Alene tur i byen //Privat :: Rasmus/

Rasmus nikkede, men skiftede sit ansigtsudtryk,
da tanken om hvorfor hun ikke havde sko på.
"også.. havde du glemt dine sko?" spurgte han så
med et lille smil på læben, og et lille venligt grin.
Endnu en tår trillede ned i hans hals.
Han hostede en smule, da den var så varm, at han
tog luft ind da han drak.

Hun kiggede ned på sine fødder, "Det er sjældent jeg har sko på..." sagde hun med et muntert smil og kiggede op på Rasmus igen, "Jeg har det bedst uden strømper og sko," forklarede hun og grinte blidt. Hun kiggede omkring dem igen, "Der er vel andre rumme i huset, ikke sandt?" spurgte hun og var jo ikke van til at andre folk også måske havde mange rumme i husene.

//Kreasvigt!//

" skal man ha rundtur? " spurgte Rasmus og smilede.
Han stilte sig op, og rækkede hende en hånd så hun
kunne komme op på benene.
Han viste hende, køkkenet, sove værelset, toilettet.
Hans hus var ikke stort, men det var heller ikke
mega småt, som mange andre huse i nærheden var.
Han var godt tilfreds med sit lille strandhus.
Patrick vandrede med rund på rundturen, og
smilede glad, med tungen hængende ud af munden.
" vil du havde nogle sokker og måske noget mere tøj
på?" spurgte Rasmus venligt mens han kiggede på
Sophie's krop.

// ? //

Sophie nikkede til det med rundturen og fulgte glad efter ham og nød at nu at kunne vide hvor stederne var. "Det går" sagde hun og smilede, "Jeg er som sagt mest van til ikke at gå med sokker" sagde hun og smilede blidt til ham og lod sp blikket falde på hunden, "Hvad var det nu din hund hed?" spurgte hun og havde lyst til at nusse den.

" den hedder Patrick " svarede Rasmus venligt, og satte sig ned ved siden af
ham, og nussede ham om ørerne.
Rasmus rejste sig hurtigt op, da han hørt en rude som smadrede.
Han løb ind i stuen og så at et af de store vinduer var baldret.
Han kiggede med et overrasket blik på glasskårene på gulvet.
Uden at ha mistanke, kom en af vampyrerne for tidligere hoppende
fra tidligere.
De faldt om på gulvet, på glasskårene. De stak op i ryggen på Rasmus
da han lå nederst. Han råbte med sin stemme af smerte.

Først havde Sophia bukket sig ned ved chokket af den velkendte lyd. Hun rejste sig så hurtigt op, "Sit!" beordrede hun hurtigt hunden, og løb ind i stuen. Hun så vampyrerne og Rasmus ligge på gulvet. Hun havde en sølv halskæde om halsen og klikkede den hurtigt af og tog den hurtigt op så den skimmede månens skær, som der var blevet tydeligere ved at de knuste ruden, og en helt normal solstråle spejlede sig ud på gulvet. Hun var nervøs om det kunne gå hurtigt nok med hendes lille halskæde. Sophia fik strålen til at ramme bunken og få af dem vred sig. Men de rejste sig hurtigt op og begyndte at løbe hen mod Sophia.
Sophia så en af dem komme hen mod hende og hun smed hurtigt sin halskælde over mod dem, men ramte tæt ved Rasmus. Hun løb så ud mod et af de rum der var i huset og endte under Rasmus seng mens hun holdte sig for hovedet.

