Falder da for meget? //Privat :: Mihael

Dato : I dag ^^
Årstid : Sommer da?
Dag : I dag ^^
Vejr : Solen er snart ved at være nede, lunt.
Sted : Legepladsen x3
Tid : 20:43
Omgivelser : En mor der kommer for at hente sin lille dreng og hans ven.
Påklædning: Hvid t-shirt med en sort print hvor der står 'Love.' Sorte lårkorte shorts. Sorte converse/all star

Nell stod oppe på brættet, altså gyngen. Hun holdte godt fast i hjernekæderne der holdte brættet oppe, da hun havde fadet ned op til flere gange, og havde fået en lille rift under albuen, og et blåt mærke oven i. Nells høje, lange hestehale havde ladet noget af det kortere blonde hår glide ud og ligne det var pandehår. Hendes blå øjne skinde lidt i det hun åbnede dem igen og forsøgte at gynge højt. Nell lukkede øjnene og gyngede nu med mere held.

Mihael kom roligt gående han af gaden da han kom forbi legepladsen.
Som altid havde han sine hænder dybt begravet i lommerne på sine mørke jeans, ellers havde han en hvid skjorte på og bare fødder.
Han så afslappet hen over legepladsen, en mor, et barn.... en der gyngede og lignede en der var lidt alene.
Han stoppede lidt op og kiggede på hende.
Hvad var hun? 16? eller der omkring.
Han tøvede kun kort, før han marcherede ind på legepladsen og gik hen mod hende.

I det en ældre mand nærmede sig og hun kiggede hen mod ham og fik et smil på sig faldt hun bag over med et kæmpe hvin, da hun lande slog hun håndfladen ned i jorden, og rullede så væk så hun ikke kunne få gyngen i hovedet, "Hej," sagde hun i det hun satte sig op og kort efter rejste sig op.

Han hævede øjnbrynene da han så hende falde...
"Hei...ER du okay?" smilte han roligt, hans dyb-blå øjne virkede betryggende, hans smil beroligne og ellers var det som om et svagt skær af et eller andet kom fra ham.
Han havde stadig sine hænder dybt begravet i lommerne og han lænede sig afslappet op af stolpen til gyngestativet.

Hun smilte og nikkede hurtigt, "Ja jeg har det helt fint.." sagde hun og kiggede for en sikkerheds skyld på sine albuer. Der var kun et lille sår på den før ikke-skadet albue. Hun sukkede lavt og lod armen falde ned til siden igen. "Nell" præsenterede hun sig med et lille smil og pustede til noget af det hår hestehalen havde lige havde givet efter på. Et smil lidt tvunget frem kom på hendes ansigt.

"Du behøver ikke smile" smilte han, da han bemærkede at smilet virkede lidt tvungent.
"Jeg er Mihael" svarede han med et lille nik, han så lidt på hende, han havde bemærket de små sår på hendes albuer hvilket fortalte ham at hun tit faldt eller kom galt af sted.

Smilet dæmpede sig så lidt da det åbenbart var tydelig at hun tvang det frem. "Mihael" hviskede hun lavt for at huske det, i hendes lille ikke nær, så kloge hjerne. Nell kiggede så lidt rundt og satte sig så normalt på gyngen og holdte godt fast i kæderne, hendes fødder skubbede hende blidt frem og tilbage, gyngen som hun sad på begyndte at give små lyde.
"Tag plads vid det er.." sagde hun lavt med et lille smil og mærkede så at såret på hendes albue begyndte at svig.

Han stod lidt og så sig omkring, men gik så over og satte sig på den anden gynge, ved siden af hende.
"En legeplads? Sjovt sted at opholde sig i din alder? Og alene? Eller er det bare mig der har misforstået noget?" smilte han og så på hende med sine mørke blå øjne.

"Normalt øver jeg bare min balance, som du kan se.." sagde hun og vidste kort sine blåmærker, rifter og såret.
"Ellers er det fordi jeg ikke vil huske minder.." forklarede hun og kiggede hen på rutschebanen, med et tomt udtryk og derefter på ham.

Han så lidt på hende, det med balancen gav mening.
"Ikke huske minder? De er måske ikke gode? Hvordan kan en legeplads forhindre dig i ikke at huske? Samtidig nå du er alene, tit tænker man faktisk mere nå man er alene" han håbede ikke han fik sagt for meget, det var bare sådanne tanker der faldt ham ind.

"Ja, ja, ved jeg ikke, men det gør den bare. Jeg tænker ikke så meget på dårlige minder når jeg er alene med mindre jeg er lidt utryg." savrede hun og alt efter hende hjerne havde hun svaret det hele. Det var mange spørgsmål for hendes lille hjerne men hun klarede det.

"Hvorfor vil du så ikke huske dem?" sagde han og kunne ikke lade være med at grine lidt, latteren var varmt og blid
"Undskyld, spørger gerne vis der er ting jeg ikke helt forstår" sagde han
"Du behøver ikke svare"

"Fordi," sagde hun og holdt en lille pause, "fordi jeg ikke kan lide dem" sagde hun og grinte blidt. "Jamen det er helt okay med mig," sagde hun og grinte blidt og kiggede der efter ned på sit sår på albuen og kiggede op på ham, "Men nu nok om mig, hvorfor er du enlig her?" spurgte hun og grinte blidt.

//Kan ikke huske emnet så godt så du skal endelig sige til hvis der er noget der er sket ^^'//

Han trak på skuldrene
"Var vist bare ude og strække benene" smilte han
"Frisk luft er dejligt....selv om det er i en forurenet by" ikke fordi han tænkte så meget over det med miljøet, det faldt ham bare ind end gang i mellem.

//Der er ikke sket så meget..... Må lige informere dig om at du har været lidt længe om at svare og jeg i mellem tiden har fundet den jeg skal være skytsengel for...beklager, men håber vi stadig kan fortsætte emnet?//

Nell smilte glad til ham, "Det er også rigtigt." sagde han og smilte glad mens hun lod hænderne glide op foran sit ansigt, hun var enlig lidt træt lige nu. Men det kunne hun ikke tage sig af når hun var sammen med nogen, "Men hvorfor lige her ind? Du ligner ikke rigtigt en der ville gå på en legeplads?" sagde hun og grinte lidt.

//Kan vi da saktens ^^//

"Jeg så der var andre her, eller rettere dig, og tænkte at selv om jeg ikke kendte dig kunne man da sagtens sige hej, især fordi du så så ensom ud" sagde han og så lidt på hende, hun så lidt træt ud.

Nell smilte blidt til ham. Det var dejligt at han lagde mærke til hende, "Godt at høre," sagde hun og smilede blidt til ham hvorefter hun lod hænderne lande langs hendes side, "Skal vi gå rundt?" spurgte hun og lod den ene hånd feje over den øde... øde og øde, legepladsen med kun ham og hende på den....
Nu hvor hun tænkte det kun var dem og de ikke kendte hinanden blev hun mere vågen og lidt utryg.. Man vidste aldrig hvad folk kunne finde på... Men hun var alligevel tryg... hun vidste ikke om hun var tryg eller ej...