skal vi lege med sand? - Rose

Dag og Dato: irl
Tid: 16:22 (tidelig aften, sen eftermiddag)
Vejr: det har lige regnet så luften er meget fugtig og tæt, og så der meget koldt
Årsitd: Vinter
Beklædning: et par nedslidte converse sko, nogen sorte naturlige hullede bukser, en stor vinterjakke med hætte trukket ned i panden, man kan dog stadig se hans øjne, under den bær han en slidt hvid t-shirt, og en grå slidt cardigan.
Omgivelser: *beskrivelse af legepladsen*

Gennem den allerede mørklagte legepalds, snoede der sig en lang fin grussti, der gik gennem lege området og vider ind i parken, en udmærkede vej hvis man skulle ind til byen, dog i mørket så legepladsen ret skræmmende og forladt ud. En ret mørk skikkelse bevægede sig roligt ned af vejen på isn vej tilbage til byen for at finde et sted at overnatte i nattens kulde. Hans navn var Fellix.
Fellix der havde et særdelse ulæsligt udtryk plantet i ansigtet, stoppede op mid på siten og skulede ud i mørket da han syntes han havde hørt nogen, ansede en lyd i det fjerne måske, men da der intet var at se bevægede han sig blot vider uden at anse det en tanke. Han lod blikket glide over de sten der knaste under hans fødder som en ensom lyd i miles omkreds. Børnene der plagede på legepladsen måtte for længst være taget hjem, da mørket faldte på, men Fellix havde været ude, ude hele dagen, han ville ikke betale for noget som helst når han lige så godt kunne vandre ensomt rundt i skoven, som han kunen side på et dyrt hotel væresle og lave ingen ting. En tanke strøg gennem hans hovede, og det frygtlige minde dukkede op i hans hovede, men kun i et split sekundt, inden det forsvandt og han hovede var igen så tomt som det altid havde været. Fellix som ikke vare en helt aldmendelig dreng led under hukommelsestab, og huskede ikke hvem han endelig var, hans liv var forsvundet for øjnene af ham, fra nogen uger siden, sidne da havede han måtte leve vider i udviden om hvad han havede fortaget sig hele sit liv, alt var bleven glemt, ingen itng var tilbage og ikke en havde han i verdne han kunne betro sig til, venner, familie, kæreste, kone, kælredyr, klassekammerater. Han var helt alene i verden, men heldigvis efter han havde mistet alt havde han fundet håbet tilbage igen, kvinden med det blå her tittede frem i hans hukommelse, hende ville han aldrig glemme, han kunne ikke bære at glemme mere, han ville vide alt, han ville ingen ting glemme aldrig mere. Han lod billledet af hende glide ud af hovedet, og atte lade et ulykkeligt udtryk glide over sit glatte følseløse ansigt.

Rose kom muntert cyklene ind og ud mellem de tæt siddende træer. Hendes postkasse røde cykel kunne ses i mørket, og man kunne høre hendes stemme langt væk fra. Hun sang? Ja, det kunne man vel godt kalde det. Eller skrålede nærmest "Jeg er så glaaad for min cyyyykeeel. Jeg kommer hurtigt langt omkriiing!!!" skrålede hun og var lidt småhyper. Hver gang at hun holdt en lille pause med at skråle ringede hun tre gange med klokken i takt til sangen og grinte muntert. Rose var en livlig og munter sjæl, og hadede egentlig at være sur. Hendes ansigt lyste op i et stort smil og hendes hår bølgede i vinden. Hendes påklædning bestod nærmest af en hvid t-shirt og nogle sorte bukser som hun havde klippet huller i ved knæene. Hun vidste egentlig ikke hvorfor hun var sådan her, men kunne nu oss være lidt ligeglad.
Hun havde vendt retningen mod legepladsen og elskede det sted da det på dette tidspunkt var så stille og roligt. Hun blev ved med at skråle den samme sang og ringe de samme antal i ringeklokken og hun nærmede sig hurtigt legepladsen.

