Sand og vand (fellix)

s: stranden
o: sand...Og vand!
t: aften
v: køligt
på: sorte bukser, sort T-shirt, sort jakke

Zean drejede af fra vejen og gik ned af den lille sti som førte til stranden.
Han havde kun få gange været på stranden før, så det kunne vel aldrig skade at kigge forbi nu hvor man alligevel var ude og gå.
solen var gået ned for nogle timer siden, det gjorde den jo tidligt når det var ved at være vinter, og luften var kølig, dog ikke direkte kold.
Sandet var irriterende at gå i, som altid, men da han kom ned til vandkanten gik det bedre, her var sandet lidt mere hårdt af vandet.
Han gik roligt af sted og undgik vandet der hele tiden prøvede at nå ham mens han gik, på himlen var det overskyet, men man kunne alligevel se nogle stjerner hist og her, ellers var der bare den svage lyd af bilerne længere oppe på vejen.
Her var stille, mørkt og... ingen.

Fellix sad ved vandkanten længer henne af stranden, et udtryksløst udtryk havde bredt sig over hans ansigt, han sad lige præsict så vandet ikke kunne nå ham og så ud over bølgerne. Tankerne han havde i hovedet var irreterende og han håbede snart de ville forsvinde. Han så ikke op en enkel gang, han hørte heller intet og kunne kun lugte det stærke duft af saltvand. Han krummede sig sammen og trak benene op under sig han lagde beskyttende armene omkirng benen og lod hovedet fraværende hvile på det. Hans blik var langt væk, ude over havet ude over bølgerne, hans krop og sjæl var som adskildt.

en svag duft af menneske blandede sig med den stærke duft af saltvand og rådden tang.
Han havde ellers gået ud fra at menneskerne var taget hjem fra stranden, de forsvandt gerne så snart solen gik ned eller vis det var for koldt.
snart så han en skikkelse et sted foran ham, mennesket.
Han stoppede lidt op mens han så tænkende på ham, han lignede en der var langt væk i sine egne tanker, måske...Tænkte på nogle knap så gode ting, vis han skulle bedømme ud fra den måde han sad på.
Han gik lidt tættere på
"Hej" sagde han så op stoppede op lidt fra ham, mens han så på ham.
Han var ikke særlig sulten..Heldigt for ham.

Fellix var langt væk hvilket han betød han ikke hørte skridtene fra den fremmede, men dog røg han ud af sin yndige fantasi verden da en stemme brød stilheden, ud over den endeløse larm fra viden, som altid blæste kraftiger ved havet. Han så sig om og slap grebet om benene, så det fald liveløse ned ved siden, han havde ikke forventede at møde nogen her ude. Han ville gerne smile til den fremmede men hans muskler ville ikke giver efter for hans tanker, så det blev til et kikset løft i den ene mundvig. "Godaften" sagde han roligt og så op på den fremmede.

"Du ser ret så tankefuld ud" sagde han, faktisk havde han set ingen grund til bare at forstyrre ham, sidst han havde forstyrret nogle var personen blev ret så sur.
"Jeg havde ikke forventet at møde nogen hernede" sagde han så, drejede det lidt væk fra hvad han havde sagt før, han havde jo heller ingen grund til at blande sig i andres tanker, selv om det kunne være sjovt.

Fellix smilte endelig venligt op mod den fremmede og kom langsomt på benene, bare for at finde ud af at han stadig var den mindste af dem, han sukkede lydløst over det, men det skulle ikke gøre hans humør dårliger, han havde virklig haft det underlig tpå det sidste, der var bare noget der slet ikek var som det skulle være, hvis han dog bare kunne regne ud hvad det var, han vidste det var noget indlysende, det var bare ikke til at gennemskue. "Det er et perfekt sted til at tænke" sagde han roligt ubekymret for om det var uhøfligt eller ej for den fremmede at blande sig i hans endelige tanker. "Heller ikke jeg.. Fellix" sagde han og rakte hånden frem mod den fremmede og så ham venligt ind i øjnene.

