Où êtes-vous maintenant.. Je' ne sais pas.. - David.

Dag + Dato: Irl.
Tid: 21:20
Vejr: Koldt, halvmørkt, Werclare stemning.
Omgivelser: Den gamle bydel af Werclare, en gade.


Embry trak røgen ned i lungerne, og lukkede kort sine øjne, mens han pustede den ud af næsen igen. Det var længe siden han havde set David, han vidste faktisk ikke hvor han var, om han var hjemme eller ikke. Det eneste han vidste var, at han savnede ham voldsomt. Han rystede på hovedet af sig selv, og fortsatte sin stille gang ned af den mørke gade i Werclare.
Han var ikke bange når han gik i den gamle uhyggelige by, tvært imod følte han sig hjemme. Han var for den sags skyld også på vej hjem.
Han lod de brune øjne afsøge stedet for menneskelig aktivitet, men der var ingen. Han havde et par dage før haft nogen temperamentsproblemer, hvor han rent faktisk var blevet så vred at.. ja, det ville han helst ikke tænke på. Han anede ikke hvad der havde gjort at han var blevet sådan, men han havde været utrolig pirrelig på det sidste. Han håbede bare det ville gå væk igen på et eller andet tidspunkt.

David gik med lette skridt igennem gaderne og lyttede til den stille aften. der var utrolig få tegn på liv forhold til hvor mange klokken var. og dog.. det kunne godt være at natte ravnene ventede lidt tid endnu før de ville ud på rov. egentlig meget heldigt for David. han havde været væk længe... for ikke mere en 20 minutter sidden var han steget ud af at tog som havde bragt ham hjem. den sidste dag han havde været i denne by var den sidste aften med Embry. han savnede sin elskede mere en noget andet. ikke engang beilay var tæt på at blive savnet bare halvt så meget. Det eneste der betød noget for David lige nu var at finde Embry og græde ud ved hans skuldre, ligge i hans arme og bare få hver en tåre ud af systemet. deet var ikke engang vigtigt for David at Embry trøstede ham, bare han holdte om ham, så var alt godt.. de sidste mange ugers rejsen væk fra alt havde tvunget hans humør i bund. han håbede Embry ville lytte når de mødes igen på et tidspunkt. David følte sig klar, klar til at fortælle hans fortid.. forklare hvad der havde tvunget ham ud på den rejse uden at fortælle noget og ikke minst sige undskyld.

Embry rakte sin arm ud til venstre som om han havde tænkt sig at informere folk bag ham om at han nu havde tænkt sig at gå til venstre. Det gjorde han dog ikke, han askede bare ned på asfalten, og trak så armen ind til sin spinkle overkrop igen. Han tog en dyb indånding, og lagde sin frie hånd i lommen mens han gik. Alt var gået uendeligt langsomt på det sidste, måske var det det som havde gjort ham så irritabel? Han tog smøgen op og tog endnu et sug, som han holdt inde et par sekunder før han pustede ud. Lyden af et par lette skridt et sted i natten fangede hans opmærksomhed. Der var nogen der gik, stærkt, som om de havde travlt. Han lyttede efter det et par sekunder, og slog sig så til rette med tanken om at det måtte være en eller anden familiefar, eller mor der var på vej hjem fra overarbejde. Werclare var jo også en forretningsby. Med mange forskellige slags forretninger til gengæld. "Im not afraid, to take a step.. " mumlede han for sig selv. Eminem. En rigtig ørehænger, selvom han ikke var særlig vild med rapperen. dog havde den sang vundet hans hjerte. Igen lyden af skridt der snart nærmede sig løb. Embry kiggede igennem det røde pandehår efter ejeren af skridtene, men vedkomne var ingen steder at se.

