nynnende ned af gaden..

Sariel fik skyllet al sæben ud og var faktisk pinlig ren, som han selv skulle sige det. Han så på hende og kyssede hende på kinden. Han var faktisk færdig med badet, hvad skulle han så? Stå og vaske hende eller? Han tog noget sæbe og hælde det ned på hende så der var flydende sæbe over alt på hende. Han grinte en smule og var legesyg.

Dawn smilede bare skævt og lukkede øjne. hun rejste sig stille op og skråbede sin krop ren, hun gik der efter ind under vandet og vaskede sig godt og grundigt , Dawn lukkede øjne og lidt efter røg der sæbe ned af hende og ud i vandet, hun tørte sig om øjne når hun var færdig og blev stående under det varme vand og kiggede stille på ham men så så ned igen.

Sariel nød synet af hende af sæben som gled ned af hende. Han smilte lidt fjovet og lod sine hænder glide op og ned af hendes på hendes sider. Hendes hud var så varm af vandet og glad og duftede pga af al sæben. Hun var en ren smuk kvinde, "du burde blive anholdt med den flotte figur" sagde han hviskede og kyssede hende på munden og smilte kært.

Hun rystede på hovedet og nød hans nussen, hun smilede af det han sagde, "Så burde du side resten af dit liv, med den smukhed du har!" sagde hun stillet og kiggede roligt på ham. hun lagde armene om hans nakke og kyssede ham tilbage men stoppede så. "Jeg ved ikke rigtig om jeg kan.. du har en anden og det såre mig ret meget" hun så trist ned og havde stadig armene om ham ..

han smilte af hendes kompliment og blev helt glad af at hun lod sig kramme ham. Han nød det stille kys og så hende i øjne. Han så væk og virkede trist nu. Han sukkede, "jeg forstår" sagde han stille og forstod hende selvfølgelig godt. Der var vel intet i at være sammen med en anden når personen allerede var optaget. Problemet var at han også var forelsket i Dawn. og han havde det også rigtigt dårligt over at ha været Alane utro. Han sukkede engang mere, kyssede hende på næsen og gik ud af badet. Han fandt et håndklæde, tørte sig og satte det rundt om livet og tøj det tøj på han kom i. Han satte sig inde på hendes seng i hendes soveværelset med ansigtet gemt i ansigtet.

Dawn mærkede at han forsvandt ud af hendes arme hun så efter ham og så var han væk, hun mærkede en tåre trille .
Dawn gik ud af badet og tørte sig med sit hånd klæde og tog en bh og en g-streng på hun tog der efter en bade kåbe på og gik ud og ind på værelset. hun kyssede ham på hans hænder og nede foran ham. "Det er svært, for jeg er sikker på at det er dig jeg elsker.. dig jeg vil have. det er dig der tager mig tætter på himlen og nu.. og nu har du en anden. som sikkert betyder mere for dig end jeg gør" Hun fejrende hans hænder og tog dem i sine og kiggede på ham selvom der røg nogle tårer ned af hendes kinder så hun alvorlig ud. " Jeg holder meget af dig, og vil ikke have du har det dårligt mere!" hun sank en klump ..

Sariel sad helt stille. Han havde et trist ansigt, et helt koldt et. Hvorfor kunne han bare ikke finde ud af det som det ren faktisk var? "Jeg gør dig ked af det" sagde han mumlende og sank en klump. han så hende i øjne med et ansigt der sagde, 'jeg vil ikke forlade dig'. Han så ned på deres hænder som var sammen, han kunne ikke forlade Alane, men han kunne heller ikke forlade Dawn. Han ga hendes hænder et klemt og kyssede hendes hænder og så hende i øjne. "jeg må gå, inden dette bliver værrer" sagde han tavst, hans øjne blev våde men der faldt ingen tåre.

Hun rystede på hovede. "Du må ikke gå.. jo du gør mig ked men du ville ødelægge mig vis du gik, du gør mig mere end glad når vi er sammen" hun rykkede sig tætter på ham og sætte sig oven på ham "Jeg holder meget af dig" hun kyssede ham i håret og krammede ham ind til hende, hun ville ikke give slip. hun lukkede øjne og tænkte kun på ham ..