Rasmus fik sparket den ene vampyr af sig ved
at sætte et glaskår ind i siden på ham.
Hans åndedræt bankede der ud af sammen med
hans hjerte. Han så Sophie flygte væk fra stuen.
Hans øjne var helt åbne og månens lys gjorde dem
helt blanke.
Han løb efter vampyrerne som ihærdigt løb efter
Sophie i alt hast.
Men Rasmus nåede at sætte sig på ryggen af den
ene da den var ved at sætte af, til at spurte efter
Sophie, som var løbet ind i hans værelse.
Han holdte halsen om den ene, for at få den til
at miste vejret, og måske besvime.
Han fik vampyren ned på fire, og han hoppede af
i alt hast.
Det var ret utroligt, at den styrke han præsterede,
kunne få vampyrene til at tabe en smule.
vampyre var jo stærkere end mennesker, og det
undrede han utroligt meget.
Men han kom foran dem og stillede sig i dørkarmen,
til gangen til de diverse rum.
" hvad vil i?" spurgte han dem med forpustet
og bestemt stemme.
Vampyrene smilede skælmst, og ventde hovedet
på skrå, og slikkede sig om læberne.
Rasmus havde vist regnet det ud.
" jeg syndes i skal gå nu!" sagde han igen,
med samme tone.

Vampyrene lyttede ikke rigtig efter hvad han sagde men så ud som om de hyggede sig med at lege med 'maden' på tallerknen. Kravlede ud, væk fra døren og åbnede et vindue og sprang ud og løb om til stuen og hentede hurtigt to stegepander og skyndte sig at liste hen til gruppen der stod tæt ved Rasmus. De kunne selvfølgelig lugte hende på halv lang afstand og nogle af dem vendte sig om, men i det de vendte sig om gav hun dem alle et slag med stegepanderne i tindingen og nåede hurtigt igennem gruppen og hen til Rasmus. Et par gange havde hun dog råbt at de skulle forlade huset men slog dem alligevel.

Rasmus hev Sophie om bag sig, og havde den ene hånd om hende,
Han bakkede tilbage ind imod soveværelset, Vampyrene fulgte langsomt
med, men dog i et split sekund skubbede han Sophie og ham selv ind
i hans soveværelse.
Han lukkede døren med et smæk, og hørte lige efter han havde lukket
den at vampyrene sparkede og slog på døren for at komme ind.
Han vidste døren ikke ville holde i særlig lang tid, men at det ville
holde dem hen i nok tid til at de kunne nå væk.
Han tog sin jakke som lå på hans seng, smed den hen til sophie,
og bad hende om at tage den på.
Hurtigt efter gik han over til sin reol, og roede i en af skufferne.
Han hev sin pistol op og stak den ned i buksekanten.
Han tog Sophie op og bar hende ud af soveværelses vinduet.
Der var ikke langt ned så hun ville ikke kunne få noget skade af det.
Han beordrede til hende at hun skulle løbe.
Efter ordreren til Sophie, kiggede han kort på døren, som var tæt på
at smadre af vampyrens arrighed, hoppede han selv ud af soveværelses
vinduet, og løb efter sophie.

Sophie fik hurtigt jakken på, me kun halvdelen af hendes ene arm var kommet igennem jakken før Rasmus kom og bar hende ud af vinduet. Hun kiggede kort på ham, snyd at han skaffede sig selv et våben.. Men nu havde hun ko også en hel del våben som var umulige at finde på hende, med mindre man kunne læse hendes tanker. Hun havde hurtigt spurtede af sted og var også hurtigt langt fra huset, hun kiggede en gang tilbage, uden sved på panden, men løb videre... Nogen gange havde hun ønsket sig at være usynlig.. Så kunne hun jo ikke komme ud for problemer... Men sådan var det jo ikke når man var et normalt menneske.
Sophias gang var hurtigt og ikke til at følge med. Hun kastede sig forbi en busk og holde et kort hold for at vendte på Rasmus.

Rasmus løb og så ikke hvor Sophie blev af.
Han ville ha råbt hendes navn, men så ville vampyrende
kunne høre det, da deres hørelse var bedre end hans.
Han stoppede lidt inde imellem nogle få træer og buske.
Han søgte efter hende, og kiggede sig omkring.
Dog kunne han ikke få øje på hende.

Hans tanker om hvad der skulle kunne ske med dem
fløj rundt i hovedet på ham, men dog prøvede han
at gøre hans tankegang klar, for at vampyrerne ikke
skulle kunne læse/høre hans tanker, hvis de nu kom.
fordi så ville de jo vide de var i nærheden.