David koncentrede sig bare om at komme hjem. han ville ikke være på farten længere og det betød så ogs¨han ikke holdte øje med hvem der var omkring sig. han var også stoppet med at lytte til stilheden. han ville ikke koncentere sig om andet en at komme hjem. pludselig mærkede han noget slå hårdt mod hans hoved og derefter jorden under sig. han fattede ikke lige hvad det var der var sket, men det fandt han dog hurtigt ud af da han så op. han var gået ind i en lygtepæl. typisk, klodset og virkelig idiotisk gjort. hans hovede dunkede en lille smule efter slaget i hovedet, men værre stod det til med hans albuer og håndflader. da han havde taget af fra faldet havde han fået nogle ordenlige skrammer som blødte meget. et lille suk og et lille av undslap hans læber. han blev siddende på jorden. han orkede ikke mere nu, det kunne være ligemeget det hele nu. han ville ikke mere. tårende begyndte stille at trille ned over hans kinder. han skjulte sit ansigt med sine blodige hænder. det var en tydelig og klam lugt af blod, men det påvirkede ham ikke. han gad ikke til at blive påvirket af det nu. et lille hulk undslap i ny og næ.

Embry gik, mens han lyttede efter skridtene. Det var efterhånden blevet helt spændene at se hvem de kunne tilhøre, Embry var god til at lade sin fantasi gå sine egne veje, så personen kunne allerede have været mange. Pludselig stoppede skridtene brat, og Embry standsede også stille op. Han så sig om, mens han lyttede. Der skete ingenting. Han sukkede let, og begyndte at gå igen vedkomne var sikkert kommet hjem. Han inhalerede endnu engang røgen fra cigaretten, og standsede så brat op. Duften af noget.. og.. gråd? Duften var ikke svær at placere, det var blod med sikkerhed. Han var jo bloddæmon, så han havde haft den duft i næsen masser af gange, men gråden? Den rykkede utålmodigt i ham, som et barn der ikke ville lade ham være før han undersøgte hvad der var sket. Han huskede kort Kim på gyngen, før han begyndte at gå som hypnotiseret i retning af lyden. Han standsede op for enden af en smal gyde, og nedenunder en lygtepæl..Han tabte smøgen på jorden, og tabte underkæben. Han kendte den lille sammenkrøllede dæmon under den lygtepæl, han kendte håret, og det han nu kunne se af ansigtet som ellers var skjult i hans hænder. "David?" hviskede han hæst. Kunne det passe? Eller var det bare hans fantasi der spillede ham et pus?

David havde svagt hørt nogle skridt komme nærmere, men han reagerede ikke på det. det betød ikke noget for ham længere. intet betød noget mere, det hele kunne være ligegyldigt. de tanker fyldte hans hovede, men så lugtede hen en svag lugt af røg og hørte hen velkendt hvisken ikke langt fra. han stoppede med at hulk og så meget langsomt op fra sine hænder. med det samme genkendte han det røde hår og det bløde ansigt, som godt nok så meget chokeret ud "Embry?" hvsikede han halvklavlt i sin egen gråd og satte sig stille om på knæ. han kunne ikke rigtig få sig selv til at rejse sig. der var noget der gjorde det for svært for ham, men kravle kunne han. derfor kravlede han meget forsigtigt og langsomt, for at smerten fra sin håndflader ikke ville blive for stor, hen mod Embry. hans ansigt var dækket af en blanding af blod, lidt astfald og tåre. han så sikkert meget ynkelig ud,, mens han kravlede hen mod Embry, men han skulle bare hen til sin Embry.

