Nogen gange så hader jeg dig mike? (Vicente)

Tid: 00:00 ca.
Sted: I skoven.
Dag: Lørdag
Dato: 6. nov.
Vejr: små tåget, Køligt, ingen blæst.


Cherry gik ned igennem skoven, hun havde en sort hættetrøje på og et par skyblå jeans, hun havde hætten trukket hen over hovedet.
Hendes sorte sneakers blev fugtige af den våde skovbund, Hendes hænder bar et par sorte ødelagte fingerløse handsker og hendes hals var udsmykket med en halskæde med et led formet som et sølv kors.
Hun gik og snakkede med mike, herude var der ingen der gloede mærkeligt på hende når hun gik rundt og snakkede med ingenting.
Hun bed sig svagt i sine halvtørre læber og sparkede til en gren.
"Han spurgte bare om vej Mike" sagde hun så og sukkede.

Vicente havde bevæget sig ud fra sin skovhytte og havde besluttet sig for at gå en tur i skoven. Vicente kendte skoven godt og han bevægede sig hurtigt imellem træerne. Vicente var høj og slank, hans hud var ligbleg og hans øjne blodrøde. Han var tørstig, men kunne dog holde tørsten ud, da den ikke var videre slem endnu. Vicente løftede en bleg hånd med knoklede fingre, bevægede den op til sit lange hår og strøg en af de lange, sorte lokker om bag det ene øre. Vicente var som altid iført de sorte bukser og læderjakken, det var det eneste sæt tøj, som han ejede og han havde heller ikke brug for nyt. Det så slidt ud, havde huller og flænger her og der, "souvenirs" fra hans tidligere kampe med diverse væsner og jægere.

Cherry bemærkede andet liv i skoven, men tænkte det ikke som nogen fare.
Hun så kort rundt i skoven, men så så igen på Mike som brokkede sig over at hun havde snakket med en fyr nede i byen.
Hun rettede lidt på sin handske og var begyndt at blive træt af alt hans brokkeri.
"Mike, Lad nu være, jeg orker ikke at høre på det .. skal vi virkeligt igennem det her hver eneste gang jeg siger et ord til en anden dreng" spurgte hun så i et suk og så sig omkring.
Hvem befandt sig herude så sent tænkte hun og mødte sjællendt nogle andre væsner herude.
Hun fugtede sine læber og så på på himmelen imellem skovens bladløse træer.

Vicente kunne pludselig dufte noget.. Det var en duft, som forekom ham en smule bekendt. Den virkede ikke bekendt nok til, at han havde mødt personen, det måtte være en race som han havde været nær før. En engel.. Vicentes tørst til blod steg ved tanken om, at en engel var i nærheden. De hviskende stemmer lød i hans hoved, de fortalte ham at de var tørstige og diverse andre ting. Han rystede let på hovedet for at få styr på de hviskende stemmer. Han prøvede at opfange duften for at finde ud af, hvilken retning han skulle gå for at finde denne engel. Han ville hellere end gerne bore tænderne i en engel og stille sin tørst.

Cherry stoppede pludseligt op da en duft svømmede ind over hende.
En duft der advarede hende, sendte fare signaler, Vampyr!
Hun begyndte pludseligt at løbe, hun var dog aldrig blevet bidt, men hun vidste skam godt hvor farlig en vampyr var.
Hun hoppede over nogle stuppe og grene og var nær ved at snuble.
Hun løb mod sit hjem som ikke lå langt fra hvor hun var, hendes hjerte bankede i hendes bryst og det gjorde ondt i halsen på grund af den kolde luft, hendes læber var igen blevet tørre, det mindede hende om at hun skulle ha' købt sig en læbepromade.
Hun var ikke bange, mere panisk for at den slemme vampyr skulle ødelægge hendes perfekte hals.

Vicente gik og indsnusede duften. Han synes den blev svagere og svagere og det gik så op for ham, at hans egen vampyriske lugt var blevet opdaget af englen. Englen var sat i løb eller måske begyndt at flyve. Den tanke fik ham til at sætte i løb og med hans vampyriske hurtighed bevægede han sig utroligt hurtigt igennem skoven. Han var løbet i retning af, hvor han regnede med englen befandt sig. Han kunne bestemt godt lide engleblod, hvilket var derfor at han ikke ville lade den engel slippe væk. Han hadede når engle slap væk fra ham, det kunne gøre ham meget arrig, for at sige det mildt.

Cherry så op, men det var for farligt at lette her, der var alt for mange grene som hun kunne støde på.
Hun blev istedet ved med at løbe, hendes hjerte sprang et slag over da hun kunne dufte at vampyren kom nærmere.
Hun satte farten op og snoede sig elegant i mellem træerne, dog havde hun kun en menneskelig fart og det gjorde det ikke meget lettere for hende.
Hun kunne se lyset fra den lille hytte længere fremme, men der var stadig et par hundrede metere endnu.
Hun var forpustet og hendes ene snørrebånd var gået op så hendes ene sko var løs, hun prøvede så vidt muligt at løbe hurtigt og samtidig ikke tabe sin sko.