Man kunne høre nogle hurtige skrid komme bag Rasmus. Personen der kom mod ham tog fat i hans hånd og spænede videre. Hvis man nu ikke kunne se personens skikkelse ville personen lige sige noget, "Rolig.." sagde en halv hæs kvindelig stemme. Det var Sophie. Pludselig løb hun ind i en busk og trak hende og ham ned i den så de ikke kunne ses.

Rasmus blev trukket ind i en busk, og blev overrasket, da
han frygtede det var en af vampyrene.
Men dog var det bare sophie. Han prøvede at trække vejret
langsomt, så han kunne tage sig sammen til at gøre tankegangen
klar.
Han lå ned på jorden og halv holdte om Sophie. Hvorfor vidste han
ikke? måske for at føle sig mere rolig.
Han havde den ene arm om hende og lå med store og opspirret
øjne og lyttede efter om han kunne høre vampyrene.

Sophia bukkede sig lidt ned til ham mens hun hurtigt fik pusten. Hun lagde dog ikke mærke til at Rasmus holdte om hende og lukkede bare øjnene, "undskyld.." sagde hun utrolig lavt og med en hæs stemme. Han vidste nok ikke hvorfor hun sagde undskyld. Hvis nu han skulle spørge havde hun forudset hvad hun skulle sige. Hun skulle selvfølgelig sige at hun havde noget meget sødt blod som vampyre for det meste havde svært at modstå. Derfor havde hun også en smadder god kondition og var lidt van til at flygte fra vampyre. Men det var ikke altid det havde været helt for ventet at nogen var vampyre, så hun havde tit slået folk ned på grund af hendes uvidenhed.

Rasmus holdte hende for munden da hun udstødte en undskyldning.
Han holdte hende tæt ind til sig, for han frygtede deres bid.
Rasmus elskede bid, på den seksuelle plan, men ikke for at få føde.
Hans krop rystede en smule.

Sophia kiggede hurtigt over på Rasmus og så på hans hånd. Han var vidst blevet skræmt og kunne nok ikke rigtigt tage sig ordenligt sammen, man skulle fokusere lige nu.
Hun rynkede hurtigt brynene. Hun fik en trang til at at slå ham på brystet, så hun fjernede hans hånd og slog han med med 'håndekinden', på det ene bryst. Håndkinden var når man foldede hånden til en knyttet næve og så slog ned i noget med det over for tommelfingeren, som så også er blødt.
Sophia havde ikke slået blidt for at han bare lagde mærke til at han opførte sig underligt, men hårdt nok til at hun selv ville have pebet av midt i et støn.

Rasmus kiggede underligt på hende, da han kun holde hende
for munden da han ikke gad nogle af dem skulle blive føde.
Han rejste sig og gik snigende væk, da han ikke gad at blive
slået på.
Hvis hun afslog hans hjælp kunne han bare passe på sig selv.
Han gik imod sit hus igen, da der havde været stille i et stykke
nu.
Hans vindue var smadret og ind igennem det kunne han se hans
dør osse havde fået turen. Han sukkede og gik stille tilbage.
Der var ingen spor af vampyrende.

Sophia kravlede roligt mod busken kant og så tomhed. Der var ingen. Hun kravlede så ud og gik tilbage mod hans hus. Der var stille. Stilheden fik hende til at blive urolig og hun satte farten op. Hun stoppede så ved hans hus. Hendes tanker gik på at han enten var blevet sur på hende eller at han bare var fuldstændig lige glad. Men hun gik så ind gennem den ødelagte dør og kiggede efter ham, "Rasmus?" spurgte hun, hendes stemme rungede fint i huset og var tydelig. "Hvor er du?" spurgte hun og gik så ind i stuen. Stadig anspændt. Hun vidste jo heller ikke om der stadig var vampyre i hans hus.

Rasmus stod inde i stuen og samlede brædder, glas og smadrede ting
op fra gulvet. En gulvspand stod ved siden af ham, hvor han smed de
skarpeste skår op i. Dog havde han allerede skåret sine hænder på de
smadrede ruder, som lå kvast på det mørke trægulv.
Han kiggede over skulderen da han hørt Sophies stemme bag sig.
" her..!" svarede han mens han sukkede en smule, og fortsatte med
oprydningen.
Han ville bare tilbyde sin hjælp, men blev så afvist. Afvisninger var han
ikke særlig meget til, men hvem var egentlig det?.