Embry så bare på ham. For første gang i hans liv siden dengang han rent faktisk var 'normal' vidste han ikke hvad han skulle gøre. Han så lidt på Davids ansigt da han tog de mishandlede hænder væk fra sit ansigt hvor der var kommet blod på, efter hænderne så det ud til. Han fulgte ham med øjnene da han gav sig til at kravle, der blev det dog nok for ham, og han gik hen til ham, og gled ned på knæ og fik fat om hans håndled og trak hans hænder væk fra asfalten. Han slap hans ene håndled og fik fat om ham, og trak ham ind til sig. Han slap automatisk også det andet håndled og lagde sin anden arm om den lille skabning, og lagde sin kind mod hans hår. "Hvor har du været?" hviskede han hæst af savn, og måtte synke en klump i halsen. Han vendte næsen ind mod hans hår, og trak vejret dybt ind, luft og duften af David. "Hvorfor græder du min elskede skat?" hviskede han kærligt og smågrådkvalt, stadig med det voldsomme afsavn i sin stemme, og strammede let grebet om ham. Han havde savnet ham som en afsindig, og det kunne han sagtens mærke nu hvor duften og fornemmelsen af David var så nær ham selv. Han ville ikke slippe igen, aldrig i livet om han ville slippe igen! Om han så skulle bære David til verdens ende så gjorde han det. Han lyttede efter Davids svar igennem den småsnøften han kunne høre, hvis der var nogen der havde gjort ham noget ondt, ville Embry personligt opsøge dem og rive rygsøjlen ud af røven på dem. Det eneste han kunne koncentrere sig om i dette øjeblik var dog den lille varme skikkelse der igen sad hos ham.

David mærkede de varme hænder om sine håndlede og kort efter den varme krop lukke omkring ham. med det samme følte han sig hjemme og tryg. ingen kunne gøre ham bange nu. varmen fik ham til at slappe af. den rare fornemmelse af Embry's arme om sig gjorde ham mere en lykkelig. han puttede sig godt ind til den velkendte dæmon og sørgede for at nyde hver eneste duft af Embry der fuglte med npr han træk vejret "undskyld..jeg er ked af jeg bare tog afsted.. tilgiv mig" hviskede han med små snøft. han rystede stille i kroppen og lod sine tåre falde. det var dette han havde brug for, at være så tæt på sin elskede og komme af med det hele. få lettet sindet "jeg græder fordi jeg har savnet dig.. jeg har brug for din beskyttelse..du må aldrig nogensinde slippe mig igen" hviskede han stille velvidende det ville være umuligt, men han håbede dog at Embry ville holde om ham så længe som overhovede muligt. han hulkede stille og lagde let sine arme om livet på Embry, dog ikke helt tæt, da han ikke ville røre Embry med sine hænder eller albuer nu når han blødte sådan.

Embry nikkede "jeg tilgiver dig.. jeg kan ikke andet" hviskede han, og kyssede ham på håret. Han var ikke vred, han var egentlig heller ikke skuffet, han havde bare savnet ham frygteligt. Han trak ham bare tættere ind til sig, fuldstændig ligeglad med blod, og asfalt, og tårer.. hvis så blodet aldrig ville gå af hans hud skulle det ikke stoppe ham i at have ham tæt på igen. Embry kunne sagtens kramme for dem begge to. Han lyttede til det hans sagde, og trykkede endnu et kys mod hans hår "jeg slipper dig ikke, det lover jeg" hviskede han mod hans hår, og sugede bare duften af David langt ned i lungerne. Han kom lidt i tanker om Davids hænder, der nok burde renses, og forbindes. Så han trak ham langsomt op og stå, og støttede ham ved at holde op ham da han selv rejste sig så han ikke faldt fra ham. "Kom.. vi tager hjem til mig, du skal have renset de der sår" hviskede han stille, og overvejede kort hvad han skulle gøre med David dder mere eller mindre føltedes som en kludedukke i hans arme. Han løftede ham blidt op til sig, og støttede sin ene arm under hans rumpe. Han ville ikke give slip igen, det havde han lovet David, og der var ikke langt hjem til ham derfra. Desuden var David ikke tung. Han kærtegnede blidt hans ryg mens han gik, og forsøgte at trøste ham lidt, selvom han udemærket godt vidste at det var noget af det han var dårligst til.