Fellix stoppede brat op ved en lyd rimlig tæt på området, han så sig forvirret omkring, og lod et nervøst smil falde over sine læber, det var lyden af en barne stemme? nej.. men heller ikke voksen, en ung voksen måske, der snag/skreg en børne sang, og.. ringede med sin ring klokke? Han stod tavs i flere minutter imens stemmen bare nærmede sig mere og mere, fuldstædngi forbløffet over hvad der skete, hvordan kunne en person? Gøre den slags.. Han forstod det ikke, dette var højst usædvanligt for ham. Han gik nogen skridt tilbage og løb så om bag klatre tårnet, for at gemme sig for stemme, som han mente tilhørte en der var godt gal i hovedet. Han ventede bare, ventede på noget ville komme til syne, så han kunne se havd fanden der var galt med dette.. pigebarn?

Rose cyklede med høj hastighed og stoppede op med et højt hviiiin fra sine hjul da hun bremsede op ved indhegningen til legepladsen. Hun lod sin cykel læne sig op ad hegnet og låste den så ingen kunne stjæle den og stoppede med at synge, men blev dog ved med at nynne. Hun sprang nærmest over hegnet og så sig omkring. Der var helt stille på den øde legeplads som sædvanlig, og hun smilte muntert og var lettet over at få lidt tid for sig selv. Hun bevægede sig hurtigt over til gyngerne hvor hun som sædvanligt satte sig ned på en af gyngerne og begyndte at bevæge sig frem og tilbage.

Fellix tittede roligt frem fra sit skjul, hvem var det? Han stirrede indtrengene på pigen der nu havde sta sig på den forladte gynge, det undrede ham virklig at nogen kunne være i så godt humør, og i dette mørke? Hvem var hun hvorfor.. Han stillede sig selv alle spørgsmålende, men ingen svar fik han, måske skulle han gå hen til hende? Han ville alligvel ikke kunen komem herfra før hun var gået, og hun lignede en der først skulle lege med alle tingene på hele legepladsen inden tanken overhovedet ville strejfe hende. Han lod et skævt usikkert smil tegne sig over hans iskolde læber, natten var mørk og kold og ingen lykke ville han kunne finde, men pige lyst op som var alting perfekt og ingen ting kunne gå galt, det var ret intresant endelig, og facinerende. Han trædte endelig frem for sit skjul og gik mod hende med langsomme usrikere skridt. "godaften" sagde han roligt og så på hende, han lod bare hænder henge slapt ned af siderne, han ville ikke ha' hun skulle tro han var.. farlig eller noget som det.

Rose havde blevet ved med at nynne en munter melodi. Hun nynnede den nærmest, ikke til sig selv, men ud til natten. Denne melodi lød munter, men der var dog et eller andet mystisk over den. Hun havde lukket for sine tanker og sanser og nægtede at ligge mærke til sine omgivelser da hun ikke ville ødelægge hendes humør.
En stemme kunne pludselig høres bag hende, og Rose greb sig selv i at være lige ved at rejse sig op fra gyngen for at komme væk fra stedet, men blev dog siddende. Hendes ansigt gik langsomt over på vedkommende hvorfra stemmen havde frembrudt. Hun havde haft et usikkert smil og blik, men lyste op i et lidt mere sikkert og muntert smil da hun så at det blot var en dreng, som så ud til at være et par år ældre end hende, men virkede ellers så harmløs at man ikke kunne være bange "Godaften.." sagde hun med høflig- og venlighed i stemmen og vendte sig så hun havde fronten mod denne fremmede dreng og smilte venligt til ham. Egentlig var hun lidt nysgerrig over hvad han dog lavede ude på legepladsen på denne tid af døgnet, men spurgte ham dog ikke. Det var en ting som hun ikke ville blande sig i..

