Nothing to say.. [Zean.]

Stedet:: Luft havnen, Sheria. 
Tiden:: Godt og vel ved en middagstid.
Omgivelser:: andre travle folke, som
Render rundt efter deres 'elskede'. 
Påklædning:: Ava^^ Med en rygsæk og guitar på skuldrende. 
Vejr:: Regnvejr, men ellers et fint vejr med solen der skinner.

Sookie gik af lufthavnens lange gange, hun kunne ikke forstå hvorfor hun ikke havde tænkt på det fra starten af, for så var hun rejst hjemme fra for længst. Hun havde det skidt der hjemme, ved hendes familie. Det eneste der havde holdt hende tilbage, alt den tid, var hendes bedstemor. Som var grunden til, at hun havde denne evne. At hun havde opdaget, hvor meget magt hun havde over andre, med bare hendes guitar i hånden. Så selfølgelig skulle den med, det var trods alt hendes 'våben.' Hun ville ønske at hun kunne sige farvel til bedste, sådan ordentligt. Men hun vidste at hun kunne holde hende tilbage, få hende til ikke at følge hendes drøm. Hendes drøm, var at få sit eget liv. Finde ud af, hvad det var hun var blevet skabt for. For alle havde da en mission?
De små trippende fødder, gik hen af det meget vaskede gulv. Mens at hun havde kurs mod dette sted, hvor man gik ud fra bagage tingen. 
Hun kom ud i den store indgangs/udgangshal, og kiggede. Hun vidste ikke hvad hun kiggede efter, men noget fangede hendes blik. En mand eller dreng? Han var vel nok de 19, og hun vred sig uden at ane det. Hvad var der med ham?!
Hun så på en måde piget ud, da hendes former ikke var særlig store.. Og hendes hoved, var stadig rundt og tykt. Hun så godt og vel ud, som en på de 15-16. Og hun hadede det, for hun følte sig ikke som en lille pige.. Ikke ligefrem.. 

Han sukkede og åbnede sine øjne, solen skinnede et sted, men det regnede også, underligt vejr.
Han var ikke helt van til solen mere kunne han mærke, den irriterede ham lidt selv om regnen prøvede at tage magten.
Det var sjovt at se alle de mennesker der skyndte sig af sted for ikke at blive for våde, det var jo bare vand? Men han havde det jo heller ikke selv for sjovt med vand.
Og alligevel....Han rystede på hoved, det var bare almindeligt det han havde gjort, intet andet, alle redde vel nogen i nød? Selv om han elskede at sprede smerte og til tider død...Han sukkede, det var jo også lige meget!
På havde han nogle mørke bukser og en sort T-shirt, ud over en sort jakke som var åben, for direkte koldt var det jo ikke.
Han vidste faktisk ikke helt hvad han lavede her, det havde været en uheldig aften i går og nu var han her.
Han drejede hoved da han pludselig fornemmede følelsen af at nogen så på ham, en ung pige, for hun så ret ung ud, så på ham og hun lignede mest en forvirret en.
En svag duft mellem stanken af mennesker, af dæmon, nåede ham og han smilte lidt.
Pigen var altså dæmon.

Hun så stadig på ham, da han ventes sit blik mod hende. Hun kunne ikke lade være? En underlig fornemmelse, af uro bredte sig i hende. Men hun modstod den indre stemmen, der sagde at hun ikke ville få noget godt ud af at snakke med ham. Men der var noget, der bare trak hende derhen. Noget i hende, der længtes efter at høre hans stemme, finde ud af hvad han var.
Et skridt var hun kommet nærmere på ham, og bed sig i læben. Hun så ikke vildt nervøs ud, mere.. Nysgerrig, på den gode måde.
Hun stoppede et par meter fra ham, og lugtede at han var dæmon. Ikke hvilken dæmon, som hun var skyggedæmon. Det måtte hun vel.. Gætte sig frem til? Eller bare at spørge ham, hun kendte squ ikke manden!..
”Hey..” Sagde hun, med et løftet øjenbryn. Det var trods alt, den første dæmon hun havde set. Bort set fra sin familie, som alle var dæmoner. Hun længtes helt efter sin storebror, da hun så op på drengen, man godt kunne kalde mand. Hun rettede let på sin guitar, og så sig omkring. Alle løb, efter deres fly eller taxa. Hvorfor skulle alle have så travlt, de havde da ferie?
Regnen øsede ned, og hun fnøs. Hun havde godt regnet med at det ville regne når hun kom, men det var nu lidt trist!
Hendes blik søgte gulvet, og hun rystede let på hovedet. Da hendes hoved var stiv i det, efter den lidt lange flyvetur. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, om hun i det hele taget skulle sige noget?
Hun vente sin krop væk fra ham, som om hun var ved at gå. Men rettede sig så op, og gik tættere på ham. Så hun behøvede at se op på ham, i stedet for hen. Hendes åndedræt, var regelmæssigt. Og hendes fingre, søgte hendes guitars strop. Hun så op på ham, med store unaturlige blå øjne. Mens at hun løftede det ene øjenbryn, igen. ”Du er dæmon… Ikke sandt?.” Hendes stemme, var fuldt med interesse og kærlighed?