David blev så lettet da han hørte han var tilgivet. det gjorde ham så glad og en lille varme strømmede igennem hans krop. men med varmen fuglte også de smerte han havde igenoreret i sin krop. han havde ignoreret alt smerte og træthed til sidst fordi han bare ville hjem, nu når han mærkede glæden strømme igennem hans kro, mærkede han også hvor øm han var i hele kroppen og hvor træt han egentlig også var. han snøftede forsat en gang imellem og llyttede bare til Embry's beroligende stemme. han nød kyssende mod sit hår. dem havde han virkelig savnet. han havde savnet dem så meget at det burde være ulovligt. han mærkede han blev løftetet op og armen under sin rumpe. han så lidt på Embry's smukke ansigt, men gemte så sit ansigt mod hans skulder "Embry..jeg skal fortælle dig noget..det er meget vigtigt" hviskede han velvidende han ikke havde svaret på noget af det Embry havde sagt, men det var virkelig vigtigt for ham at få snakket med Embry om alt. tårene trillede stadig ned af hans kinder, som en strøm i en å. han mærkede godt Embry gik og kom til at tænke på han egentlig aldrig havde set hvordan Embry boede.

Embry holdt stramt om David, og prøvede at lade være med at gøre det for hårdt.. det var jo ikke meningen at han skulle klemme livet ud af den lille dæmon, han havde bare savnet ham så meget at han var nødt til at vide at det var ham, at det ikke bare var en drøm, eller hans egen fantasi. Han gik mens han lyttede til Davids små snøft, og åndedræt. Han så kort på Davids forgrædte ansigt da han kort så på ham, og mærkede derefter hans ansigt mod sin skulder "så.." hviskede han ømt, og strøg ham blidt ned over ryggen. Han fortsatte med at gå til han fik øje på bygningen. Inde ved siden af boede Cisse, og han håbede ikke Jamie var hjemme, det orkede han næsten ikke, og slet ikke med David på slæb. "Ja?, jeg lytter?" hviskede han blidt, og bestræbede sig på at lytte efter det som David gerne ville sige. Han fik sine nøgler frem med en lille kraftsanstrengelse, da han jo også havde David på slæb, og fik åbnet døren. Han gik indenfor og puffede let til døren så den gled i. Han stod stille i gangen nogle sekunder og lyttede til sit eget og Davids åndedræt. Davids var hikstende, og bar præg af at han græd.Embry fik trådt sine sko af, og fik ham med ind i den lille stue. Han satte sig ned med ham, stadig med armene omkring ham, og den lille dæmon klinet ind til sig.

David mærkede godt Embry holdte godt fast om ahm og det passede ham egentlig fint. bare han var så tæt på Embry som muligt så var det fint. han lukkede sine øjne da han mærkede det blide strøg over sin ryg og slappede endnu mere af ved det. han tænkte slet ikke over han kunne være i vejen nu når Embry skulle låse op osv, men nu tænkte han heller ikke rigtigt så meget i dette øjeblik. der gik længe før han sagde noget. han ville være sikker på at de var indenfor og der ikke var nogen chance for andre kunne høre ham. han så lidt op da han kunne mærke varmen fra indedøre og så diskret rundt. han tryggede sig forsigtigt ind til Embry, men var stadig meget forsigtigt med sine albuer og hænder. han lukkede sine øjne igen, da han mærkede Embry satte sig ned og prøvede nu at samle mod. han sukkede stille og åbnede sine øjne igen "jeg har været i holland... jeg fik et brev hvor der stod det var fra min storebror... jeg måtte af sted med det samme... jeg ville bare gerne se min storebror igen..." hviskede han og bed sig svagt i læben, imens han så på EMbry med et ynkeligt blik "jeg fandt ham...efter mange år..." sagde han og igen fik han tpre i øjnene. han havde svært ved at fortælle det han ville fortælle, da det alligevel vækkede nogle minder