Fellix gik tætter på pigen på gyngen først ville han ikke tro sine egen øjne da han så det blå hår var det pigen han havde ledt efter i flere dage nu, han havde ledt efter hende over alt men ikke fundet hende.. men nu? Da hun vendte ansigtet mod ham var han lige ved at bryde grædene sammen, så tæt på og alligevel så langt fra, hvor var hun så henne? Han smilte dog skævt til den fremmed han ville ikke bare gå sin vej igen fordi hun ikek havde været den pige han havde håbet på at finde han måtte opføre sig ordenligt.
"Hvad laver du dog her på denne tid af aften?" sagde han på en undrende og nysgerrig måde, hun så ikek særlig gammel ud og klokken var virklig mange, hvad mon hun lavede her, bare ude for at lege? Normalt ville han tro hun var alt for gammel til at lege på sådan en legeplads for små børn, men det kunne jo være derfor hun kom ud på denne tid for at lege i fred forsmå skrigene og grædene børn. Felix brød sig ikke om børn de var små og irreterende og så græd de altid når han rørte/holdte dem.
"Undskyld.." mumlede han det havde været ret uhøfligt bare at spørge hende om den slags på sådan en måde, når han var fremmed for hende. "Jeg hedder Fellix" sagde han lidt efter for at virker mere.. venlig.

Roses blik så på denne fremmede dreng og kunne se at hun ikke var den han ledte efter og den som han helst havde lyst til at se. Hun smilte skævt af hans ansigt og kunne alt for let se det. Hun trak svagt på skuldrene ved hans spørgsmål og havde nu ikke imod at han spurgte "Det er rart herude.." sagde hun lavmælt og så sig lidt omkring og kunne ikke lade vær med at grine lavmælt af hende, da det virkede fjollet.
Hendes blik gik langsomt tilbage på drengen, Fellix, og gav ham et lille nik som en hilsen "Det er hyggeligt at møde dig.." sagde hun høfligt "Mit navn er Rose" bekendtgjorde hun og smilte venligt.

Fellix nikkede bare til hendes bekendetgørelse, det var fint nok hun svarede på sprøgsmålet selv om han endelig ikke brød sig om hendes svar, men han havde været uforskammed så han måtte lære bare at bide det i sig havd end det var han så gerne ville ud med, lige nu af alle dage ville han ønske han stod i sooking og høretelefoner, det var ligesom noget der kunen gøre ham glad igen troede han, når han så vinduerne inde i byen og de flotte hvide sookinger.. så følte han bare.. noget, måske var det fortiden der rev i ham, han var ikke sikker, og musik var også noget han følte for, en af dagen måtte han ind i en butik med musik, og måske søge om abrjede, eller skaffe pinge så han kunen få noget musik?
"også hyggeligt at møde dig Rose" mumlede han og rakte hånden til hende som en go' hilsen, fordi det var det man gjorde, og så gjorde fellix det bare.

Rose så på Fellix og løftede et øjenbryn af den måde han var overfor hende og så ned på hans hånd som han rakte frem, og tog blidt fat omkring den og gav den et klem "Er der noget galt, Fellix?" spurgte hun nysgerrigt og vidste ikke helt om hun brød sig om den akavede atmosfære som fyldte luften mellem dem.

Fellix så op på hende da hun sagde det og trak diskret sin hånd til sig, han rystede lidt på hovedet, utroligt hun hun så hurtigt havde gennemskuet ham, det var jo helt vildt? Men han ville aldrig indrømme det og da slet ikke overfor en fuldstændig fremmed. "Nej da... hvorfor skulle der dog være det?" sagde han og fik det måske til at lyde som om hun var lidt langt ude med det spørgsmål, selv om hun havde meget mere rat end han vilel vise hende, han smilte lidt opgivende men ville ikke sige det, han gik rundt om hende og hen mod den andne tomme gynge "må jeg belære dig med mit selvskab?" spurgte han forsigtigt.