Sariel elskede hende tæt, men rejste sig væk fra hende. "dette ødelægger mig, og det ødelægger også dig"sagde han og så faldt der en tåre. "måske det bedst hvis vi glemmer det her og bliver venner i stedet?" sagde han med en hulkende stemme med nogle få tåre trillede ned af hans kinder. Han tog sig til hovedet og følte sig som den dummeste skid der fandtes. Han tog sin hånd ind i væggen og stod den være på væggen. Han sukkede og tørte sine tåre.

Dawn blev bange "Du forlade mig" skreg hun grædende, hun hev sig selv i håret. "Hun er fandeme ikke den eneste der har brug for hjælp" sagde hun surt og hentydet til hans kæreste, Dawn kiggede ned på hendes arm, Dawn havde cuttet lige siden hun var 13, hun havde spise problemer og ct problemer, "Du er sammen med hende... fordi hun har brug for hjælp... det er der også andre der har... som mig" hun lagde hænderne op foran øjne hun stor tudet.

Sariel vendte sig en smule vred om, "jeg er ikke KUN sammen med hende pga det, hvis jeg forlader hende vil hun bryde sammen, jeg er forelsket i dag og min kæreste" sagde han vredt og sukkede ind i sine håndflader. Sariel satte sig på gulvet med ryggen til væggen. Han slog hovedet ind i væggen flere gange. Hans øjne var røde, han vidste slet ikke hvad han skulle gøre. "hvorfor gik du egentlig i seng med mig?" spurgte han stille og hylkede flere tåre frem.

Dawn tudet, hende tåre faldt ud af hendes, man kunne vist godt sige hun inderst inde godt vidste at hun elskede ham, hun knyttede sin hånd rev sin hud op med sine negle hun var ivrig efter at få smerten væk fra hjertet, Blodet trillede ned af hendes arm, det lettede hende. men ikke mere da hun hørte hvad han sagde, "Fordi du er dejlig, fordi jeg vil have dig, fordi jeg er sikker på at det er dig jeg inderst inde elsker" hun græd, hendes arm gjord ikke ondt fordi smerten var i hjerte så nu gjord hun det på den anden arm, rev sig selv voldsomt til blods !

Sariel så til imens hun rev i sin arm og blodet løb halv hurtigt ned ar hende. "hvad laver du?!" sagde han forskrækket til og løb ud i køkkenet og fandt en masse køkkenruller frem og løb tilbage til Dawn. Han faldt ned på knæene og begyndte at rulle papir ud og ville stoppe blødningen. "du må ikke" jamrede han imens han stirrede på hendes blodige arm. Der faldt flere tåre ned af hans kinder og begyndte hurtigt at binde hendes arm ind i papir og trykkede på det så blødningen kunne stoppe, men det virkede slemt, meget af papiret nåede at blive rødt på nogle sekunder. Sariel panikkede, "du må ikke dø" jamrede han hviskende.

Dawn gik lidt i panik, hun lagde sig ned da han tryggede på hendes arme, hun lukkede øjne, hun græd og kunne ikke rigtig fatte hvad der skete, hun begyndte svagt at lade være med at trække vejret . Hun knyttede hånden og da han sagde hun ikke måtte dø nikkede hun til at hun godt måtte. hun havde få kræfter men det hjælpt at han holdte på hendes arm hun fik hvisket frem "Du ... har... jo... ikke ... behov.. for mig!" hun stønnede kort af smerte .

"jeg har brug for dig i mit liv, vil ikke kunne leve uden dig" hviskede han igen og rev noget at sit tøj i stykker og lagde det rundt om armen og strammede det lige nok til at blodet ville langsomt stoppe og så der også kunne komme blod til hendes fingre. "vil du ikke godt tage dig sammen, jeg ved det hårdt men det er sq da heller ikke sjovt for mig vel?!" sagde han halv råbende med en hulkende stemme som stammede. han øjne var våde og røde. han havde nok ikke været i panik for et andet liv i så lang tid.

