmus stod i køkkenet og ordnede en kop the til Sophie.
Han kogte vandet i en lille grype på hans konfur.
Vandet var allerede begyndt at boble, efter ingen ting.
Rasmus mærkede godt trætheden i hans krop.
Han hældte vandet op i en stor kaffe kop, og
et the brev.
Så hentede han sukkeret og mælk og gik ind
i stuen med det, og satte det på stuebordet ved
siden af Sophie.
Så vandrede han ud igen og tog koppen med det
varme vand, som snart ville blive til te.

Sophie smilte over han venlighed, "Men hvad lavede du enlig ude i byen?" spurgte hun roligt mens hendes hænder havde forsigtigt taget te posen og sat den i det kogte vand og kort efter skiftede den lidt farve, hun tog så sukkeret og hældte noget ud til sig selv men hun kort beregnede hvor meget sukker der skulle i, der efter hældte hun lidt mælk ned i. Hendes spørgsmål var måske lidt på trængende, men hun var nysgerrig som altid. "Man føler sig meget tryg sammen med dig, også når man er i dit hus." sagde hun og smilte blidt, mens hun begyndte at rødme. Hun kiggede kort omkring sig igen, selv om huset var mindre end hendes eget var det meget hyggeligt.

" det er jeg glad for du syntes " sagde han og smilede.
Han havde selv lavet sig en kop kaffe, og nød smagen
af de sorte bønner.
Den varme damp der steg fra koppen, med den varme
væske, varmede hans ansigt.
Han sad med vægten, på armene, på benene.
Udenfor huset var der utrolig stille og der var ingen
i miles omkreds.

Sophie smilede blidt til ham og tog en slurk af sin te. "Du svarede ikke må mit spørgsmål," lo hun blidt af ham og smilede så. Sjovt at han ikke lagde mærke til hendes spørgsmål.
Sophies hænder var begge på koppen og varmede hendes hænder meget, samt hendes arme og noget af hendes ansigt da der kom en lettere damp i hovedet på hende da hun drak noget af teen.

Rasmus grinede en smule og svarede
" oh undskyld!" et smil sneg sig op
på hans læber og han fortsatte
" jeg sad her hjemme og kede
mig, så jeg tog indtil byen for
at finde noget selskab.
Og det kan man jo godt sige
jeg gjorde".
Han lo endnu en gang, og satte
sig mere afslappet i sofaen.
Han kiggede på hende imens hun drak
af den te, som Rasmus havde brygget
hende.
Han tog selv en tår en kop kaffe han havde
lavet til sig selv.
Han kørte sin ene hånd igennem sit krøllet
brune hår så det ikke hang ned i ansigtet på ham.
" hvad med dig?"

Hun smilte glad over hans svar og rettede så ryggen lidt, "Jeg var ude på en tur. Bare for at få tiden til at gå.. Men jeg støder næsten altid på negative selvskaber," sagde hun og kiggede kort rundt, og så over på ham, "Men idag var det blandet.." sagde hun og smilte blidt til ham.