Nattens lugte//Zean.

Tid: 21:43.
Dato: 20 oktober.
Dag: Søndag.
Vejr: Stjerneklart men dog koldt.
Sted: Den triste skov.
Omgivelser: Træer, buske, kratte, stier som snoer sig og du let farer vild på.
Tøj: Lange stramme bukser, t-shirt med print på af en pote, læderhalsbånd, støvler og en lædderjakke.


Stille næsten lydløse skridt kunne høres gennem skoven, Alanes blik var rettet mod stjernerne og hun lod hendes fødder fører hende hen hvor hun ville. Et lille smil var på hendes læber mens hun fulgte en af de snoede stier. Stille stoppede hun op da hun nåede en lysning med en sø i. Hendes blik gled over det blanke vand hvori månen spejlede sig. Hun gik hen og satte sig ved vandkanten og så på vandet, lod sine fingerspidser glide over vandets bløde men kolde overflade.

Zean kom roligt gående gennem skoven.
Den evige altid åh så farlige skov, med de døde træer og evige brun-grålig udseende.
Men han følte sig tiltrukket af stedet, her var ro og var der nogen der ville slås kunne de da bare komme an.
Han så op på himlen...Stjernerne var meget klare i nat.
Pludselig hørte han nogle lette, stille skridt et sted foran ham ogfik hans opmærksomhed mens han gik.

Alane lod sine sanser åbne sig, nød duftene som kom fra skoven. Alle fandt dette sted uhyggeligt men det gjorde hun ikke selv, hun følte sig tryg og roligt herude. En anden duft som ikke plejede at være der bragte hende ud af hendes egen verden, hun åbnede sine grønne øjne og så mod duften. Roligt kom hun på benene, satte i løb, fulgte duften. Hendes skridt var lydløse. Hun stoppede, godt skjulte af træer og buske. Der var en som også var i skoven, det var føste gang hun havde lugtet ham. Langde hovedet på skrå og betragtede ham i dyb stilhed.

Han kunne mærke personen bevægede sig væk, og så rundt, til et sted han ikke helt ikke kunne bestemme.
Han kunne snart mærke den lille følelse af at blive overvåget, at nogen holdt øje med ham, så personen havde nok opdaget ham.
Han var opmærksom og huskede sidst, faktisk også med en varulv, for det sagde duften ham det var, som havde holdt øje med ham.
Det havde faktisk været sjovt...
Han gik roligt videre

Hun stod stadig i sit skjul og havde ikke i sinde at komme frem før hun vidste om den fremmede var venligtsindet eller om han var farlig. Dog tiltrak hans mystik hende og hun bevægede sig lydløst tættere på mens hun betragtede ham med en stor intensitet. Hun skulle ikke nyde noget af at blive overfaldet eller opdaget. Selv var hun ikke klar over at hun var opdaget så hun fulgte stadig den fremmede mand. Hendes blik var fæstnet til ham og hun slap ham ikke et split sekund. Skoven kendte hun som sin egen baglomme, hun kom her ofte.

Han stoppede op og stod lidt og orienterede sig og så pludselig derhen hvor hun gemte sig, selv om han ikke kunne se hende, men han kunne mærke hendes sjæl.
"Varulv..." smilte han, hans smil virkede lidt grumt, men så alligevel ikke...
"...Kom frit frem" han huskede hvor længe han havde stået og prøvet at lokke en frem før og vis det skulle tage så længe ville han da bare selv gå op efter personen, gemmelege havde aldrig været hans ynglingsleg, men fangeleg.... Han smilte for sig selv.

Hun stoppede med det samme han stoppede. Hun betragtede ham stadig, hans mystiske aura tiltrak hende på en underlig måde. Alane var en person som altid blev tiltrukket af det mystiske, det uhyggelige, det farlige og det vilde. Selvom hun tit brændte fingerne når hun legede rundt på denne måde stoppede hun aldrig. Hun stivnede fuldstændigt da hun hørte den anden. Stadig troede hun var gemt og ikke opdaget, men desværrer tog hun fejl. Hun var opdaget, dog ikke set. Hvor dum var han lige, troede han virkelig at hun ville komme frem og blottet sin eksistens, så dum var hun ikke. Hun blev stående, stille i sit skjul.

