det store uvejr - Alane

tid: kl 22:00
vejr: stormer blæser kræftigt og regner som en gal og det stormer simpelhen
årstid: efterår
omgivelser: en masse huse ved havnen men ellers kan man ikke se noget på grund af al regnen


det regnede og stormede ude på havnen man ville ikke kunne se noget som helst nogle steder fordi regnen kommer ned i vilde strømme.

Alane sad stille nede på havnen, urørt af uvejret. Hendes tøj var gennem blødt og hun var sikkert også blevet syg men egentlig var hun ligeglad. Hun var vant til sygdom og kunne sagtens lade som om hun ikke var syg. Hendes grønne dyriske øjne gled op å himmelen, regnen fossede ned og ramte hendes lille fine krop som sad midt ude i det hele og stirrede på bølgerne.

pludslig kom der en skikkelse gående med en paraply i hånden og det mærkeligst var at paraplyen var urørt af vejret det ligende som om at den ikke var rørt af blæsten og skikkelsen stoppede så foran hende "hvad laver en sådan køn pige som dig ude her i det her vejr" spurgte skikkelsen han havde en maske på og noget sort tøj men man kunne kun se hans øjne som på en eller anden måde lyste grønt de var som små stjerner på en skyfri nat.

Alanes øjne var som fastlåst på himmelen, et smil på hendes læber. Den blege hud kold som is og hvid som sne. Hun så så på bølgerne som sprøjtede ind over kajen, nogle gange blev hun endda ramt, så tæt sad hun på vandet. Vinden hev og sled i hendes lille krop og hun ville ikke kunne stå fast i det uvejr der var uanset om hun prøvede eller ej. Hun løftede blikket op på den fremmede som stod over hende. "Hvad laver du selv ude i et vejr som dette?" Hendes tone var nysgerrig men ikke hård eller noget i den stil. Hun lagde hovedet på skrå og betragtede ham.

"jeg var lige på vej hjem havde nemlig købt lidt ind" sagde han til hende "men du svarede aldrig hvorfor du var her selv" sagde han på en blid måde han var jo ikke hård imod folk eller noget men han undrede lidt over hvorfor hun sad der som om der slet ikke var noget galt med vejret.

Alane så op på ham og nikkede stille, hun så lidt på ham men kunne da ikke se de varer han skulle have købt. Hun lagde hovedet på skrå og så en smule skeptiskt på ham. "Jeg sidder her egentlig bare og nyder vejret" Hun lod igen sit blik falde på de oprørske bølger. Hun kravlede helt ehn til kanten og blev med det samme dækket af en stor bølge som næsten rev hende med ud i havnen dog nåede hun lige at støtte sig selv så hun ikke faldt i.

han kiggede lidt undrene på hende i 2 sekunder og så begyndte han at snakke igen "vil du måske med hjem til mig?" spurgte han hende og holdte sin hånd hen imod hende han kunne nemlig godt se at det kunne godt være at hun nød vejret men med den hastighed vejret havdet så ville hun blive revet ned i havet.

Alane sad forsat og kiggede på bølgerne. Hun lænte sig længere ud over kajen og så ned i dybet, et glimt fascination i hendes øjne. Hun så kort over på ham, endnu et skeptiskt blik. Hun satte sig ordenligt tilbage og endnu en bølge slog idn over hende men ramte hende aldrig. Hun vendte rundt og så på ham "Hvorfor vil du dog have mig med hejm"

"jeg synes bare det er trist at se dig sidde her ude alene så jeg tænkte nok du vil have måske lidt selvskab og med den hastighed du kommer tættere bølgerne så ryger du snart i vandet" sagde han på en blid måde han ville jo ikke mene noget ondt eller noget.

Hun så på ham og blev siddende, hun havde utallige rifter op og ned af armene og i ansigtet da bølgerne også førte sten med op og ikke kun vand. "Trist, hvordan er det trist, jeg har jo selv valgt det?" Hun lagde forsigtigt hovedet på skrå og betragtede ham.

"du kan jo bare sige nej hvis du ikke har lyst men hvis du følger dig ensom så kan du jo bare komme med" sagde han med en blid måde han mente jo ikke noget ondt med det.

Hun så på ham og trak på skulderne, en smule blod løbe ned af hendes ansigt pga de snit hun havde fået. Hun rejste langsomt op og så på ham "Okay, så før an" Han kunne bare lige prøve på noget, hun var træt af folk som prøvede at udnytte hende.

"okay kom med mig" sagde han til hende og holdte sin hånd hen imod hende så han kunne holde i hendes hånd da man ikke ville kunne se en pind men han kunne vejen hjem i hovedet.

Hun så op på ham og lagde hovedet på skrå hvorefter hun rejste sig op uden besvær i vinden denne gang. Hun så lidt på hans hånd og rystede så på hovedet "Det behøves ikke, jeg kan godt selv gå"

"okay kom med mig" sagde han og trak hånden tilbage og begyndte at gå men gik ikke så hurtigt fordi hun skulle jo følge med og han havde paraplyen over dem begge to.

"Okay" Hun så på ham og fulgte stille efter ham, hendes skridt var helt lydløse og meget elegante. Hun så på ham og så så op på paraplyen over dem før hun lod sit blik glide frem for at holde øje med hvor hun gik og hvor de skulle hen.

han gik stille og roligt afsted hen imod en vej der førte ind i en skov. det blæste kræftigt og regnede lige så kræftigt.

Alane fulgte efter ham, hun lod sit blik spejde rundt omkring for at observere deres omgivelser sådan at hun selv kunne finde hjem.

"bare rolig det er ikke lagt væk så det kommer ikke til at tage lang tid" sagde han venligt. imens han kiggede på hende. De begyndte at være lidt længere væk fra havet nu men det var stadig tæt på da man kunne stadig hører bøljernes brusen. De var nu igang med at gå igennem en slags vej ind i den triste skov. Regnen faldte stadig ned i vilde strømme men regnen var nu ikke så kraftig mere på grund af træerne stod i vejen.