Hun prøvede at fortælle ham hvad hun fejlede men hun vidste ikke om hun kunne, "jeg er syg, jeg kan ikke gøre for det, min hjerne finder først ud af hvad jeg har gjort efter jeg har gjort det,!" hun græd, hun hadet sig selv, hun lagde sig på maven i sengen og begrævede sit ansigt i sin pude og kom til at sige "Jeg elsker dig" men det gjord hun, Dawn vidste bare at hun var nød til at give slip på ham for han havde en anden . og hun ville ikke ødelægge det forhold. bare han var glad ..

Sariel så til at hun nærmest vred sig på sengen og gemte sit ansigt. Sariel så bedrøvet til imens han sad på knæ på gulvet. *elsker?* tænkte han og hold inde med vejrtrækningen. Han kravlede langsomt baglæns og endte ved væggen. Han tog pludselig en dyp indånding og trak vejret pludselig meget hurtigt. "nej..." hviskede han stønnende. Han rejste sig, det det var svært, som om han ingen balance havde. Han gik med hurtige skridt ud af sove værelset. han gik hen til sine sko og tog den hurtigt på uden at binde sine snørebånd.

Dawn hørte han gik hun begyndte at græde hun rejste sig, hun gik to skrid og bum dawn besvimede hun manglede blod.. Det hele var sort for Dawn, men hun mente det hun sagde, hun vidste han ikke havde det på samme måde, Dawn trak ikke vejret måske var det tid for hende at dø. men man kunne jo aldrig vide .

Sariel skulle lige til at løbe ud af døren da han hørte et bump inde fra soveværelset. Det hev i hans hjerte, han kunne da ikke bare sådan løbe fra hende sådan uden videre. Han gik med hastige skridt ind i sove værelset og så at hun lå på gulvet og virkede bevidstløs. "fuck!" skreg han og rev sin bluse af så den gik i stykker på vejen. Han sprede sine viger han havde på ryggen og tog fat i Dawn. Han holdte hende under knæene og under armene. (ligesom et nygift ægtepar, you know :b) Han gik med hende med hastige skridt og gik hen til et vindue og sprang ud. Hans sorte vinger havde fået ekstra vægt at flyve med, men det gik, hun var trås alt ikke så tung. Han fløj meget hurtigt hen over himlen og hen til hospitalet. Han slog vingerne ind så man ikke kunne se dem og løb hen til indgangen. "hjælp!" råbte han og flere læger og sygeplejeske kom løbende med en bore. Sariel lagde hende forsigtig på en bore og så løb de ellers af sted med hende. Han så de løb væk med hende og han kunne mærke det stikke i hjertet, han var meget forpustet, plus at han fortrød alt hvad han havde lavet. Al dette var jo hans skyld. Han løb efter dem selvom han var udmattet. Han løb ind på hospitalet og fandt hende. Hun så på en stue som hed akut afdeling. Han så til igennem glasset. Hans hånd var på glasset, "lev" sagde han lavt. Han ville ikke kunne leve videre hvis hun døde, det ville være for hårdt! Han satte sig på stolen som var udenfor stuen, da han selvfølgelig ikke måtte komme ind. Han gemte sit ansigt i sine hænder og ønskede. Ønskede at alt ville blive godt igen.