Der var noget over hende, noget dragende og mystisk, måske var den bare den måde hun var på? Lidt nervøs, men alligevel bare nysgerrig og så den sjove måde hun vist følte sig draget af ham, hvorfor skulle hun ellers komme hen til ham? Men han havde ikke tænkt sig at lege barnepige, så vis ikke hun ville noget interessant kunne hun bare gå.
Han svarede ikke med det samme da hun sagde noget, en ting folk normalt mente betød at man følte sig mere værd og man ikke havde lyst til bare at spilde tiden.
Men han havde også hovedpine, så han vidste ikke helt.... En stemme indeni ham sagde han skulle snakke med hende.
"Jo" svarede han så på hendes spørgsmål, hverken mere eller mindre.
"Det er du også" han stemme var dyb og hans øjne hemmelighedsfulde.

Et træk på skuldrende kom frem, da han lød lidt ligeglad? Men hun nikkede, og smilede. For første gang, siden at hun valgte at flytte. Hun havde faktisk ikke noget sted at bo, men hun kunne sikkert find et sted at bo. Og som sagt, havde hun denne regel. Som hun ville overholde, om det så galt hendes liv.
Hans svar var kort og enkelt, ikke noget langt pluderig!..

”Ja.. Det er jeg.”
Kort og enkelt.

Hun så ned af sig selv, og knep øjnene sammen. Han så hende sikkert, som en lille irriterende unge. Som ikke kunne holde fingerende for sig selv?
Hun så ham ind i øjnene, og prøvede at gætte hvem han var. Han var så mystisk, hans øjne sagde alt! Han var så fængende, at man ville lære ham bedre at kende. Nogle folk, var bare sådan?
”Hvorfor befinder du dig her?” Spurgte hun, og så lidt undrende på ham. Hun forbandt ikke dette som noget festtelt, for han var da sådan.. Eller hvad?

Han så lidt på hende som om han bedømte noget.
"Skal vi ikke gå, mens vi snakker?" spurgte han så
"Bare rolig, har ikke tænkt mig at sprætte dig op eller noget" tilføjede han og begyndte at gå, mens han tænkte hun nok fulgte efter vis hun virkelig ville snakke.
Han trådte ud fra det tørre sted og ud i regnen, som straks kølede hans ansigt af og gjorde hans tøj lettere vådt, han overbevidste sig selv om det bare var vand.
"Jeg ved ikke helt hvad jeg laver her" sagde han stille til svar, da han jo regnede med hun fulgte efter.
Han masserede sine tindinger lidt mens hans gik, faktisk kunne han ikke huske meget fra aftnen før.
"Hvad med dig?" spurgte han

Hun nikkede, og gik med lange skridt efter ham. Han havde ret så lange ben, i forhold til hende. Så på en måde, måtte hun små løbe efter ham.
”Sprætte mig op?..” Hun så med store, og meget drillende øjne på ham. ”Det havde jeg nu ikke troet..” Hun trak på skuldrende, og nikkede. ”Men nu når du siger det.. Så kunne jeg godt se dig gøre det!.” Hun blinkede til ham, og smilede ned i vejen.
De kom ud i regnen, og hun blev med det samme våd. Men det eneste hun tænkte på, var hendes guitar. Måske kunne den ikke tåle vand? Det havde den jo egentlig ikke fået, imens at hun havde haft den. Hun gemte den under hendes krop, som nok ikke var det bedste sted at gemme en guitar. Men det hjalp, og ingen dråber ramte den, sådan direkte…
Hun så ham godt massere sine tændinger, og så lidt undersøgende på ham. Kunne han ikke lide regnen? Fik han ligefrem, hovedpine af den?!
”Okai..” Sagde hun som svare, og smilede da han spurgte hende. Hun nikkede tilbage, mod lufthavnen. ”Jeg er lige kommet med et fly, fra en af disse utrolig varme lande..” Hun tørrede sig på panden, og smilede sødt. ”Jeg har boet hjemme.. Men besluttede at flytte hjemmefra.” Hun trak på skuldrende, og pressede sine læber mod hinanden. Så de så lidt tænkende, og kyssemunds - agtigt ud? ”Du ved.. Jeg ville finde mig selv.. Finde ud af hvad jeg dur til.” Hun så op på ham med et smil, og nikkede.”Og ikke mindst nogle der elsker mig som jeg er!..” Hun så ned igen, og rødmede. Det pirrede hende stadig, at hun aldrig havde.. sådan været tiltrukket af en før, sådan rigtig have lyst til at kysse denne dreng..
Men hun klarede sig, kærlighed var ikke det eneste i livet.!.

