Nattens lugte//Zean.

Vreden nærmest exploderede i ham, da han mærkede hun brugte sine evner mod ham.
Han ville jo bare se hvordan hun så ud, var det så stor en ting? Han knurrede og sprang ud af døren og efter hende.
Imens var det som om vreden fik overtaget, han mærkede kort smerte og lidt efter var han vokset, han var højere, stærkere, han havde nogle vinger på ryggen og en hale.
Han knurrede højlydt, baskede kort med vingerne og fløj så efter hende.

Hun løb så hurtigt hun kunne gennem skoven men desværre var det meget langt inde i skoven det her men hun ville ikke give op, blodet løbe ned af hendes arme, ikke voldsomt men det var synligt. Hun bed sig i læben og kæmpede sig gennem kratte, buske og træer. Hun kunne høre døren blive smadret op bag hende og hun pressede sin krop yderligere. Hun var glad for alt den løbetræning hun havde fået. Hun kunne godt lugte hvor han var men ligenu havde han for travlt med bare at komme afsted til at lægge mærke til noget.

Han anede ikke hvad hun mente, men han fløj efter efter hende og det varede ikke længe før han kunne mærke han hælede ind på hende.
Han ville ikke slås, bare se hende.
Han kunne ikke forstå folk var så bange for at blive set, hvad gjorde hun når hun mødte andre? Gemte sig i et hul? Så var det da et held hun ikke var blevet sindsyg endnu, for alle var sociale i en eller anden grad og ingen ville kunne undvære at snakke med andre i længere tid.

Hun bed sig i læben, hun ville bare ikke ses af en som hun havde fulgt efter, det ville være for pinligt syntes hun. Det kunne godt være at han tænkte anderledes men hun ville bare ikke ses. Hun stoppede kort for at få vejret men løb hurtigt videre igen, hun kunne godt mærke at han var kommet meget tættere på og derfor kunne hun ikke holde en stører pause men kun en meget kort en. Dog var hun i meget god form så hun kunne løbe et godt stykke endnu, men han havde jo fordele hun ikke kendte til. Lydløse vingeslag mødte hendes øre og hun standsede, kiggede meget kort og hurtigt tilbage, det var ham. Hun satte hurtigt i løb igen og bed sig i løben, Hun drejede af og løb ind i det tættes skovområde der var, her kunne hun mårke gemme sig? Hun gemte sig ivertfald herinde.

Han sukkede og stoppede pludseligt op.
Hvorfor enlig? Dette var jo barnligt, som børn i en børnehave der jagtede hinanden fordi den ene havde taget dens andens slik.
Han havde jo også set lidt af hende, nok til at genkende vis han nogensinde så hende igen.
Ud over det var barnlig var hun også løbet ind i noget tættere skov.
Han slappede af og mærkede hvordan vingerne og halen forsvandt, at hans krop blev til den normale Zean igen.
Han rystede på hoved.
Måske havde han gjort det fordi han kede sig? En ting vidste han hvert fald: hun var skør.

Hun sukkede langsomt og tog en dyb indåning. Stille sad hun og tænkte, det gik op for hende hvor barnlig hun egentlig var. Langsomt kravlede hun ud af det tætte krat hun havde gemt sig i. Hun sad nu ikke særlig langt fra Zean og så på ham. Hun sad i skræderstilling. Hun bed sig en smule i læben men så bare på ham. Hun vidste godt at hun havde opført sig barnligt men det sluttede hun med nu. Hun var jo trods alt 18 nu så hun måtte til at tage noget emre ansvar for hvad hun gjorde og forhåbenlig var det her starten på det ellers så var det bare et af hendes øjeblikke.

Vinden skiftede pludselig og der kom en kold vind fra nord, endnu et tegn på vinteren var på vej med hurtige skridt.
Han gøs kort over det og så fredeligt op på træerne som knagede blidt under den nye vind, ikke fordi det var en hård vind.
Han strakte sig, som altid, det var underligt at forvandle sig og nu havde han gjort det to gange inde for den sidste måned.
Han var som forandret.
Men alle vidste vel at dæmoner var skizofrene.

Alane sad bare og stirrede på ham før hun stille rejste sig op, hun gjorde ikke megt kunst ud af at være stille og lydløs mere, nu var hun jo opdaget og havde givet sig til kende så det var der ikke nogen grund til mere. Hun gøs stille ved den kolde nordvind, lod sit blik glide op på den grå himmel, det var kedeligt vejr, jagten havde forgået lang tid, hvor lang tid var hun ikke sikker på. Hun betragtede ham stille før hun langsomt gik tættere på ham, dog ikke for tæt. Hun anede jo ikke om han ligespludselig havde skiftet mening eller havde tænkt sig at slå hende ihjel.