// Krea sprang lige ud xD //

Dawn var langt væk, hun vidste faktisk ikke hvad der skete, men nogle gange bare nogle gange kunne hun se et lille lys hver gang det kom gik hun imod det. Dawn mærkede at hun blev tumlet med, men så gik det sort for hende igen, hun fik drop og det mærkede hun, men det var som om hun var spendt fast til noget så hun hverken kunne komme op eller åbne øjne, lad os bare sige at Dawn var godt igang med at kæmpe for sit liv, Hun knyttede hænderne og fik åbnet øjne halt, hun var meget bleg, men lægerne vidste hvad de lavede og hun sagde hurtigt "Der er liv, vi skal bruge mere blod hurtigt inden vi mister hende igen" hun råbte det faktisk så højt at selv Sariel ville kunne høre det, hun stønnede kort af smerte da de pressede blod i hende, Dawn kom til virkligheden, hun var træt, de gav hende en ilt maske på (Sådan en som sider i næsen XD ). Dawn sagde prøvede "Hvor er han... hvor er Sariel" spurgte hun. Lægen svarede hende pænt "Jeg henter ham, men du har brug for at slappe af" Dawn nikkede og kunne godt forstå hvad hun sagde, men hun ville så gerne sige undskyld til Sariel. hun Havde ikke været så klog men det var en sygdom hun kunne ikke gøre for det. Lægen gik ud af døren,Hun gik hen og sætte sig ved siden af ham. "Hun lever og hun er vågen, men jeg bliver nød til at spøger dig om hvad der er sket, " hun så alvorligt på ham, Dawn kunne ikke huske hvad hun havde lavet men det havde ikke været godt . det var det eneste hun vidste eller var hun ikke endt her.

Sariel hørte lægerne råbe om at der var liv. Han rejste sig og så ind igennem glasruden og havde lyst til at løbe der ind men han ville ikke stå i vejen for lægerne. Han kunne mærke at hans hjerte pumpede af sted. Han var nervøs. Men så, blev det hele roligt igen, og han kunne fornemme hendes puls. Han så en læge komme ud til ham og han gik hen til hende. "Jeg ved det dårligt nok, lige pludselig rev hun det hele op og og ...." Sariel holdte sig til hovedet han var nød til at stoppe, hans tåre var så store og det var svært at snakke. "der var bare så meget blod.. jeg .. jeg prøvede men så skete det bare" sagde han jamrende og satte sig tung ned på stolen igen. Han snøftede og følte at alt for hans skyld. Lægen nikkede og åbnede døren. Sariel så op og gik med hurtige skridt ind til hende og tog hende i hånden, "Dawn" hviskede han, "jeg er her".

Dawn lå helt stille hun hørte en sige noget, en stemme som hun elskede hun gav hans hånd et klem og kiggede på ham. hendes øjne var røde, hun vred sig lidt i sengen for at komme til at ligge beder da hun ikke syntes at hun lå godt nok, hun nussede hans hånd da hun havde nogle kræfter, og ja dem ville hun godt bruge på ham.Dawn så lidt bange på ham, "Hva der sket" Dawn måtte jo på et heller andet tidspunkt fortælle ham om hendes sygdom.

Sariel nussede også hendes hånd og smilte halv med tåre i øjnene. "jamen, Dawn.. Du.. Du rev din arm op" sagde han hviskende og forstod slet ikke at hun ikke kunne huske det, hun gjorde det jo selv. Sariel sank en klump han havde i halsen. Det gjorde nærmest ondt at græde nu, det føltes som om at han ingen væske tilbage i sin krop af at græde så meget.

Hun lyttede til ham og prøvede at tænke tilbage, selvom hun havde en fotografisk hukomelse vidste hun ikke havd hun gjord når sygdommen hoppede ind. Dawn sætte sig lidt op, hun sukkede svagt af smerte. "Sariel .. der er noget jeg må fortælle dig.. jeg har en.. sygdom.. den gør at jeg gør nogle ting imod mig selv som jeg ikek kan huske bagefter," hun sukkede, "Jg har gjort det her ude selv at vide det. det står helt sort for mig.." hun græd og hviskede så til ham, "Jeg undskylder så mange gange !"Hun snøftede og var pinlig over sig selv.

Sariel aede hendes hånd, "du skal ikke undskylde" sagde han roligt selvom han faktisk var utrolig overrasket. Han følte lidt at han kun mødte piger med problemer, men selvom hun havde denne sygdom så kunne han ikke blive hos hende. "du bør sove" sagde han stillede og ae-ede hende på kinden og kyssede hende så på panden bagefter. Han satte sig på en stol som var ved siden af sengen. Men han slap ikke hendes hånd.