Betonblokkene //Ottie//

Ottilie nikkede langsomt til at hun havde hans navn rigtigt, det var heldigt.
Hun rystede på hovedet, og satte glasset med mælk ned "nej, jeg har arbejde" sagde hun. Det ville være økonomisk umuligt for hende at gå på gymnasiet.. hun havde ingen familie som hun kunne bo ved mens hun tog en uddannelse.. men det var også ligegyldigt, hun var ikke engang sikker på om hun gad gå på gymnasiet.
"Går du der?" spurgte hun så, og lagde hovedet på skrå.

Thallium rystede på hovedet "Nej... Jeg går der ikke... Jeg gider ikke, der er ingen mening ved det, jeg skal nok lære hvad jeg skal lære, i løbet af de næste mange år." sagde Thallium og smilede til Ottilie.
Thallium spurgte interesseret "Hvad arbejder du med?".
Thallium tænkte selv tit på at han skulle finde et arbejde, han vidste bare ikke lige hvad han skulle arbejde som, og det var ikke pga. pengene, men bare for at have noget at lave i dagtimerne, dog gad han ikke High School fordi han med sikkerhed også ville få en masse lektier for så.

Ottilie så på ham, og bed i toastbrødet mens hun lyttede. "Så du vil hellere vente og se hvad livet bringer?" sagde hun og smilede til ham.
Hun legede lidt med mælkeglasset, og så på mælken "jeg arbejder i en lille blomsterbutik i deepshell.. og så hjælper jeg til nogen gange på et kontor i weekenderne" sagde hun, og smilede lidt af han interesserede tonefald. Hun rettede sig lidt op igen, og drak lidt mælk. Hun kunne godt lide mælk, og æbler, men det var jo også en del af naturens 'føde' kunne man vel sige.
En del af moder natur.
Hun sukkede stile, og strakte sig lidt "tak for mad" sagde hun, og smilede lidt til ham.

"Jaah... Det tror jeg." svarede Thallium.
"Det kunne være jeg skulle til at købe en hel del flere blosmter." konstaterede Thallium og smilede skævt til Ottilie.
Thallium overvejede et øjeblik hvad han kunne lave... Der var ikke så meget at lave i hans lejlighed.
Måske ville hun gå en tur med ham? De kunne gå lidt rundt i byen eller finde en park?
Nej... Hun skulle jo alligevel snart hjem, hendes forældre ventede sikkert også på hende.
"Venter dine forældre egentligt ikke på dig?" spurgte Thallium og var allerede på vej ind i stuen for at hente familiens fastnet telefon så hun kunne ringe hjem, og fortælle hun var uskadt.
"Det var så lidt.. Der er mere hvor det kommer fra."

Ottilie så på ham og grinede lidt da han snakkede om at købe flere blomster "tja, blomster er der i hvertfald nok af" sagde hun stille, og tænkte lidt på den farverige butik.
Det var et rart sted, et ånderum midt i byen ifølge Ottilie.
Hun så hurtigt op på Thallium da han begyndte at sludre om at hendes forældre og om hun ikke skulle ringe hjem.
"Tha.. Thallium jeg har ikke nogen" sagde hun hurtigt, for at han ikke skulle hente telefonen.
Hun blev siddene på stolen for hun håbede at han havde hørt det, og at hun ikke behøvede forklare nærmere for hun kunne intet huske om noget, eller nogen af dem..

"U... Und... Undskyld." sagde Thallium og gik ind til Ottilie igen og lagde hænderne venligt på hendes skuldre.
Thallium ville ikke kunne forestille sig, at miste hans forældre nu, han havde som elver et meget tæt forhold til sin familie, dermed ikke ment han ikke trodsede dem som en almindelig teenager jo gjorde, for det gjorde han, han kunne bare ikke forestille sig at han ikke havde sine forældre længere.
"Det må du altså meget undskylde Ottilie..." sagde Thallium endnu en gang.