Som altid tog han ikke mod hånden, det var en skik blandt mennesker, at give hinanden hånden og som altid følte han ingen grund til at bruge mennesker små vaner.
Måske var han bare generelt imod mennesker, det ville han ikke modsige.
Han smilte dog venligt for at han ikke skulle tro det værste om ham.
"Zean" svarede han og så ud over vandet
"Jeg foretrækker normalt mere rolige steder, eller også går jeg mig en tur, en god gåtur kan virkelig få tanker på vej" sagde han

Fellix så tilbage på ham og irreterede sig lidt over hans mangel på manere, han trak hånde til sig og lod den bare flade ned langs sinde, der var stadig noget der gik ham på, noget han havde glemt, noget han ikke kunne huske lige meget hvor meget han prøvede at huske det. Han sukkede ud mod havet, "Zean" mumlede han bare for at få navnet ind, han ville jo ikke glemme ham. Han så ud over havet igen, så beroligende, han nikkede fraværrende, han plagede også at søge ind i skoven eller op i bjergene, men idag havde han valgt stranden og heldigvis var der ingen andre end ham.

Han så lidt på ham, som altid overvejede han hvordan det ville være at angribe den person han stod foran og det her var ikke undtagelsen.
Men han ikke sulten og gad enlig ikke.
Men det kunne være lidt sjovt, måske ville han først blive overrasket, måske ville han prøve at flygte eller slå igen.
"bor du her omkring eller...?" spurgte han så for at få samtalen i gang igen.

Fellix så op på Zean og bedømte lidt hvad han skulel svare, han havde jo intet hjem, i hvert fald ikke inu, han ledte stadig efter en go' lejlighed og en til det skete sov han hvor det var aller billigst, det kunne sommetider være på en park bænk, men det havde han jo heller ingen ting i mod, og desuden maglede han også et arbejde, han sukkede uroligt, hvis han dog bare kunne huske, mend et kunne han jo ikke, da hans hukommelse belv taget fra ham, forsvandt alle hans minder også, hver eneste tanke han nogen sinde havde haft, folk kunne slet ikke sætte sig ind i hvor pinefuldt det ville være, hovedet var jo helt tomt.. "Nej jeg er lige flyttet hertil, jeg skal først finde en billig lejlighed... hvad med dig har du boet her længe?" spurgte han roligt og så på Zean.

"Nej" svarede han mens han så undrende på ham, det var som om...Det var noget galt, eller noget der plagede ham meget.
"Er der noget galt?" spurgte han, han kom til at tænke på de gange hvor han ikke havde taget hele sjælen fra et menneske, men bare en stump af dem, der gjorde at der var vise følelser og vise ting de aldrig ville kunne huske mere, det var ret sjovt, for ham i hvert fald, nogen gange drev ham dem også bare til vanvid, men han kunne også få dem til at miste det meste af deres hukommelse.

Fellix nikkede sløvt, så var han da ikke den enste nye her omkring, han sukkede ved hans spørgsmål og så ud over over havet, hvad skulel ahn dog svare, hvad kunne han svare, at han havde mistet hele sin erindring for et helt liv, han havde ingen ting tilbage nu, ingen kunne føle det han følte inde i sig, så alene, ikke en eneste man kunne tænke på, en gammel ven, en søster en bror, et kælre dyr.. forældre.. ingen ting havde han, ikke et eneste minde. "Jeg har mistet min fortid" svarede han ærligt, hvorfor dog lyve..

"Jamen dog" svarede han, hvad skulle han ellers sige til det? Det var ikke hver dag folk fortalte de havde mistet deres fortid, hvilket måtte betyde han ikke kunne huske den.
Der var selvfølgelig forskellige skæbner, men nogen ville sikkert være glade for det, men han så mere trist ud over det.
"Hvordan er det sket?"