Embry overvejede lidt da han havde sat sig ned, om han skulle have taget ham med ud i køkkenet istedet så han kunne have fået renset de sår. Han bekymrede sig om David, mest af alt fordi han elskede ham og ikke havde set ham længe, og nu sad han grædene på hans skød, og skulle fortælle ham noget vigtigt. "Vent lige.." mumlede han kort og løftede ham ind til sig igen, og gik ud i køkkenet og placerede ham på køkkenbordet og tændte for vandet mens han lyttede fandt han en karklud. Det gav et let ryk i ham da David fortalte hvor langt væk han egentlig havde været, men han kommenterede det ikke. Han vædede karkluden under hanen og rensede forsigtigt Davids hænder mens han fortalte. Han så lidt op på ham da han sagde at han havde fundet ham "jeg forstod godt du tog afsted så" hviskede han, og så lidt på tårerne "men.. hvad skete der?" spurgte han så, for han kunne jo se der var noget galt. Han fik renset hænder og albuer, og fandt en lille førstehjælps kasse frem. Han fandt lidt gazebind, og viklede det om Davids hænder, dog sådan at han stadig kunne bevæge fingrene. De fingre der havde fået skrammer fik plaster på. Han forbandt også hans albuer, og lagde derefter kassen væk.

David lod sig bare bæres rundt med, så længe han var tæt på Embry var det fint. han så lidt på hvad han lavede og så lidt på sine hænder, da Embry begyndte at rense dem. David skar grimmasser flere gange da det egentlig gjorde ret ondt. et lille snøft undslap ham igen og tårene blev ved med at trille. han vidst ikke hvordan han skulle fortsætte "jeg..han havde rodet sig ud i noget med nogle stoffer...han havde ikke betalt..der kom nogle...nogle meget store mænd..han låste mig inde i et skab og sagde jeg ikke måtte kigge...jeg kiggede.." han blev afbrudt af et lille hulk og et snøft. det var som om alle blev genspillet i hans hovede "d...de...toturerede ham... klippede hans fingre af og alt muligt... der var blod over alt.. han skreg af smerte og det var tydeligt han led... de lod ham sidde og forbløde...jeg kunne ikke komme ud og hjælpe.. han er død Embry.. jeg fandt ham endelig efter 9 år...og nu er han død..." hulkede han og tårende trillede i tride stømme ned af hans kinder. den lille dæmon rystede over hele kroppen og så på sin elskede med at fortabt og trist blik.

Embry så på ham "undskyld.." mumlede han stille, og hentydede til at han måske havde været lidt hårdhændet da han havde renset hans hænder. Han forbindingen så let at det sikkert ikke kunne mærkes, det håbede han i hvertfald ikke for han ville ikke skade ham. Han så lidt op på ham igen, og lyttede. Da David havde fortalt færdigt stod Embry bare og så på ham. Han skulle have været taget med.. det ville aldrig være sket så. Han sank stille og så på David, og trak ham ned fra køkkenbordet og ind til sig, og lænede sin pande mod hans hår, og sukkede tungt "det er ikke din skyld.. du kunne ikke gøre noget, jeg ved godt.. det må have været et frygteligt syn, og jeg ville ønske jeg kunne have været der" hviskede han hæst. Han kendte godt til blodig familie død, han drømte om det næsten hver nat, men det David havde gennemgået.. kunne Embry ikke sige om han ville komme over. "Jeg ville have taget til Holland, hvis det ikke havde været fordi jeg tror der er mere brug for mig her" mumlede han. Han var vred over at nogen folk kunne finde på den slags blot på grund af penge.

David så på Embry igennem de tåre der havde fyldt hans øjne og snøftede flere gange. han havde godt kunne mærke forbindingen bliver lagt om sårene, men det havde ikke ligefrem gjort ondt, ligsom da han rensede dem. han los sig blive trukket ned fra køkkenbordet og ind til Embry. han trykkede sig ind til ham og rystede stille på hovedet. han kunne godt mærlke Embryøs pande mod sin hår "jeg havde brug for dig...jeg... jeg sad hvert eneste sekunt og ønskede dy var ved mig...undskyld jeg ikke sagde jeg tog afsted.." hviskede han stille og hulkede kort efter. han kunne ikke holde hulkende tilbage. han havde virkelig brug for at få alt ud nu og være så tæt på Embry som muligt. han så stille op på ham og sank en klump "mere brug for dig her?" spurgte han stille og forstod ikke helt hvad hen mente. han var ikke sikker på han havde forstået det rigtigt, så han håbede at Embry ville uddybe det.

