Regnen daler//Sariel.

Hun blev kaldt tilbage fra sin drømme verden da hun hørte en kalde på hende. Hendes øjne fokuserede på Sariel som nu stod foran hende. Hans hænder på hendes lår. Hun så kort ned på hans hænder og rødmede vildt men kuldegysninger spredtes over hele hendes krop, hun rystede stille og bed sig svagt i læben. Hun så op på ham og rystede på hovedet. "Nej jeg er vågen, jeg sad bare i mine egne tanker" Rødmede vildt og så ned på ham men kunne ikke lade være med at komme med et bedårende smil da hun fandt det morsomt at hun nu var højere end ham.

Han smilte da hun begyndte at smile. "godt nok, der er snart mad" svarede han hende og gik over til maden. Den varme luft som fløj ud i ansiget på han og han faldt tilbage og begyndte at grine, han glemte lige at der ville komme varmt luft, sjovt nok da han åbnede den. Han gned sig i øjnene og rejste sig op. "øøh .. hov" sagde han stammede men kunne nu ikke lade vær med at smilte. Andet forsøg, han slukkede ovnen og åbnede ovnen langsomt og fik tærten ud på køkkenbordet. Det duftede skønt og man blev helt sulten.

Hun så stille på ham og smilte, nikkede så stille. Hun havde meget lyst til bare at kaste sig i armene på ham og kysse ham men lod være. Det ville være for pinligt hvis han ikke ville det. Hun fniste en smule af ham men hoppede dog ned og hjalp ham op og stå igen mens hun så på ovnen og tærten inden i den. Desværrer var problemet jo lige at hun ikke spiste, hun led jo af anoraksi men ville ikke fortælle Sariel det. Hun så en ssmule skamfuldt ned på hendes fødder hvorefter hun så på Sariel.

Sariel duftede til maden og tog et stykke over på en tallerknen og et andet stykke over på en anden tallerken. Han lagde begge tallerkner på spise bordet og lagde kniv og gaffel og to hvidvins glas og en flaske hvidvin. Han tog hendes hånd og vidste hende bordet frem. "velkommen til hjemmelig date" sagde han og smilte og grinte nu også lidt. Han rykkede stolen ud så hun kunne sætte sig.

Alane lod den dejlige duft fylde hende men fik alligevel kvalme af det. Hun så skammeligt ned på hendes fødder og bed sig i læben. Det besvær hun havde bragt ham og så kan hun ikke engang spise noget af den mad han lavede. Hun betragtede ham mens han ordnede bordet og smilte en smule genert til ham. Blidt klemte hun hans hånd. Bløde og runde lyde kunne hører ved hendes skridt. Langsomt satte hun sig og så op på ham "Tak" En rødmen dækkede hendes kinder.

Der sad de så endelig. Sariel tog den første bid og var ved at falde i svimer det smagte bare så fantastisk godt. "mmmh" sagde han og tog endnu en bid, mad var så dejligt mente han, det var nærmest kun derfor at han levede. Han tog et stykke på sin gaffel og førte den hen til hende mund, "klar til at smage?" sagde han og smilte kært.

Hun så ned på sin talerken og gjorde ikke rigtig noget ud over at stirrer. Hun tog en tår af sin hvidvin, det var uhøfligt det hun gjorde men hun kunne virkelig ikke tvinge sig selv til at spise. Hun lagde sine arme om sin mave hvor hun tydeligt kunne mærke sine ribben og hofteknogler. Hun så påå ham med en smule frygt i øjnene hvorefter hun så på maden. Hun holdte munden lukket og lod igen sit blik falde. "J-Jeg kan ikke...."

Sariel tog gaflen tilbage til tallerken og så underligt på hende, "hvad er der galt?" spurgte han hende og så usikkert, han var forvirret måske var hun ikke sulten, men alligevel så smagte man da, eller hvad? Sariel havde slet ikke forudset at hun ville sige nej til maden og længede sig tilbage i stolen og så bare på hende.

Hun tog en dyb indåning og bed sig stille i læben, hun vidste ikke om hun skulle fortælle ham det eller ej. Men inderst inde skreg hendes hjerne at hun skulle gøre det, at hun skulle få hjælp. Langsomt så hun ham i øjnene igen, det var ikke fordi hun ville være uhøflig. Det var bare fordi hendes krop tvang hende til at sige nej "Jeg har Anoraksi" Det fløj bare ud af hende før hun tænkte sig om. Hun lagde begge hænder over munden og så på ham før hun sænkede blikket og fjernede hænderne.