Han hørte hende og så hen mod hende
"nu tør du eller hvad?" smilte han lidt og lænede sig roligt og af et træ, han virkede ikke fjendtligt, men man kunne selvfølgelig aldrig vide, dog havde han intet i tankerne.
Der var noget fredeligt ved at se på skoven, hvordan det hele...bevægede sig.

Hun så på ham og gik hen foran ham, han virkede ikke truende. "Jeg var barnlig før men jeg var klar nu til at vise mig selv" Hun så på ham og lod så igen sit blik glide op, hun elskede at være ude i skoven men sådan havde det jo altid været, hun var jo trods alt også en varulv, så det var meget naturligt at hun elskede alt hvad der var udendørs, eller næsten alt ivertfald. Hun så igen på ham.

"Jamen dog" smilte han og lod blikket glide over hende, hun var jo ikke grim eller havde nogle vandskabte ting, så han forstod det stadig ikke helt, men lod det ligge.
"Det var da rart"

HUn trak stille på skuldrene og så på ham, hun bed sig i læben og betragtede ham, han var en god del størrede end hende men det var alle jo nu til dags, hun var altid den mindste i det selskab hun befandt sig i. Men det generede hende ikke særlig meget, nogle gange dog. Men en ting kunne hun ikke tage, det var hvis folk begyndte at drille hende med hendes højde, det var jo ikke hendes skyld hun var lille.

Han kommenterede det slet ikke, folk havde den højde de nu havde og sådan var det.
Han så istedet igen op mod træerne, nu havde han set hende, så havde han det fint, men vidste ikke hvad de skulle snakke om vis de skulle snakke.

Hun starkte sig langsomt, man kunne høre hendes muskler poppe. Langsomt sukkede hun i tilfredstilleses. Hun smilede stille og lod sit blik indfinde sig på himmelen, hun var træt men følte ikke for at tage hjem, der var langt og hun gad virkleig ikke. Hun hvade bare lyst til at lægge sig ned og sove herude i skoven, det lød egentlig meget fristende, bare at sove herude, under åbenhimmel, men vinterkulden suser en om ørene.

"nå....Jeg må videre" sagde han
"Hyggeligt at se dig...medmindre du vil med?" sagde han og begyndte at gå af sted.

Hun bed sig i læben og så efter ham, dog besluttede hun sig for at følge efter ham, hun havde ikk bedre at tage sig til. "Jeg har ikke bedre at tage mig til så jeg vil godt med. Hun gik op siden af ham og så på ham før hun lod sit blik glide fremad for at se hvor hun gik.

"Okay da" smilte han og proppede hænderne i lommerne for ikke at fryse om dem.
Han så sig roligt omkring.
"Hvad hedder du så?" spurgte han
"For nu kender jeg ansigtet, så mangler jeg bare et navn at sætte på det"

Hun så på ham og fulgte ham forsat, hun anede ikke hvor de skulle ehn og hun var nysgerrig. Hun bed sig en smule i læben.
"Hvor skal vi egentlig hen?" Hun så op på ham og så ham i øjene "Alane" Hun smilte stille og ventede på en reaktion "Hvad med dig, hvad er dit navn?"

Han nikkede lidt
"Zean" svarede han først på hendes sidste spørgsmål.
Han trak på skuldrene
"Jeg tænkte på at forlade skoven og gå hjem" sagde han
"Det er blevet lidt køligt og jeg tror min lejlighed savner mig" han smilte lidt, kulde skræmte ham ikke væk som sådan, men lige nu havde han ikke det rigtige eller nok tøj på til det.

Hun nikkede stille da han fortalte sit navn, Zean, det var ikke et navn hun havde hørt før. Hun smilte stille og s¨op på ham, ellers var hun stille, hun bed sig en smule i læben da hun hørte at han ville tage hjem. Langsomt nikkede hun. "Okay" Hun så op på himmelen og gabte stille, selv orkede hun ikke at gå hjem. Dog var det meget fristende.

De gik roligt gennem skoven da endnu en kold vind omsluttede dem og den eneste lyd der blev hørt var træernes hvisken da de modtog vinden.
"Tror vinteren er på vej, de har jo også lovet sne" sagde han, klassisk at tale om vejret, men alligevel en god port til at snakke.

Hun så på ham og vidste at han havde ret i at vinteren var på vej. Hun kunne selv mærke det. stillede nikekde hun og så op på ham "Du har ret, vinteren er snart på vej og den kommer med hastige skridt." Hun smilte stille, hun glædede sig til sneen, hun elskede at tumle rundt i den og lege som en lille hvalp.

alle elskede sne, hvorfor? Selv elskede han den kun vis han kunne sidde inde i varmen og se på den uberørte sne om lagde sig som et tæppe over landskabet.
Faktisk havde han de sidste mange år søgt tilflugt i en varm hytte i skoven eller i bjergene der hvor han kom fra og bare set på sneen og levet alene og genopfrisket sine instinkter og overlevelsesinstinkter.
I år var han dog bland menneskerne og alle de andre racer.
Lidt en forandring.