Ottilie trak bare på skuldrende "det går nok, jeg kan alligevel ikke huske dem" sagde hun stille, og smilede svagt til ham. Det var jo ikke hans skyld..
Hun så kort på hans ene hånd på sin skulder. Det var egentlig rart, det var som om han ville dele medlidenheden med hende fysisk, dog betød medlidenheden ikke så meget, for hun kunne ikke huske noget som helst om dem.
Hun lagde sin ene hånd på hans og så på ham og smilede forsigtigt til ham "det går nok, du behøver ikke undskylde" sagde hun, og gav hans hånd et blidt klem, før hun tog sin hånd til sig igen.

"Vil du egentligt ikke have mit nummer, så kan du ringe så kan du besøge mig igen når du vil?" Thallium gav hendes skulder et venligt klemt da hun klemte hans hånd.
Thallium bukkede sig halvt ind over hende, og sagde "Vis der er noget, kan du altid komme til mig, er der nogen der generer dig kan du også bare sige til, eller vis du får brug for noget, min far er ret godt inde i loven."
Thallium begyndte at rydde af bordet.

Ottilie så op i hans øjne og lyttede til forslaget om at få hans nummer.. det lød fornuftigt. "Jo det.. det vil jeg godt.." sagde hun stille, og sank en klump i sin hals. Hvor var han dog venlig.. hvorfor var der ikke flere af hans slags? Hun smilede lidt til ham, og så på ham da han kom lidt tættere på "tak.." hviskede hun stille, og så på ham da han begyndte at rydde af bordet. Hun stod lidt, og kløede sig kort på armen. "Er der noget jeg kan hjælpe med?" spurgte hun stille.
Det var lidt underligt at stå der, og lade ham gøre det hele, så hun ville gerne hjælpe.

"Tjoeh... Nej det tror jeg ikke. Jeg skal lige redde senge, så er alt gjort. Vil du med ud og gå en tur her i området?" spurgte Thallium, før han skyndte sig ind på sine forældres værelse og redte sengen næsten ligesom i militæret.
Thallium var god til at holde orden, når han ville.
Thallium lukkede bare døren til sit eget værelse, der gad han ikke til at redde seng.
"Vil du så med? - Jeg kan også følge dig hjem vis det er?" spurgte Thallium.

"Hmm.. jo det vil jeg godt" sagde hun så, og smilede lidt til ham.
Hun satte sig på en stol igen da han jo ikke ville have hjælp, selvom hun stadig følte sig lidt dum ved bare at sidde der.
Hun smilede lidt til ham "nej det behøver du ikke, der er langt" sagde hun, og smilede venligt til ham. Der var ingen grund til at tage en vandretur til deepshell.
Hun rettede lidt på sin nederdel og så kort ned på sine fødder, og op på Thallium igen.

Thallium skyndte sig ind i stuen og fandt et stykke papir og en kuglepen og skrev nummeret ned.
"Det er hjemmenummeret, det er lige pt. den eneste telefon jeg bruger, det andet er spild og ødelægger miljøet." lo Thallium.
Thallium gik ind på sit værelse og tog nogen sko på og fandt to trøjer.
Thallium tog den ene på og rakte den anden hen mod Ottilie "Det er koldt vil du ikke låne den?"

Ottilie så på ham, og på sedlen og tog den stille op da han forsvandt ind på værelset. Hun smilede bare lidt af det, og var glad for at han gad bekymre sig for hende. Hun foldede papiret sammen, og lagde det i lommen. Hun så lidt ned i gulvet og, så op da han kom ud igen, og rejste sig med det samme. Hun så lidt på trøjen og kort mod vinduet. "Øhm.. jo tak " sagde hun så, og tog imod den.
Hun så lidt på den og smilede så til ham "nå skal vi gå?" spurgte hun så glad.