Embry lyttede til det han sagde og trykkede ham tættere ind til sig "det går nok, det er ikke det der er så slemt.." mumlede han mod hans hår, det slemmeste ved det var jo at David havde skullet opleve det der var hændt hans storebror. Han så lidt ned på ham og nikkede "du er jo her nu, og du har mere brug for mig her, end hvis jeg tog til Holland" sagde han. For at være ærlig ville han også helst være hos David, han havde savnet ham alt for meget til at kunne efterlade ham der for at tage til Holland og slå det halve af narkomilijøet ihjel derovre. Desuden var Embry jo ingen dræber, eller jo på det sidste havde hans humør og personlighed taget nogle skæve drejninger, og han havde en gang fået at vide at han havde set direkte ondskabsfuld ud. Han gøs ved tanken, og besluttede sig ikke at sige noget til David der sikkert havde nok at tænke på. Han kærtegnede hans ryg, og holdt ham tæt ind til sig, og lukkede sine øjne på klem. Han ville ikke undvære David for alt i verden. "Min.." hviskede han mod hans hår, og øre og lukkede sine øjne helt i. Han anede ikke hvad han skulle gøre ved tårerne, han håbede bare at kramning hjalp.

David rystede stille på hovedet og trykkede sig tættere og tættere ind til ham. han lyttede til de ting han sagde og tænkte lidt over det. egentlig var han meget glad for EMbry hellere ville være der for ham end at tage til holland. godt nok havde David siddet på tog turen hjem og overvejet hævn, men den tanke var helt slettet nu, for han havde bare brug for at komme ud med alt "jeg er glad for du er ved mig.." hviskede han. måske viste han ikke glæden, da han jo egentlig bar virkelig ked af det og bare ville græde. han lukkede sine øjne i og lyttede til det ene enkle ord. det var så længesiden han havde hørt det og det var virkelig noget han havde savnet "jeg vil altid være din...altid.." hviskede han og snøftede. han følte sig tryg i hans arme og ville egentlig bare ønske alt var godt og alt dette ikke var sket. han overvejede om han skulle fortsætte "Embry" hvsikede han helt stille. han havde egentlig brug for Embry fik han fortid afvide, men han var ikke sikker på om han kunne være det bekendt at fylde det på ham.

Embry var ligeglad med at de stod midt i køkkenet og David snart begyndte at presse ham bagud ved at stå så tæt op af ham. Han havde brug for at mærke ham, høre ham, bare være sammen med ham og vide at han var der. "Jeg vil altid være der for dig..altid" hviskede han oprigtigt. Det kunne han love David med sikkerhed, og lige nu ville han være der for ham så meget han kunne. Han knugede ham ind til sig, og var lykkelig over de få, men stærke ord. Det betød meget for ham, for et eller andet sted havde han nok frygtet at David ikke gad ham mere siden han ikke havde hørt fra ham så længe. Han tog en dyb indånding og trak duften af ham helt ned i lungerne. Han havde det dårligt på Davids vejne, der burde ikke ske ham noget ondt, Embry ville ikke have det. "Mm?" sagde han stille og lyttede, mens han nussede ham på ryggen, og forsigtigt kyssede hans pande. Det var næsten underligt at kysse ham igen, også selvom det ikke var på munden. Embry blev enig med sig selv om at det var alt for længe siden de havde set hinanden.. "jeg må indstallere en sporingsenhed i dit tøj" mumlede han drillende, og trykkede ham tæt ind til sig.