Det lød interessant det hun sagde, han kom til at tænke på den lille pige han engang havde mødt, her i byen, hendes mor var kort sagt en luder og elskede måske sin pige aller dybest inde, men hun glemte bare alt om hende til hverdag og faren var bare væk.
Da de havde boet i samme bygning havde han taget sig af hende, set en mulighed for hende ved at øve hende i kampens kunstner og gøre hende...ikke til en slags dukke, men en han kunne bruge.
Måske holdt han vel også af hende dybest inde.
Men så var han flyttet, men de så stadig hinanden jævnligt.
Han nikkede lidt til det hun sagde.
"Det lyder godt, at rejse ud og finde andre" smilte han og så på hende og opdagede nu hun prøvede at beskytte sin guitar.
"Vis det er, jeg bor godt nok i Deepshell, men har et hotelværelse vis det er? Bare til regnen er stoppet?" foreslog han og grinte lidt
"Jeg har skam sprættet folk op i mit liv" igen virkede han hemmelighedsfuld og man fik en følelse af han havde levet ret længe, selv om han så ung ud.

Det så ud som om han tænkte, men det kunne hun selvfølgelig ikke finde ud af. Det ville sikkert også ende galt, vis hun fandt ud af det?
Hun smilte, da han kommenterede hendes forklaring. Hun nikkede engang, og bed sig blidt i læben. ”Det er skam også derfor, at jeg gør det..” Hendes stemme var ikke provokerende, ikke sådan irriterende.
Hun smilede igen, bare denne gang forlegent. ”Jeg hver sætter din venlighed..” Hun havde lært at være høflig, og gammeldags? Hun nikkede, og så ned på sin guitar. ”Jah.. Det er en god ide..” Hun smilede halvstort op til ham, og hendes øjne var fyldt med taknemmelighed.
Hun havde ikke ligefrem tænkt på, at den første hun mødte ville være rar. For… Hun havde da hørt, at folk ikke var så venlige igen. På disse kanter, i hvert fald. Men hjemme.. Eller ike så meget hjemme mere.. Der kendte alle hinanden, og der var ikke så mange turister.
Hun så undrende op på ham, men med et smil. *Sprættet folk op? Virkelig?* Tænkte hun, og nikkede med et vurderende drillende blik. ”Jamen så.. Burde jeg være glad.. For at jeg ikke er en af de mange..” Hun blinkede et par gange, og så sig omkring.
Han så egentlig ret så ung ud.. Men alligevel så gammel... Eller oplevelsesrig? Han havde i hvert fald oplevet en masse, uden tvivl.

"Tja" svarede han lidt kort, men ikke så samtalen bare ville stoppe.
Normalt var han ikke så venlig...Faktisk aldrig, han jagede endten folk eller...eller også snakkede de bare, men han var snart træt af den evige snak, han ville snart andet ind snakke og en ide havde vokset i hoved på ham, at skabe kaos i menneskernes verden.
Han smilte for sig selv ved den tanke og snart drejede de ind på en grund til et hotel.
Han holdt døren for hende da de gik ind, hotellet var et almindeligt 2 stjerners, det var fint nok men alligevel så folk ikke lagde så meget mærke til hinanden.
De gik over til elevatoren hvor de steg ind og kørte op til 3 etage hvor de steg ud igen.
De gik ned af en gang til de kom til værelse 122 hvor Zean låste døren op og de trådte ind i et fint lille værelse.
Det første man lagde mærke til var dobbeltdøren med altan, så dobbeltsengen, så bordet med 2 stole, på bordet lå der nogle tilfældige papir skrevet med et sprog de fleste alligevel ikke forstod.
Ellers var der en lille reol med bøger, hvor der også lå en stor sort en.
"Lille men bekvemt" smilte han da han viste hende ind