Han sukkede og strakte sig enden han sagde noget igen.
"Helt ærligt, vis jeg virkelig ville jage dig til døden havde jeg nok gjort det siden jeg kunne mærke dig" sagde han træt
"Altid den forsigtighed og mistroisk" han så hen mod det sted hvor han kunne mærke hende.
"Ellers kommer jeg selv" det sidste kunne nogen nok tage som en slags trussel, men det kom jo an på hvilket sindelag man havde.

Hun lænte sig op af træet bag hende, hun var gemt af de mørke skygger som kom fra træerne omkring hende, hun så på ham som om hun bedømte ham, om han var en værdig modstander til at lege med eller om hun bare skulle gå nu.
"Du kan bare komme efter mig" Hun rullede en smule øjne, hovmodig og arrogant, den typsike type. Hun kunne godt lugte hvad han var. Men det skræmte hende ikke, det gjorde hende bare mere nysgerrig.

Han lagde ikke skjul på sin irritation.
Til overraskelse, eller måske ikke, begyndte han i stedet bare at gå sin vej, vis folk ikke gad, så gad han da heller ikke, måske gik han glip af noget sjov... Men han ville også lige se om hun ville følge efter ham, faktisk havde han en lille ide som han ville prøve vis hun fulgte efter ham.
Han smilte lidt for sig selv og gik roligt af sted.

Hun kunne ikke lade ære med at fnise pga hans irritation. Det morrede hende at hun kunne irritere ham så meget selvom hun næsten ikke gjorde noget for det. Stille lagde hun hovedet på skrå da han begyndte at gå, hun satte dog langsomt efter ham, han var nu intressant, gad vide hvem han var og hvad han lavede her. Hun gik en smule mere ud i lyset men ikke megety, denne gang kunne du skimte hendes silhuette, før kunne du slet ikke se hende.

Han så sig lidt til siden uden rigtig at dreje hoved og bemærkede at hun fulgte efter ham igen.
Han smilte lidt og lod som om han ikke rigtig lagde mærke til det mens han begyndte at gå hen mod en hytte han vidste der lå der.
Den var gammel og faldefærdig, grunden til han kendte til den var en vampyr han engang havde mødt som brugte den som fælde.
Ikke fordi han ville gøre det samme.

Hun så på ham med betaget øjnene, han var en underlig en ham her.
Stadig på listetå fulgte hun efter ham, hun havde dog ikke tænkt sig at give sig til kende, ivertfald ikke endnu. Dog gik hun en smule tættere på ham da det var som om at han ikke vidste at hun var der mere. Desværre kendte hun ikke sandheden. Hun lod sine øjne flakke rundt og opdagede at hun ikke havde udforsket denne del af skoven endnu og det gjorde det bare mere spændende. Hun fulgte ham, unden at vide hvor han skulle hen.

Snart dukkede en lille forladt hytte op mellem træerne, den så faldefærdig ud, men virkede alligevel tildels stærk.
Han gik hen til den og lod stadig som om han havde glemt alt om hende, han åbnede knirkende døren og trådte ind mens han så sig omkring.
Der var mørke plettet lidt over det hele, sikkert efter vampyrernes måltider, ellers lå der resterne af en seng i et hjørne, der var et lille bord, en hel stol og en stol som manglede nogle ben.
Eller var der tomt og mørkt, vinduet i den ene side var knust og en lille vind gled ind i rummet og gjorde så der ikke stank alt for meget.
Han lod som om han kiggede nærmere rundt i hytten og døren gled stille i.
Da han var sikker på hun nok ikke kunne se ham, stilte han sig op mod væggen så hun måske ikke så ham med det samme, vis hun fulgte efter...

Hun fulgte efter ham, nysgerrig som hun var. Han var spændende men hun vidste ikke helt om det her var sikekrt men alligevel forsatte hun efter ham. Hun lod mærke til at han var på vej mod en faldefærdig hytte men alligevel så den ud til at den kunne klare mere end hvad man lige foventede. Hun bed sig en smule i læben og vidste ikke helt om hun forsat skulle følge efter ham. Hendes fødder bevægede sig automatiskt efetr ham som om hendes hjerne bare ville have hende til det. Hun stoppede foran døren og kiggede lidt på den før hun forsigtigt greb om håndtaget, åbnede forsigtigt døren på klrem derefter. Hun lod sit blik glide rundt i hytten, da hun ikke så ham nogen steder trådte hun helt ind i hytten, var hun blevet snydt?