Fellix nikkede fraværrende og trak op i et skævt smil, han vendte dog hovedet mod drengen igen, da han ikke vidste hvor længe han ville blive, lod han sig bare dumpe ned i sandet igen, lige ved vandkanten, han kunne jo bare sætte sig hvis han havde lyst til at snakke. Fellix ville heller en gerne have selvskab, han kendte jo ingen. "Det kan jeg ikke huske" sagde han roligt og smilede igen skævt til ham.

"Surt" sagde han
"Det ville jeg ellers godt have vidst" han satte sig ned i sandet ved siden af ham og så dovent ud over vandet uden rigtig at tænke på noget.
Eller faktisk gled han tanker tilbage til hans egen fortid, det var lidt sjovt med de ting der kunne ske...Altså vis men skulle se på dem fra siden.

Fellix skævede op til Zean, han var den første han faktisk havde fortalt hvad der var sket med ham. Han sukkede bare og lod igen blikekt løbe ud over vandet, han smilede nu et skævt smil, han måtte vel bare holde hovedet koldt, og se at få dannede nogen minder, få nogen venner, få arbejde og et sted at bo, så skulle alt nok blive godt igen, regnede han med. "Ja.. men jeg klare mig" sagde han og nikkede bekræftende til det han sagde.

"Selvfølgelig, hvad ellers?" sagde han og lænede sig tilbage mens han så ud over havet.
"Hader folk der bare giver op, jeg forstår alt kan virke lige meget, at der virkelig ikke er mere man kan, det har jeg selv prøvet, men vis bare man overlever længe nok må det jo få en ende, det har jo også nået at gøre med sin indstilling..." han stoppede sig selv, han sad jo bare og snakkede, underligt.

Fellix der var synket ned ind i sine egen tanker igen, faldte ud af dem da Zean begyndte at tale han mumlede "mmmh" og vidste ikke helt havd han skulle sige, han kunne bare snakke Fellix ville rigtige gerne lytte, når man ingen fortid selv havde så var det altid intresandt og høre om andres, mon han bare var et normalt menenske, eller måske en vampyr, Fellix havde kun mødt en slags væsner, og det var vampyere, han vidste ikek der var andre væsner til go ahvde aldrig hørt om kristendom før så engel og dæmoner var ikke noget han havde nogen som helts viden om havd det mon kunne være. HAn smilte skævt til Zean "Vil du ikke fortælle mig om dig selv?" sagde han på en bedene måde, han måtte da havde oplevet noget spændene igenenm så mange år, gamle minder, venenr, forelskelser, Fellix rødmede svagt ved tanken, mon det var noget han nogen sinde ville blive, altså at være forelsket? Han vidste det ikke men håbede stærkt på det, men hvem? Han rødmede enu mere da han tænkte på Juliet, hun var den eneste han kunen forstilel sig sådan, hun var hans bedste veninde, og han holdte virklig af hende, før havde han ingen haft men så mødte han Juliet og er sært venskab startede allerede da hun faldte for ham.. bogstavelig talt, hun faldte.. Fellix så ned, men der var også adre søde piger, han så væk men Juliet var noget særligt det måtte han dog indrømme.

Han lod noget sand glide mellem sine fingre mens han tænkte.
Han havde aldrig rigtig fortalt om sig selv til nogen, hvad var der også at fortælle? Han blev født, barndommen var...lige meget, alle krigene gennem tiden...han havde tilsidst ikke rigtig deltaget i tiden, men bare selv gået rundt og gjort hvad han ville, være i sin egen verden, men lige pludselig vågnede han nærmest op og nu gik han så her i denne verden, langt fra den han voksede op i, og ventede på hans 1000 års fødselsdag.
Og hvad så derefter? Det vidste han ikke, han havde levet så længe og virkede nærmest udødelig.
Han sukkede lidt.
"Der er intet at fortælle" sagde han så