David lytte til hvad han sagde og blev så glad for det "tak Embry...det betyder meget" hviskede han helt stille og sank en lille klump. han mærkede hvor tæt på han kom på Embry og følte sig utrolig godt til pas. han kunne ikke mærke smerten og trætheden i sin krop længere, det eneste han kunne mærke var Embry og han var også den eneste David ville mærke på dette tidspunkt. han var stille stoppet med at snøfte, men tårende trillede dog stadig væk. "jeeg... jeg vil gerne fortælle dig om min fortid...så du ved hvad jeg har været igennem... men jeg vil ikke lægge det på dine skuldre... så jeg vil havde lov først" sagde hna og hentyede til at Embry skulle give ham lov hvis han selvfølgelig ville videdet. han kunne mærke han snart havde brug for at sidde ned, men han ville ikke slippe Embry, så han blev bare ståene op af embry og tryggede sig ind til ham. han mærkede det lille kys på sin pande og mærkede stille sine tåre stoppe. det var som om det havde hjulpet noget mere. han havde virkelig savnet hans kys. de var altid så rare. han så stille op på Embry med nogle få tåre i øjnkrogende "ijeg har altså meget tøj" hviskede han og var egentlig meget glad for han drillede lidt. David kunne godt lide at blive drillet på den kærlige måde af en han virkelig elskede.

Embry kunne næsten mærke hans hjerte slå gennem sin egen trøje, og var bare lykkelig for at David var kommet hjem igen uden at der var sket ham noget. Eller det var der jo, men de havde ikke slået ham ihjel eller opdaget at han var der. Embry behøvede intet andet end David for at overleve mente han selv. Han kyssede blidt hans kind, og tårerne væk. Han lyttede til det han spurgte om, og Embry ville ikke sige nej til ham, han ville idet hele taget ikke nægte ham at lette sit hjerte. Han nikkede stille "okay, så giver jeg dig lov til at ligge det over på mine skuldre.." sagde han. Han havde jo selv gjort det, med David hvor David havde set hans fortid. Han bakkede lidt og trak ham med sig ind i stuen og slap ham ikke et sekund. Han havde mærket at David havde rystet let, og han havde flere gange måttet stramme grebet om den lille dæmon for at han ikke skulle falde fra ham. Han så lidt på ham da han sagde at han havde meget tøj, og kunne ikke lade være med at smile svagt "jeg elsker dig David, jeg er så glad for at du kom hjem igen" hviskede han kærligt, og kyssede ham på kinden. Han fik endelig trukket ham med ind og sidde i sofaen.. eller han satte sig og hev David med ned og sidde hos sig.

//going to bed naow :3 sov godt lille kaat, glad for du fik din krea tilbage xD//

David så på ham og nød kysset på sin kind, det gav et lille smil på hans læber som godt nok forsvandt igen, da han egentlig ikke lige var i hurmør til at smile. han så lidt ned over det han sagde og tænkte sig godt om "tak...for jeg har brug for at komme fa med det" hviskede han stille og lod sig trakke med. han holdte sig tæt til Embry og havde på ingen måde tænkt sig at give slip på ham. han mærkede godt grebet blev strammet nogle gange, men det gjorde intet, for så blev han bare ved med at kunne mærke at hans elskede faktisk holdte om ham. han blev helt varm inden i da han hørte hvad EMbry sagde og knugede sig tæt ind til ham. han var helt ligeglad med smerten i hænderne og ville bare være helt tæt på ham "jeg elsker virkelig også dig.. jeg ville bare hjem.. jeg ville hjem i dine arme" hviskede han næsten lykkeligt og nød kysset mod sin kind. han puttede sig godt ind til Embry da de kom ned oh sidde.

Embry nød kort det lille smil der dukkede op på Davids ansigt, det havde han savnet, specielt da David jo havde været ked af det siden han fandt ham, så han var lettet over at han stadig kunne smile. Han nikkede "du må godt læsse det af på mig.. jeg kan tage det" mumlede han ned mod hans hår. Han lukkede sine øjne, og ventede lidt på de ting han ville sige. Han overvejede lidt hvor slemt det kunne være, for David virkede paralyseret, det var selvfølgelig, delvist også turen til Hollands skyld. Han trykkede ham tæt ind til sig da de allerede sad ned, og nikkede til det han sagde "du er hjemme min skat.." hviskede han kærligt og trykkede en lille stribe af små kys mod hans kæbe. Han var bare så glad for at David var hjemme igen, at han sad her sammen med ham selv, så David kunne fortælle ham at jorden ville gå under den næste dag, det ville ikke påvirke den lykke der stadig sad i ham efter at have genset sin elskede igen.