Sariel tabte kniv og gaffel. Han var hel mundlam, og hans smil forsvandt og han tog en dyp indånding, kløede sig i nakken og sukkede. Hvis der var noget han ikke kunne tag så var det folk der sultede sig selv og havde lavt selvværd, hun gned sig i øjnene med fingerspidserne og vidste slet ikke hvad han skulle sige. "vil du have hjælp?" hviskede han imens han stirrede ned i bordet.

Med det samme kniv og gaffel ramte gulvet rejste hun sig op, hun stod bare og så på ham, var klar til at komme afsted hvis det var det. Hun så ned på gulvet og kunne mærke tårene presse sig på, det var den voldsomeste reaktion der var kommet på det, hun havde kun fortalt det til en anden og han havde taget det meget pænt, dog tvangsfodrede han hende. Tårene begyndte langsomt at glide ned af hendes kinder, dryppede ned og ramte hendes bare kolde fødder. Hun trak på skuldrene og anede ikke hvad hun skulle svare.

Da Sariel så at Alane rejste sig op uden at sige et eneste ord frøs det inde i ham. han sank en klump og rejste sig hurtigt op da han så den første tåre falde fra hende øjne. Han løb nærmest hen til han og krammede hende, stod bare og holdt om hende. "det han løses, tænk ikke på det nu" hviskede han, han var skuffet over at sådan en køn pige havde så lavt selvværd, men han ville støtte hende. Han stile sig på knæende og så op på hende, "vil du ikke godt blive?" hviskede han og så op på hende han holdte og hendes hånd og så alvorligt på hende men havde også det triste ansigt.

Alane så kort på ham men så hurtigt ned igen. Hun tørrede hurtigt tårene væk men nye pressede sig allerede frem og hun stod bare. En strøm af elektrisitet fløj igennem hendes krop da han lagde armene om hende og hun begyndte bare at græde endnu mere. Hulkede stille, snøftede, prøvede bare på at få det til at stoppe men det virkede ikke rigtigt. Hun puttede sig ind til ham og lukkede øjnene i. Hun nikkede stille til det han sagde og stod bare Dog åbnede hun øjnene og kiggede ned på ham, igen nikkede hun "Jeg vil godt blive". Hun kunne ikke lade være, hun lænte sig ned og kyssede ham direkte på munden. Kysset var lidenskabeligt men alligevel genert.

Sariel fik lukket sine øjne i og nød hendes kys, han rejste sig op igen og så hende i øjne. "Må jeg tage dig til behandling, altså når du er klar?" spurte han tøvende. Han bed sig selv i læben og var lidt usikker om det måske var for tidligt at spørge om. Han så lidt væk og følte skam, man skulle vel passe på hvad man sagde, hun var vel skrøbelig. Han så på bordet hvor den uspiste mad var. Han samlede det hele i et fad og stilte det i køle skabet imens han så begyndte at vaske op, han havde ingen idé hvordan han skulle takle dette.

Alane så på ham da han vendte sig bort, følte sig en smule afvist men sagde ikke rigtigt noget. Hun satte sig stille på stolen som hun sad på før. Hun stirrede op på ham da han spurgte om det "Vil det gøre dig glad?" Hendes stemme var håbefuld, hun ville lade ham gøre det hvis det gjorde ham glad. Hun rejste sig op, gik hen og så op på ham. Hun vendte forsigtigt hans hovede så de så på hinanden, tog derefter hans hænder. Langsomt tog hun en dyb indåning og så ham i øjnene "Jeg er faldet for dig Sariel, hårdt. Jeg er forelsket i dig" Hendes kinder var flammende røde men hun sænkede ikke blikket.

Sariel stod ved køkkenet og stirrede ned i vasket, han nikkede til hendes spørgsmål, "Det er vigtigt for mig at du er rask" sagde han tavst og kneb øjnene sammen som om han ville vågne for denne drøm og opdage at alt var i den fineste orden. Han vendte hovedet stille og så hende dybt i øjnene, han sank en klump. Han havde også den fornemmelse for hende, men alting var så tidligt. "du er altså heller ikke værst alligevel" sagde han først alvorlig men så kom der et smil frem på hans læber. Han var altså også forelsket.