"Ja lad os det!" sagde Thallium og hentede sine nøgler og tog sine sko på, før han åbnede døren, for Ottilie, og gik ud efter hende, ikke lang tid efter det stod de udenfor opgangen.
Thallium så et par drenge længere nede af vejen, som han allerede godt kendte... Beboelsesområdets bøller.
Thallium, prikkede hurtigt til Ottilie, han havde hørt disse fyres rygte, dog aldrig direkte snakket med dem, men folk turde i hvert faldet ikke anmelde disse fyre til politiet "Kom med." nærmest kommanderede Thallium denne gang, men de fire drenge havde åbenbart set dem.
"Vis de der drenge kommer herhen så gå videre, uanset hvad.. Okay?" Det var godt hun havde mødt Thallium igår aftes og ikke dem.

Ottilie smilede muntert til ham, og gik ud først. Hun så sig lidt om da de endelig var ude af opgangen og tog en dyb indånding.
Hun kunne godt lide at komme ud i den friske luft, når man lige havde været undendørs.
Hun drejede hovedet, og så undrende på Thallium, og gik med ham.
"Hvad nu?" spurgte hun stille, og kastede et enkelt blik bagud og fik øje på fyrene. Hun så hurtigt på Thallium "kender du dem?" spurgte hun, og gik med ham.
Hun forstod ikke hvorfor hun skulle gå videre, han skulle da gå med? Men hun forstod i det hele taget ikke den anspændthed der lå over ham.
Hun strejfede hans hånd og så op på hans ansigt, og håbede det ville berolige ham lidt.

"Folk her i kvarteret siger at de der gutter er nogen man skal holde sig fra... Vi må hellere gå videre." Thallium tog hendes hånd og drejede ned og gik hen mod en tom legeplads, og drejede så ind i et buskads, som var rimeligt tæt, dog var der trampet en sti igennem.
De kom ud et stykke fra drengene som vist ikke havde set hvor de var gået hen, heldigvis.
Thallium overvejede at slippe hendes hånd eller om han skulle holde fast?
Han løsnede grebet lidt i hendes hånd så vis hun slap ville han også slippe men slap hun ikke ville han heller ikke gøre det.

Ottilie så sig lidt bagud, og derefter op på Thallium igen og fulgte med.
Hun forstod ikke helt hvad han havde ment, men de måtte jo være nogle ubehagelige typer så.. hvis Thallium forsøgte at undgå dem måtte hun vel stole på at han havde noget indsigt.
Hun greb kun fastere om hans hånd da den løsnede sit greb i hendes. Hun fulgte med, og så sig bagud igen.
"Gik de med?" spurgte hun stille, og så op på ham.

"Ja. Men vi nåede fra dem... Hvor skal vi gå hen? Der er en legeplads længere nede, med gynger." fortalte Thallium og tog et fastere greb om hendes bløde hånd.
Thallium kiggede et øjeblik på hende og smilede til hende, hun var egentligt ret sød og hjælpsom, han ville gerne hjælpe hende med hvad hun nu havde brug for, mon hun var mega rig, eller en af de der havde økonomiske problemer? Han selv havde jo hvad han skulle bruge.
Han manglede ikke selv penge, men ville gerne snart flytte hjemmefra, måske ville hun dele lejlighed med ham? Thalliums forældre kunne skaffe nogen ret gode lejekontrakter til Thallium og hans venner, for de kendte nemlig nogen andre elvere der arbejdede med sådan noget.

Ottilie så på ham, og nikkede stille til det han sagde "legeplads?" gentog hun, og lyste lidt op, men faldt så lidt tilbage i uvidenheden. Hun havde set børn lege, hun havde været på en legeplads før.. men aldrig leget der, eller i hvertfald ikke hvad han kunne huske af. "Det kan vi godt" mumlede hun så, og smilede lidt til ham.
Hun holdt stadig fast i hans hånd, ikke noget hun egentlig lagde mærke til, men det gjorde hun altså.
Hun smilede let ved tanken og rystede på hovedet af sig selv, og fik øje på den legeplads Thallium havde omtalt. Nu var det pludselig hende der trak ham afsted, hen til gyngerne "sit" sagde hun og grinede lidt, og fik ham til at sætte sig på en af gyngerne og slap hans hånd, og gav ham et let skub i ryggen, og smilede skævt.
Hun gav ham et puf mere, før hun skyndte sig hen og satte sig på den anden gynge.