Fellix så på personens andigt hvordan hans udtryk ændrede sig imens han tænkte, han vidste han tænkte på hans fortid han kunne se det, og det fik ham til at rykke mod personen han ville så genre høre og vide, han ville så gener vide noget om ham, have ham til at fortælle om den fortid han havde som Fellix sådan længdes efter. Han ville vide alt, mend et var umuligt for Zean virkede ikke til at være dne åbne person og han ville ikke fortælle noget og Fellix tog dette som et stort nederlag imens han krøb tilbage hvor han havde sidet før, han havde sådan håbet at få bare lidt at vide, men nu følte han han helelr måtte sige noget før det hele blev for akhavet. "Hvor gammel er du Zean?" sagde han meget stille næsten som en hvisken.

Han fik faktisk næsten ondt af ham, han kendte ikke sin egen fortid mere, den havde nogen taget fra ham, han kom til at tænke på vis man fik et valg, glem alt eller husk det for evigt...Vis der havde været et valg, hvad han han så valgt?
Men mennesket her kendte ikke sin fortid og ville åbenbart så gerne høre andres.
Han satte sig ned og så ud over havet.
"Jeg har levet i..." pludselig stoppede han igen... han havde glemt, kendte han til væsener? Måske ville han bare tro han var tosset?
"...850 år" han så på ham for at se reaktionen.

Fellix så på Zean da han satte sig ned, han løftede hovedet lidt og så på ham med forpinte ulykkelige øjne, han kunne ikek gøre for han så på ham på den måde, ahn gjorde det ubevidst når han tænkte på den fortid som han havde misted, ahn forstilte sig tit havd der kunen være sket men aldrig gav et mening og han ville nok heller aldrig finde ud af havd der virklig var sket. Han så væk ud over havet igen og lyttede, han forstod ikke hvorfor han ventede, men mærkede så hans hjerte begynde at hamre og han var oppe at stå på ingen tid han så på den dreng han havde følt venlig og imødekommende, som hele tiden havde været en sulten vampyr klar til at dræbe ham og tage hans blod, hvorfor han tænkte sådan vidste han ikke, sådan var Fellix's tanke gang bare, noget han havde fra sin fortid, uden han vidste det. Han vendte sig væk og hviskede stille "vampyr" inden han satte i løb.

Han rejste sig hurtigt og sukkede mens han slog ud med hænderne.
Han så efter ham men prøvede ikke at stoppe ham, nå, han var vidst ikke så interesseret alligevel.
"A blive sammenlignet med den race er lidt en fornærmelse" mumlede han for sig selv og sagde så højere i håb om han hørte det:
"Sjæledæmon" men selv vis han hørte det ville han nok løbe af sted som en forskræmt kanin for sjæledæmoner spiste folks sjæle.
Dog kunne han ikke lade være med a ænke det han plejede at sige il folk: Vis jeg havde været sulen havde jeg taget din sjæl nu.
Det plejede at få folk il at slappe lidt mere af.

//Min T-tast virker ikke så godt, men er træt af at rette det hele tiden^^//

Fellix der til at starte med ikke hørte hvad Zean sagde til havde bare fokus på ikke at falde i det trælse sand som var som en byrde om benene når man skulle løbe, han vidste ikke hvorfor han flygtede for han havde mødt et par venlige vampyere ind til vider, men man kunne vel aldrig være for forsigtig, han vidste jo ikek det var noget fra før han havde misted hukommelsen der tvang ham op og stå og til at flytte føderne. Han hørte hvad dæmonen bag sig råbte efter ham og i fortvivlse fik det ham til at kigge sig over skulderen og selvfølige faldte han, og dog blev han bare sidene... sjæle..ahva for noget??

"Sjæledæmon, idiot" han rystede på hoved, så kunne det da også være lige meget? Det var typisk mennesker, hvorfor gav han sig også tid til a snakke med dem? Det var jo bare det samme.
Han så kort hvordan han faldt, men følte ingen trang til at hjælpe ham.
I stedet vendte han om og begyndte at gå tilbage mod gaden.

//Aner ikke helt hvad jeg skal skrive...//