David lyttede til det han sagde og tænkte sig godt om. han sagde dog intet overhovede. han puttede sig bare ind til ham og lyttede til hans vejrtrækning. det hele virkede helt syrealistisk, da han ikke rigtig kunne fatte at radslen i holland var helt ovre nu. nu var han hjemme og helt sikker. der kunne ikke ske ham noget nu, for nu var han endelig sammen med sin elskede "hjemme.. og jeg vil aldrig rejse igen" hviskede han og lukkede sine øjne i. han slappede godt af i Embry's arme og tænkte sig godt om igen og igen. "da jeg var helt lille...kørte mine forældre galt... de døde begge to...kun mig og min bror overlevede.. vi kom på hospitalet..jeg havde ikke så store skader fordi min storebror havde kastet sig over mif for at beskytte mig..så jeg kom hurtigt til at plejefamilie... min storebror kom først da han var 15 det var ca et år efter ulykken.. han havde forandret sig meget og opførte sig underligt...koldt..." han gik i stå og tog en dyb indånding, det var ikke blevet meget alvorligt endnu da han jo ikke rigtig kunne huske sine forældre.. så det var ikke ligefrem det værste for ham. han sukkede stille og mærkede tårende presse på igen "vi levede sammen i plejefamilien i 3 år.. til han blev 18.. rejste han.. han ville væk fra familien eller plejefamilen..men før han rejste.. fortalte han mig at han var blevet voldtaget på hospitalet.. flere gange og det var en af grundende til at havde taget så langtid at komme væk fra hospitalet også rejste han...jeg så meget op til ham.. jeg ville gøre det samme som ham. føle den samme glæde og den samme smerte...jeg begyndte at spille skuespil om det.. men jeg kunne jo ikke gøre det alene.. så jeg opsøgte nogen.. og bad om hjælp..men da de ikke ville slippe igen.. da de ikke ville stoppe..vidste jeg at det var helt forkert. jeg var 8 der.. få dage efter... voldtægten... blev jeg smidt d af plejefamilen fordi di ikke havde råd til mig mere... jeg havde ikke andre stéder at tage hen en de mænd...jeg måtte bo der hvis de bare fik noget til gengæld...de misbrugte mig.. hver dag... til jeg blev 15..hvor det hele gik i sort og jeg slog dem alle ihjel.." fortalte han stille og mærtkede tårende begyndte at trille igen.. det gik op for ham det kun var 2 og et halvt år siden det var sker. det var stadig meget tæt på.

Embry lyttede til det han fortalte ham, og sad stille. Han sagde ikke en lyd, han lyttede bare til skrækhistorien. Embry kunne ikke tage at folk kunne gøre børn ondt, børn gjorde jo ingen noget? De var bare små og naive, og skulle opdrages ordentligt uden at få varige mén. Han trykkede ham tættere ind til sig, selvom han kort havde overvejet om det var en god idé at røre ved ham efter alt det han havde været udsat for, men han kunne ikke få sig selv til at give slip, han ville ikke give slip. Han nikkede stille da han var færdig med at fortælle, og lagde sine hænder på hans kinder, og sin pande mod hans, og så ind i de grønne øjne, der var fulde af tårer "jeg kan ikke forestille mig hvordan du må have haft det.. jeg ved bare at jeg er stolt af at du har klaret dig ud af det igen, og rejst dig igen og levet videre" hviskede han hæst. Han så David som en barnlig, men yderst kærlig 'voksen' der havde overlevet en masse psykisk pres. Han var ikke sikker på om han selv nogensinde ville have kunnet det samme. Han kyssede ham blidt på næsen, i panden, på øjenlågene, og helt forsigtigt på munden, og tørte blidt hans tårer væk. Embry ville altid passe på ham så godt han kunne, han ville ikke lade nogen gøre David ondt, for David var som et barn, han havde ikke fortjent ondskab for han kunne jo ikke selv finde på noget ondt. Embry var egentlig bare glad for at David havde slået mændene ihjel der havde gjort det mod ham, så kunne de ikke gøre det mod andre.