Hun så ham godt smile, og trak på skuldrende over det. Han måtte hygge sig over det, vis han ville.
Værelset var mere en fint til hende, det var det virkelig. Hun skimtede til doppeltsengen, mens rystede så endnu engang på hovedet. Og så sig omkring, hun lagde sin guitar blidt på sengen. Og rørte lidt ved gadinerne, en mærkelig ting at gøre. Men de lignede lidt hendes mormors, dem hun havde i stuen. 
Hun vente sig om, og smilede til ham. "Mange tak.." Hun smilede støre, og grinede lidt mens hun så rundt. "Det er meget mere end forventet!.." Hun så undersøgende over på ham, og smilede hemmelighedsfuldt. "Plejer du at slæbe alle kvinder eller piger her over?." Hun så lidt undrende på han, for det kendte jo faktisk ikke rigtig hinanden. Men ville måske komme til det, hvem ved?  
Hun gik over til bogreolen, og rørte blidt den sorte bog med fingerspidserne. Hun så sig lidt over skulderen, og åbnede munden lidt. 
"Er det en speciel bog?" Den så lidt anderledes ud, end de andre måske?

Han var ovre hos hende på et øjeblik og tog bogen fra hende, ikke med nogen ond bevægelse, bare bestemt.
"Ja" svarede han kort til hendes sidste spørgsmål og gik over til bordet hvor han samlede papirene sammen.
"Nej" svarede han så til hendes første spørgsmål
"Jeg tager normalt aldrig nogen med til mit tilholdssted, for sikkerheden skyld" han så på hende og smilte lidt, han samlede papirene og bogen sammen og hev en sort taske frem som lå under sengen, her lagde han tingene, lukkede den og skubbede den ind under sengen igen.
"Ikke for noget, det er bare...lidt private ting, jeg var ikke helt forberedt på selskab" han smilte og satte sine sko ved siden af sengen, for så at sætte sig i sengen og se på hende.
"Du kan bare slå dig ned"

Hun så op på ham, med store øjne. Han var egentlig kommet ret så hurtigt, og uventet. 
"Åh.. Undskyld.." Hun tog sig til hovedet, og kiggede lidt væk. Selvfølgelig skulle hun røre ved netop den ting, hun ikke måtte røre ved.
Hun så efter ham, og nikkede. "Så.. Du mener ikke.. At jeg er farlig?" Hun så ned på hans hænder, og smilede. "For dig og dine såkaldte hemmeligheder.?" Spurgte hun, med en drilsk undertone.
Hun smilede endnu engang, og gik hen ved siden af ham på sengen. Lagde sig flat ned, og skukkede. 
"Hm.. Du må have det rart her.. Hu?" Spurgte hun, og så halvt op på ham. "Øhm.. Du må hellere sige til.. Vis der er mere jeg ikke må røre ved!.." Hun rødmede let, og grinede en lille smule.
 

Han så lidt på hende mens hun blev ved med at sige lidt af dit og dat, det passede ham fint, han var ikke så god til at holde en samtale kørende eller interessant for den sags skyld.
"Hmm, Jeg ved ikke helt om du er farlig, bare generelt, jeg ved ikke hvad dine evner er?" sagde han, ment som et spørgsmål
"Men for mine ting...Nej, vis du endelig skulle få fat i lidt ville det bare eksplodere i spørgsmål som du ikke får svar på, så du vil umuligt kunne få for meget at vide" han smilte til hende, han virkede meget sikkert i det.
"Tja, her er rart, men det er bare for nogle dage" han skulle lige til at sige mens han arbejde, men lod være, selv om hun virkede behagelig at snakke med og i det hele taget som om man kunne stole på hende, så holdt han altid kortene lidt tæt.

Hun så stille ned i jorden, og bed sig åndsfraværrende i underlæben. "Altså.." Hun nikkede, og sukkede en gang. "Praktisk talt, så er det ikke mig der hr den store evne.. Men min guitar gør noget ved nogle folk, når jeg spiller på den.." Hun lod sit blik møde hans, og åbnede blidt munden. Hun forstod jo heller ikke sin egen evne, så hvordan skulle hun forklare den?
Hun nikkede en enkelt gang til ham, og så sig stille rundt. Hvad var det han havde gemt her, hvad var det for en værdigfuld historie? "Det.. Er vel beroligende på en måde.." Hun grinede lavt, og så ned på hendes små sko. 38-39, det var ikke stort nok til hendes smag.
Hun så sig rundt igen, da han sagde at han snart skulle flytte igen. "Du må have været her i lang tid?." hun tra på skuldrende, og lod en hånd glide ned i en af hendes lommer. "Jeg mener.. At her ser meget hjemligt ud.. Du har sat dit præg?." Hun kiggede tilbage på ham, så hendes hår dannede en slags aora om hendes hoved. 