Thallium ærgede sig næsten da han satte sig på gyngen over han måtte slippe hendes hånd, han lod hende skubbe sig et par gange og lo, før hun hoppede over på den anden gynge.
Thallium hoppede af gyngen og gik over og gyngede Ottilie.
Thallium lo og skubbede hende lidt højere.
"Flyv som fuglen, og fald... Som en sten!" drillede Thallium og skubbede gyngen mere stille og roligt.

Ottilie grinede lidt, da han rejste sig for at skubbe hende "jeg troede du skulle gynge?" grinede hun, og mærkede suset i maven da han skubbede hende lidt højere.
Hun grinede lidt igen, og rystede på hovedet "Jeg vil ikke falde som en sten" smilede hun, og så kort om på ham.
"Jeg vil hellere.. svømme som en fisk!" grinede hun, og vrikkede let med fødderne i den frie luft, selvom det ikke var så hurtigt mere.
Det gjorde hende nu ikke noget, selvom hun godt kunne lide højder. Det var noget af det bedste.

"Nej, du skulle gynge." sagde Thallium og skubbede hende lidt højere igen, før han stoppede med at skubbe og smilende satte sig over på sin egen gynge og kiggede hen på hende, før han satte sig til at smågynge.
"Jeg vil hellere svømme som en... Gris?" drillede Thallium og gyngede lidt højere.
Thallium overvejede et øjeblik hvad klokken var men gad ikke til at tjekke.

Ottilie så lidt om på ham, og grinede lidt da han skubbede hende højere "Men.. det skal du også" sagde hun muntert, og smilede da han satte sig på sin gynge igen, og gyngede videre. Hun strakte benene lidt hver gang hun var oppe i luften, og trak benene ind under gyngen når den gyngede tilbage igen.
"Kan grise svømme?" sagde hun overrasket, og rystede på hovedet "jeg tror du er skør Thallie.." drillede hun, og gyngede lidt roligere, og puffede let til hans gynge, og smilede drilsk til ham.
Det var vist ikke hver dag at grise kunne svømme, det var vist kun i Thallies hoved den slags duede.. men hvis man sagde at de kunne flyve så kunne de jo reel set også godt svømme.. "Jeg tror du hellere må være en fisk så" sagde hun leende.

Thallium trak på skuldrene og satte sig hen på den anden gynge og begyndte at smågynge "Kun fordi du siger, jeg skal så!" svarede Thallium og gav sig til at gynge lidt højere.
"Jeg tror de kan lære det... Jeg ved ikke om alle grise kan svømme... Folk siger jo de er klogere end hunde og hunde kan lære at svømme, ved du jo nok." Thallium prøvede ikke at være bedrevidende han havde bare en mærkelig paratviden, faktisk havde han en del ubrugelig viden.
"Nej for fisk, kan jo ikke trække vejret på land, og så er de... Fiskeagtige.. Tænk nu vis nogen lavede mig til en fiskepind!" sagde Thallium og prøvede at lyde seriøs og se helt seriøs ud, men hurtigt ødelagde et stort grin hans facade.

"Dygtig!" drillede hun kærligt, og stødte sine fødder lidt mod jorden, og trykkede gyngen bagud og trak så sine fødder op fra sandet og gyngede videre igen. "Ja det ved jeg, men jeg har aldrig hørt om svømmende grise.. det er måske ligesom at man ikke kan ride på zebraer, men det kan så godt lade sig gøre at tæmme dem.. måske er det muligt at lære en gris at svømme" sagde hun og vendte tænksomt de brune øjne mod himlen.
Hun grinede da han snakkede om at han ville komme til at være en fiskepind "Okay okay" sagde hun, og prøvede at være ligeså alvorlig som Thallium men kunne ikke, for hun blev ved med at komme til at grine, men han gjorde det jo også selv så hun var nok ikke hadet på grund af det.