Hun så bekymret på ham og bed sig i læben. Hun kunne godt se at det hun havde fortalt ham gjorde ondt på ham. Måske skulle hun slet ikke have fortalt ham det og bareholdt det for sig selv. Men alligevel kunne hun ikke tvinge sig selv til at fortryde hun havde fortalt ham det. "Så må du godt tage mig til behandling". Hun bed sig i læben, rødmen stod ud mod hendes blege hud men det klædte hende på en måde. Hun blev først en smule bekymret men så kunne hun ikke alde være med at smile. Hun krammede ham og lod sit hovede hvile mod hans brystkasse. Hun så op på ham "Betyder det at du også godt kan lide mig?". Hun var en smule nervøs for svaret, men håbede på det bedste.

Han smilede af svaret. Han var glad for at hun ville tage imod hjælp. Hun var jo overhovdet ikke tyk eller noget der lingede. Hun var faktisk tynd nu hvor han lagde mærke til det, faktisk for tynd. Han ga hende et lille klem med armene og aede hende på kinden. "ja" hviskede han og et smill voksede på hans læber.

Hun smilede til ham, hun ville godt have hjælp men hun var bange for det, hun var rædselsslagen for behandlingscentre. Bed sig kort i læben og så ned, men hun stolede på ham og ville gerne have at han hjalp hende gennem det her. Hun så forsigtigt op på ham og rødmede vildt. Hun lænte sig op og gav ham et meget genert kys. Hun brød det langsomt og så ham byd i øjnene "Vil du så være sammen med mig, du ved..." Hun rødmede vildt men brød ikke hendes blik som fastholdt Sariels øjnene.

Sariel bed sig i læben af nervøsitet. han vidste ikke rigtigt hvad han skulle svare. Han ønskede at svare ja, men de havde lige mødt hinanden så han ville bare se tiden an og finde ud af sine følelser, bare for at være sikker. "Alane, jeg afviser dig ikke, men må jeg se tiden an?" spurgte han så forsigtigt som muligt.

Hun så på ham med sine øjne men kunne godt se hvad svaret blev. Hun lod sit blik falde og slap ham derefter. Hun tog et lille skridt væk fra ham før hun så op på ham igen, hun smilede stille "Det er okay" Hun følte sig udnyttet, hun troede at hun betød mere, for hende havde kyssende betydet alt. Men det var vidst ikke gengældt. Hun respekterede hans valg men var stadig ked af det. Hun ville dog ikke give op.

Han sagt en klump og kunne tydeligvis se at svaret havde såret hende. "Alane, jeg er forelsket" hviskede han og så uskyldig på hende. Han mente det! Han var faktisk en smule bange for at binde sig i et forhold. Det var længe siden sidst så han var faktisk en smule angst.

Hun så på ham og bed sig i læben, hun var såret pga de ting de havde gjordt sammen, hun følte sig endda en smule billig. "Jeg er også forelsket Sariel" Hun så ned og bed sig i læben igen. Hun havde aldrig haft en kæreste før og havde kun været forelsket en gang før. "Jeg har aldrig været i et forhold, det var et meget stort skridt at spørge dig, men jeg fortryder det ikke." Hun så op på ham og gik over til ham, hun krammede ham og lænte sig ind til ham. En lille tåre løb ned af hendes kind. "Jeg har kun været forelsket en gang før dig, jeg aner ikke hvordan man tackler sådan noget her.

Sariel tog sig til hovedet og lukkede øjnene. Han smilte til hende imens hånden på hovedet kløede sig i nakken. han lod sine arme hænge på siderne af ham, han var ret blank. "Alane?" sagde han hviskende. Han tog hendes hånd og kyssede den, "vil du være min kæreste?" spurgte han og et lille smil kom frem på sine læber, han måtte ligge angsten bag sig og håbe på det bedste.

Hun holdte forsat om ham men tørrede hurtigt sine øjne. Stille slap hun ham og tog et skridt baglæns. Så ned på sine fødder og bed sig en smule i læben, hun anede ikke hvad hun skulle gøre nu eller hvordan hun skulle reagere. Hun så så op på ham da han hviskede hendes navn. Rødmede vildt da han kyssede hendes hånd. Hun rødmede dog endnu mere hved hans spørgsmål. Så ham ind øjnene og smilte et genert men glad smil "Ja, der er intet andet jeg hellere vil" Hun krammede ham og puttede sig ind til ham. Hendes kinder super røde. Men hun var lykkelig.