"Nej, jeg har ikke været her i lang tid, kun nogle få dage, men jeg tager altid mine ting med mig, man kan ikke stole på folk" sagde han og lænede sig tilbage med en pude i ryggen og så på hende
"Eller de fleste af mine ting, nogle ligger hjemme i lejligheden" rettede han det, på en måde var deres snak på vej af en vej han ikke helt brød sig om, for tingene...han blev nød til at have dem med sig...hans hånd røg ubevidst op og lege med hans halskæde hvor der hang et underligt kors (se billed på profilen)
Det kunne han jo takke hende for! han så tænksomt ud af vinduet.
"Det lyder interessant, det med din evne" sagde han og slap sin halskæde og gemte den bag T-shirten igen, han så på hende, hjemmeligt? Et koldt hotelværelse? Han forstod det ikke.

Hun lyttede på ham, og nikkede de rigtige steder. Hun lyttede virkelig på ham, og forstod ham skam godt. Da hans hånd kom op til hans halskæde så hun et øjeblik på den, men kunne både se på ham og mærke. At det nok ikke var det rigtige at gøre lige nu, det var enten noget dyrebart eller noget meget hemmeligt. Hun vidste ikke rigtig hvor hun skulle kigge hen, så hun så ned på sine fødder. Hun sukkede, da han nævnte hendes evne igen. ”Nej.. Egentlig ikke.. Det er jo ikke særlig brugbart, når jeg selv falder i fælden vel..?” Hun rystede på hovedet, og bed sig i læben. Hun lød ikke uvenlig, men bare meget bestemt.
Hun så godt, at han så sådan lidt underligt rundt og sådan. ”Her er bedre end andre steder jeg har været og kigget.. Mener jeg..” Hun smilede, og nikkede roligt.

Han nikkede lidt og tillod sig at grine lidt.
"Ja, det er jo nok ikke så genialt" sagde han
"Og det lyder ikke som om du har været særlig...rare stedet?" sagde han
"...Eller noget" han trak let p åskuldrene

//aner ikke lige hvad jeg skal skrive//

Hun trak en grimasse, og grinede let. ”Nej.. Det kan man ikke sige at jeg har..” Hun pustede hårdt ud, og sukkede engang. ”Jeg har nu altid boet ude på landet, men når vi endelig kom ind til byen SKULLE vi sove derinde..” Hun grinede lidt, og lod hendes blik falde. ”Vi havde ikke råd til så meget, for at bo i et hus som vores var ikke helt gratis kan jeg sige dig..” Hun bed sig i læben, og så forsigtigt op på ham.

"OKay da" svarede han og lænede sig tilbage og lukkede øjnene lidt fordi han var træt.
Han var ikke særlig interesseret i andres historier, de var tit så lange og kedelige, mens folk mente at de bare måtte fortælle den.
Han fortalte tilgengæld heller aldrig sin egen.

Hun sad lidt og grundede dig over, hvorfor at han bare lå der når han havde gæster. Men hun tog sig ikke af det, hun syntes tvært i mod at det var dejligt og modigt af ham.
Hun gik med små lydløse skridt hen mod hendes guitar, og fik den stille op i hendes favn. Hun satte sig stille op af væggen, og begyndte at stemme guitaren. Som desværre også behøvede stemmen, hun var fin nok til at synge men det var ikke nogen helt vildt stor stemme hun havde. Hun var meget bedre til at spille, og komponere sine egne sange. "So.. High.." Mumlede hun, og lod sine fingre glide over de ivrige strenge. Skulle hun prøve at få ham til noget, bare at hente et glas vand eller noget? Hun så over på Zean, for at få et slags livstegn.

Han var ikke faldet i søvn, men slappede bare af.
Han næsten sprang op da hun begyndte med guitaren, ikke fordi han var forskrækket over lyden, men fordi noget andet.
Han så bestemt på hende.
"Du spiller ikke mens du er her! Vis du tror du kan bruge din evne på mig mens jeg vender hoved væk i et øjeblik har du undervurderet mig!" det var tydeligt han tog det med evner ret alvorligt.
Han så mistænksomt på hende som om hun i virkeligheden havde tænkt sig at slå ham ihjel.