Sophia kiggede ned langs gulvet og så alle glasskårene og samlede så nogle op og lod dem så falde ned i spanden, "Undskyld jeg slog dig.." sagde hun så men kiggede stadig mod gulvet og samlede stadig glasskår. En lav larmende lyd kom fra spanden da hun lod flere glasskår falde i spanden, "Av for.." peb hun så sa der sad et glasskår fast i hendes håndflade. Hun kiggede ned på sin hånd med en rynket pande og tog så glasskåret ud og hendes blod kom frem. Selv et normalt menneske kunne lugte hendes blod.
"Du har ikke et plaster?" spurgte hun og kiggede så op på ham da hendes blod allerede var ramt hans gulv..

Rasmus rejste sig uden et ord, og tog hende i armene
for at hun ikke skulle skære sig på fødder osse da de
osse var bare.
Han bar hende over i hendes sofa, og gik derefter ud i sit
køkken og fandt noget køkkenrulle som hun kunne få, til
at få blodet til at stoppe med at flyde.
Han gav hende det med blød hånd og satte sig ved siden
af hende hvor han så begyndte på at vikle det om hendes
lille og blege hånd.
Efter hendes hånd var viklet godt ind i køkkenrulle, fortsatte
han med at rydde op. Han sukkede flere gange, da han elskede
sit hus, og ikke nød synet af det smadret.

Sophie tav men kiggede så på ham da han bandt hendes hånd ind. "Tak," sagde hun så. Hun brød sig ikke om hans tavshed og kiggede ned på køkkenrullepapiret. "E-er du sur på mig?" spurgte hun tøvende, hendes stemme var svag og lidt hæs. Da hun spurgte mærkede hun hvordan, hun begyndte at se mere og mere trist ud. Hun ville ikke have han var sur på hende, de havde.. Været en del igennem sammen på nogle timer.. Og han måtte bare ikke allerede være sur på hende.
Sophie mærkede tårerne presse på men holdte dem tilbage.

Rasmus sukkede en smule, og svarede stille..
" sur ville jeg ikke sige, mere irreteret."
Han pegede med hænderne rundt for at forklare
sig selv, hvad fuck han var endt ud i, omkring de
forbandende vampyrer. Måske ville de komme
tilbage?
Det håbede han ikke, da ikke gad flere problemer
med dem.

Hun kiggede op på ham da han svarede hende, "Det min skyld..." sagde hun og kiggede ned på sin hånd igen...
Sophies øjne blev mere og mere røde da hun ville holde tårerne inde. Hun kiggede så op da hun håbede det ville få tårerne til at glide tilbage hvor de kom fra, men det lykkes stadig ikke. "Du må virkelig udnskylde.." sagde hun og løftede blikket og kiggede ud mod køkkenet, "Hvor er Patrick?" sagde hun hurtigt og fik pludselig tanken om at vampyrene måske havde taget ham. Hun kiggede så hen på Rasmus hurtigt. Hun ville ikke gøre noget før hun vidste om han ville gå ud og se om han var ude i køkkenet eller om hun skulle.

Rasmus satte sig over ved siden af den triste Sophie, og lagde en
arm om hende, da han følte hun måske havde brug for noget støtte.
Da det havde været en heftig aften for hende.
Han nussede hende blidt på skulderen og lagde sit hovede på hendes,
men rettede dog hovedet op da hun nævnede Patrick.
Han råbte med høj stemme på ham, men intet svar.
Han kiggede en smule rastløst og trist rundt i stuen areal, og tænkte
på hvorhenne han dog var.
Men pludselig kunne han høre hans lange kløer sige kliklyde hen af
det hårde trægulv.
Rasmus kunne godt se på Patrick at han så urolig og forvirret ud.
Patrick kom hen til dem og lagde sig ved deres fødder mens den
rystede en smule.
Rasmus tog sin anden hånd og kørte den hen af den flotte og
lyde pels.