Døren åbnede sig langsomt, men først trådte hun ikke ind, men endelig sejrede hendes nysgerrighed vist og om det han gjorde nu var meget dumt eller ej, måtte tiden jo vise.
Han skubbede døren i igen og gik ind foran døren og lod blikket glide over hende, selv om det var mørkt så han bedre end mennesker, dog ikke alt.
"Aha, det er sådan du ser ud" smilte han og lignede ikke en der gad at slås.

Hun lod sit blik glide over inventaret i hytten. Der var ikke meget herinde, hun lagde stadig ikke mærke til den fremmede som var herinde ivertfald ikke indtil døren smækkede i bag hende. Hurtigt vendte hun rundt og stod nu ansigt til ansigt med ham. Hun trådte hurtigt nogle skridt væk og ind i skyggerne da hun ikke ville ses, så kunne hun nemmelig ikke blive kendt. Betragtede ham, han lignede ikke en som ville slås og det var jo et godt tegn, hun ville ikke slåsm hun sloges ikke rigtigt, kun hvis hun var i farer og det vidste hun ikke om hun var nu.

Han grinte lidt, han havde fået et rimeligt godt billed af hvordan hun så ud.
"Jamen da, er du stadig bange for at blive set? Hvad skulle det gøre?" sagde han og lænede sig op af døren med korslagte arme.

Hun så på ham og knurrede lavmældt, hun brød sig ikke særligt meget om situtianon mere. Hendes blik gled rundt i hytten og hun lod mærk til det ødelagte vindue, en flugtvej, hvis alt nu skulle gå galt. Hun vendte blikket mod hamd a han begyndte at snakke. "Nej, det er bare bedst hvis du ikke ser mig"

Han så undrende på hende
"Hvorfor? Er du bange? eller er det fordi du tror jeg har en death note eller noget? For så glemmer du jeg ikke kender dit navn" han så lidt hen mod hende, hun følte sig ikke helt sikker ved det, men han ville altså have fundet ud af hvorfor hun ikke ville ses.
"Eller er du bare almindeligt sky? Måske bange for hvad andre syntes om dig?"

Hunn blev stående i mærket hvor hun nu var, hun ville ikke ses, hun ville ikke ses af en som hun rent faktisk havde forfulgt, eller ikke helt forfulgt men noget i den stil. Det var jo kun for sjov, men det vidste hun jo ikke om han vidste. Bed sig forsigtigt i læben og så væk, han var begyndt at stille en smule nærgående spørgsmål, faktisk for nærgående. Hun havde fuldstændig ignorreret kommentaren om death noten. Hun begyndte langsomt at bevæge sig mod rettningen af vinduet, dog stadig gemt i skyggerne.

"Hold nu op!" sukkede han opgivende
"Vis du vil gå, så spørg dog om jeg ikke vil fjerne mig fra døren, vinduet er jo nærmest for lille til dig! Og du glemmer at vis du går hen til vinduet kan jeg se dig" det sidste var sagt lidt ironisk men i virkeligheden var han ved at blive irriteret, hvorfor måtte han ikke se hende?!

Hun stoppede op og krøb en smule sammen, hun brød sig ikke om hans tonefald. Kort så hun over mod ham.
"Jeg kan sagtens komme ud af vinduet og nej det hedder at jeg vender ryggen til dig, så kan du ikke se mig" Hun var stadig gemt i mærket og ville ikke komme frem emdmindre han tvang hende til det. Hun havde det ikke godt med sit udseende, hun havde lavt selværd så hun syntes selv alt var grimt ved hende. For ikke at nævne hvor tynd hun var, hun var jo ikke andet end stortset knogler.

"Fint, så drejer vi den bare om på en anden måde, indten kommer du med den rigtige grund til hvorfor du ikke vil ses eller også, når du er flygtet, jagter jeg dig til jeg ser dig" han var vel lidt stædig, men altså....hun opfordrede ham jo nærmest!

Hun bed sig i læben og så på ham, hun ville ikke komme med grunden men hun ville hellere ikke jagtes, men på et eller andet punkt valgte hun jagten frem for sandheden. Hun brugte sine evner og fik ham til at vende sig om ved hjælp af hans skygge. Hun løb over til vinduet som hun hoppede ud af, dog kun med nød og næppe og det kostede hende nogle rifter fra glasset som sad i kanterne men ikke noget hun ikke overlevede. Hun løb hurtigt gennem skoven, mod Werclare by.